Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 192.767
: :
Kommunikation

Kommunikation, af latin: communicare, «at gøre fælles». Kommunikation udgør en grundlæggende forudsætning for alt socialt fællesskab. Ingen sociale systemer, sociale organisationer eller samfund kan etableres og opretholdes - eller ændres - uden kommunikation. Først som deltager i kommunikative handlinger bliver mennesket et socialt væsen. Dette kan vi overbevise os om på to måder.

Hvis vi for det første forestiller os mennesket helt uden kommunikative evner, da indser vi straks, at dette ville være et absurd, autistisk væsen uden evner som deltager eller medlem af noget socialt fællesskab eller samfund. Hvis vi for det andet prøver at præcisere, hvad der ligger i begreber som «socialt fællesskab», «socialt system» eller «samfund», indser vi, at et af de afgørende kendetegn er, hvorvidt medlemmerne eller deltagerne har udviklet eller har et kommunikativt system til rådighed.

Når vi skal afgøre, om en person er medlem af eller deltager i et bestemt samfund, socialt system eller socialt fællesskab, er det helt afgørende, om vedkommende har kendskab til det aktuelle kommunikative system og kan deltage i kommunikationshandlinger med andre medlemmer.

Kommunikationsperspektivet

Skal vi vinde indsigt i og forstå os selv og vore medmennesker (som individer), så vel som samfundet omkring os (som socialt system), er det tvingende nødvendigt at indtage et kommunikationsperspektiv og udvikle en kommunikationsteori. Historisk teori er nødvendig for at forstå samfundet, da samfundet udvikler og forandrer sig; økonomisk teori er fundamental for at forstå samfundet, da samfundet består af økonomiske relationer. Dette er alment accepteret. På samme måde er kommunikationsperspektivet og en kommunikationsteori afgørende for at forstå samfundet, da samfundet konstitueres gennem kommunikation og samarbejde.

Historiske, økonomiske, kommunikationsteoretiske og andre relevante perspektiver supplerer hinanden, og er ikke gensidigt udelukkende eller rivaliserende perspektiver. Historikeren forstår netop historien ved at sætte sig ind i og rekonstruere tidligere tiders og andre sociale samfunds kommunikative systemer. Og det der historisk udvikles i et samfund er bl.a. netop det kommunikative system.

Udviklingen af skriftsproget, af trykkekunsten, eller af vor tids TV og Internet er både et resultat af revolutionerende historiske sociale forandringer og er samtidig udtryk for ændringer i det kommunikative system. Samfundet kan selvsagt ikke forstås udelukkende ud fra et kommunikationsteoretisk perspektiv, men udeladelsen af kommunikationsperspektivet vil nødvendigvis føre til en mangelfuld forståelse af udviklingen.

Kommunikationsperspektivet har generelt en karakter, der ligner det historiske perspektiv. Vi kan lægge et historisk perspektiv til grund for studiet af et enkelt individs livssituation, eller det kan anvendes til at forstå familiens situation, et lokalsamfund, en by, en organisation, en virksomhed, en nation, en kultur osv. På tilsvarende måde kan vi forstå et individ som medlem af forskellige kommunikative systemer og som deltager i forskellige kommunikative handlinger. Vi kan kortlægge og analysere en familie ved hjælp af det kommunikationsmønster, som er udviklet mellem medlemmerne indbyrdes og mellem familien og omverdenen. Et samfund kan skildres gennem de kommunikative systemer det har udviklet. Et særlig relevant kriterium for graden af demokrati i et samfund er netop, om og i hvor stor udstrækning alle medlemmerne har forholdsvis lige adgang til og kontrol over de kommunikative virkemidler. Forholdet mellem f.eks. stormagter kan ikke forstås fuldstændig, uden at vi samtidig indtager et kommunikationsperspektiv.

Generelt ligger der et kvalitativt spring i kompleksiteten, fra kommunikationshandlinger som kun har to deltagere (uafhængig af om deltagerne er individer eller nationer), til kommunikationshandlinger som har tre (eller flere) deltagere. Det skyldes, at med flere end to deltagere er det muligt at indgå koalitioner, det er muligt for den ene at sætte de andre op mod hinanden osv.

Videnskabelig spredning

Siden 2. verdenskrig er kommunikationsperspektivet blevet interessant indenfor mange forskellige videnskabsgrene. Det har på kort tid spredt sig fra fag til fag: bl.a. filosofi, lingvistik, biologi, psykiatri, sociologi, antropologi og selvfølgelig først og fremmest psykologi.

