Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lønkampen er opstået historisk i takt med udviklingen af kapitalismen. I 1700 tallets europæiske samfund var lønningerne i høj grad bestemt af sædvane, mens priserne på forbrugsvarerne svingede i takt med gode og dårlige tider i landbruget. Derved blev brødprisen den vigtigste overlevelsesparameter for den ejendomsløse underklasse. Hungeroprør var den typiske form for klassekamp. Efterhånden som arbejdskraften gennem 1800 tallet blev en vare, blev lønnen vigtigere end brødprisen. Hungeroprørere blev afløst af strejker.

Lønkampens grundlag

Dette skifte i interesse og kampform hænger sammen med, hvordan udsugning af merproduktet fra de arbejdende klasser i samfundet ændrede sig. Før den egentlige kapitalistiske produktionsmåde var udviklet, fandt udbytningen sted gennem pligten til at levere ubetalt arbejde, produkter eller penge til en godsejer mod leje af jord, eller ved at man fik lav betaling for produkter man leverede til en købmand. Under den kapitalistiske produktionsmåde sker udbytningen ved salget af arbejdskraft. Merproduktet antager den særlige kapitalistiske form af merværdi: Når arbejdskraften forbruges i produktionen, frembringer den ifølge marxistisk teori en ubetalt merværdi, som tilfalder kapitalen.

Lønnen er prisen for varen arbejdskraft og svarer i grove træk til værdien af denne vare. Værdien af arbejdskraft er atter bestemt af, hvor megen samfundsmæssig gennemsnitlig arbejdstid der går til produktionen af denne vare. Hvis de varer der går til at reproducere (genskabe) arbejdskraften kan produceres på kortere tid, synker også værdien af arbejdskraften - og dermed prisen, lønnen.

Imidlertid er det ikke givet en gang for alle, hvad der medgår til at reproducere arbejdskraften. Der er ikke tale om en konstant størrelse, hvor det f.eks. blot handler om at dække grundlæggende biologiske behov. Reproduktionens niveau er historisk og socialt bestemt: Kaffe indgår f.eks. i dag i den normale reproduktionen af arbejdskraften i Danmark, mens det tidligt i 1800 tallet var en luksus for de få. Det tager også længere tid og koster dermed mere at reproducere arbejdskraft med faglig uddannelse end ufaglærte - og lønnen varierer også på denne måde. Hvad der konkret rummes i normal reproduktion af arbejdskraft, vil derfor ændre sig over tid. Det afhænger bl.a. af den totale rigdom i samfundet. Øgningen af den samfundsmæssige rigdom sker gennem vækst i arbejdets produktivkraft - dvs. at hver arbejder på samme tid producerer en større mængde værdi gennem anvendelse af mere effektive maskiner. Den totale værdimængde kan øges så meget, at både realløn og merværdi stiger absolut.

Men set fra kapitalens synspunkt er lønnen en udgift på linie med køb af maskiner. Fra arbejdernes synspunkt er lønnen en indtægt. I udgangspunktet har de modsatte interesser. Arbejderne har interesse i at tilegne sig størst mulig andel af de skabte værdier. Eller anderledes formuleret: De har interesse i at sænke udbytningsgraden - eller udtrykt i marxistisk sprog, merværdiraten, forholdet mellem merværdi og løn.

Denne dobbelthed - at størrelsen på lønnen er afhængig både af den totale samfundsmæssige rigdom og af andelen af denne rigdom, kan give anledning til forskellige strategier både fra kapital- og arbejderside. Kapitalen kan acceptere en stigende realløn, hvis merværdien samtidig stiger. En hovedstrategi vil derfor være at satse på arbejdsbesparende maskineri og på rationalisering - intensivering af arbejdet - for at øge både de totale værdier og merværdiraten. Det har været den vigtigste fremgangsmåde siden krisen i 1930'erne. Men kapitalen kan også satse på en direkte nedgang i lønnen. Fra et arbejdersynspunkt skal man koncentrere sig om fordelingen af det produkt der er skabt, dvs. drive lønkamp. Denne linie blev i vid udstrækning fulgt af fagbevægelsen frem til slutningen af 1920'erne. I 1930 ændrede størstedelen af fagbevægelsen holdning: Hovedmålet blev at øge den samlede produktion, således at der først skulle være mere at dele. Mens fordelingslinien indebar, at kampholdningen dominerede, betød produktionslinien at hovedvægten blev lagt på samarbejde.

Lønkampens begrænsninger

Ifølge den teori der her er fremstillet, er tilegnelsen af merværdi - udbytning - et «normalt», strukturelt træk ved kapitalismen, der sker som konsekvens af salget af arbejdskraft. Udbytningen finder altså også sted, selvom arbejdskraften betales til sin værdi. Ikke bare når lønningerne bliver sat ned og reproduktionen af arbejdskraften presses under det niveau, der historisk er blevet dannet.

Selv en hård aggressiv lønkamp har altså sine grænser: Den kan ikke presse lønnen over det niveau, som er sat af den totale samfundsmæssige rigdom. Den kan heller ikke ophæve udbytningen. Hvis lønkampen var så effektiv, at arbejdskraften blev betalt i overensstemmelse med den værdi den frembragte - dvs. at kapitalen ikke fik nogen merværdi - ville kapitalen ikke have nogen interesse i at købe arbejdskraft. Men lønkampen kan bestemme udbytningsgraden - merværdiraten. Lønkampen kan hindre, at arbejdskraften bliver solgt under sin værdi, hindre en «ekstraudbytning». Hvis arbejdsmarkedet er stramt og sælgerne af arbejdskraft er godt organiseret, kan merværdiraten sænkes og udbytningen reduceres. Ja, enkelte grupper af arbejdstagere kan endda være i stand til at sælge deres arbejdskraft over dens værdi, hvis de har en speciel monopolstilling på markedet.

