Zimbabwe
| Befolkning | 15,8 mio. |
| Valuta | Zimbabwe dollars |
| Areal | 390.760 Km2 |
| Hovedstad | Harare |
| Befolkningstæthed | 32,2 indb./Km2  |
| HDI placering | 146 |
Landet består overvejende af bakket højslette. Størstedelen af befolkningen bor i Alto Veld, hvor jorden er frugtbar, nedbøren passende, og hvor der mulighed for minedrift. Klimaet er tropisk men modereret pga. højden. Udpiningen af jorden er alvorlig. Især på de fælles jorde, hvor der praktiseres subsistenslandbrug.
Autoritært regime med betydelige krænkelser af menneskerettighederne. EU og USA er ikke allieret med regimet, og har derfor hyppigt kritiseret det og gennemført sanktioner.
Folket: Flertallet af befolkningen (94%) har bantu baggrund. De vigtigste grupper er shona, der grundlagde den første stat i området og ndebele - zuluer der ankom i det 19. århundrede.
Religion: Flertallet af befolkningen (55%)praktiserer traditionelle afrikanske religioner. 45% er kristne - de fleste anglikanere.
Sprog: Engelsk (officielt). Størstedelen af befolkningen anvender sine egne bantusprog.
Politiske partier: Zimbabwe African National Union - Patriotic Front (ZANU-PF) er regeringsparti, og præsident Mugabe stammer fra dette. Det er dannet ved en sammenlægning af Mugabes eget ZANU og Joshua Nkomos ZAPU. Begge var centrale organisationer i kampen mod apartheidregimet i 70'erne. Oppositonen består af: Movement for Democratic Change (MDC).
Sociale organisationer: Organisationen af Landbrugersammenslutninger for Fremskridt (ORAP)
Officielt navn: Republic of Zimbabwe.
Administrativ inddeling: 8 provinser
Hovedstad: Harare, 2.800.000 indb. (2006).
Andre vigtige byer: Bulawayo, 794.600 indb.; Chitungwiza, 390.600 indb.; Mutare, 168.100 indb. (2000).
Regering: Emmerson Mnangagwa, præsident siden november 2017.
Parlamentet har to kamre: Nationalforsamlingen med 270 medlemmer; Senatet har 80 medlemmer (60 valgt ved direkte valg, 18 er høvdinge og 2 handicappede).
Nationaldag: 18. april (Uafhængighed, 1980)
Væbnede styrker: 29.000 soldater (2003)
Paramilitære styrker: 15.000 (Den republikanske Politistyrke), 2.000 (Hjælpepolitiet), 4.000 (Den nationale Milits)
Historikeren Pierre Bertaux skrev: «Mellem floderne Zambezi og Limpopo ... findes der tusindvis af miner, der er blevet drevet i århundreder, terrasselandbrug der dækker hele bjergsider, vandingskanaler, veje og vandbrønde der er hugget op til 12 m ned i den klippefyldte undergrund». I det udstrakte område findes der i dag omkring 300 arkæologiske pladser. Blandt de vigtigste byer er der i dag blot ruinerne tilbage: Khami, Naletali, Dhlo-Dhlo, Mapungubwe og den mest kendte, Zimbabwe omkranset af sin karakteristiske bymur. Zimbabwes bygherrer var karanga'erne, der i dag er en del af shona folket. De byggede byen i det 10. århundrede.
Shona folket var bantu grovsmede, der kom til området i det 5. århundrede, opdagede guld, kobber og tin, og udviklede raffinerede teknikker til at bearbejde disse metaller. Med oprettelsen af arabiske handelscentre ved kysten ud til det Indiske Ocean fra det 8. århundrede blev der skabt et betydeligt marked for denne produktion, og den øgede vareudveksling gav basis for en betydelig kulturel ekspansion. Da «shirazi» folket i det 10. århundrede grundlagde Sofala i det nuværende Moçambique, fik karanga staten en direkte afsætningshavn for produktionen fra minerne. Karanga'ernes konge, «Monomotapa» underlagde sig hurtigt muslimerne og udstrakte sit hegemoni til et område der omfatter dele af det nuværende Malawi og næsten hele Zimbabwe.
Denne civilisation udviklede omfattende handelskontakter med Asien og udviklede sig frem til midten af det 15. århundrede. På dette tidspunkt tvang rotsi folket fra syd-Monomotapa til at trække sig tilbage mod nord og mod kysten. Rotsi'erne tilhørte den samme etniske gruppe - shona - som karanga'erne. Rotsi'erne flyttede ind i Zimbabwe byfæstningen og paladset, og deres Changamira (konge) udstrakte sit herredømme over mineområdet, uden dog at underlægge sig lige så stort et område som karanga'erne.
Fra det 16. århundrede ødelagde portugisernes tilstedeværelse i kystområderne ud mod det Indiske Ocean den frugtbare handel med østen, hvilket afstedkom økonomisk tilbagegang - også i Zimbabwe. Shona minearbejderne erkendte hurtigt den griskhed guldet frembragte blandt europæerne, skjulte derfor guldminerne og begrænsede sig til arbejdet med jern. Konsekvensen af Afrikas kontakt med den europæiske «civilisation» var et samfundsmæssigt tilbageskridt på 10 århundreder.
I 1834 ankom zuluerne til regionen. Rotsi folket emigrerede mod vest og forlod deres marker, byer, paladser og overrislingssystemer. Byen Zimbabwes antikke mure begyndte at blive dækket af græs og buske. I første halvdel af det 19. århundrede var området delt mellem shonafolket i nordøst og Matabele zulu kongedømmet i sydvest.
Apartheid kolonisering
I 1889 modtog ndebele-kongen Lobenguela den engelske eventyrer og millionær Cecil Rhodes. Mod våben, en livsvarig pension og et dampskib gav kongen British South Africa Co. (BSA) monopol på udforskning og udvinding af landets mineralressourcer. BSA var Rhodes' personlige ejendom. Koloniseringen af Zimbabwe var dermed indledt. Den britiske regering gav BSA kontrol over handelen, emigrationen, kommunikationen og politiet i landet Matabele. Overdragelsen af sådanne privilegier fra en udenlandsk regerings side kunne først træde i kraft, når de «formelt og frit» var blevet godkendt af kong Lobenguela, der sad i hovedstaden Bulawayo. På grundlag af krigslist installerede Rhodes sig med 200 britiske settlere og beskyttet af 700 «politifolk» i shona land, hvor de oprettede en forstærket fæstning, de kaldte Salisbury. De havde kun fået tilladelse til at «grave en brønd» der, og havde i øvrigt ingen rettigheder, men de blev støttet af den britiske regering, der så stort på, hvor grænsen gik mellem det ene og det andet folk.
Rhodes organiserede nu en militær kampagne nordpå for at underlægge sig nye områder. De fleste der blev rekrutteret til hans personlige hær var lejesoldater fra Sydafrika, og deres andel af byttet blev jord og minerettigheder. Besættelsen blev mødt af kraftig modstand fra den afrikanske lokalbefolkning. Bl.a. fordi Rhodes «politi» skabte en række konflikter. Under påskud af at ville fange nogle ndebeles, der angiveligt havde stjålet kvæg fra nogle shona folk, angreb de i 1895 Bulawayo. Kongen måtte flygte ind i junglen, og hans land blev fra da af regeret af BSA under navnet South Rhodesia.
I 1923 fik landet «ansvarligt, indre selvstyre», underlagt den britiske krone. I praksis havde det hvide mindretal frie hænder, og Storbritannien brød aldrig ind for at hindre undertrykkelse eller racediskriminerende lovgivning.
