Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Kvinde
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 30.875
: :
Kvindelighed
Kvindelighed har langt mere end mandlighed været defineret ud fra ydre kendetegn. Et barberet kvindehoved er derfor et krav om andre forventninger end de traditionelle.

Vi har alle en opfattelse af, hvad der er kvindeligt og hvad, der er mandligt. Sådanne opfattelser betragter vi som stereotypier, fordi levende, virkelige mennesker ikke nødvendigvis har alle de træk, som regnes for typiske for deres køn. I virkeligheden er der både forskelle mellem kønnene og forskelle indenfor kønnet, hvad gælder udseende, personlige egenskaber, holdninger, interesser, færdigheder og erfaringer. Kønsstereotypierne kan ordnes parvis i modsætninger: stærk/svag, aktiv/passiv, selvstændig/afhængig, hård/hensynsfuld, kold/varm, dristig/forsigtig o.s.v.

Sådanne lister med ordpar er udtryk for et system af opfattelser - d.v.s. en ideologi om køn. Denne ideologis mest udprægede kendetegn er, at den deler alle fænomener i to. Det, som er mandligt, kan ikke samtidigt være kvindeligt og omvendt. Vi kender alle denne ideologi og bruger den. Det betyder, at den er en del af vores kultur. Den bruges ikke kun til at udtrykke almindelige opfattelser eller fordomme. Den giver ikke kun en beskrivelse af en forældet virkelighed. En ideologi om, hvad der er kvindeligt og hvad, der er mandligt er virksom i vores samfund i dag, også i kredse, som forsøger at forandre det traditionelle kønsrollemønster, eller som har kvindefrigørelse som ideal.

Forskelle mellem mænd og kvinder i vort samfund består dels i at kvinder deltager i andre situationer eller udfører andre opgaver end mænd, og dels i at de opfører sig anderledes, når de står i samme situation eller påtager sig samme opgaver som mænd. Det drejer sig ikke om nogen enkel opdeling, men snarere om forskelstendenser, som bliver efterlevet i varierende grad. Kvindelighed er ikke kun noget andre forventer af den enkelte kvinde. Det er lige så meget noget, den enkelte kvinde føler med sig selv og ønsker at udtrykke og formidle til andre.

Hvorfor kvindelige kvinder?

Det er det sociale system, d.v.s. måden samfundet er bygget op på, som gør kvindeundertrykkelse muligt. Mange samfundsforhold, som ellers er forskellige, har det til fælles, at kvinder bliver undertrykt p.g.a. deres køn. Disse træk ved samfundsforholdene kaldes patriarkalske. Det betyder slet og ret, at kønnet er vigtig for magtfordelingen - ikke kun mellem kvinder og mænd, men også mellem mænd. Mænd dominerer hinanden eller beundrer hinanden efter graden af mandighed. I konkurrencen om magt mellem mænd indgår det at kunne dominere kvinder.

I det moderne kapitalistiske samfund er kvindeundertrykkelse nødvendig for at få udført krævende reproduktionsopgaver. (Reproduktion betyder at fremstille på ny, d.v.s. sørge for andres pleje og opdragelse). Kvinderne er nødt til at påtage sig disse opgaver, for at kvaliteten af omsorgen skal blive tilstrækkelig høj. Som mødre får de derved betydelig personlig magt over børnenes liv. Men kvinderne kan kun i begrænset grad selv bestemme, hvilke værdier de skal opdrage børnene til. Kvinden giver omsorg «gratis», indretter den efter skiftende forhold «ude», og har ingen muligheder for at stille store krav til samfundet i øvrigt fra «hjemmet». For at få kvinderne til at gøre dette og kunne lide dette, skal de selvfølgelig have en belønning i form af goder, som ikke kan bruges eller omsættes andre steder end der, hvor de allerede befinder sig - i hjemmet. Beskyttelse, forsørgelse og kærlighed er sådanne goder. En sådan ordning bliver endnu mere stabil, hvis kvinder og mænd begge har den opfattelse, at sådanne goder er specielt gode for en kvinde, når de kommer fra en mand og gives til hende, fordi hun er kvinde.

