Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Konflikten mellem arbejderne og ledelsen på den tyskejede fabrik AS Sydvaranger var en af de hårdeste konflikter i Norge i mellemkrigstiden. Strejken endte med et klart nederlag for den organiserede arbejderbevægelse, idet begge de indblandede fagforeninger, Nordens Klippe og Grubernes Arbeidssmandsforening, blev ulovlige efter konflikten og var det frem til foråret 1944. Dette var to foreninger, der tidligere havde vist stor kampgejst, og som blev betragtet som stærke foreninger.

Der var dårlige tider for jernmalm i 1920'erne, og dette mærkedes også i virksomheden i Kirkenes. To gange måtte den have økonomisk støtte, sidste gang efter en konkurs i 1925. For at sikre den økonomiske støtte, måtte virksomhedsledelsen nærmest love at slå hårdt ned på arbejdskonflikter. Der havde været mange konflikter på virksomheden, og dette blev betragtet som en af årsagerne til, at virksomheden havde så store problemer. Virksomheden forsøgte at skabe arbejdsfred ved at arbejde aktivt for enkeltmandskontrakter med 3 måneders gensidig opsigelse og individuel lønfastsættelse. Arbejdsnedlæggelse var kontraktbrud og ville føre til erstatningsansvar. Til at begynde med var der få af disse kontrakter (40 ved udgangen af 1925), men ved hjælp af chikane af foreningens tillidsmænd, ved opsigelser og trusler om opsigelser og ved at tilkendegive, at kun enkeltmandskontrakter ville blive accepteret fremover, steg kontraktantallet i løbet af foråret 1928 til 250. Dette udgjorde ca. halvdelen af arbejdskraften.

Fagforeningerne sled hårdt med at holde organisationsprocenten oppe. Dette skyldes dels de dårlige tider og tvivlen om, hvorvidt virksomheden ville klare sig. Dels skyldtes det indre stridigheder i foreningerne efter partisplittelsen i 1923. Ledelsen i begge foreninger stod på en NKP-linie, og der blev fra Arbejderpartiets (DNA) side advaret mod disse foreninger. Endvidere havde virksomhedens trusler om, at fagforeningsmedlemsskab var uforeneligt med arbejde i virksomheden haft en vis gennemslagskraft.

Endelig gjaldt det organisationsretten, og fagforeningerne rustede sig til den kamp, som de var nødt til at tage. I denne sag stod DNA- og NKP-grupperingerne samlet, og foreningerne opnåede en vis stigning i organisationsprocenten i 1928. I 1924-25 havde 45% af arbejderne været organiseret, i 1927 var det kun 13%, men da konflikten startede i 1928 var organisationsprocenten steget til 28%. Forbundet sendte en repræsentant, Hans Røste, til Kirkenes, og efter hans rapport stod det klart for Norsk Arbeidsmandsforbund, at en konflikt var nødvendig. De taktiske sider ved den kommende konflikt blev drøftet under Røstes besøg, og jobbene blev kollektivt opsagt gennem forbundet den 12. maj 1928. Strejken blev ikke officielt afblæst før 1929, og den endte med et sviende nederlag for de organiserede. Dette nederlag blev helt klart i løbet af sommeren og efteråret. Da konflikten var ovre blev ikke engang mindstekravet ved arbejdskonflikter om, at alle arbejdere skulle samtidig tilbage i arbejde opfyldt. Organisationsretten var tabt for lang tid fremover. Først i 1947-48 blev der atter indgået almindelige overenskomster ved Sydvaranger, hvor staten i mellemtiden var blevet hovedejer. Under og efter konflikten blev der oprettet gule fagforeninger, lokale foreninger I og II, som opererede helt på ledelsens præmisser, og hvor alle arbejdere skulle være tilsluttet.

Da strejken begyndte, var der 165 organiserede arbejdere - heraf 110 som havde bidragsret fra forbundet (dvs. de havde mere end 8 ugers medlemsskab). Ud af de tilsammen 600 arbejdere arbejdede 250 på enkeltmandskontrakt. Fra hovedforbundet og de lokale foreninger blev der kalkuleret med, at 300 arbejdere ville gå i strejke, og dette kom til at stemme. Næsten 200 uorganiserede gik solidarisk med i konflikten, og flere af disse meldte sig ind i Arbeidsmandsforbundet.