Som «settlerkoloni» baseret på en direkte besættelse af jordejendomme fik Zimbabwe mange træk tilfælles med Sydafrika. Det økonomiske og politiske grundlag var helt frem til 1980 baseret på bestemmelserne om jordfordeling og de sortes rolle som lavtlønnet arbejdskraft i europæisk ejede miner, fabrikker, godser og plantager. Lokalbefolkningen blev presset ind i reservater, og omkring halvdelen af al jord blev registreret som «hvide områder». Omkring 1960 sad de hvide på omkring 70% af jorden.
Jordloven af 1930 - revideret i 1969 - regulerede i detaljer hvilke områder som var «europæiske» - dvs. de områder hvor jorden var mest frugtbar og hvor mineralforekomster, byer og transportcentre ligger. I 1969 udgjorde den europæiske del af befolkningen under 4%, dvs. 250.000 ud af 6 millioner. Eftersom reservaterne ikke kunne sikre afrikanerne et rimeligt livsgrundlag ved landbrug, blev den mandlige befolkning presset ud i lønarbejde. Et omfattende system af regler og tvangstiltag blev endvidere gennemført for at hindre de afrikanske bønder i at konkurrere med settlerøkonomien. Lovene og statsapparatet blev opbygget til at tjene de europæiske interesser, og der var ingen åbning for politisk deltagelse fra afrikansk side. Samtidig med at industrien blev opbygget, hvilket skete både med udenlandsk kapital og med statslig hjælp, blev de afrikanske industriarbejderes muligheder for at organisere sig indskrænket.
I 1950'erne indgik Zimbabwe i en føderation med Zambia og Malawi, og der var tilløb til enkelte liberale indslag - ikke mindst i Garfiels Todds regeringstid (1953-58). Men økonomisk betød perioden også, at det hvide mindretals magt blev styrket. Særligt gennem udviklingen af industrimarkeder i nabolandene og overføring af skattemidler fra kobberminerne i Zambia. I 1963 blev føderationen opløst, samtidig med at det mest yderliggående europæiske parti - Rhodesian Front - overtog hegemoniet indenfor den europæiske befolkning. Partiets umiddelbare mål var at hindre en «afkolonialisering» efter den sædvanlige model.
Den 11. november 1965 afgav fronten en ensidig uafhængighedserklæring (UDI), og Ian Smiths ulovlige mindretal styrede derefter landet frem til sidst i 1970'erne. Dette styre blev aldrig anerkendt af noget andet land, men blev istedet mødt med økonomiske sanktioner, vedtaget af FN's sikkerhedsråd i 1968. Sanktionerne blev imidlertid omgået både af Moçambique (før 1975), Sydafrika og Storbritannien, og førte bl.a. til, at Sydafrikanske selskaber styrkede deres stilling indenfor råvare- og industrisektoren. En række nye love blev desuden gennemført for at forstærke det apartheidlignende system.
Forhandlinger og væbnet kamp
På samme måde som i nabolandene voksede der i 1950'erne afrikanske nationalistbevægelser frem, der havde selvstyre som mål. På dette tidspunkt var Joshua Nkomo den samlende frontfigur. Men det viste sig hurtigt, at det europæiske mindretal ikke var indstillet på forhandlinger, og det var ringe støtte at hente for nationalistbevægelsen i Storbritannien. Med Rhodesian Fronts valgsejr i 1961 blev forhandlingsvejen definitivt lukket. Samtidig opstod der splittelse indenfor nationalistbevægelsen, og fra 1964 stod Joshua Nkomo i spidsen for Zimbabwe African People's Union (ZAPU), mens Ndabaningi Sithole ledede Zimbabwe African National Union (ZANU) med Robert Mugabe som en nær medarbejder. Bevægelserne blev senere forbudt, og de fleste ledere tilbragte lange perioder i fængsel.
Efter 1965 blev det klart, at kun væbnet befrielseskamp kunne sikre selvstændighed og demokrati. Gennem 1960'erne fulgte derfor en række spredte guerillaaktioner. Smith-regimet havde opbygget et stærkt politi- og militærapparat, og fik betydelig hjælp fra Sydafrika for at slå guerillaen ned. Fra britisk side blev der gjort flere forsøg på forhandlinger, og i 1972 var man nær ved et kompromis, som gik meget langt i retning af at sikre europæernes privilegier. Forslaget faldt imidlertid efter en omfattende mobilisering fra afrikansk side mod det, og med sine muligheder for at arbejde legalt spillede biskop Abel Muzorewa og hans African National Council en vigtig rolle i denne fase.
I 1972-73 blev der indledt en ny offensiv i befrielseskampen, samtidig med at den politiske mobilisering inde i landet blev styrket. Det var specielt ZANU, som øgede sin virksomhed med støtte i befriede områder i Moçambique. Tilslutningen til befrielsesbevægelserne hang også sammen med, at Smith-regimet yderligere skærpede jordlovene og iværksatte en terrorpolitik på landet. Med Moçambiques selvstændighed i 1975 trådte befrielseskampen ind i en ny fase. Det hvide mindretalsregime blev endnu mere isoleret og militært presset, samtidig med at de økonomiske problemer forværredes, da Moçambique sluttede sig til sanktionerne og lukkede grænsen.
I efteråret 1975 blev der afholdt flere topmøder på initiativ fra Sydafrika og Zambia, men de gav ikke noget resultat. Et nyt britisk-nordamerikansk forhandlingsudspil blev lanceret i 1976 med det formål at redde så mange som mulig af de hvide magtpositioner, og der blev gjort forberedelser til en ny-kolonialistisk løsning. Op til Genevekonferencen i efteråret 1976 gik ZAPU og ZANU imidlertid sammen i Patriotisk Front, og denne opnåede derefter samlet støtte fra «frontliniestaterne» - Moçambique, Tanzania, Angola, Zambia og Botswana.
Da det viste sig, at Smith-regimet heller ikke denne gang ville gå med til nogen form for overgang til et reelt flertalsstyre, blev guerillakampen yderligere forstærket. Stadig større områder på landet blev befriet af ZANU, samtidig med at ZAPU åbnede flere nye fronter - i første omgang med støtte fra Zambia. Med det formål at splitte befrielseskampen og undgå en radikal omvæltning, indledte Ian Smith i efteråret 1977 forhandlinger med biskop Abel Muzorewa, Ndabaningi Sithole og stammehøvdingen Jeremiah Chirau. Det resulterede i en såkaldt «indre løsning» i foråret 1978, fulgt af et velregisseret valg, som året efter gjorde Muzorewa til «premierminister».
1980 Patriotic Front vinder valget
Heller ikke denne ansigtsløftning førte til international anerkendelse. Samtidig voksede den væbnede befrielseskamp i styrke, og Smith-Muzorewas styret udvidede konflikten ved terrorbombning langt inde i Zambia og Moçambique. På dette tidspunkt så den konservative regering i Storbritannien ikke nogen anden mulighed end en ny forhandlingsrunde med deltagelse af alle parter. Patriotic Front blev sat under hårdt pres - også fra frontliniestaterne - og gik med til, at et valg skulle afholdes allerede i februar 1980.
Forud for valget blev ZANU og ZAPU's muligheder for at drive valgkampagne stærkt begrænset, titusindvis af flygtninge nåede ikke hjem til valget, Sydafrikanske tropper stod i landet, og store pengebeløb fra Sydafrika og vestlige lande blev pumpet ind til biskop Muzorewa. Valgresultatet blev imidlertid en utvetydig bekræftelse på tilslutningen til de bevægelser, som havde ledet den langvarige befrielseskamp, og et tilsvarende sviende nederlag til Muzorewa og hans tilhængere.