I et patriarkalsk samfund er kvindeundertrykkelse ikke kun nødvendig for udførelsen af reproduktionsopgaver. Kvinder bliver objekter eller bånd i opbygningen af fællesskab og forbindelser mellem mænd. De nærmere regler for, hvordan kvinder gøres til kønsobjekter, varierer fra samfund til samfund. Et tydeligt eksempel ses, når mænd i krig udtrykker foragt og had overfor sine fjender (mænd) ved at voldtage deres kvinder. Der kan også peges på, at mænd beundrer eller foragter hinanden efter «hvilket tag de har på kvinder».

Et moderne patriarkat som vores består i et væld af små og store hierarkier for mænd. Kvinder bruges til at cementere og støtte mandlig udfoldelse indenfor alle disse hierarkier. Som eksempel kan peges på politiske organisationer, idrætsorganisationer, organisationsopbygningen på arbejdspladser o.s.v. Kvinder hjælper, så mænd «avancerer» i forhold til andre mænd.

Kvinders betydning som kønsobjekter er også forskellig i borgerskab og arbejderklasse. Antageligt sker der en tilnærmelse mellem klasserne, når det gælder de forhold mødrene opdrager deres børn under. Undertrykkelsen af kvinder i højere sociale lag kan ikke uden videre begrundes med, at det er nødvendigt for at opretholde den kapitalistiske økonomi og produktionsmåde. Kvinderne er med til at bevare eller opnå positioner for mændene indenfor deres klasse. Dette styrker konkurrencen og klassens position som helhed og giver den kvindelige part en større andel af mandens goder. Det betyder, at man også i vores samfund må regne med at finde former for kvindeundertrykkelse, som ikke er direkte økonomisk lønsom for helheden.

For arbejderklassen er kvindernes forankring i intimsfæren ikke kun bestemt af familiens behov for omsorg og personlig service. Med en sådan forankring styrkes også ideen om, at den vigtigste personlige udfoldelse og bekræftelse for alle mennesker bør ske i det private familieliv. Dette er en idé som gør, at mænds og kvinders magtesløshed i produktionslivet fremstår som mere rimelig og tilsyneladende udholdelig. For at kvinder skal finde sig i dette, hjælper det, at deres ydelser går ud på f.eks. at skabe personlig trivsel, have omtanke og give service. Kvinderne prioriterer disse funktioner på en speciel måde og yder dem i en speciel sammenhæng - d.v.s. i rollen som hustruer og mødre. Det er den tydeligste måde, hvorpå de kan udtrykke deres kvindelighed og blive regnet som kvindelige på.

Men kvindelighed er ikke begrænset til visse opgaver og færdigheder. Alt kan gøres på en kvindelig måde, og derfor kan en kvinde altid vurderes med hensyn til, hvor kvindelig hun er. Opfattelser om kvindelighed, uanset hvad de for øvrigt måtte bestå i, kan bruges til at begrunde eller skjule kvindeundertrykkelsen. Konsekvenserne af kvindeundertrykkelsen viser sig ved, at når kvinder gør det samme som mænd, lønnes de dårligere og ved, at det kvinder som oftest gør, lønnes dårligere end det mænd som oftest gør, uanset hvem der gør det. (Se: Ligeløn). Mange kvinder opfatter ikke dette som kvindeundertrykkelse. For dem fremstår det som en konsekvens af, at kvinder er og ønsker at være kvindelige.

Hvad betyder kvindelighed?

I daglig tale bruges ordet kvindelig uden nogen vurderende betegnelse, men af sammenhæng, tonefald o.lign. fremgår det tydeligt, om vi anser det for at være en positiv eller negativ omtale af de pågældende kvinder. Kvinder bliver altid opfattet som kvindelige - enten positivt kvindelig eller negativt kvindelige. Kvinder kan ikke være mandlige. Når vi siger om kvinder, at de er mandlige (mandhaftige, maskuline eller lign.), menes der kun, at de er negativt kvindelige. Det kan nemlig være negativt for en kvinde at være eller at handle på en måde, som ellers havde være positiv, hvis det var blevet gjort af en mand.

