Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fra Hammerverkkonflikten i Stavanger 1975. (Ny Tid)

Hammerverkkonflikten var en konflikt ved Norsk Hammerverk i Stavanger 1975-1977. Baggrunden var den usaglige opsigelse af Geir Sundet. Han blev i marts 1975 opsagt under sin prøvetid. Opsigelsen blev ikke begrundet i arbejdsmæssige forhold. Bedriftsledelsen hævdede, at Sundet ikke så ud til at kunne tilpasse sig miljøet på virksomheden. Senere blev opsigelsen endvidere begrundet med, at Sundet havde vist sig så interesseret i arbejdsmiljøarbejdet, at dette var gået ud over hans produktionsresultater.

I protest mod denne usaglige opsigelse gik alle arbejderne på afdelingen i spontan sit-down aktion. Bedriftsledelsen mødte dem med trusler om opsigelse, hvis de ikke genoptog arbejdet. Omkring halvdelen af dem gav efter for presset. Otte arbejdere fortsatte aktionen, og de blev kollektivt opsagt.

Klubben ved virksomheden stillede sig helt fra starten på bedriftsledelsens side. Formanden begrundede dette med en husaftale om ansattes prøvetid, som gav virksomheden frie hænder til at opsige ansatte, uden at klubben overhovedet kunne tage sagen op. Husaftalen gav ikke arbejderne beskyttelse mod opsigelser og stred klart mod den nye arbejdsmiljølov, der var trådt i kraft to uger før opsigelsen fandt sted. Ledelsen i klubben nægtede ikke kun at tage sagen op, men modarbejdede de strejkende og fremlagde «beviser» for virksomhedsledelsen. Uden klubbens aktive medvirken havde virksomhedsledelsen aldrig kunnet køre dens linie helt igennem. Ligesom klubben stillede også ledelsen i Norsk Jern- og Metalarbejderforbund sig på virksomhedsledelsens side. Først efter at de ni arbejdere havde gået arbejdsløse i over en måned, var forbundet villig til at starte en retssag for Geir Sundet for dermed at prøve styrken i opsigelsesbeskyttelsen for unge arbejdere. For de øvrige otte var forbundet ikke villig til at gøre noget som helst.

Sundet og de arbejdere der havde solidariseret sig med ham besluttet sig derfor for at gennemføre en fælles retssag. Sagen gik helt til Højesteret, og blev en af de klareste afsløringer i 70'erne af, hvordan borgerskabet bøjer dets eget lovgivning for at beskytte sine interesser. Byrettens flertal gav virksomhedsledelsen medhold på alle punkter. Arbejdsmiljølovens § 43 giver arbejderne beskyttelse mod usaglige opsigelser i prøveperioden. Første gang denne blev prøvet ved en domstol, gav den ikke arbejderen nogen form for støtte. Det var op til den opsagte at bevise sin uskyld. For virksomheden var det tilstrækkeligt at påstå, at opsigelsen skyldtes arbejdsmæssige årsager. Arbejdsretslovens § 6.2 siger, at hvis virksomheden ønsker at gå til kollektive opsigelser (lockout) mod en strejke, må strejken først dømmes ulovlig i retten; Efter fire dage kan der kræves opsigelse, som så skal prøves i retten. Byretten afviste, at en kollektiv opsigelse havde fundet sted, fordi arbejderne blev meddelt opsigelsen med øjeblikkelig virkning i breve stilet til og leveret til hver enkelt af dem - selv om de fik dem samtidig. Blandt byrettens øvrige bemærkninger er den følgende interessant: «Det var af hensyn til produktionen påtrængende nødvendigt for virksomhedsledelsen at få arbejdet i gang igen i svejse- og lakafdelingen». Domstolen kunne næppe klarere fortælle, hvilke interesser den forsvarede. Mindretallet i byretten - en industriarbejder - fandt opsigelsen af Sundet usaglig og ulovlig. Han kunne heller ikke acceptere, at virksomhedsledelsen havde retsgyldigt grundlag til afskedigelse af de strejkende.

Det tog det norske retsvæsen 2½ år at nå frem til en endelig dom i Hammerverksagen. Landsretten nåede i oktober frem til samme konklusion som byretten. I Højesteret blev opsigelsen af Geir Sundet et år senere kendt ulovlig, og han blev tilkendt 25.000 kroner i erstatning. Virksomheden måtte betale alle sagsomkostninger. De otte arbejdere der var gået i sit-down aktion for at støtte Sundet, fik derimod ikke medhold. Sundet fik heller ikke sit arbejde tilbage. Begrundelsen for dette var, at han i mellemtiden havde fundet andet arbejde, og at han havde en uddannelse som kvalificerede til andet arbejde.

Støttearbejdet for Hammerverkarbejderne fik et enormt omfang. Over 450 støtteerklæringer indløb fra klubber, afdelinger, fællesorganisationer, politiske og andre foreninger. Et omfattende politisk og økonomisk støttearbejde blev organiseret gennem utallige strejkestøttekomiteer over hele landet. Arbejdet var baseret på forsvaret af strejkeretten og afvisning af politiske fyringer.

Dommen i Hammerverksagen var en klassedom, der entydigt rettede sig mod arbejderklassen og for borgerskabet. Samtidig med at opsigelsen blev kendt ulovlig, blev arbejderne frakendt retten til at strejke og aktionere for at forsvare sig mod sådanne overgreb fra arbejdskøbernes side. Sit-down aktionen var ifølge retten en så grov misligholdelse af fredspligten, at virksomheden var i sin fulde ret til at fyre de otte arbejdere. Arbejderne kan kun gå vejen omkring det faglige apparat og domstolene, selv om tillidsmændene ikke er villige til at tage sagen op, og selv om domstolene bruger 2½ år på at nå frem til en konklusion. Hammerverksagen er et udmærket eksempel på, at arbejderne aldrig kan regne med støtte fra det borgerlige retsapparat i kampen for sine økonomiske og politiske rettigheder.

A.M.