Mens det hvide mindretal forfatningsmæssig var garanteret 20 mandater, blev de 80 afrikanske mandaterne fordelt således: ZANU 57, ZAPU 20 og Muzorewas UANC 3. Resultatet var uforudset af briterne og det hvide regime i Zimbabwe. Med britisk mellemkomst blev der den 18. april 1980 indgået den såkaldte Lancaster House aftale, hvorefter den gamle koloniherre midlertidig overtog magten for at overdrage den til Patriotic Front (PF), der dannede regering med Robert Mugabe som premierminister. Selv om de hvide bevarede en række økonomiske og politiske privilegier, fik de ikke ret til at nedlægge veto mod fremtidige ændringer i forfatningen.
Det sorte flertalsstyre kunne nu tage fat på sin næste store opgave: At opbygge et samfund med en retfærdig jordfordeling, national uafhængighed og muligheder for det sorte flertal for at bestemme over sin egen fremtid. Mugabe regeringen gik i gang med at ophæve landets racistiske lovgivning og at genopbygge økonomien, der var ødelagt efter 7 års krig, og som bl.a. havde drevet 1 millioner mennesker på flugt. Kvægbestanden var reduceret til en tredjedel, tusinde af kilometer veje var ubrugelige og en række sygdomme som malaria havde bredt sig blandt den 7 millioner store sorte befolkning.
Interne modsætninger og økonomiske problemer
PF regeringen rummede også enkelte hvide ministre, for at rivaliseringen forud for selvstændigheden ikke skulle vanskeliggøre den nationale genopbygning, der fulgte en ambitiøs udviklingsplan. BNP steg med 7%, landbrugsproduktionen slog historiske rekorder, og der fandt en betydelig udvidelse sted i det folkelige forbrug. Men der var også problemer, der senere skulle vanskeliggøre landets udvikling. Det ene var ene en økonomisk boykot fra Sydafrikas side, der hindrede Zimbabwe i at kunne eksportere sin produktion. Det andet var den interne rivalisering mellem Mugabe og Joshua Nkomo, der i 1981 kulminerede med, at Nkomo blev fjernet fra posten som indenrigsminister og gjort til minister uden område.
Spændingerne tog til. I 1982 oprettede Nkomo tilhængere en bevæbnet bevægelse, som de kaldte for «Super-ZAPU». De politiske spændinger faldt sammen med begyndelsen på en alvorlig tørkeperiode, der i 1983 fik landbrugsproduktionen til at falde fra 2 millioner tons (i 81) til 620.000.
Samtidig stod Zimbabwe overfor et vanskeligt jordproblem. Den store sorte befolkning pressede på for at få gennemført en jordreform, men dette var i strid med Lancaster House aftalen, der hindrede ekspropriering af de hvide settleres ejendomme. Samtidig blev landet udsat for undergravning fra Englands og USA's side, da begge lande afviste at give lovet bistand til opkøb og fordeling af jorde blandt den sorte befolkning. I Matabele land forklarede Nkomos tilhængere tørken og de manglende bevillinger til opkøb af jord som en manøvre fra Mugabes side mod ndebele folket - den anden store befolkningsgruppe ved siden af shona folket. Dette fremmede de stammemæssige modsætninger.
I slutningen af 85 vandt Mugabes ZANU parti valget stort i hele landet, bortset fra i Matabele. Samtidig stemte de fleste af de hvide på Ian Smiths Rhodesian Front, hvilket fik præsidenten til at minde om, at de rettigheder de hvide havde fået med Lancaster House aftalen ikke ville vare evigt.
Udover deres politiske privilegier, der senere skulle elimineres, afspejlede de hvides privilegier sig især i ejendomsretten til jorden. Iflg. en teknisk undersøgelse ejede 4500 landmænd - næsten alle hvide - halvdelen af landets produktive jorde, mens 4½ million bønder levede på fællesejede jorde - de såkaldte «stammejorde». De var blevet fordrevet til disse jorde under koloniperioden. Der var tale om dårlige jorde, lokaliseret i områder med sparsom regn og med manglende infrastruktur. Unionen af Kommercielle Landmænd der var dannet af hvide blokerede en lang række af regeringens forsøg på ændringer af landbrugsstrukturen. Den blev anset for nærmest urørlig, eftersom dens medlemmer stod for 90% af landbrugsproduktionen, betalte en tredjedel af lønningerne i landet og tegnede sig for 40% af landets eksport. Alligevel blev en tredjedel af disse landbrug ikke drevet, og de øvriges ydelse kunne være større, for produktionen var i højere grad knyttet til støtte fra staten end landmændenes administrative evner.
I september 87 gennemførtes to ændringer af forfatningen. For det første afskaffedes reserveringen af 20 pladser i Nationalforsamlingen og 10 i Senatet til de hvide. For det andet blev den udførende magt overført til præsidenten, der skulle vælges af parlamentet for en 6 årig periode.
På det internationale plan spillede Mugabe en central rolle ved gennemførelsen af de Alliancefri Landes topmøde samme måned i hovedstaden Harare. Her talte han energisk for gennemførelsen af totale sanktioner mod apartheidregimet i Sydafrika. Endvidere gav regeringen i Zimbabwe betydelig støtte til Moçambique i dens kamp mod den kontrarevolutionære RENAMO bevægelse. I maj 87 var 12.000 soldater fra Zimbabwe udstationeret i Moçambique, og de kontrarevolutionære svarede med flere angreb ind i Zimbabwe dette år og det efterfølgende.
1988 ZANU-PF dannes. Tendens mod etpartistat
I december indgik Mugabe og Nkomo en aftale om forsoning, hvorefter deres to partier - landets vigtigste - skulle sluttes sammen. Aftalen blev ratificeret i april 88 og ZANU-PF blev dannet af de to partier. Fra dette tidspunkt udviklede landet sig i stigende grad i retning af etpartistat - i modsætning til tendensen andre steder i Afrika. Det skyldtes også, at en række hvide parlamentsmedlemmer indgik i alliance med partiet. Ved valget i marts 90 fik partiet 116 ud af parlamentets 119 pladser. Præsident Mugabe fortolkede resultatet som et «folkeligt mandat» til sin ide om enhedspartiet. Alligevel var resultatet mere nuanceret. Den nyligt dannede Bevægelse for Zimbabwes Enhed (ZUM) fik 15% af stemmerne, og 46% valgte at blive hjemme fra valget. Et drastisk fald i valgdeltagelsen ifht. 1980 og -85, hvor den lå på 90%. Oppositionen fik sit bedste valg i Harare og andre byer med 30% af stemmerne, men ZANU-PF fortsat var stort set enerådende på landet.
Gennem 80'erne havde den årlige økonomiske vækst været på gennemsnitlig 4%, men samtidig var landbrugets andel af BNP øget fra 14% i 1980 til 20% i 90. Samme år vedtog parlamentet en jordreform, der gav regeringen tilladelse til at ekspropriere jord fra de hvide til en pris fastsat af staten og redistribuere denne jord blandt de fattige. Den sorte befolkning støttede overvældende loven, idet de anså den som et udtryk for racemæssig og økonomisk retfærdighed. Samtidig kritiserede de hvide bønder støttet af jurister og dele af den katolske kirke loven for at være et overgreb mod de civile og menneskelige rettigheder, som de var nedfældet i forfatningen.
