Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 23.245
: :
Kakao

Kakao er et af de mest typiske eksportprodukter i den underudviklede verdens landbrug. Det dyrkes af klimatiske grunde omtrent kun i tropiske egne - i u-lande. Omtrent hele produktionen eksporteres. Mere end 80% af høsten eksporteres uforædlet, som kakaobønner. Kun i begrænset udstrækning forædles kakaoen på stedet i form af pulverproduktion eller produktion af kakaosmør.

De største producentlande er Ghana (27% af verdensproduktionen i begyndelsen af 1970-erne), Nigeria (17%), Elfenbenskysten (14%), Brasilien (12%) og Cameroun (8%). Organiseringen af produktion og salg er højst varierende. I Vestafrika sker meget af produktionen på mindre brug, men brugsstørrelsen og dermed bøndernes indtægtsevne er meget forskellig. I de fleste af de vestafrikanske lande har man også statslige opkøbs- og eksportorganer. Omtrent 50% af al kakaobønneeksport er således underlagt et system (Marketing Board), hvor et organ optræder som monopol, garanterer priserne til producenterne og centraliserer salget udenlands. Resten sælges enten gennem private firmaer eller gennem visse statslige prisgarantiordninger (Elfenbenskysten). Priserne på verdensmarkedet afgøres på råvarebørserne i London, Paris og New York. De priser, der betales til producenten, varierer en del fra land til land og vil også svinge i forhold til svingningerne i priserne på verdensmarkedet, selv om dette afhænger af den politiske ledelse i de enkelte lande.

Svingningerne i kakaopriserne på verdensmarkedet har været kraftige. Dette er dels en følge af produktionssvigt i producentlandene og dels af spekulativ virksomhed fra opkøbernes side. Faldende kakaopriser var en vigtig grund til at præsident Nkrumah blev styrtet ved et statskup i Ghana i 1966. Kakao er Ghanas klart vigtigste eksportvare og har stået for mellem 55 og 75 % af landets samlede eksportindtægter i 1960- og 1970'erne.

Kakaoindustrien i u-landene er nært knyttet til chokoladeindustrien i den rige verden, eftersom det er denne industri, som aftager det meste af kakaoprodukterne. Chokoladeindustrien er præget af forholdsvis få store koncerner, som ikke driver priskonkurrence mellem sig og som kontrollerer de fleste produktionsled, fra råvareproduktion til omsætning af færdigvarer. Det er anslået, at 7-8 selskaber kontrollerer 80% af chokoladeproduktionen i Nordamerika og Vesteuropa. De største selskaber er Nestlé, det schweiziske selskab, som opererer i 13 lande og har 232.000 ansatte, og de amerikanske Cadbury-Schweppes, W.R. Grace og Hershey Foods. Alle disse firmaer havde i begyndelsen af 1970'erne en årlig omsætning på kakaoprodukter på mellem 300 og 600 millioner dollars. Deres markedsandele og omsætning er stadig stigende. Flere af disse selskaber - især Nestlé og W. R. Grace - opererer også i andre industribrancher og/eller andre dele af fødevaresektoren. Kakaobranchen er imidlertid fortsat en af de mest lønsomme inden for denne sektor.

De kakaoproducerende lande har sluttet sig sammen for at forbedre deres stilling overfor selskaberne og de store forbrugslande. COPAL, eller kakaoproducentlandenes alliance, blev dannet allerede i 1962 og har sæde i Lagos i Nigeria. Hidtil har organisationen imidlertid ikke kunnet øve særlig indflydelse. En af grundene er indre splittelse, som i de senere år har vist sig ved, at Elfenbenskysten og Brasilien er gået egne veje.

I 1973 blev der efter flere års forhandlinger lavet en aftale mellem kakaoproducerende og -importerende lande, Den internationale Kakaoaftale (ICA). Her har der været opnået en vis enighed om at holde priserne på verdensmarkedet indenfor maksimums- og minimumsrammer. Aftalen har alligevel ikke virket og rammerne har været sprængt. Prisrammen blev hævet, da kakaoaftalen blev fornyet i 1975, men aftalen synes fortsat ikke at fungere. Den har ingen ordning med lagre, der kan bruges til at fastholde priserne. Den største kakaoimportør - USA - har ikke været medlem af kakaoaftalen.

H.Hv.