Kvinders grad af kvindelighed bliver ikke kun vurderet, når de udfører opgaver, som er stærkt forbundet med hustru- og moderrollen. De fleste tænker vel, at det specielt er, når kvinder udfører sådanne opgaver, at de er kvindelige. Imidlertid bliver det muligt at forklare flere sider ved mænds og kvinders forhold til hinanden, hvis man tænker på, at det ikke er egenskaber eller handlinger, som er kvindelige, men at kvindeligheden i stedet kan ses som en vurdering af den måde, kvinder direkte eller indirekte forholder sig til mænd på. Det centrale både i at blive opfattet som - og at opfatte sig selv om - kvindelig, er en vurdering af måden, man udtrykker underordning i forhold til mænd på.

Det at ligne mænd ved at forsøge at vise sig som overordnet eller at protestere og gøre synligt oprør mod at være underordnet, er ikke den eneste måde, en kvinde kan vise negativ kvindelighed på. At være for underdanig bliver også opfattet som negativt kvindeligt. Hvis en kvinde lever fuldstændig op til stereotypierne for, hvordan en kvinde skal være, gør hun underdanigheden synlig, og det er dette, som bliver vurderet som negativt ved hende. Positiv kvindelighed bliver at kunne finde frem til en mellemting mellem synlig underdanighed og åbent oprør i alle situationer. At dette betragtes som positivt, ser man ved, at det er sådanne løsninger på to-personsforholdet, som sædvanligvis efterstræbes og anerkendes af den enkelte kvinde eller mand i vores kultur.

Handlinger betyder ikke det samme, om det er en kvinde eller en mand som udfører dem eller udsættes for dem. Det er altså ikke sådan, at nogle måder at klæde sig på, vise følelser på eller handle på er tilladt for mænd og forbudt for kvinder. Kvindelighed er ikke noget fælles ved kvinder i sig selv, men noget fælles ved deres del i et socialt forhold. I vores samfund ser det ud til, at dette har forandret sig fra at være et dominansforhold, som blev forsvaret og retfærdiggjort til at være et dominansforhold, som bliver skjult. Denne tendens gælder dog ikke overalt. Det kan også se ud som om, denne tendens er stærkest i miljøer, hvor der er meget direkte samarbejde mellem kvinder og mænd, mens den ser ud til at være mindre, hvor kvinder og mænd har klart adskilte ansvars- og arbejdsopgaver. Ligeledes ser det ud til at være mere udpræget i moderne kernefamilier i byerne, som har et følelsesfællesskab snarere end et arbejdsfællesskab. Sat lidt på spidsen kan man sige, at essensen af den positive kvindelighed er at få det uligeværdige til at fremstå som ligeværdigt.

Ud fra det som nu er sagt, er det oplagt, at positiv kvindelighed i vores samfund først og fremmest betyder at kunne lide at underordne sig for at påtage sig omsorgsopgaver og ønske at ofre alt for sin kærlighed til mænd (en mand). Det er ikke det at holde et lille barn i armene, som er så udpræget kvindeligt, men det at påtage sig ansvaret for, at det ikke forstyrrer andre med sine skrig. Tilsvarende er det ikke det at have seksuelt samvær med mænd, som er udpræget kvindeligt, men at overlade til dem at bestemme, hvornår det skal ske og hvordan det skal nydes. Desuden må man kunne klare at give indtryk af, at det er dette, som man selv efterstræber. Skal underordningen skjules effektivt, må man opleve det, som om man har valgt blandt mange muligheder - i overensstemmelse med sin personlighed.

Det er ikke nødvendigt at gøre dette bestandigt. Men det er en mulighed, som en kvinde kan benytte sig af for at få positiv bekræftelse på sig selv som kvinde. Selvfølgelig kan det også bruges, når hun ønsker at bekræfte positiv mandlighed hos en mand. Det er muligt, men ikke hyggeligt  at være negativt kvindelig og bekræfte negativ mandlighed hos mænd ved at gøre deres dominans synlig. På tilsvarende måde prøver mænd at udtrykke og få bekræftet deres mandlighed på en positiv måde i forhold til kvinder. Det er ubehageligt at udtrykke mandlighed i forhold til kvinder, som ikke kan «spille med». Som nævnt er der to måder en kvinde kan undgå at bekræfte positiv mandlighed på. Den ene er at lade være at underordne sig, den anden er ved at underordne sig så tydeligt, at det kan ses. Begge dele opleves som ubehageligt for den mandlig part. Kun en underordning, som udgiver sig for at være valgt og ikke påtvunget, kan opfattes som en personlig og eksklusiv bekræftelse af den enkelte mands mandlighed.