Efter Zimbabwes selvstændighed havde landets oprindelige folk dannet Organisationen af Bondesammenslutninger for Fremskridt (ORAP) med det formål at bevare de oprindelige folks kultur og sociale organisation. I 1991 havde den ½ million medlemmer fra 16 forskellige folk fra 3 ud af landets 5 provinser. ORAP's grundliggende organisationsstruktur er Amalema'erne, der er naboskabssammenslutninger bestående af 10 familier, der arbejder på at genskabe de fælles organisatoriske og produktionsmæsige strukturer, der eksisterede før kolonialiseringen. ORAP ønsker at vise, at lokalbefolkningens traditionelle livsformer bedre er i stand til at løse landets problemer end de paternalistiske strukturer, som de europæiske invasorer havde bragt med sig.
1991 ZANU-PF opgiver den videnskabelig socialisme
I juni 91 besluttede det regerende ZANU-PF at opgive sin hidtidige marxistisk-leninistiske ideologi og at fjerne enhver reference til denne og den videnskabelige socialisme fra sine vedtægter. Denne politiske kursændring gennemførtes dog uden at partiet opgav sit socialistiske projekt, men dette skulle tilpasses virkeligheden i Zimbabwe. Mugabe opfordrede til at nedtone doktrinen om socialisme til fordel for socialdemokratisme og blandingsøkonomi.
I oktober 91 blev oppositionspartiet ZUM splittet. En fløj anført af dets tidligere næstformand Emmanuel Magoche brød ud og dannede det Demokratiske Parti.
Trods det forhold at Zimbabwe formelt er demokratisk og forfatningsmæssigt tillader flere partier, er realiteten at landet fungerer som et etpartistyre. Den manglende opposition til ZANU-PF har medført, at regeringspartiet gradvist er kommet til at kontrollere alle niveauer i statsapparatet, politiet og bureaukratiet. Trods det at der internt i partiet er konsensus om at bevare det eksisterende politiske system, medførte udviklingen af bevægelser i Sydafrika, Angola, Namibia, Moçambique og Zambia der satte politisk pluralisme på dagsordenen, at Zimbabwe blev sat under pres for at tillade udviklingen af flere partier.
I slutningen af 91 erklærede præsident Mugabe, at landets BNP det forløbne år var steget 3,5% - 1,4% lavere end det foregående år. Men samtidig var inflationen næsten fordoblet fra 13,3% i 90 til 25% i 91. I januar 92 erklærede regeringen, at den indledte et femårigt reformprogram med det formål at liberalisere økonomien, reducere statsunderskuddet til 5% af BNP og drastisk øge beskæftigelsen. Et af dens første skridt var imidlertid afskedigelsen af 32.000 ansatte i den offentlige sektor. Mugabe havde efter pres fra IMF indledt en reduktion i antallet af ministerier.
Som led i nedskæringerne reducerede regeringen i maj stipendierne, undervisningsudgifterne og afskaffede den gratis højere uddannelse. Dette skridt udløste omfattende studenterprotester, der kulminerede da 10.000 studenter i juni blev smidt ud fra Zimbabwes universitet. Protestdemonstrationerne blev udsat for voldsomme overgreb fra politiets side. Samtidig erklærede Landsorganisationen generalstrejke mod den økonomiske politik. En demonstration for bedre levevilkår gennemført af studenter, kvinder og børn i guldmineområdet øst for Harare endte med, at 3 blev dræbt af politiets kugler.
Elitestyrker fra USA gennemførte fælles manøvrer med tropper fra Zimbabwe. Iflg. regeringen var manøvrerne et led i træningen af Zimbabwes tropper til FN indsats i Somalia. Iflg. oppositionen var der tale om træning af styrkerne i intern undertrykkelse.
Midt i 93 beskyldte de hvides Union af Kommercielle Landmænd støttet af den hvide minoritets politiske partier regeringen for at ekspropriere produktive jorde. Mugabe svarede med at true dem med deportation, hvis de ikke underkastede sig jordreformen, men han undlod at stille krav overfor dem om ordentlig behandling af landarbejderne. I 1994 tjente en sort landarbejder på de hvide godser 30 dollars om måneden.
Med en måneds forsinkelse mødtes de lande der gav bistand til Zimbabwe i marts 95 i Paris. Mugabes regering havde ikke haft regnskaberne klar til tiden. Landet var bange for at blive udsat for repressalier, da det var bagud med gennemførelsen af de reformer, IMF havde krævet. Alligevel fik det større bistand, end oprindelig beregnet. Landets udlandsgæld havde samme omfang som Nationalproduktet, og 23% af statens udgifter gik derfor til betaling af renter på gælden.
I oktober 95 blev Ndabaningi Sithole, formand for ZANU-Ndonga og et af de eneste parlamentsmedlemmer, der ikke var medlem af ZANU-PF arresteret og anklaget for at planlægge at myrde præsidenten. Mugabes kritikere knyttede arrestationen sammen med en tidligere erklæring fra Sitholes side om, at han ønskede at stille op til præsidentvalget. Ved valget i april 96 fik Mugabe 93% af stemmerne, men stemmeprocenten faldt til 32%, bl.a. fordi flere oppositionspartier havde stillet spørgsmålstegn ved valgsystemet.
I august gik de offentligt ansatte i strejke, efter at deres realløn var faldet 40% over de foregående 6 år. Regeringen tilbød i første omgang at hæve lønnen 9%, men strejken blev først afblæst, da regeringen var gået med til 20% lønforhøjelse. I 97 levede 62% af befolkningen under fattigdomsgrænsen - mod 25% i 1980'erne.
Efter stigninger i priserne på basale forbrugsvarer gik tusinder af indbyggere fra hovedstadens forstæder i januar 98 i gang med at plyndre forretninger og supermarkeder. Plyndringerne blev først standset, da militæret blev sat ind. Prisstigningerne var tilsyneladende en konsekvens af devalueringen af Zimbabwes valuta i november, men informationsminister Chen Mutengwende beskyldte forretningsindehaverne, der overvejende var af europæisk afstamning for at have hævet priserne uhæmmet, for på den måde at fremprovokere et oprør mod regeringen. Arbejdsløsheden på over 45% havde allerede måneder i forvejen skabt betydelig risiko for en social eksplosion.
Pga. pres fra fra, på den ene side sine egne medlemmer, og på den anden EU og IMF der truede med at trække lånebevillinger til Zimbabwe tilbage, indtog regeringen en vaklende holdning til spørgsmålet om konfiskation af 1.500 hvide jordejeres ejendomme. I perioden januar til marts blev forslaget flere gange godkendt og forkastet. I juni besatte nogle jordløse tidligere ZANU partisaner 6 landejendomme øst for Harare, og i juni offentliggjorde regeringen en ny plan, der skulle sikre 100.000 familier 5 mio. hektar jord, der skulle købes fra de hvide jordejere. IMF og EU erkendte behovet for en jordreform, men forkastede alligevel planen, som de anså for ambitiøs, og besluttede kun at støtte et toårigt pilotprojekt. Mugabe ændrede atter engang holdning og beordrede i november ekspropriering af 841 hvide landejendomme. I Zimbabwe er omkring en tredjedel af den dyrkbare jord ejet af 4000 gods- og jordejere, der overvejende er efterkommere efter britiske settlere.
I oktober indførtes en speciel skat på lønninger på 3 %, der iflg. regeringen skulle anvendes til at behandle AIDS patienter, der udgør 25 % af landets voksne befolkning. Alligevel blev skatten af mange opfattet som et forsøg på at finansiere de 11.000 soldater, som Mugabe havde sendt til støtte for Laurent Kabilas regime i Demokratisk Congo.