Det er udtryk for den særdeles hurtige, men desværre også noget overfladiske udvikling, at mange større universitet i USA og Europa har oprettet egne kommunikationsteoretiske institutter eller forskningsgrene, hvor alt fra familier til massemedier, fra skizofreni til ungdomskultur, fra ægtefællevalg til internationale konflikter er blevet «forklaret» ud fra et såkaldt kommunikationsteoretisk perspektiv. «Forklare» er i anførselstegn, fordi vi har været vidne til, at det akademiske miljø har søgt at «forklare» et fænomen - (det være sig skizofreni, ægtefællevalg eller internationale konflikter) som vi ikke forstår særlig godt - ved hjælp af et andet fænomen - i dette tilfælde kommunikation - som vi desværre ikke forstår meget bedre.

Siden 1970'erne har der været en stigende tendens til at erkende kompleksiteten i den mellemmenneskelige kommunikation, og erkende at før kommunikationsteori kan anvendes til at «forklare» noget som helst, må vi udvikle en langt dybere indsigt i og forståelse af selve kommunikationsprocessen. Endnu er der ikke udviklet nogen tilfredsstillende generel kommunikationsteori. Men der findes efterhånden en række lovende udkast eller skitser til teorier, som synes at afspejle de mest centrale sider af den mellemmenneskelige kommunikation.

Kommunikationshandlinger

Vi skal her afgrænse os til at behandle den enklest tænkelige kommunikationshandling, nemlig hvor kun to deltagere er impliceret. Men også denne vil hurtig vise sig uhyre kompliceret. En sådan enkel social handling involverer for det første de to funktioner eller roller som afsender (A) og modtager (M). Modellen er generel, og hvem der i de konkrete situationer indgår som aktører i de to roller A og M, vil naturligvis variere, fra intime samtaler i et parforhold til «kold krig» mellem to supermagter, fra TV-reporteren (A) som taler til det danske folk (M) osv.

Det er altså ikke nødvendigvis to personer det drejer sig om, men derimod to funktioner eller roller. Kommunikation med sig selv er således ikke udelukket. I går skrev jeg (A) en huskeseddel, og lagde den på bordet for at minde mig (M) om, at jeg skal skrive dette opslag til leksikonet.

Betragter vi to personer i en almindelig samtale, ser vi at de over tid skifter mellem rollerne som A og M. Efter visse subtile regler - ofte signaleret ikke-sprogligt, ved et blik, osv. - skiftes de til at tale (A) og lytte (M). Enkelte gange kommer det til en vis kamp om ordet, og de snakker i munden på hinanden. Det afspejler, at kommunikation har med kontrol, med styring af egen og andres adfærd at gøre. I den kommunikative handling som vi to - jeg som skribent (A) og du som læser (M) - er involveret i netop nu, er rollerne derimod helt fastlagte.

I et forsøg på at fremdrage hvad der er det grundlæggende ved kommunikation og den store variationsbredde i mellemmenneskelig kommunikation, kan vi lave en stikordsmæssig sammenligning af følgende kommunikationshandlinger: I almindelige samtaler er kommunikationen to-vejs. I kommunikationen mellem mig som skribent og dig som læser, er den en-vejs. I en samtale kan A kontinuerligt - ved at observere M's reaktioner, ved øjenkontakt osv. - få reaktioner og tilbagemelding, såkaldt feedback, fra M. Hvis A er følsom overfor disse reaktioner, vil kommunikationen hele tiden kunne justeres og styres, således at de forstår hinanden. Udover denne kontinuerlige ikke-sproglige tilbagemelding vil de to involverede personer kunne korrigere hinanden ved at de veksler mellem rollerne som A og M. Som skribent får jeg ingen tilsvarende tilbagemelding fra dig (M), for du har ingen kanal til at signalere, om det jeg skriver er uforståeligt, om det er sludder eller andre umiddelbare reaktioner.

Kontrol og kommunikation

Her er vi ved et kernepunkt i al kommunikation, nemlig kontrol og påvirkning. Kontrolindholdet i de to kommunikationshandlinger er særdeles uens. Under den almindelige samtale virker kontrolrelationerne mellem deltagerne meget demokratiske. Samtalen eller dialogen i dens ideelle form er næsten selve prototypen på ligestilling, gensidig respekt og demokrati. På den anden side er den enkeltes gennemslagskraft i samtalen afhængig af træk som social baggrund, status, køn, alder, vidensniveau osv. I en-vejs kommunikationen - som bl.a. præger massemedierne - er kontrolrelationen langt mere entydig.

Det illustrerer den nære gensidige relation mellem A og M, at paradoksalt nok kan manglen på feedback i en-vejs-kommunikation føre til, at A reelt mister kontrollen, og dermed mister tilskyndelsen til at opfylde M's forventninger. Under en-vejs-kommunikation kan A ingenting gøre for at hindre M i at lægge bogen væk, slukke computeren eller TV'et, og således afbryde kommunikationen. I en samtale ville A derimod kunne observere M's reaktioner og handle ud fra dem.

