Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kronsjtadt er en fæstningsby på øen Kotlin inderst i den Finske Bugt, ca. 30 km fra Leningrad. Hovedbase for den russiske Østersøflåde. Byen blev grundlagt af Peter den Store i 1703 til forsvar af den nye hovedstad St. Petersborg (fra 1914 Petrograd, fra 1924 Leningrad, fra 1992 atter St. Petersborg). Matroserne i Kronsjtadt spillede allerede tidligt i det 20. århundrede en aktiv rolle i de revolutionære begivenheder i Rusland og blev snart betragtet som bærere af den højeste proletarisk-revolutionære bevidsthed.

Spontane opstande i Kronsjtadt i 1905 og 1906 blev brutalt slået ned af loyale regeringsstyrker. Efter at zaren var styrtet i marts 1917, oprettede matroserne i byen deres egen sovjet og henrettede de øverste officerer. Trygt forskanset på den uindtagelige fæstningsø erklærede matroserne så tidligt som i 1917, at sovjetten var den eneste myndighed i byen og nægtede at modtage direktiver fra den provisoriske regering. I juli landede store styrker i Petrograd for at understøtte opstanden mod regeringen. Denne arbejder- og soldateropstand blev undertrykt, men Kronsjtadt-sovjetten modsatte sig i tiden der fulgte ordrer fra statsminister Kerenskij. Sovjetten startede et ihærdigt propagandaarbejde, og udsendinge fra Kronsjtadt blev sendt til alle egne af landet for at agitere for den rene sovjetmagt. Under slagordet «al magt til sovjetterne» deltog matroserne i gennemførelsen af bolsjevikkernes magtovertagelse i Petrograd i oktober og udgjorde hovedstyrken i de tropper, bolsjevikkerne disponerede over i hovedstaden. En forstærkning af matroser blev også sendt til Moskva, hvor de bidrog til at bolsjevikkerne i midten af november sejrede. Senere kæmpede de i den årelange borgerkrig mod de «hvide» hære. Men i marts 1921 forskansede matroserne sig igen i Kronsjtadt og gjorde oprør, denne gang mod bolsjevikkerne og Lenins regering.

Oprøret i 1921

Sovjetiske myndigheder fremstillede traditionelt dette oprør som en «hvidgardistisk sammensværgelse». Dette er dog ubegrundet ud fra det historiske materiale. Oprøret var i virkeligheden et udtryk for den modsætning, der var vokset frem under borgerkrigen mellem Lenins regering og store dele af de småbønder, arbejdere og soldater, der i begyndelsen var pro-bolsjevikiske. Baggrunden var den stramme centralisering af den politiske og økonomiske magt i disse år og anvendelsen af en række tvangsmæssige tiltag. Især overfor bønderne der gennem tvangsrekvirering og uden vederlag fik beslaglagt høsten. Dette «krigskommunistiske» system (se Krigskommunisme) blev af regeringen fremstillet som nødvendigt i anstrengelsen for at vinde borgerkrigen. Uroen greb dog især om sig, efter at borgerkrigen var afsluttet i efteråret 1920, men uden at krigskommunismen samtidig blev afviklet. Henover vinteren gjorde konsekvenserne af en fejlslagen høst sig gældende, og i februar blev der registreret 118 bondeoprør i Rusland. Samtidig startede en strejkebevægelse i Petrograd.