2000. Jordekspropriationer
I et forsøg på at styrke statsmagten og fortsætte eksproprieringen af de hvide godsejeres jorde uden økonomisk erstatning, fremsatte Mugabe et forslag til ændring af forfatningen, der i januar 2000 blev sat til folkeafstemning, hvor det imidlertid blev afvist af 55 % af vælgerne. Resultatet blev opfattet som en straf overfor regeringens manglende evne til at reducere arbejdsløsheden, der var på over 50 % eller inflationen på over 70 %.
I marts blev 420 hvide godser besat af tidligere ZANU partisaner. Godsejersammenslutningen beskyldte Mugabe for at organisere besættelserne, der skulle fungere som et røgslør for den fejlslagne fordeling af jorde. Sammenslutningen gjorde samtidig opmærksom på, at regeringen selv var ejer af 2 mio. acres dyrkbar jord, der ikke inddrages i jordreformen, men ligger brak. Mugabe svarede, at landet ikke havde midler til opdelingen af jordene i mindre parceller elelr til at sikre den nødvendige infrastruktur i form af vand og veje.
De voldelige besættelser af de hvide godser fortsatte de følgende måneder, og snesevis af mennesker blev dræbt. Långiver organisationer og lande som USA og Storbritannien øgede presset på regeringen for at få den til at standse eksproprieringerne. I maj erklærede Mugabe som en del af sit partis valgprogram, at landet ikke måtte give efter for internationalt pres, og at eksproprieringerne ikke ville blive standset eller ophævet. «Denne jord er vores og vi tager den», erklærede præsidenten.
Nogle uger før valget besluttede regeringen drastisk at reducere antallet af lokale valgobservatører fra Kommissionen til overvågning af Valget. Antallet blev reduceret fra 16.000 til 4.000 svarende til blot 1 observatør for hvert af landets 4.000 valgsteder. Blandt de 500 udenlandske valgobservatører der ankom til landet blev kun 200 autoriseret som observatører. Alligevel opnåede regeringspartiet kun lige netop flertal ved valget i juni 2000. Mugabes parti opnåede 62 pladser mod 57 til oppositionen, der var samlet i Bevægelsen for demokratisk Forandring. Et lille uafhængigt parti erobrede en plads. Mugabe og hans parti havde regeret stort set uden opposition siden 1980.
I oktober oprettede Djibouti, Ægypten, Kenya, Madagascar, Malawi, Mauritius, Sudan, Zambia og Zimbabwe et frihandelsområde under betegnelsen det Østafrikanske Fællesmarked (COMESA). De underskrivende lande forpligtigede sig til at lade uddannet arbejdskraft bevæge sig frit på tværs af grænserne fra 2004, indbyggernes generelt frie bevægelighed fra 2014 og en valutaunion fra 2025.
I 2001 blev Mugabe mål for et utal af beskyldninger om krænkelser af menneskerettighederne i Zimbabwe - deriblandt krænkelse af ytringsfriheden. Britiske medier og forskellige NGO'er pegede på, at advokater og journalister havde været tvunget til at forlade landet og at flere oppositionspolitikere var blevet myrdet. Den congolesiske kommission der undersøgte mordet på Laurent Kabila i januar 2001 udpegede Zimbabwe og Angola som de ideologisk ansvarlige for mordet.
Da han blev udsat for stigende pres fra Vesten og fra nabolande i det sydlige Afrika, der frygtede for konsekvenserne for deres egne økonomier af krisen i zimbabwe, besluttede Mugabe i september at bringe de illegale jordbesættelser til ophør mod vigtig økonomisk bistand fra Storbritannien der skulle gives til de hvide godsejere der havde fået deres jorde eksproprieret. Udenlandske virksomheder var fortsat tilbageholdne med at investere i landet, hvilket fik arbejdsløsheden til at stige, og i slutningen af året var inflationen oppe på 70%.
Regeringen havde allerede forbudt udsendelsen af TV debatter for at hindre offentlig kritik af regeringen, og den fremlagde i januar 2002 et lovforslag med titlen: Adgang til information og beskyttelse af privatlivet. Formålet var at lukke munden på den uafhængige presse og at hindre udenlandske journalister i at arbejde i landet op til præsidentvalget, der nærmede sig. Nationalt og internationalt pres fik imidlertid regeringen til at trække lovforslaget under det påskud, at det skulle videreforhandles og derefter genfremsættes indenfor kort tid. For nogle analytikere var det et tegn på, at Mugabe bøjede sig for USA, det britiske Commonwealth og EU, der truede med sanktioner mod landet.
Præsidentvalget i marts 2002 gav Mugabe 56,2% af stemmerne, mens oppositionens kandidat, Morgan Tsavangirai fra MDC fik 41,9%. Oppositionen, uafhængige observatører og det internationale samfund erklærede imidlertid valget for præget af svindel. Få uger senere besluttede Commonwealth at udelukke Zimbabwe for en 1 årig periode med henvisning til en rapport fra sammenslutningens hold af valgobservatører, der konkluderede at valget havde været præget af et højt voldsniveau, politisk motiveret af den siddende regering, og at «situationen i Zimbabwe ikke tillod en tilstrækkelig og fri udtryksmulighed for vælgerne». Beslutningen om udelukkelse ville blive taget til vurdering efter 12 måneder, efter undersøgelse af de «fremskridt» der var sket i landet. EU og USA erklærede, at de i 2002 ville vedtage strenge sanktioner mod Zimbabwe. Danmark besluttede at lukke sin ambassade i Harare og Schweiz besluttede at lukke eventuelle konti tilhørende medlemmer af regeringen i Zimbabwe, og samtidig nægte dem indrejsetilladelse.
I august blev 3.000 hvide godsejere informeret om, at de skulle forlade deres jorde, og i september vedtog parlamentet en række love der accelererede ekspropriationen af de hvide godsejeres jorde med det formål indenfor en måned at afslutte «jordrevolutionen». 2.500 godsjere besluttede at trodse regeringen og forblive på deres godser. Dette gav anledning til en række alvorlige sammenstød. Inflationen steg voldsomt ved udsigten til sanktioner og medførte at fagbevægelsen og MDC genoptog oppositionsarbejdet trods regeringens repressive modforholdsregler.
Landbrugsminister Joseph Made erklærede i november at eksproprieringerne var bragt til ende med det resultat at 35.000 acres var blevet inddraget fra de hvide godser.
I marts 2003 talte observatører om repression uden fortilfælde i de hyppige sammenstød om jorden. I december 2003 forlængede Commonwealth formelt sanktionen mod Zimbabwe.
I marts 2004 blev 70 lejesoldater af sydafrikansk oprindelse arresteret i Harare efter at have indrømmet, at de planlagde et statskup i Ækvatorial Guinea. De blev anholdt da deres private fly landede i Harare lufthavn. De indrømmede kun de mindst relevante anklager som overtrædelse af landets emigrations- og luftfartslovgivning. De blev dømt af en domstol i hovedstaden. Lejesoldaterne havde stjålet våben i forskellige våbendepoter i Zimbabwe. En af de anklagede var Simon Mann, britisk pilot og leder af gruppen. Han blev i september idømt 7 års fængsel på anklager om illegale køb af våben. De øvrige blev idømt 12 måneders fængsel, piloterne dog 16. Alle erklærede sig uskyldige og Mann forklarede, at våbnene skulle have været brugt af sikkerhedsfolk i en diamantmine i den Demokratiske republik Congo.
