Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 84.918
: :
Ibsen, Henrik
Henrik Ibsen
Henrik Ibsen

Ibsen (1828-1906), norsk forfatter, dramatiker og lyriker. Den vigtigste af de norske digtere fra den periode, der er blevet kaldt «det moderne gennembrud» i Nordens litteratur.

I Henrik Ibsens dramaer samler en periodes samfundsmæssige problemer sig. Denne periode er anden halvdel af det nittende århundrede. Da gennemgik de skandinaviske samfund en voldsom udvikling og moderniseringsproces, hvor kapitalismen og det borgerlige samfund slog igennem. Ibsens dramaer er produkter af «kapitalens tidsalder». De behandler problemerne i et samfund i forvandling.

Det er den borgerlige epokes centrale spørgsmål, der kommer til udtryk i Ibsens dramatik. Han behandler liberalismens krise, individualismens tvetydighed, den borgerlige families konflikter, individets psykologiske sammenbrud, økonomiens magt over menneskelige forhold og kunsten i det kapitalistiske samfund. Disse problemer udtrykkes ikke abstrakt og idealistisk, men knyttes til en konkret fremstilling af et samfund, hvor dette er påtrængende spørgsmål.

Den modne kapitalismes forfatter

Ibsen blev født ind i og voksede op i et samfund, der var underudviklet i forhold til resten af Europa. Da han i 1864 gik i frivilligt eksil, forlod han en tilbagestående provins, der kun lige var begyndt at udvikle et moderne erhvervsliv. Byerne var små, kommunikationen dårlig. Kunsten og litteraturen var provinsiel og publikum fordomsfuldt og begrænset. 27 år senere vendte Ibsen tilbage til et samfund, som havde gennemgået en hurtig udvikling, havde fået et kapitalistisk næringsliv, var blevet industrialiseret i hurtigt tempo, var præget af skarpe politiske modsætninger og havde udviklet en stærk og national litterær og kunstnerisk tradition.

Denne udvikling havde Ibsen kendskab til ved kortere besøg i hjemlandet, gennem brevveksling og via læsning af bøger, tidsskrifter og aviser. Han skrev på baggrund af afstanden til det norske samfund og under indtryk af udviklingen på det europæiske kontinent. Ibsen havde en europæisk distance til de problemer, som den hurtige forvandling skabte i et samfund i kapitalismens periferi. I Skandinavien var tidsintervallerne mellem de forskellige faser i udviklingen sammenpresset. Processerne udspandt sig parallelt, og forandringerne fremstod som særligt heftige og modsigelsesfyldte. Ibsens dramaer giver en central forståelse af de sociale processer, der danner grundlaget for det senkapitalistiske samfund.

Den særlige styrke ved Ibsens værker var, at han formåede at gøre de samfundsmæssige konflikter tydelige i deres psykologiske virkninger. Dramaerne udspiller sig indenfor rammerne af et sæt samfundsmæssige forudsætninger som gør, at forestillinger om svig, troskab mod idealer, korruption, længsel efter ægte kærlighed ikke er abstrakte, men snarere forholder sig til de problemer, som Ibsens publikum dagligt stod overfor. De indebærer den direkte følelse af afmagt overfor fremvæksten af et samfund med nye konflikter.

Det 19. århundrede er romanens tidsalder, men Ibsen benytter dramaet til at samle og skabe et sindbillede af epokens centrale træk. Mens Balzac er den forfatter, som sammenfattede trækkene ved det borgerlige samfund i tiden lige efter den borgerlige revolution, er Ibsen den forfatter, som klarest fremstiller problemerne i kapitalismens modningsepoke.

Det drama som Ibsen skabte, udgjorde et brud med tidlige tiders dramaformer. Han forsøgte at give dramatikken samme gyldighed som socialt eksempel, som romanen havde. Man kan derfor sige, at Ibsens dramatik indebar «en kamp mod romanen». Derfor skrev han dramaer, som brød med genrens øjeblikskarakter. Han skabte episke dramaer, der berettede en historien og strakte sig over lange epoker - eksempelvis «Brand» og «Peer Gynt». I samtidsdramaerne lod han de historiske forudsætninger træde frem gennem en retrospektiv teknik, hvor forhistorien til de konflikter som fremstilles på scenen, rulles op gennem dialogerne. Ibsens realistiske dramaer kan sammenlignes med de sidste kapitler i en række romaner, hvor de foregående kapitler berettes af romanens personer.

Liberalismen som ideologi

I hele Ibsens produktion er der nogle gennemgående problemer der undersøges, kommer til syne i forskellige former, men som altid forholder sig til en grundlæggende fremstilling af centrale træk ved det borgerlige samfund. Et af disse problemfelter er liberalismen som ideologi. Ibsen knytter an til den liberale utopi - idealerne fra 1789 - som for hans generation atter blev levende med 1848 revolutionen.

I Ibsens dramaer og en række andre samtidige litterære værker, fremstilles det borgerlige samfunds manglende evne til at virkeliggøre den proklamerede frihed, lighed og broderskab. Den centrale konflikt er liberalismens vaklen mellem tilpasning til praktisk politik og opretholdelsen af utopien. Problemstillingen kan ytre sig direkte politisk som i «Rosmersholm» (1886), der indeholder henvisninger til striden mellem venstre og højre i norsk politik. Den kommer til udtryk som et etisk krav om et «alt eller intet» i «Brand» (1866). Den træder frem i skildringen af tidligere tiders historie i «Fru Inger til Østraat» (1857) og «Kongsemnerne» (1863). Den ytrer sig som den konsekvente liberalers manglende evne til at virkeliggøre sine idealer - hans isolation i en abstrakt idealisme i komedien «En folkefjende» (1882). I dramaerne om liberalismen udgør «De unges forbund» (1869) et vendepunkt. Det handler om det liberale dilemma, og det indebærer også et vendepunkt i den forstand, at det er det første drama hvor Ibsen benytter elementer, der skulle blive centrale i det realistiske drama. Rammen for handlingen er den norske småby. Men her udspilles Europas centrale konflikter. Det er det første drama, hvor Ibsen helt og holdent anvender prosa. I stykket antydes temaer som pengenes magt, økonomien der forgifter forholdene i familien og kvindens uudholdelige situation. Temaer der dukker op med fuld styrke i senere «nutidsdramaer».

Centralt i den liberale tankegang står begrebet om det frie og selvstændige individ. Ibsen undersøger gang på gang problemerne omkring individualismen. Forholdet mellem den enkelte og de mange. Individets ret til at sætte sig ud over samfundsmæssige og moralske normer bliver taget op i en række dramaer. «Peer Gynt» (1867) har som grundlæggende tematisk problem: Hvad konstituerer individet? Hele stykket er en fremstilling af individets søgen efter identitet.

I individets dannelsesproces bliver centrale træk ved socialiseringsprocessen i det borgerlige samfund taget op. Konflikten mellem fantasi og realitet, mellem lystudfoldelse og knægtelse af lysten. Modsætningen mellem den tilpassede liberalisme fremstillet som troldenes, «vær dig selv nok» og den utopiske liberalisme, «vær dig selv». «Peer Gynt» er et historisk rodfæstet drama. Det indeholder utallige henvisninger til forvandlingen i det 19. århundredes norske samfund, og til dannelsen af det borgerlige individ på baggrund af denne sociale forvandling. Dette drama antyder klarere end noget andet det tvetydige ved Ibsens utopi: På den ene side peger den i sin afvisning af det eksisterende borgerlige samfund frem mod en overskridelse af dette samfunds skranker. På den anden side får det gennem drømmen om en prækapitalistisk og mytisk utopi en regressiv (tilbagevirkende) karakter.

«Peer Gynt» fremstiller på en måde den liberalistiske individualismetænkning i sin tilpassede form. I «Brand» fremstilles den i sin konsekvente form. Det stærke individ holder fast på idealerne og går under i forsøget på at realisere dem. I nutidsdramaerne dukker individualismeproblemet op gang på gang. Måske mest rammende i «John Gabriel Borkman» (1896), hvor det i egne øjne stærke individ, som har været villig til at ofre alle menneskelige forhold for at skaffe sig magt, selv ender magtesløs. Illusionen om egen styrke og betydning brydes, og hovedpersonen dør.

Familien og ægteskabet

I nutidsdramaerne viser Ibsen, hvorledes den borgerlige familie som institution er konfliktfyldt og konfliktskabende. Familien er i Ibsens skuespil noget menneskene træder ind i, efter at de har givet afkald på deres lykke, eller som de træder ind i, forblændet af illusioner om at den er et lykkens sted. De borgerlige individer sælger deres kærlighed til fordel for et kærlighedsløst, men økonomisk fordelagtigt ægteskab, og alle parter lider under denne handel. Familien dræber lykken, den er en institution der hindrer drifter og længsler, som ikke er i stand til at have rum for sanselighed, ømhed og gensidighed. Ofrene er både kvinden og manden.