Når samtalen er ovre, er den borte for altid. Hvor vanskeligt det er at rekonstruere en samtalesituation, og afgøre hvad der «egentlig» foregik, demonstreres dagligt ved f.eks. vidneafhøringer i retssager. Det der blev formidlet gennem en replik, er produktet af et fint samspil mellem situationen og deltagerne, måden (tryk og tonefald) som replikken blev udtalt på osv.

I skarp modsætning til samtalen står de breve Paulus skrev. På tværs af kultur- og landegrænser, og over hundredvis af år opnår den gamle brevskriver (A) at få kontakt med millioner (M). Men hvis det er vanskeligt at rekonstruere, hvad der blev formidlet i en bestemt samtale, så er det ikke enklere at afgøre, hvad Paulus «egentlig mente». Paulus (A) skrev ud fra sine historiske og kulturelle forudsætninger, og vi (M) må nødvendigvis læse ud fra vore. I den forstand er alle kommunikative handlinger indlejret i bestemte historiske og sociale situationer eller sammenhænge.

Variationen og spændvidden i mellemmenneskelig kommunikation er altså enorm. Men fælles for alle de forskellige kommunikationshandlinger vi hidtil har behandlet er, at noget blev gjort kendt (for M) eller gjort fælles (mellem A og M). Det kan virke som et paradoks, men for at gøre noget fælles, må vi have noget fælles, som dette nye kan knyttes og forstås i forhold til. Det oplever vi bl.a. i mødet med menneske fra helt andre kulturer, hvor vi ofte først må etablere en ramme, som det vi egentlig ville have sagt kan forstås indenfor.

Definitioner af kommunikation

Vi har allerede konstateret, at der ikke er udviklet nogen avanceret generel kommunikationsteori som er alment accepteret. Megen kommunikationsorienteret tænkning og forskning er blevet gennemført ud fra et vagt og ofte implicit kommunikationsbegreb. Der har været en tendens til at tage for givet, at alle ved hvad det betyder.

Alligevel er der blevet gjort en række forsøg på at udforme definitioner og udvikle teorier for kommunikation. Det er især to typer af definitioner med tilknyttede teorier som har domineret i litteraturen: For det første er det de informationsteoretiske definitioner. De tager primært udgangspunkt i den information, som formidles. For det andet er det de adfærdsteoretiske definitioner. De tager udgangspunkt i, at al adfærd har et kommunikativt aspekt (signalværdi). Problemet med begge definitionstyper er, at de er for generelle, og at det er vanskeligt at opstille kriterier for skelnen mellem bl.a. den information vi får gennem kommunikationshandlinger, og den information vi modtager på anden vis.

Hvis jeg en efterårsdag ser løvet falde af træerne, får jeg information om, at vinteren nærmer sig. Hvis en ven kom ind og fortalte mig, at nu kom vinteren snart for løvet faldt, så får jeg samme information. Sidstnævnte episode er uden tvivl en kommunikativ handling. Det virker derimod både underligt og utraditionelt at klassificere den første episode som kommunikation. Det virker underligt at påstå, at løvet, træerne eller naturen kommunikerer til mig. På tilsvarende måde må vi kunne opstille kriterier for at kunne skelne mellem adfærd generelt og kommunikativ adfærd specielt.

Med følgende generelle definition skulle vi for det første kunne påvise det generelle ved kommunikation og for det andet opstille visse kriterier for at kunne skelne mellem kommunikation og andre aktiviteter:

En kommunikationshandling er kendetegnet ved en afsenders intenderede adfærd for at gøre noget kendt overfor en modtager.

I denne definition har vi inkluderet både adfærdsaspektet (A må gøre noget) og informationsaspektet (dette «noget» som bliver gjort kendt) fra de ovenfor kritiserede definitioner. Endvidere rummer definitionen det aspekt, at kommunikation er en social aktivitet (omfatter to sociale roller) med indbygget styring eller retning (fra A til M). Men det mest afgørende er, at vi afgrænser kommunikation til handlinger og adfærd som er styret af en intention (hos A) om at gøre noget kendt (overfor M). Denne definition åbner således for en social forståelse, hvor de kontrakter deltagerne indgår med hinanden og den kontrol de udøver over hinanden bliver centrale. Derved bliver det muligt at forstå den proces kommunikationen udgør.