I juni indrømmede Mugabe som en af de sidste afrikanske ledere, at også hans familie var berørt af HIV/AIDS. Under en konference om AIDS i Zimbabwe fortalte præsidenten, at sygdommen også havde spredt sig til hans familie, uden dog at sætte navn på hvem. Han erklærede, at AIDS er en af de største udfordringer i landets nærmeste fremtid, men havde tillid til at sygdommen kunne bekæmpes.
Nogle regeringskritikere mente, at AIDS konferencen der berørte et ellers tabubelagt emne blot skulle dække over langt alvorligere problemer i landet. Konferencens målgruppe var medlemmer af regeringen, sundhedsarbejdere og lokalgrupper. Dens formål var at formulere en strategi til bekæmpelse af sygdommen - i et land der har et af de største indekser i verden for smittede voksne. Omkring 3.000 dør ugentligt af AIDS i landet.
I juli 2004 erklærede Bulawayos ærkebiskop, Pius Ncube, at der var en risiko for at præsidentvalget i 2005 hverken bliver frit eller retfærdigt. Han erklærede at der eksisterede mange beviser for, at der forberedes en massiv svindel under dette valg. Han opfordrede derfor til nedsættelsen af en uafhængig valgkommission til overvågning af valget. Ærkebiskoppen der er en åben kritiker af Mugabe gjorde opmærksom på, at under valget i 2002 optrådte der omkring 800.000 døde på valglisterne. Efter ærkebiskoppens erklæringer meddelte Mugabe, at han planlagde reformer af valglovene.
Samme måned manifesterede en række zimbabwianske organisationer der arbejder med civile rettigheder deres utilfredshed med, at den Afrikanske Union under sit topmøde i Ethiopien havde suspenderet offentliggørelsen af en kritisk rapport om menneskerettighedssituationen i Zimbabwe. De afrikanske ledere erklærede, at der ikke var tale om en suspension men om en udsættelse for at give regeringen tid til at svare på anklagerne. Rapporten var blevet udarbejdet allerede i 2002 af unionens menneskerettighedskommission. Den påviste regeringens indblanding i sager om tortur, vilkårlige arrestationer af oppositionens parlamentarikere og menneskerettighedsadvokater. Den påviste også eksistensen af en stribe love, der indskrænker ytringsfriheden.
I oktober blev oppositionslederen Morgan Tsvangirai ved retten erklæret uskyldig i anklagerne om forræderi og mordforsøg på Robert Mugabe. Tsvangirai er dog også anklaget efter andre forræderiparagraffer. Joyce Mujuru blev i december indsat som vicepræsident.
I januar 2005 udrensede Mugabe Zanu-PF for en række højtstående medlemmer. Han satte endvidere en af landets rigeste mænd, Philip Chiyangwa i fængsel på en anklage for spionage. Det skete efter at Chiyangwa havde kritiseret Mugabe for dennes valg af vicepræsidenter. Samme måned kom der oplysninger frem om systematisk forfølgelse og tortur af MDC medlemmer - som regimets forberedelse til valget i marts. En rapport pegede på, at det var umiddelbart nødvendigt at hjælpe 6 mio. zimbabwianere ud af de 12,5 mio. der mangler fødevarer. USA definerede Zimbabwe som en af de 6 «bastioner for tyranniet» i verden. De øvrige 5 på USA's sorte liste var Hviderusland, Nordkorea, Cuba, Iran og Myanmar.
I marts fik ZANU-PF 2/3 af stemmerne ved parlamentsvalget. Tsvangirai karakteriserede valget «som massive valgsvindel».
I maj-juni blev titusinder af illegale og elendige boliger og gadehandler jævnet med jorden i en operation, der skulle «rense ud i storbyen», men som ikke opstillede noget alternativ for de hjemløse. Iflg. vurderinger fra FN berørte rydningerne 700.000 mennesker.
I august blev beskyldningerne mod Tsvangirai for landsforræderi trukket tilbage. I november skaffede ZANU-PF sig stort flertal ved valget til Senatet, der var genoprettet efter 6 års étkammersystem.
FN's vicegeneralsekretær for humanitære anliggender, Jan Egeland erklærede efter et besøg i Zimbabwe i december, at landet var «ved at gå i stykker».
Den nordamerikanske organisation til forvarsel af hungersnød, FEWSNET erklærede i februar 2006, at adgangen til basale fødevarer blandt folk i regionen var faldet drastisk, og at et stort antal mennesker var afhængige af fødevarebistand. Iflg. FEWSNET var fødevaresituationen i Zimbabwe forværret som følge af faldet i landets kordproduktion i 2005.
IMF præsenterede i marts sin seneste analyse af Zimbabwes manglende betalinger til den internationale finansinstitution samt mulige sanktioner mod landet. IMF's direktion besluttede at fratage Zimbabwe dets ret til at stemme i organisationen eller trække på dens reservefonde.
Efter 7 års med økonomisk tilbagegang nåede inflationen i maj op over 1000%. Verdens aktuelt højeste inflation. Samtidig nåede arbejdsløsheden op på 70%.
I marts 2007 arresterede specialstyrker Morgan Tsvangirai. Han blev underkastet tortur, gennembanket og løsladt få dage senere. Den 28. marts stormede specialstyrker MDC's hovedkvarter i Harare.
Pga. den alvorlige krise krydsede tusinder af zimbabweanere i august 2007 grænsen - de fleste med kursen mod Sydafrika. Oppositionen anmodede regeringen om at bygge flygtningelejre nær grænsen. Forslaget blev afvist af den sydafrikanske regering med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre flygtningenes integration i det sydafrikanske samfund.
Præsidentvalget i marts 2008 blev vundet af Morgan Tsvangirai der fik 47,9% af stemmerne mod Mugabes 43,2%. I juni gennemførtes 2. valgrunde med kun de 2 kandidater, men kort før valget trak Tsvangirai sig og erklærede at der ikke var udsigt til at valget ville blive frit. Mugabe vandt derfor 2. runde med 85% af stemmerne. Efter første runde havde ZANU-PF indledt en klapjagt på medlemmer og sympatisører af Tsvangirais MDC.
Mugabes valgsejr blev internationalt mødt forskeligt. Hvide racister i USA og Europa krævede internationale sanktioner mod Zimbabwe og forsøgte i juli at få FN's Sikkerhedsråd til at vedtage sanktioner. Dette skridt blev stoppet af veto fra Rusland og Kina. Den Afrikanske Union forsøgte i stedet at få de to hovedaktører til at danne en samlingsregering, og efter næsten et halvt års forhandlinger blev en sådan regering dannet med Tsvangirai som premierminister. Det sydafrikanske samarbejdsråd SADC udpegede den sydafrikanske præsident Thabo Mbeki som mægler. Dete stødte på modstand fra Tsvangirai. ANC har historisk haft et tæt forhold til ZANU-PF, for Zimbabwe tillod i 1980'erne den sydafrikanske modstandsbevægelse at have lejre og kontorer i Zimbabwe.
I september underskrev Mugabe og Tsvangirai en aftale om deling af magten. Der blev dannet en samlingsregering, og det blev aftalt at MDC fik kontrollen over politiet, mens ZANU-PF bevarede kontrollen over militæret. Tsvangirai blev indsat som premierminister i februar 2009.
Samlingsregeringen kom til at fungere, men ikke uden problemer. ZANU-PF kritiserede MDC for ikke at gøre nok for at få EU og USA til at indstille deres sanktioner og overholdt derfor ikke alle dele af samarbejdsaftalen. Samtidig fortsatte partiet med at chikanere medlemmer af MDC og andre modstandere. Omvendt boykottede MDC i perioder møder i regeringen i protest mod ZANU-PF's manglende opfyldelse af aftalerne.