Familien er et sted, hvor der udøves magt, hvor alle relationer træder frem som en kamp om magt og beherskelse. Hvor de svage - kvinderne - lider, og hvor de svageste - børnene - ofres. Dette er problemer, som bl.a. dukker op i «Samfundets støtter» (1877), «Et dukkehjem» (1879), «Gengangere» (1881), «Vildanden» (1884), «Bygmester Solness» (1892) og «Lille Eyolf» (1894). I udgangspunktet træder familien og hjemmet frem som noget isoleret hos Ibsen. Det er som om, han tilsyneladende holder fast ved myten om familien som den isolerede inderligheds arnested. Men så trænger konflikterne sig på. De ytrer sig gennem de indbyrdes forhold mellem familiemedlemmerne. De siver ind gennem væggene som krav fra det omgivende samfund. Konflikterne kan ikke lukkes ude, og myten om den isolerede lykke i familien bryder sammen under presset fra et samfund, hvor lykken ikke kan findes. Undergangen træder frem gennem en veksel som skal fornyes («Et dukkehjem»), en bygning der skal forsikres (Gengangerne), en politisk strid der kræver et standpunkt (Rosmersholm), og en brand der giver mulighed for byggespekulation (Bygmester Solness). Familien er knyttet til økonomien og politikken, og kan ikke løsrives.

Kvinden lider mere end manden under de ufrie strukturer i det borgerlige samfund. I en række af Ibsens dramaer har kvindens ufrie og uudholdelige situation en central placering. Samtidig er det hos kvinden, der findes et håb om noget andet. Kvinden er offer, men det er samtidig kvinden der ikke finder sig i de skranker, samfundet sætter, som ikke finder sig i, at økonomien og magten tvinger individerne. Nora i et «Dukkehjem» opretholder drømmen om en mulig frihed og forlader børn og hjem, og Hedda i «Hedda Gabler» (1890) tager konsekvensen af at friheden ikke lader sig realisere, og af at kvinderollen indebærer at ofre sig og være objekt for en mand, og begår selvmord. Derudover er det kvinden som ofrer sin kærlighed og tilpasser sig, som går under i lidelse i nutidsdramaerne. Men kvindeskikkelserne bærer i sig samtidig en drøm om frihed. Det er hos dem visionen om et andet liv opretholdes.

Pengemagten

Økonomien er magten i Ibsens dramaer. Pengene dominerer og bestemmer forholdet mellem menneskene. De forgifter atmosfæren i de borgerlige stuer. I en lang række dramaer binder pengene ægtefællerne sammen, stiller sig i vejen for lykke og fortrolighed og fører til undergang og død. Det samfund Ibsen skildrer, er gennemsyret af kapital. Menneskene eksisterer som partnere i forretningskontrakter. De spræller i kapitalens garn, og drømmen om frihed ligger udenfor kapitalens grænser. I «Samfundets støtter» forgifter Konsul Bernicks spekulationer forholdene i hans familie; Han giver afkald på kærligheden til fordel for penge og sender næsten sin søn i døden for pengenes skyld. Dette drama ender alligevel lykkeligt, efter at der godt nok er blevet sat navn på en lang række af det kapitalistiske samfunds krisefænomener.

De senere nutidsdramaer levner ikke engang dette håb. Dramaernes skikkelser bliver drevet i undergang og ulykke af pengene. Mest konsekvent bliver dette mønster fremstillet i «John Gabriel Borkman», hvor alle forhold er gennemsyret af økonomi og magtkamp. Her viser Ibsen, hvorledes kærlighed er en handelsvare, og hvorledes venskab kynisk lader sig udnytte. Den private lykke står i en uløselig konflikt overfor de økonomiske interesser.

Flere af Ibsens skikkelser er «forklædte» kunstnere i den forstand, at de udover at være knyttet til deres roller som borgerlige erhvervsaktive også tematiserer kunstnerens problemer i samfundet. Men det er først i hans sidste drama, «Når vi døde vågner» (1899), at Ibsen klart og utvetydigt peger på kunstens dobbelte funktion under kapitalismen. Den tilpasses, og den fungerer som en del af et marked, men den har også en evne til at kritisere de ufrie forhold og bære drømmen om noget andet.

Historisk bestemte konflikter

I Ibsens dramaer spilles der hele tiden på myter og forestillinger, som en del af den borgerlige ideologi. Dette spil fremstilles således, at de mytiske bortforklaringer først tilsyneladende godtages, men derpå afsløres. De ideologiske strukturer knyttes gennemgående til psykologiske mønstre præget af angst, konflikter og usikkerhed. Kritikken af den samfundsmæssige tvang kommer til udtryk gennem fremstillingen af individuelle problemer. Den ytrer sig ved brugen af symboler, som er bærere af ulykke og angst. Disse symboler er forvrængninger af problemer med rødder i sociale konflikter.

Ibsens dramaer er ikke blevet til i et historisk vakuum. De er produkter af samfundsmæssige forhold. De er rodfæstet i en historisk epoke og er knyttet til et samfund, som gennemgår en hastig forvandling. De fungerer indenfor bestemte historiske rammer, og kan ikke forstås som udtryk for tidløse og abstrakte konflikter. Kun en historisk forståelse af Ibsens værker giver mulighed for erkendelse af, at dramaerne endnu i dag har relevans, fordi de fremviser mønstre og træk ved det samfund, som gik forud for det vi i dag er en del af.

H.R.