Kommunikationens forudsætninger

For at gøre noget fælles (altså kommunikere), er der en række forudsætninger, som må tilfredsstilles. Dersom en (eller flere) af de grundlæggende forudsætninger for kommunikation ikke er tilfredsstillet, vil det resultere i svigt i kommunikationen, dvs. manglende forståelse eller misforståelse. Sidstnævnte forhold er vigtig. Tag f.eks. den situation, hvor jeg som lokalkendt skal forklare dig vejen, altså gøre dig kendt med hvor du skal gå eller køre. Hvis der i kommunikationen mangler forståelse, da vil du spørge igen, bede mig forklare bedre osv. Hvis der derimod er tale om misforståelse, så tror du, at du har forstået forklaringen, uden at dette faktisk er tilfældet. Da starter du turen «i god tro» - udfra den «modtagne» forklaring - og går nødvendigvis fejl. Graden af forståelse, det vil sige graden af overensstemmelse mellem det A vil gøre kendt og det M modtager, varierer fra total overensstemmelse (perfekt forståelse) i heldige situationer, til total misforståelse i de mere uheldige tilfælde. I de fleste tilfælde må vi regne med en delvis forståelse som det mest realistiske.

En strategisk klog måde at opnå indsigt i kommunikationen på er netop at prøve at identificere de forskellige grundlæggende forudsætninger for kommunikationen. Og når kommunikationen svigter, er det et godt udgangspunkt for opklaringen af årsagen, at spørge hvad det er for en forudsætning, som eventuelt har svigtet. På den måde kan svigten identificeres og det kommunikative fællesskab kan genopbygges. En vis evne hos deltagerne til indlevelse og indtagelse af den andens perspektiv, er en nødvendig forudsætning for god kommunikation. Når kommunikationen svigter, viser det sig ofte, at den ene er egocentrisk og tager forhold for givne, som den anden ikke kender til.

Små børn har kun i ringe eller slet ingen udstrækning denne evne til indlevelse. Når små børn fortæller noget, har de en tendens til ureflekteret at tro, at andre har set og oplevet akkurat det samme som de. Voksne kan lejlighedsvis gøre det samme.

For at kommunikationen skal gå rimeligt godt, er det derfor nødvendigt, at A i en vis udstrækning taler på M's præmisser, og at M i en vis udstrækning lytter og forstår A's præmisser. Så dybtgående er den gensidige afhængighed mellem A og M, hvis de vil etablere et kommunikativt fællesskab.

Kommunikation repræsenterer på en spændende måde et skæringspunkt mellem på den ene side det sociale, det fælles og det offentlige og på den anden det private og individet. Kommunikation er pr. definition fælles (intersubjektiv). Men ved den mindste svigt i kommunikationen eller fællesskabet, fremkommer der udtalelser som «Jeg forstår ikke... », «Jeg mente det ikke sådan... », «Du misforstod mig». Og ved skænderi eller uenighed - som jo i mange former af kommunikation, fra ægtefæller til supermagter, er en hyppig form for kommunikation - er udtalelser som «Sådan er det ikke, men derimod sådan» (underforstået, du tager fejl og jeg har ret) nærliggende.

En ret speciel form for kommunikation, som unægtelig er en noget bizar måde at gøre noget kendt eller fælles på - nemlig det at lyve - illustrerer tydeligt skæringsfeltet mellem det offentlige og det private. Og sidst men ikke mindst, i selve det underliggende kontrolmønster i kommunikationshandlingen er der indbygget en asymmetri, ved at det egentlig kun er A der kan afgøre, hvad der var ment med det der blev sagt - når og hvis der opstår tvivl.

Da kommunikationen integrerer individet og det sociale, og da kommunikationen foregår på så mange forskellige niveauer, er det ikke overraskende at det netop er i studiet af familien, at kommunikationsperspektivet har haft den største gennemslagskraft. Familien repræsenterer netop et led som både kan fremme og hæmme kommunikation - mellem individet og samfundet. Kommunikationsperspektivet har vist sig uhyre nyttigt for forståelsen af, hvorledes familien som socialt system former sine medlemmer.

Moderne spædbarnsforskning er i færd med at påvise, hvorledes barnets udvikling allerede fra første øjeblik er afhængig af kommunikation og samvær med voksne. Det viser sig, at et kommunikativt fællesskab mellem barnet og de nære voksne er en nødvendig forudsætning for at lære sprog. Tidligere blev det ofte hævdet, at sprog var en forudsætning for kommunikation, men det synes at være omvendt. Et kommunikativt fællesskab hvor barnet kan udvikle sine kategorier i samspil med de nære voksne udgør en forudsætning for at lære sprog. Sprog udgør til gengæld den vigtigste kode for den kommunikation, vi voksne deltager i.

R.M.B.


Litteratur

R. Rommetveit: Språk, tanke og kommunikasjon, Oslo 1972.
R. M. Blakar: Språk er makt, Oslo 1973.
R. M. Blakar: Kontakt og konflikt. Språk og kommunikasjon i familie og samfunn, Oslo 1978.
R. Rommetveit og R. M. Blakar: Studies of Language, Thought and verbal Communication, London og New York 1979.