Samlingsregeringen kunne ikke imidlertid umiddelbart løse den økonomiske krise, der var udløst af den fejlslagne landbrugspolitik og Vestens sanktioner. I februar gennemførtes for 4. gang en pengeombytning, hvor der blev fjernet 12 nuller fra pengesedlerne. Allerede i april blev den nye valuta imidlertid trukket ud af cirkulation og erstattet med US$. Dette havde en øjeblikkelig positiv indflydelse på økonomien, og inflationen faldt til under 0%. I 2009 var der for første gang i 10 år økonomisk vækst i landet, og i 2010 og 11 lå den økonomiske vækst på 6%. Landet kom til hægterne efter 8 års økonomisk og politisk turbulens.
I november 2010 offentliggjorde instituttet for udviklingsstudier ved Sussex University i England et omfattende studie af jordreformen i Zimbabwe. Studiet dementerede 10 års vestlig diskurs om at reformen var en fiasko, kun havde gavnet Mugabes venner og havde ført til sammenbrud i landbrugsproduktionen. Studiet viste, at resultaterne var langt mere sammensatte. Resultaterne varierede nærmest fra landbrug til landbrug. En af forfatterne, professor Ian Scoones udtalte: «der findes ikke én simpel historie om jordreformen i Zimbabwe. Virkeligheden er langt mere nuanceret».
Trods samlingsregeringen fortsætter kolonialstater i Europa samt USA deres økonomiske sanktioner mod Zimbabwe. Målet for disse stater er at blande sig i Zimbabwes indre anliggender, og de kræver Mugabe helt fjernet fra magten. De tilgav aldrig ZANU-PF, der fjernede det vestligt støttede apartheidstyre under ledelse af Ian Smith fra magten i 1980. De fortsatte sanktioner førte til, at Mugabe i december 2010 truede med at nationalisere vestlige virksomheder.
Den økonomiske vækst og lidt større politiske stabilitet førte til social fremgang for befolkningen på flere fronter. Ernæringssituationen og sundhedsvæsenet blev forbedret, og Zimbabwe har fortsat Afrikas laveste analfabetisme. Men samtidig fortsatte de politiske spændinger mellem ZANU-PF og MDC. De to partier i samlingsregeringen kunne ikke blive enige om ændringer af forfatningen og i december 2010 erklærede Mugabe, at der ville blive gennemført parlamentsvalg i 2011. Det førte til stigning i konfrontationerne mellem de to parter, hvor ZANU-PF oftest var den mest voldelige part og samtidig undgik strafforfølgelse. Situationen afspejlede det forhold, at sikkerhedsstyrker og politi fortsat næsten 100% identificerer sig med ZANU-PF.
SADC med Sydafrika i spidsen havde spillet en aktiv rolle siden 2009 for at få samlingsregeringen til at holde og de to partier til at samarbejde, men i marts 2011 var tålmodigheden ved at løbe ud. På et ekstraordinært møde i Zambia vedtog samarbejdsorganisationen en skarp resolution, der kritiserede menneskerettighedskrænkelserne i landet, de voldelige overgreb mod MDC og vilkårlige arrestationer. ZANU-PF svarede igen med at beskylde SADC for at blande sig i Zimbabwes indre anliggender, men den skarpe resolution satte alligevel gang i den lammede politiske proces: der blev udformet en tidsplan for valg, udpeget en ny valgkommission og taget skridt til forfatningsændringer. Det lykkedes samtidig Sydafrika at overbevise ZANU-PF om, at den sikkerhedsmæssige situation i Zimbabwe ikke tillod afholdelse af valg i 2011. De blev derfor udsat. Det lykkedes dog ikke at opnå fremskridt indenfor reform af sikkerhedsstyrkerne, retsforfølgelse af tidligere krænkelser af menneskerettighederne eller reduktion af den politisk vold.
Trods opfordringer til ro fra både MDC og ZANU-PF fortsatte de politisk motiverede sammenstød mellem tilhængere af de politiske partier gennem 2012. I maj døde lokalpolitikeren Cephas Magura i Mudzi distriktet efter sammenstød mellem tilhængere af MDC-T og ZANU-PF. ZANU-PF tilhængere angreb et lovligt indkaldt møde af MDC-T. Efter drabet blev 7 ZANU-PF medlemmer - deriblandt lokalpolitikeren David Chimukoko - arresteret og tiltalt for mord og forstyrrele af den offentlige orden. Ofte fik de voldelige dog ikke retslige efterspil. Sikkerhedsstyrkerne anvendte hyppigt tortur mod arrestanter og iflg. Amnesty International døde mindst 8 i politiets varetægt.
Forfatningskommissionen barslede med en ny forfatning i starten af 2013. Den blev sendt til folkeafstemning i marts og vedtaget med 94,5% af stemmerne. De vigtigste ændringer ifht. det tidligere forfatning var: at præsidenten var begrænset til to perioder af 5 år og fik frataget retten til at nedlægge veto mod vedtagne love i parlamentet; posten som premierminister blev afskaffet; der blev oprettet et uafhængigt statsanklagerembede; der blev nedsat en forsoningskommission og en anti-korruptions kommision; dobbelt statsborgerskab blev tilladt; retten til retsligt at ændre jordreformen blev afskaffet. Efter folkeafstemningen blev den ny forfatning ligeledes vedtaget i parlamentet.
I tråd med den ny forfatning blev der i juli gennemført parlaments- og præsidentvalg. Mugabe vandt præsidentvalget med 61,1% af stemmerne over Morgan Tsvangirai, der fik 34,9%. Den 89 årige Mugabe kunne dermed indlede den sandsynligvis næstsidste af sine præsidentperioder. ZANU-PF fik 197 mandater i den 270 pladser store Nationalforsamling, mens MDC måtte nøjes med 70. I senatat fik ZANU-PF 37 mandater mens MDC fik 21. Mens de afrikanske stater og SADC betegnede valget som «generelt frit og fair», blev resultatet forkastet af de vestlige kolonistater. Tsvangirai betegnede valget som en farce og forsøgte at få Højesteret til at annullere resultatet, hvilket dog mislykkedes. Et medlem af den Nationale Valgkommission trak sig på selve valgdagen fra sin post og erklærede: «Jeg er ude af stand til at opremse alle de grunde jeg har til min tilbagetræden, men de har alle at gøre med den måde valgene blev udskrevet og gennemført».
Amnesty International kritiserede i maj 2014 den manglende implementering af forfatningens garantier for menneskerettigheder i landets lovgivning. Der var fortsat mange begrænsninger i menneskerettighederne skrevet ind i lovene om den offentlige orden, sikkerhed og straffeloven. Den 3. maj forbød politiet gennemførelsen af en demonstration i Harare i anledning af den globale dag for pressefrihed. Den 28. april blev redaktøren for avisen NewsDay, Nevanji Madanhire og en journalist fra samme avis sigtet efter straffeloven, fordi de havde offentliggjort en artikel, hvor de lagde en del af ansvaret for en 4 årigs død på politiet. Den lille dreng var død, da politiet forfulgte en minibus, der efterfølgende kørte drengen ned.
