Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Bygningsarbejder  .  Tømrer
   .  Politisk  .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
     .  Tillidsmand
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
     .  Folkesocialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 23.490
: :
Kalheim, Ragnar
Left
Rocks
2024-02-23 11:51

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Ragnar Kalheim
Ragnar Kalheim

Kalheim (1926-74), norsk fagforeningsleder og revolutionær socialist. Hans far var anlægsarbejder, og familien rejste omkring i store dele af Sydnorge, indtil den kort tid før 2. verdenskrig slog sig ned i Tønsberg. Mod slutningen af krigen deltog Kalheim i den illegale modstand i Milorg. Efter befrielsen sluttede han sig til Norges Kommunistiske Ungdomsforbund (NKU) og blev i 1949 valgt ind i NKU's hovedbestyrelse, men blev ikke medlem af NKP. Kalheim var stærkt påvirket af Peder Furubotns nationalkommunistiske linie og blev ekskluderet fra NKU under opgøret med «det andet centrum» i NKP i 1949.

Fra 1949 arbejdede Kalheim som tømrer ved Akers mekaniske Verksted i Oslo og fik efter kort tid faglige tillidshverv. Siden 1957 var han medlem af hovedbestyrelsen i Norsk Jern- og Metallarbeiderforbund. Han var fællestillidsmand ved Akerkoncernen i 1960-69. I 1973 blev han valgt til formand for Avd. I af Norsk Jern- og Metallarbeiderforbund, Norges største fagforening.

Kalheim var blandt initiativtagerne til de store udenomsparlamentariske bevægelser fra 1960 og fremover. Først atomprotestkampagnen i 1960, derefter «Aksjon mod norsk medlemskab i Fellesmarkedet - de 143» i 1962, «Kampanjen Norge ut av NATO» i 1968 og «Folkebevegelsen mot EEC» i 1970, hvor han var næstformand. Kalheim var medlem af Det Norske Arbejderparti (DNA) fra 1959 til 73, da en række af partiets EF-modstandere, organiseret i AIK, forlod partiet. I en årrække havde Kalheim været den vigtigste talsmand for en organisatorisk samling af venstrefløjskræfterne. Efter EF-sejren blev tanken virkeliggjort ved at SV i 1973 blev oprettet.

Personlighedens betydning i historien undervurderes ofte på venstrefløjen: Der var ganske givet ingen anden, som i så høj grad bidrog til EF-sejren i 1972, som Kalheim gjorde. Ligeledes ville SV næppe være blevet oprettet, hvis det ikke havde været for Kalheim. Kun han havde autoritet til at forene gamle modstandere. Da Kalheim døde midt under samlingsprocessen til et parti, blev det skæbnesvangert for SV og venstrefløjens stilling.

I alle årene var Kalheim optaget af at udvikle en norsk socialisme. Kun en sådan politik ville gøre «den unorske og uværdige problemstilling Moskva, Bruxelles eller Washington (...) hjemløs i vor politiske tænkning» (1963). Den revolutionære politik må knyttes til de stærke demokratiserende kræfter i norsk historie: «Vi kan ikke basere vor tænkning på, at vi i grunden er kede af, at vi ikke har sydamerikanske tilstande i Norge, således at vi kunne få lidt mere vingefang i vor eventuelle radikalisme» (Tale i Det Norske Studentersamfund 1968).

Kalheim så i det stadig udvidede demokrati - som f.eks. virksomhedsdemokratiet - en langsomt samfundsomformende proces. I de forskellige samarbejdsorganer som efterhånden blev etableret mellem virksomhedsledelse og arbejdere, så han i første række en indsnævring af kapitalejernes traditionelle ledelsesret. Senere - i 1970'erne - kom han imidlertid til at fremhæve netop de passiviserende sider ved sådanne ordninger.

Med i denne sammenhæng hører også Kalheims opfattelse af produktivitet og effektivitet. Overgangen til socialismen vil ikke ske ved at nedbryde det kapitalistiske produktionsapparat, men ved at gøre det stadig mere effektivt og moderne. Kun et sådant produktionsapparat ville være et tjenstligt redskab i det socialistiske samfund. Men forudsætningen er stigende deltagelse fra arbejderne i styringen af virksomheden - i dens investeringsplaner, dens produktionsmetoder, dens fremtidige struktur o.s.v.: «En aktivering af de ansatte med udgangspunkt i deres produktionserfaringer og produktionsindsigt betyder en forcering af en skole, af livets skole. Efterhånden som disse erfaringer gør sig gældende, ser man en række ting meget klarere end der hvor passivitetens slør hviler.»

For Kalheim betød dette ikke en «afblæsning af klassekampen», selv om han mente, at tiden tilsagde en stærk betoning af det nationale i mødet med den ekspanderende internationale storkapital. Kalheims synspunkter har været stærkt omstridte på den norske venstrefløj. Men de spiller ikke længere den samme rolle, da de ikke længere har en talsmand af samme politiske og intellektuelle format som Kalheim.

Fremfor alt var Kalheim præget af «børstemiljøet», som i tidligere årtier havde sat sit præg på den radikale arbejderbevægelse i Norge. Det gav ham en klasseidentitet, som gjorde ham til en dygtig forhandler med virksomhedsledere og arbejdsgivere. Det gav ham også en politisk bevægelighed, som kunne få ham til at tage et skridt tilbage frem for at tage to skridt frem.

Og ikke mindst viste «børsten» sig i Kalheims frodige og billedrige sprogbrug, i hans fordomsfrie og nysgerrige marxisme og i hans humørfyldte og henrivende kampånd.

R.S.

Litteratur

M. Thorsen: Ragnar Kalheim - et liv i strid, Oslo 1977.
R. Kalheim: Om faglig-politisk kamp, i Kontrast nr. 47.