Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet indtægtsfordeling refererer til, hvordan den samlede indtægt i et samfund bliver fordelt mellem grupper og enkeltpersoner. Normalt vil indtægt betyde pengeindtægt, men det hænder at ordet indtægtsfordeling bliver brugt som ensbetydende med fordelingen af produktionsresultatet eller fordelingen af forbruget.

Funktionel indtægtsfordeling

Funktionel indtægtsfordeling er fordelingen af indtægt på de der deltager i den lønnede produktion, ifht. den stilling eller funktion de har i produktionen. Funktionel indtægtsfordeling er et andet ord for indtægtens fordeling på klasser. De tre klasser kapitalister, jordejere og arbejdere ejer produktionsfaktorerne kapital, jord og arbejde. De får deres andel af produktionen gennem pengeindtægt: Arbejderklassen får løn, kapitalisterne profit og jordejerne jordrente.

Disse indtægtstyper er det vanskeligt at finde tal for i rendyrket form. I Danmark foreligger der tal for den funktionelle indtægtsfordeling i form af tal for lønindtægt og ejerindtægt.

Indtægtsudviklingen 1970-95 for en række udvalgte grupper. De øvrige grupper er regnet ifht. ufaglærte kvinder, der altså i hele perioden er sat til 100. Kurverne viser umiddelbart, at indkomstspredningen i perioden er mindsket, men skal dog kun tages som retningsgivende, da Danmarks Statistik i perioden samtidig har ændret sine opgørelsesmetoder. (Danmarks Statistik).

Der findes en række forskellige teorier til forklaring af den funktionelle indtægtsfordeling i en kapitalistisk økonomi. Teorierne hænger nøje sammen med forestillinger om, hvad en retfærdig indtægtsfordeling er. Et almindelig udgangspunkt har været, at hver klasse modtager den andel af produktionen, som stammer fra den produktionsfaktor, klassens medlemmer ejer. En retfærdig indtægtsfordeling skulle dermed betyde, at den samlede lønindtægt skulle være lig med værdien af den produktion, som stammer fra arbejdet, mens den samlede profit skulle være lig med værdien af den produktion, som stammer fra realkapitalen (maskiner, bygninger o.l.).

Dette rejser imidlertid et teoretisk problem: er det overhovedet muligt at skelne mellem den produktion der skyldes arbejde og den der skyldes kapital? I praksis er ingen produktion mulig uden både arbejde og kapital, og samspillet mellem dem i produktionen er for indviklet til at bidraget fra hver produktionsfaktor uden videre er synligt. Der er foretaget meget teoretisk arbejde for i at løse fordelingsproblemet: hvilken andel af produktionen kan tilskrives hvilken produktionsfaktor?

De tre vigtigste teorier er:

1. Den marxistiske arbejdsværdilære. Pointen er her at vise, at kapital ikke skaber værdi. Kapitalisternes profit er derfor udbytning af arbejderklassen, som er alene om at skabe værdierne.
2. Ny-klassisk produktions- og fordelingsteori, eller teorien om grænseproduktivitet. Arbejdets grænseprodukt er den øgning af produktionen som ville opstå, hvis arbejdsindsatsen blev øget med en enhed (en arbejdstime), mens indsatsen af kapital var uændret. Kapitalens grænseprodukt defineres på tilsvarende måde. Ifølge den ny-klassiske fordelingsteori vil timelønnen blive lig med arbejdets grænseprodukt, og profitten lig kapitalens grænseprodukt i en økonomi, hvor der hersker fri konkurrence.
3. Ny-ricardianske teorier bygger på den engelske økonom David Ricardos teorier. Disse har koncentreret sig om at vise, at begrebet «kapitalens grænseprodukt» som det benyttes i ny-klassisk teori, bygger på en selvmodsigelse, og derfor ikke kan bruges til at forklare størrelsen på profitten. Pointen er at vise, at den funktionelle indtægtsfordeling i et kapitalistisk samfund ikke er afhængig af bidragene til produktionen. Det gøres ved at vise, at to økonomier med samme produktionsudstyr og lige mange arbejdere, teoretisk set kan have forskellige profitrater og forskellige lønniveauer.

Forestillingen om at der bør være en sammenhæng mellem den funktionelle indtægtsfordeling og produktionsfaktorernes bidrag til produktionen bygger på en logisk fejlslutning.

Indtægtsfordeling er nemlig fordelingen af indtægt (eller produktionsresultat) på personer, ikke produktionsfaktorer. For arbejdernes vedkommende er den der modtager indtægten og den som bidrager til produktionen den samme, nemlig arbejderen. Men når det gælder kapital, er det maskinen som indgår i produktionen, og maskinens ejer som modtager indtægten. Men det må være en logisk fejl at sætte lighedstegn mellem maskinens produktivitet, og produktiviteten hos den der ejer maskinen. Derfor er diskussionen om hvorvidt ejendomsretten til en produktionsfaktor giver ret til indtægt, logisk uafhængig af diskussionen om, hvor produktiv denne produktionsfaktor er.

Personlig indtægtsfordeling

Personlig indtægtsfordeling er fordelingen af indtægt på de enkelte personer. Vi kan skelne mellem en primær og en sekundær indtægtsfordeling. Ved den primære indtægtsfordeling forstås indtægterne som de optjenes i arbejdslivet og fordeles på de erhvervsaktive (funktionel indtægtsfordeling). Af disse indtægter betales skat, som blandt andet finansierer pensioner og andre overførselsindkomster. Indtægtsfordelingen efter at det offentlige har indkrævet skat og udbetalt pensioner og sociale ydelser - altså efter den offentlige omfordeling - er den sekundære indtægtsfordeling.

Der findes ingen enkel sammenhæng mellem funktionel indtægtsfordeling og personlig indtægtsfordeling. En person kan have indtægt fra både arbejde og kapital. Indenfor grupperne arbejdere og kapitalister findes der også store indtægtsuligheder, som skyldes forskelle i løn og forskelle i afkastningen på kapital.

Indtægtsfordelingen (årlig bruttoindkomst) mellem kvinder og mænd opdelt på aldersgruppe i 1997. Gennemsnitsindkomsten var 181.400 kr (for mænd 215.900 kr og for kvinder 148.300 kr). (Danmarks Statistik).

Herover er vist indtægtsfordelingen for de forskellige aldersgrupper og fordelt på køn. For kvinder topper indkomsten allerede ved 40-44 år, mens den for mænd topper ved 50-54 år. Det skyldes dels, at mange kvinder på et tidligere tidspunkt begynder tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet, f.eks. ved at gå på deltid. Det hænger sammen med, at den fleksibilitet der kræves af børnefamilier - mere tid til ungerne - oftest må indfries af kvinden. Dette reducerer indtægtsudviklingen. En anden årsag til at mændene topper senere indtægtsmæssigt er, at deres erhvervsmæssige karriere fortsætter længere end kvindernes - af samme kønsmæssige årsager. Kombinationen af kvindernes kortere arbejdstid (deltidsarbejde) og den manglende ligeløn for lige arbejde medfører, at kvinderne i gennemsnit kun modtager 69 % af mændenes løn.

Indtægtsfordelingen viser endvidere, at den periode i livet hvor mennesket har de største behov (25-35 år), hvor der stiftes familie, anskaffes bolig og fødes børn samtidig er en periode, hvor indkomsten dårligt kan stå mål med behovene. Indkomstfordelingen over livet er altså skæv ifht. behovene, fordi indtægterne ikke er behovsbestemte.

Indtægtsfordelingen (årlig bruttoindkomst) i 1997. Befolkningen er opdelt  i 10 lige store grupper. 0-10 er altså de 10 % fattigste i samfundet, og tallet (59.000 kr) er den højeste indkomst i denne gruppe. I den næst mest rigeste gruppe (80-90) er indkomsten 314.000 kr. For at undlade at provokere for meget, opgiver Danmarks Statistik ikke den sidste gruppe (90-100), men tallet ligger adskillige meter over skærmens overkant. Gennemsnitsindkomsten var 181.400 kr. (Danmarks Statistik).

Den tredje oversigt afspejler, at indkomsterne fortsat er meget skævt fordelt. Indkomsterne blandt de næstmest rigeste 10 % af den danske befolkning er over 5 gange højere end de 10 % fattigste. En nøjere analyse afslører, at denne skæve fordeling ikke kompenseres ved, at de fattigste modtager flere offentlige ydelser. Tvært imod synes evnen til at modtage offentlige ydelser at øges med indkomsten, hvilket blot bidrager til at øge skævvridningen. (Se Forbrug)

A.J.