I januar 2015 blev Mugabe valgt til formand for AU for en 1 årig periode på unionens årsmøde i Addis Abeba. I 1997-98 var han formand for forgængeren, OAU. I november erklærede han sig villig til atter at stille op til præsidentposten ved valget i 2018. Han vil da være 94 år. ZANU-PF accepterede hans kandidatur. I februar 16 bemærkede han, at han ingen planer havde om at træde tilbage og agtede at fortsætte til han døde. Hans helbred er dog svigtende.
I februar 2015 genoptog EU bistanden til Zimbabwe efter 12 års sanktioner. Bistandspakken var på 237 mio. € over en 5 årig periode. I april fordømte EU parlamentet forsvindingen af Itai Dzamara måneden inden. Itai var menneskerettighedsaktivist og havde været leder af Occupy Africa Unity Square, der var modelleret over protestbevægelserne i Nordafrika under det Arabiske Forår i 2011.
Mugabe erklærede i februar 2016 landet i katastrofetilstand pga. tørke, der da havde kostet over 16.000 køer livet og drastisk reduceret landbrugsproduktionen. I nogle landdistrikter var produktionen kun 25% af det normale. Allerede i april 2015 beregnede FN's World Food Programme at landets fødeproduktion var 50% lavere end året før. Tørken berørte både Zimbabwe, Sydafrika, Malawi og Zambia. Den var udløst af de globale klimaforandringer og blev nu yderligere forstærket af El Niño fænomenet i Stillehavet. Zimbabwe Vulnerability Assessment Committee vurderede i juli, at 4,1 mio. indbyggere ville få vanskeligt ved at skaffe mad i januar-marts 2017.
Pga. den vanskelige økonomiske situation overvejede regeringen i efteråret 2016 at indføre statsobligations pengesedler til betaling af de offentligt ansattes lønninger. Det udløste offentlige protester blandt offentligt ansatte, der frygtede en tilbagevenden til hyperinflationen i 2008.
En lang række uafhængige journalister blev arresteret eller chikaneret af myndighederne gennem 2016. Undertrykkelsen ramte også de sociale medier og specielt oppositionsbevægelsen #ThisFlag.
EU fornyede i februar 2016 sine sanktioner mod Zimbabwe og rejseforbuddet mod Mugabe og hans hustru Grace. I september udtrykte EU Parlamentet bekymring over angrebet på demonstranter i Zimbabwe og opfordrede landet til at respektere demonstrationsfriheden.
2017 Exit Mugabe
Modsætningerne i ZANU-PF tog hastigt til i slutningen af 2017. I august blev vicepræsident Emmerson Mnangagwa fløjet til Sydafrika for at undergå behandling. Angiveligt pga. madforgiftning. I oktober lod han forstå, at det var præsidentens hustru Grace Mugabe, der stod bag forgiftningsforsøget. Det blev afvist af præsidenten selv, der den 7. november til gengæld fjernede Mnangagwa fra vicepræsidentposten og i stedet indsatte sin hustru. Mnangagwa flygtede dagen efter til Sydafrika. Den tidligere general og forsvarsminister havde imidlertid større opbakning i militæret end præsidenten selv, og den 14. november rullede kampvogne ind i Harare og omringede præsidentpaladset. Mugabe nægtede imidlertid at træde tilbage og militæret ønskede ikke at gennemføre et egentligt militærkup, da det vile udløse stærke reaktioner fra AU og nabolandene, der ikke bifaldt militære løsninger på politiske problemer. Mugabes magt smuldrede imidlertid hastigt. Den 19. november fjernede ZANU-PF ham som partiets leder, men han klamrede sig fortsat til magten. Den 21. besluttede parlamentet at indlede en rigsretsag mod ham for særdeles dårlig opførsel, manglende evne og vilje til at forsvare forfatningen, bevidst krænkelse af forfatningen, og manglende fysisk og mental evne til at udføre præsidentembedet. Samme aften trådte Mugabe tilbage og overlod embedet til Mnangagwa. Formelt set var Mugabe ikke blevet afsat ved et militærkup, men fordi partiet havde afsat ham og parlamentet havdde indledt rigsretsag mod ham. Mnangagwa blev formelt indsat på posten den 24. november. Han opløste den siddende regering den 27. og indsatte sin egen nye regering den 30.
Oppositionen havde håbet på nye tider i landet og etableringen af en samlingsregering, men trods magtskiftet på præsidentposten syntes der at være tale om gammel vin på nye flasker. Mnangagwa fortsatte den tidligere præsidents politik. For ZANU-PF var der tale om kontinuitet i magten og en eliminering af den usikkerhed Mugabes udnævnelse af sin hustru til vicepræsident - og mulig fremtidig præsident - havde givet. Mnangagwa opfordrede EU og USA til at hæve deres sanktioner (=økonomisk krigsførelse). Forgæves.
I februar 2018 døde MDC formand og landets vigtigste oppositionspolitiker Morgan Tsvangirai af kræft. Til ny formand valgte partiet Nelson Chamisa. I juli stillede han op i valget mod den siddende præsident Mnangagwa. Mnangagwa vandt snævert med 51,4% af stemmerne mod 45,0 til Chamisa. ZANU-PF vandt i 10 provinser, mens MDC vandt i 4, deriblandt hovedstaden Harara og den næststørste by Bulawayo. MDC erklærede, at der havde været udbredt valgsvindel, gennemførte demonstrationer hvor 6 blev dræbt, men Valgkommissionen udpegede 4 dage efter valget Mnangagwa som vinder. I Nationalforsamlingen fik ZANU-PF 179 pladser, en tilbagegang på 17 men alligevel absolut flertal. MDC fik 88, en fremgang på 16. Zimbabwe benytter det britiske valgsystem. Der var derfor mindre forskel i stemmeprocenten mellem de 2 store partier end mandattallene på 179:88 antydede. USA støtter overvejende diktaturstater som Saudi Arabien og fortsatte derfor sin sanktionspolitik mod Zimbabwe.
Under et ZANU-PF valgmøde i juni 2018 på White City Stadium i Bulawayo blev en bombe bragt til sprængning. 49 blev såret og 2 døde et par dage efter, men Mnangagwa slap uskadt. Gerningsmanden blev aldrig pågrebet.
I oktober 2018 var valutakassen ved at være tom. Flere virksomheder måtte lukke og der var mangel på brændstof. Inflationen gik hastigt op. I januar 2019 annoncerede Mnangagwa, at prisen på benzin ville stige med 130% for at bremse opkøb af billig benzin i Zimbabwe, der derefter blev sendt ud af landet og solgt dyrt. Landsorganisationen iværksatte en 3 dages generalstrejke i protest og oppositionen gennemførte demonstrationer. Flere hundrede blev såret, mange flere arresteret og 12 dræbt.
Regimet undergravede retsvæsenet i 2021 ved 2 ændringer af forfatningen. I april vedtog parlamentet en forfatningsændring, der tillod præsidenten at udnævne Højesteretspræsidenten, vicepræsidenten og præsidenten for Landsretten uden nogen åben udvælgelsesproces. I maj blev endnu en forfatningsændring vedtaget, hvorefter præsidenten fik ret til at udpege dommere til tomme pladser i de højere retsinstanser uden nogen forudgående åben proces.
Regimet anvendte de undtagelsesinstrumenter det havde givet sig selv med COVID-19 pandemien til at forfølge dissidenter, journalister og menneskerettighedsaktivister. Landet blev hårdt ramt af pandemien, der medførte lukning af grænserne og lockdowns. IMF vurderede, at landets BNP faldt med 7,4% i 2020 som følge af pandemien. Da 3. bølge af smitte ramte i juli 2021 havde staten ikke længere råd til hjælpepakker til de fattigste.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 6/6 2022
Læst af: 131.081