At skjule underordning er måske lettest i situationer og aktiviteter, som ikke traditionelt set bliver opfattet som passende for kvinder. F.eks. er det sådan, at hvis jeg som kvinde opnår en position i et politisk parti, vil jeg let føle mig taknemmelig, fordi jeg får stor indflydelse. For at bevare opfattelsen om mig selv som positivt kvindelig og øge mine chancer for at få mere indflydelse, vil jeg være forsigtig med at prale, kræve og opponere. Tværtimod vil jeg måske hævde, som mange kvinder, der avancerer indenfor mandsdominerende institutioner og miljøer, at jeg aldrig har mærket det mindste tegn på kønsdiskriminering. Dette er kun et eksempel på, at kvinder og mænd i samspil udvikler varierende måder at bevare det kvindelige/mandlige forhold på under skiftende omstændigheder.

For selv om det her hævdes, at kvindelighed er måden kvinder underordner sig mænd på, er det egenskaber, udseende o.s.v. som i daglig tale kaldes kvindelige. Sådanne kvindelige egenskaber og træk ved udseendet er symboler eller tegn på, hvad slags færdigheder og interesser man har i at indgå, som den kvindelige part i et socialt forhold. Sådanne symboler skifter fra kultur til kultur. De skifter også med alder, klasse og en række andre sociale forhold indenfor vort eget samfund. Færdigheder og interesser i at være kvindelige udtrykkes gennem kvindeklæder. Men det kan også udtrykkes på en lidt anden måde af kvinder som går i mandetøj. Det sidste kan til og med være særlig egnet til at fremhæve kvindelighed hos nogen. Klædedragt, bevægelser, sprog, følelsesudtryk, handlinger o.s.v. kan bruges som tegn i et kompliceret sprog for at udtrykke kvindelighed. Ved at deltage selv og observere andre lærer den enkelte uudtalte regler for, hvordan udseende, egenskaber o.s.v. betyder forskelligt i forskellige situationer.

Det er f.eks. positivt kvindeligt at opføre sig, som om man har tiltaget sig udfoldelsesmuligheder, hvis man har tilladelse til det. Så kan det opfattes som positivt, at man klæder sig «frækt». Men hvis man tiltager sig udfoldelsesmuligheder på en måde eller på et tidspunkt, som ikke passer, vil samme «frække» klædedragt kunne opfattes på en anden måde. Ligger frækheden i, at det kvindelige legeme fremhæves, er hun vulgær. Men hvis frækheden består i mangel på sådan fremhævning, er hun utiltrækkende og anmassende. Efterhånden ser det ud til, at det bliver sådan i vort samfund, at kvinder kan gøre «alt», bare de gør det i forhold til mænd, og indpasser det i det, mænd gør. De, som er dygtige til dette, behøver ikke «føle sig undertrykte». Men det er heller ikke sådan, at det at mangle færdighed eller villighed til at være kvindelig er det samme som at være «fri».

Skjult underordning

Kvinder kan skjule, at de er underordnet på mange måder. Den vigtigste er måske «at holde sig på afstand». Dominansen skjules, ved at kvinderne overlades ansvaret for vigtige og nødvendige opgaver, men de holder sig væk fra det, mænd arbejder med. Underordningen kan også skjules ved, at man kalder det for beskyttelse at holde sig på afstand. Det kvinderne ikke deltager i, fremstilles som et slid, som mænd gør for kvinders skyld.

Den enkleste måde at skjule, at man er underordnet, er at kunne lide det, fordi man er kvinde. Det betyder, at man ikke er tvunget til at være sådan, men at man selv har valgt det. Mænd fremhæver denne opførsel som særlig værdifuld hos kvinder. Mange mænd påpeger netop, at de elsker kvinder, og det derfor aldrig ville falde dem ind at undertrykke dem. Tværtimod beundrer de dem, fordi de ikke er, som mændene er. At blive elsket er måske vigtigere for kvinder end for mænd, fordi det er mere egnet til at skjule underdanighed end at elske selv. Men kvinder bruger også det, at de elsker, som en begrundelse for underdanighed, som vanskeligt lader sig skjule på anden måde. 

Underordningen skjules også ved, at kvinder føler, at de opnår magt og betydning, slet og ret ved at nogen lægger mærke til dem. Den overordnede skjuler underordningen ved at være den, som ønsker, at kvinder skal være synlige. Han kan godt opfordre til større aktivitet og deltagelse. Mænd er ikke kun kvinders beskyttere, men også deres støtter. Når nogle kvinder fremhæver, at et eller andet aldrig havde kunnet lade sig gøre før uden mandens hjælp og opmuntring, betyder det egentligt kun, at kvinder ikke har anledning til at gøre så meget uden tilladelse.

I ægteskabet kan man ofte se eksempler på, at kvinden fremhæver, at hun har valgt sin måde at indrette sig på i forholdet til manden. Manden kan forsikre både sig selv og andre om, at han, hvis hun havde villet noget andet, ville han have gjort alt for at gøre dette muligt for hende. Kvindens skjulte underdanighed opdager man først, når man ser hele rækken af ægtepar, som indretter sig på denne måde, mens den omvendte fordeling praktisk talt aldrig finder sted.

Når kvinder går ind og deltager i sociale situationer, hvor de nødvendigvis må være noget andet end mødre og seksualobjekter, kan usynligheden ligeledes bevares på en overført måde. Det gælder særligt for kvinders deltagelse i lønnet arbejde og i politiske organisationer. Kvinderne gør det selv synligt, at de er kvinder i klædedragt, udseende og bevægelser. Men i denne præsentation af kønnet ligger der intet krav om at blive lagt mærke til eller taget hensyn til. Tværtimod betyder det at udstyre sig med kønskendetegn i sådanne situationer, at det er op til andre, om de vil lægge mærke til dem som kvinder eller ikke. Betingelserne for at være med i situationer, hvor kvinder ikke er nødvendige som hustruer og mødre, er, at de overlader til andre (mænd) at afgøre, hvornår det er relevant, at de er kvinder.

Man kan bevare den positive kvindelighed i et mandligt miljø ved at sørge for, at det ikke er kvinderne, som stiller krav eller peger på særlige behov ud fra deres situation som kvinder. Skal man være sikker på at blive opfattet som positiv kvindelig, tager man imod beskyttelse og opvartning, når man bliver tilbudt det, og deltager når vilkårene bliver hårdere, hvis det forlanges. På denne måde risikerer kvinder, at begge dele kan bruges mod dem; for at vise dem, at de er der på andres nåde og til at fremelske deres taknemmelighed.

For at bekræfte positiv mandlighed må kvinder finde sig i, af og til endda være glade for, at mandlige arbejdskammerater flirter med dem i stedet for at høre på deres meninger. Samtidig må man tage med i beregningen, at den flirten, man selv tager initiativet til, kan være upassende og tages som tegn på, at man ikke tager arbejdet alvorligt. Nogle kvinder, som har opnået positioner, som sædvanligvis ikke er tilgængelige for kvinder, fremhæver som noget positivt, at de aldrig tænker på, at de er kvinder. Egentlig er dette kun et eksempel på, hvordan usynligheden er bevaret i overført forstand. Hvorfor skal man være nødt til at lade være med at tænke på, at man er kvinde, hvis det vitterligt er det, man er? Og hvorfor skal man føle sig lykkelig og taknemmelig, hvis nogen opdager, at «man så sandelig også er en kvinde»?

De fleste som bruger forskellige slags tegn på, at de har færdigheder og villighed til at være kvinder, er dårlige kopier af de idealtyper, som bruges i reklamer og massemedier. Alligevel har hæderlige og samvittighedsfulde forsøg på kopiering krav på en vis anerkendelse og respekt. Ens udseende og væremåde betyder for mandlige samarbejdspartnere slet og ret, at viljen til at indgå som skjult underdanig i et forhold er særlig stor. Følgelig øges også mandens chancer for at få bekræftet sin mandlighed gennem en selvfølgelig og behagelig dominans.

Mænd skjuler deres dominans ved af og til at lade sig blive påvirket af kvinder og fremstiller dette, som en slags svaghed for kvinder, som de ikke kan gøre noget ved. