Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet «liberal» som betegnelse for en politisk retning stammer fra det 19. århundrede. Selve ordet var ikke nyt i 1800-tallet, men det var tidligere blevet anvendt til beskrivelse af de frie erhverv eller en frisindet og åben personlighed. Den politiske term «liberal» er af spansk oprindelse. Den blev anvendt med reference til de spanske oprørere i 1820. Det gode Europa så med mistro på oprørerne, og følgelig fik begrebet liberal en nedsættende betydning i den politiske debat. Først midt i 1800 tallet blev begrebet alment accepteret som betegnelse for en politisk ideologisk retning med klare konturer.

I slutningen af 1860'erne blev de politiske ideer blandt nogle af Europas mest prominente politiske tænkere, såsom Wilhelm von Humboldt, Benjamin Constant, Alexis de Tocqueville og John Stuart Mill, karakteriseret som «liberalisme». Disse teoretikere førte imidlertid deres aner tilbage til borgerskabets frihedsbestræbelser i det 17. og 18. århundrede. Det er næppe muligt at give én definition af en 400 år gammel tradition. Liberalismen har mange ansigter og har antaget nye former i forskellige historiske faser.

Klassisk liberalisme

Med liberalismens klassiske fase forstår vi overgangen fra et feudalt stændersamfund til et borgerlig-kapitalistisk klassesamfund. I denne overgangsperiode frigjorde det nye borgerskab sig fra adelens og kirkens økonomiske, politiske og ideologiske hegemoni. Den klassiske liberalisme er en begrundelse for og en legitimering af disse bestræbelser. I Miltons «Areopagitica: A Speech for the Liberty of Unlicenced Printing» (1644) slår de liberale friheder (trykke-, lære- og samvittighedsfriheden) igennem på det religiøse område. Individet må selv få lejlighed til at skelne sandhed fra falskhed. Dette kan ikke overlades til en gejstlig eller verdslig øvrighed.

Den klassiske liberalisme ville sikre borgerne en ideologisk og økonomisk frihedssfære uden statslige indgreb. Den negative frihed, frihed fra ydre indblanding, blev opfattet som den fundamentale frihed. I John Lockes (1632-1704) lære om et repræsentativt-parlamentarisk (men ikke demokratisk) regeringssystem kommer liberalismens «dobbeltkarakter» til udtryk. Teorien om statsmagtens deling er rettet mod enevælden. Samtidig udelukkes de store folkegrupper fra deltagelse i det politiske liv. Vægterstatens funktion er at beskytte borgernes liv og ejendom.

I Tyskland viste den klassiske liberalisme borgerskabets dilemma i et økonomisk tilbagestående land uden national enhed. Det tyske liberale borgerskab havde behov for beskyttelse gennem en statslig autoritet, en autoritet som også igangsatte den økonomiske og sociale omformningsproces. Hos Immanuel Kant (1724-1804) findes en legitimering af det oplyste enevælde side om side med stærke liberale tendenser. En politisk forandring må forberedes «von oben». Det levnes ikke rum til en aktiv modstandsret. Liberalismen i Tyskland nåede først sin klassiske fase i 1848 revolutionen.

Liberalisme og demokrati

På samme måde som «liberal» oprindeligt var et politisk skældsord, blev demokrati identificeret med «pøbelens» herredømme - dvs. en form for klasseherredømme. Liberalisterne i det 17. og 18. århundrede var antidemokrater. En åbning mod demokratiet fandt først sted hos utilitaristerne Jeremy Bentham (1748-1832) og James Mill (1773-1836). For at forhindre at en regering undertrykker borgernes «lystmaksimering», er en demokratisk udvidelse af stemmeretten nødvendig: «En mand, en stemme». Men Mill var opmærksom på, at dette kunne indebære en trussel mod privatejendommen: I praksis argumenterede han med, at det ville være mest trygt at udelukke alle kvinder, alle mænd under 40 og den fattigste tredjedel af alle mænd over 40 år.