Matroserne i Kronsjtadt var for en stor del sønner af bønder, og de forsvarede bøndernes ret til selv at disponere over deres høst og handle med bybefolkningen uden statens mellemkomst. På det politiske plan rettede misfornøjelsen sig mod de såkaldte «borgerlige specialister» - folk der havde tjent det gamle regime, men som regeringen nu engagerede for at styrke fagkundskaben i industrien og indenfor militæret. Samtidig var soldaternes egne organer for selvstyre blevet undergravet og erstattet af råd udnævnt af partiet. Til afdelingerne blev der knyttet politiske kommissærer, der blev sat til at overvåge ikke kun de tidligere zarofficerer, men også soldaterne. Modstanden mod en politiske styring ovenfra var stærk blandt partiets egne medlemmer i flåden, og i månederne før oprøret brød ud, havde halvdelen af Kronsjtadt-bolsjevikkerne meldt sig ud af partiet, deriblandt Petritsjenko, der i marts blev valgt til leder for «Kronsjtadt-kommunen». Andre venstrerevolutionære grupperinger, som de venstre-socialrevolutionære og anarkisterne, havde mange sympatisører i byen, og det politiske politis (tjekaen) gradvise undertrykkelse af disse retninger bidrog til at sætte sindene i kog. I stedet for «sovjetmagt + elektrificering» (Lenin) var kommunismen blevet et «kommissæraristokrati + eksekutionspelotoner». Kronsjtadtoprøret var et forsøg på at bryde bolsjevikkernes magtmonopol og gennemtvinge nye valg til sovjetterne, således at disse kunne genopstå som et organ for alle grupperinger, der repræsenterede arbejdernes og bøndernes kamp mod det gamle regime. «Al magt til sovjetterne, men ikke til partierne» stod der henover toppen på oprørernes avis «Isvestija».

Det politiske indhold

For mange socialistiske kritikere af sovjetsamfundet er matroserne i Kronsjtadt blevet stående som forkæmpere for det sande proletariske demokrati mod bureaukratiseringen af revolutionen. Egentlig repræsenterede de helt fra begyndelsen en anden revolutionær linie end bolsjevikkerne. Som modstanderne af enhver politisk og økonomisk centralisering var de videreførere af en anarko-populistisk tradition, der kan føres tilbage til narodnik-bevægelsen i 1870'ernes Rusland, og som var nær knyttet til bøndernes kamp.

De fleste matroser stod fremmede overfor marxismen og overfor den øvrige vestlige ideologiske indflydelse. De var modstandere af «proletariatets diktatur» (der var blevet et partiets diktatur over proletariatet) - og satte i stedet deres «sovjetiske arbejderrepublik», hvor arbejdere og bønder gennem «frie» sovjetter skulle udøve deres vilje over deres tidligere udbyttere. De opfattede ikke klassekampen som en konfrontation overvejende mellem industriarbejdere og borgerskab, men som hele den arbejdende masses kamp mod alle, der forhindrede dem i selv at kontrollere produktet af arbejdet; det gjaldt i særlig høj grad politikere og bureaukrater samt godsejere og kapitalister. Kronsjtadtmatroserne manglede imidlertid en klar ideologi, og de havde ikke noget fast handlingsprogram. De håbede på at opnå spontan støtte fra arbejdere og bønder på fastlandet for deres krav om frie sovjetter og mente, at massernes demokratiske instinkt gennem dem ville føre revolutionen ind på det rigtige spor. I den udstrækning man kan skimte matrosernes vision af det nye samfund, minder det mest af alt om den gamle populistiske drøm om en løs føderation af selvstændige kommuner, hvor arbejdere og bønder lever i harmonisk samspil og i fuld politisk frihed.

Bolsjeviklederne viste, at de under revolutionen i høj grad havde redet på en populistisk, anti-autoritær bølge. Dengang var de selv fremtrådt som befriere. Nu rettede de samme kræfter sig mod «det ny slaveri», og i Moskva hvor den 10. partikongres sad samlet betragtede man Kronsjtadtoprøret, som den største indre trussel mod regeringen siden revolutionen. Man valgte at møde den med en blanding af indrømmelser og undertrykkelse. Gennem beslutningen om en ny økonomisk politik (se NEP) blev bøndernes krav om selv at kunne omsætte deres varer delvis indfriet. Samtidig blev en styrke på 50.000 mand sendt imod Kronsjtadts 15.000 forsvarere, og efter lange og hårde kampe blev kommunen på blodig vis nedkæmpet, efter at have eksisteret i kun 17 dage. Den 10. partikongres tog nu et skæbnesvangert skridt mod en yderligere centralisering af den politiske magt ved at vedtage et forbud mod organiseret opposition - selv indenfor bolsjevikpartiet. Denne beslutning skulle blive et vigtigt instrument i Stalins hånd under opbygningen af hans personlig magtstilling i perioden efter Lenins død i 1924.

J.P.N.