Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Gamburg, Inger

Inger Gamburg
Inger Gamburg
(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Gamburg, Ingeborg (Inger) Johanne (1892-1979), dansk fagforeningsformand. Hendes far var den første formand for socialdemokratiet i Holbæk. Han døde ved en arbejdsulykke på Holbæk Jernstøberi, da hun var 2 år. Farens arbejdskammerater samlede ind til en mekanisk rulle til moren, som efter ulykken var alene med seks børn. Moren døde af lungebetændelse, da Inger Gamburg var 16 år. Så måtte hun ud at tjene. Hun tog til København og fik arbejde på en chokoladefabrik og siden 6 år på Tuborg. Her igangsatte hun den første strejke blandt kvinderne - og blev fyret. Senere kom hun til Hellesens Elementfabrik. Hun blev hurtigt aktiv i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afd. 5, hvor hun blev valgt som sekretær i 1924.

I midten af 20'erne lærte Inger Gamburg Marie Nielsen at kende. Sammen dannede de i april 1925 Arbejderkvinders Oplysningsforening (eller -forbund, som det siden hed, AO). Inger Gamburg blev formand. AO førte en radikal faglig politik og forenede den med en radikal seksualpolitik. AO var den første kvindeorganisation, som satte kravet om fri abort på sit program. AO blev også Inger Gamburgs platform for at vinde formandsposten og flertallet i KADs afd. 5. En post hun bestred helt frem til 1965. Hun blev industrikvindernes ubestridte og stridbare formand, og den som første gang rejste kravet om lige løn for samme arbejde. Bl.a. fremførte hun kravet med stor kraft i et radioforedrag i 1937. Først i 1951 optog Kvindeligt Arbejderforbund kravet på sit program.

I 1928 meldte hun sig ind i DKP. I 1930 var hun sammen med Marie Nielsen og en delegation af arbejderkvinder på delegationsrejse i Sovjet. Fra 1930 var tillige hun medlem af DKP's centralkomité, i 1931-32 tillige af politbureauet. Hun blev uden sammenligning DKPs mest fremtrædende kvindelige faglige leder, og selvom DKP var meget mandligt domineret, stod der stor respekt om hende.

I 1930 ledede hun sine medlemmer i en meget omtalt strejke i seks uger på krav om seks dages sommerferie, og om at overenskomsten skulle omfatte alle kvindelige arbejdere - også dem under 16, som ingen overenskomst havde. Da forbundsformanden, Alvilda Andersen, lukkede for strejkekassen, kaldte Inger Gamburg formanden en forræder og blev smidt ud af forbundsledelsen. Først i 1938 blev hun genoptaget i KAD's ledelse.

Hun blev arresteret den 22. juni 1941 sammen med mange andre kommunister og indsat i Vestre Fængsel. Senere blev hun sammen med 6 andre kvinder overflyttet til Horserød. Da tyskerne overtog lejren den 29.august 1943 blev hun sammen med dem tyskernes fange. Den 2. oktober 1943 blev de sammen de 143 mænd, som det ikke var lykkedes at flygte, sejlet til Tyskland og sendt til kz-lejren Stutthof ved det nuværende Gdansk. Hun fyldte 53 mens hun var i lejren og kom i maj 1945 hjem sammen med de 5 overlevende kvinder. Hun var blevet smittet med plettyfus og måtte på hospitalet, men overlevede.

Et halvt år efter sin hjemkomst var hun tilbage på sin post som formand for KAD's afd. 5. Også sin plads i DKP's centralkomité genindtog hun og beholdt den til 1955. Fra 1946-58 var hun medlem af Borgerrepræsentationen i København.

Hendes indsats er med rette blevet fremhævet som noget enestående. Med hende blev kvindekrav som fri abort og ligeløn for første gang rejst i fagbevægelsen. Men hun repræsenterede også en selvbevidsthed, som industrikvinderne indtil da ikke havde udvist i så radikal forstand.

M.T.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 25.348