Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Isolation af arrestanter har været kendt i dansk strafferetspleje i mere end 150 år. Frem til 1919 foregik så at sige al varetægtsfængsling ved at fangen sad i isolation. «Hensidden paa Bekiendelse» som det hed. Det vil sige at fangen sad i isolationsvaretægt, indtil vedkommende bekendte et eller andet, eller oplyste det ønskede. Ved retsplejereformen i 1919 ændredes argumentationen for isolation sig til at hindre arrestanten i at modarbejde sagens opklaring. Helt frem til 1978 blev det administrativt bestemt af politiet, hvorvidt en fængsling skulle foregå i isolation eller ej. Først ved en reform i 1978 blev isolationsfængsel undergivet domstolskontrol. Trods disse reformer har isolation stadig karakter af bekendelsesarrest. Daværende advokat, senere Justitsminister Erik Ninn-Hansen skrev 7. januar 1980 i Berlinske Tidende:

«Isolation bruges nok i dag mindre for at holde folk fra forbindelse med omverdenen, end for at presse en tilståelse frem. Isolation er en handelsvare... Det er betænkeligt hvis isolation gøres til et så overvældende pressionsmiddel som det gøres i dag.»

Isolation som straf

Isolationens karakter af straf viser sig også ved, at den er en del af selve straffeafsoningen. Det var kvækerne i USA, der i begyndelsen af 1800-tallet indførte isolationsfængsel som straf. Ideen var at fangen skulle side alene og forbedre sig ved at læse i Biblen og reflektere over sine misgerninger. Resultatet var imidlertid ofte, at fangerne udviklede depression, eller blev direkte sindssyge. Alligevel blev systemet kopieret i Danmark i Vridsløselille Forbedringshus i 1859. Her sad bl.a. socialdemokratiets stiftere Pio, Brix og Geleff fængslet i isolation fra 1873-75. Geleff har beskrevet fængselslivet i bogen «Under lås og lukke». Isolationsprincippet blev gradvist lempet efter århundredeskiftet, da det viste sig, at fangerne i stort omfang blev sindssyge. Men først ved Kgl. anordning af 10. maj 1947, angående fuldbyrdelse af fængselsstraf, bortfaldt det generelle afsondringsprincip.

Men isolation benyttes stadig i vidt omfang som disciplineringsmiddel i fængslet. For det første som disciplinærstraf for brud mod regler. I 1996 bestemte kriminalforsorgen i mere end tusind tilfælde, at enrumsanbringe en fange mod vedkommendes vilje. (Direktoratet for Kriminalforsorgen 1997). Isolationen foregår i særlig spartansk indrettede straffeceller. Strafcelle kan idømmes administrativt i et vist antal dage eller «ind til videre» - dvs. på ubestemt tid. For det andet bruges isolation til at opretholde ro og orden i fængslet. Det kaldes enrumsanbringelse. Det kan være af enkelte fanger, der erklæres «uegnede til fællesskab», eller vurderes som særligt « flugttruede». Fanger, der har benyttet vold under flugt, kan placeres i såkaldt «supercelle», som er en særlig restriktiv form for isolation. Enrumsanbringelse benyttes også kollektivt, hvor en afdeling eller hele fængslets fanger enrumsanbringes. Disse masse-enerumsanbringelser registrerer Direktoratet for Kriminalforsorgen af uvisse grunde ikke. De registrerer kun individuelle enerumsanbringelser. Således viser årsberetningen for 1992 (Justitsministeriet 1992) kun 41 enerumsanbringelser, mens det reelle tal var 500-600. Omregnet til enerumsdage gav de 41 anbringelser i Direktoratets årsrapport ca. 480 dage, mens det reelle tal var mere end 10.000 enerumsdage.

Isolationens konsekvenser

Ved isolation berøves mennesker varierede sanseindtryk og socialt fællesskab. Ved længere tids isolation sker der en fremadskridende nedbrydning af personers psykiske, psykosociale og legemlige sundhed. Tankerne bliver usammenhængende, hukommelsen svigter, det bliver sværere at udtrykke sig sprogligt. Man kan blive angst, restløs og irritabel, aggressiv og få søvnforstyrrelser

I 1990 igangsattes et forskningsprojekt af justitsministeren med det formål at fremskaffe «et videnskabeligt grundlag for vurdering af eventuelle psykiske skadevirkninger af varetægtsfængsling i isolation» (Isolationsundersøgelsen 1994 Bind I side 7.) Forskerne fremkom med rapporten «Isolationsundersøgelsen» i 1994 og «Efterundersøgelsen» i 1997. Det hedder i konklusionen:

«Samlet - dvs. på grundlag af grund- og efterundersøgelsen - må det herefter konkluderes, at varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation indebærer en belastning og risiko for forstyrrelser at det psykiske helbred.

Det må på den baggrund lægeligt og psykologisk anbefales, at man ikke øger belastninger forbundet med varetægtsfængsling ved at anvende isolation.» (Efterundersøgelsen 1997 side 59)

Det er kun Danmark og de Skandinaviske lande, der tillader isolation uden øvre tidsbegrænsning i den vestlige verden. Lande som USA, England og Holland benytter slet ikke isolation af varetægtsarrestanter. Belgien har en øvre grænse på 3 dage, Spanien på 5 dage Frankrig på 20 dage.

T.L.