Konflikten blev indledt i fuld forståelse med Arbeidsmandsforbundet, men forbundet gav kun strejken betinget støtte, mens den stod på. Lokalt havde man opfattet Forbundets holdning sådan, at det ville «omgå» lovene og give strejkebidrag til samtlige organiserede uafhængigt af medlemstid. Ligeledes ønskede foreningerne, at forbundet skulle garantere for lagerbeholdningen i de kooperativer butikker. Forbundet afslog begge disse krav, og dermed var meget af resultatet givet på forhånd. Forbundets tvetydighed kom også frem på landsmødet i 1928, hvor Kirkenes-konflikten blev et hovedpunkt. Fra Sydvaranger blev der krævet udvidelse af strejken gennem støtteaktioner og blokader. Den faglige ledelse fremhævede, at strejken måtte fortsætte, som den var begyndt, og landsmødet vedtog at stille ledelsen frit, når det gjaldt den videre behandling af strejken.

Arbejderne i Kirkenes fik tilsendt en del støttebidrag fra andre dele af fagbevægelsen, men dette var langt fra nok, så længe 2/3 af de strejkende ikke havde ret til ordinære strejkebidrag. Foreningerne tog derfor kontakt med russiske og finske broderforbund, bl.a. med begrundelsen, at «Reformisterne i Norge afslog hjælp». Fra Sovjetunionen blev der sendt omkring 5.000 kr. - 20% af det totale støttebeløb i 1928.

Mens arbejderne sultede under strejken og led materiel nød, klarede virksomheden sig ganske godt. Gennem aktiv strejkebryderhvervning formåede de at holde virksomheden i drift. Som udgangspunkt var halvdelen af arbejdsstaben på kontrakt, og i løbet af 1928 var der flere i arbejde end før konflikten blev iværksat. Driften gik nærmest normalt efter en kortvarig nedgang til 50 %. Blandt andet var forårets torskefiskeri dette år slået fejl, og flere fiskere var blevet ansat til arbejdet. En del af disse rejste hjem, efter at de blev klar over den alvorlige konflikt, og foreningerne bevilgede tilsammen 1500 kr. i rejsebilletter til strejkebrydere, som drog bort igen.

Konflikten var tilspidset på lokalplan. Virksomheden nægtede sine arbejdere at have noget med den organiserede bevægelse at gøre. Selv det at gå på «Folkets Hus» blev anset som uforeneligt med arbejdet. Forbundet gjorde forsøg på at mobilisere Formerforbundet og Transportarbeiderforbundet både nationalt og internationalt for at få udvidet aktionen med mere dræbende tiltag mod virksomheden end den lokale strejke. Dette lykkedes ikke, og Arbeidsmandsforbundet anså slaget for værende tabt. En sidste henvendelse til sekretariatet i AFL (Arbeidernes faglige Landsorganisation) gjorde det klart, at heller ikke i fagbevægelsen centralt, så man nogle muligheder for at vinde denne konflikt. AFL vedtog i oktober 1928: «Under hensyntagen til de oplysninger, der er fremkommet angående konfliktens stilling i Sydvaranger, kan sekretariatet ikke godkende, at konflikten bliver udvidet med sympatiaktioner». Strejken var afskrevet som tabt. Den officielle afblæsning med det klare nederlag skete i april 1929, og dette nederlag blev en vigtig sag i den faglige politiske kamp mellem NKP (som da var gået over til  Strassbourgerteserne) og DNA.

Resultatet for de strejkende var, at de stod uden arbejde og havde dårlige muligheder for at få andet arbejde på hjemegnen. Sult og nød hærgede, således at det gav grobund for direkte aktioner (indbrud i bagerier mm.) og denne elendighed varede frem til genopbygningen efter krigen.

D.Sk. / A.Sy.