Lønkampen er pr. definition en kamp, der foregår indenfor rammerne af kapitalismen. Så længe man slås om prisen på varen arbejdskraft, er målet ikke at ophæve lønarbejdet som sådant. Set fra et socialistisk synspunkt er dette en begrænsning ved lønkampen: Den er nødvendig for at sikre forholdene for lønarbejderne under kapitalismen. Men den kan ikke udgøre nogen strategi for socialismen. Selv militante lønkampe behøver derfor ikke at indebære noget ønske om at angribe lønarbejdet som sådant eller være udtryk for socialistiske holdninger. Den nordamerikanske fagbevægelse er et godt eksempel på dette.

Traditionelt har mange socialister derfor trukket et skel mellem økonomisk og politisk kamp: Den økonomiske kamp går først og fremmest ud på at forbedre forholdene - specielt lønnen, indenfor rammerne af kapitalismen - og anses for fagbevægelsens opgave. Den politiske kamp retter sig mod statsmagten, har socialismen som det langsigtede mål og er det socialistiske partis opgave.

Denne skelnen understreger, at lønkamp ikke i sig selv fører til socialisme. Men den er også problematisk: Dels bidrager denne arbejdsdeling til at fastholde et indskrænket virkefelt for fagbevægelsen. I stedet burde målet være at udvide den faglige kamp til også at angribe kapitalejernes ret til at lede og fordele arbejdet, og til at kræve øget kontrol over arbejdet. Desuden har udviklingen af den statslige regulering af lønkampen gjort, at aktiv lønkamp i dag umiddelbart tenderer mod at blive politisk. Den støder mod de grænser som samarbejdslinien i fagbevægelsen, det arbejdsretslige system og staten sætter. Hvis den statslige indkomstpolitik med fastsættelse af lønniveauet fortsætter, vil lønkamp i stigende grad også få en politisk karakter.

Økologi og lønkamp

Fra økologisk side er den traditionelle lønkamp blevet angrebet ud fra andre præmisser. En kritik går ud på, at øget løn fører til øget forbrug, som atter fører til øget produktion, økonomisk vækst og forbrug af ressourcer som er knappe og ikke kan fornyes. Lønkampen i de industrialiserede, kapitalistiske lande truer derfor både forholdene for den sultende befolkning i verden og vilkårene for fremtidige generationer.

Denne økonomiske teori hviler imidlertid på et tvivlsomt grundlag. Det er ikke primært lønarbejdernes private forbrug, der driver den økonomiske vækst. Økonomisk vækst kan kun finde sted gennem investeringer, dvs. ved at udvide produktionskapaciteten - ikke gennem forbrug. Investeringerne hviler selvsagt på kapitalistens forventninger om at få afsat produkterne. Men afsætningen sker ikke nødvendigvis til lønarbejderne. Højtlønsgrupper, virksomheder og det offentlige er lige så effektive aftagere. Hvis lønarbejdere afstår fra en lønkamp, vil produktionsvæksten enten gå til andres private forbrug eller til investeringer - dvs. til tiltag som indebærer øget forbrug af ressourcer.

Det er kun under specielle omstændigheder, at øget løn medfører en stigning i produktionskapaciteten: Det kan ske, hvis ingen andre grupper opretholder deres efterspørgsel. Og lønstigninger kan indirekte medvirke til, at produktiviteten stiger: Stigende lønniveau kan gøre kapitalisterne interesseret i at investere i maskineri fremfor at ansætte flere arbejdere. Men som hovedregel gælder det, at det private forbrug eller lønstigningen ikke er årsagen, men resultatet af produktionsvæksten. Lønstigninger kommer gerne efterfølgende og har sjældent holdt trit med væksten i produktiviteten.

En andet argument mod lønstigninger har hvilet på politiske ræsonnementer: Det er blevet hævdet, at koncentrationen omkring lønkamp og dermed øget forbrug fører til, at folk ikke udvikler en interesse for et andet samfund - at de har det «for godt». Men dette opfattelse formuleres oftest af folk, som ikke selv lider under nogen materiel knaphed. Og den hviler på manglende indsigt: Hvad der tilsyneladende er luksus, er en nødvendig del af reproduktionen, nødvendig for at «kompensere» for en hård livs- og arbejdssituation. Forandringer i forbruget forudsætter ændringer i denne situation: Anvendelse af privatbil er f.eks. nødvendig, så længe kollektivtransporten er dårligt udbygget og afstandene mellem arbejdsplads, børnehave og bolig er store.

En anden variant af denne argumentation har større relevans: Hvis forventningerne til et fremtidigt socialistisk samfund udelukkende knyttes til forestillinger om øget privat forbrug, kan dette skabe store problemer ved overgangen til socialismen. En økonomisk krise i overgangsperioden kan udnyttes af reaktionen. Nødvendige begrænsninger i den totale udnyttelse af ressourcer kan mødes af folkelig modstand. Men svaret kan ikke være at afblæse lønkampen under det kapitalistiske samfund. Svaret må dels være at udvide perspektivet ud over lønnen, dels at kæmpe for ændringer som gør, at visse typer forbrug ikke længere bliver nødvendige for en anstændig reproduktion af arbejdskraften.

K.K.