Til trods for disse begrænsninger åbnede Bentham og James Mill for «liberaldemokratiet». Bentham og Mill gav også den klareste formulering af den klassiske liberalismes menneskeopfattelse: Alle mennesker søger lyst. Menneskets natur er sådan indrettet, at ethvert individ altid vil søge at udnytte alle andre for at øge sin lyst mest muligt. Hvis alle konsekvent følger deres egoistiske særinteresser, vil dette gennem den usynlige hånds fornuftige formidlinger føre til en gunstig og harmonisk udvikling af samfundet: «Private vices» er «public benefits». Statsindgreb vil blot forstyrre «the grand governing law of human nature».

Revisionistisk liberalisme

I midten af det 19. århundrede var arbejderklassens situation efterhånden så umenneskelig, at følsomme liberaler ikke længere kunne acceptere forholdene som moralsk retfærdige eller økonomisk uundgåelige. Revolutionerne i 1848 og Chartistbevægelsen i England gjorde stærkt indtryk på John Stuart Mill - søn af James Mill. Han var overbevist om, at «the poor» ikke længere kunne holdes udenfor det politiske liv: «Fremtidsperspektiverne afhænger af, i hvilken grad de kan blive gjort til rationelle væsener».

Han forkastede Benthams og faderens menneskeopfattelse. En omfattende revision syntes nødvendig. Mills liberaldemokrati er først og fremmest en moralsk model. Det politiske system er et middel til selvrealisering. Den egoistiske og individualistiske menneskeopfattelse som havde været fremkerskende i den klassiske liberalisme, blev neddæmpet. Et liberalt samfund var for Mill et samfund, som anstrenger sig for at sikre, at alle dets medlemmer er lige frie til at realisere sig selv som mennesker. Dette forudsætter, at staten gennem sociallovgivning etc. lægger forholdene til rette (social-liberalisme).

Mill blev også en varm talsmand for kvindefrigørelse, men samtidig frygtede han demokratiseringens konsekvenser: Alle skal have én stemme, men for at sikre ligevægt i samfundet skal borgerne have flere stemmer end andre. Dette er nødvendigt for at forhindre en «klasselovgivning». Et moderne liberaldemokrati blev først muligt i det 20. århundrede, da det liberale borgerskab havde gode grunde til at tro, at almen stemmeret ikke ville blive en trussel mod den kapitalistiske ejendom og klassesamfundets fortsatte eksistens.

Mod slutningen af 1800 tallet blev den liberale bevægelse spaltet i «revisionister» og «laissez-faire»-liberalister. De sidstnævnte holdt fast ved den klassiske liberalismes økonomiske teorier, og underbyggede dem med naturalistiske og kvasibiologiske argumenter. I Herbert Spencers «The Man Versus the State» (1884) blev konkurrenceprincippet udlagt som en social-darwinistisk naturlov: «The survival of the fittest». Hans nordamerikanske kollega, William Graham Sumner, anvendte «loven» med kynisk åbenhed: «Drukkenbolten i rendestenen er hvor han bør være i henhold til sagens natur... Naturen fjerner de ting der ikke længere er levedygtige».

Liberalismens aktualitet

Ved århundredeskiftet gik kapitalismens liberalistiske epoke mod enden. Liberalismen var en økonomisk teori og samfundsteori i den periode, da kapitalismens egentlige økonomiske subjekt var den enkelte kapitalist eller privatvirksomheden. Den liberalistiske ideologi kredsede omkring dette tilsyneladende stabile centrum. Den økonomiske rationalitet var baseret på den frie konkurrence mellem private subjekter. På samme måde blev viden og erkendelse knyttet til et åbent argumentationsmarked. Modstanderen er en nødvendig betingelse i enhver sandhedssøgen. Konsekvensen af dette er tale- og pressefrihed, offentlighed, tolerance etc.

Med imperialismen og den organiserede monopolkapitalisme stødte den klassiske liberalisme på skranker, som den ikke kunne forcere. Den økonomiske krise i 1929 blotlagde den liberalistiske ideologis manglende rationalitet. Men på samme tid blev de liberale værdiers plads aktualiseret i en bevægelse, der ville ophæve kapitalismen. Erfaringerne med stalinismen har vist, at socialisme ikke kan eksistere uden liberale friheder. Den liberale kommunisme («eurokommunismen») har i den henseende arvet de bedste sider fra den liberale tradition.

N.G.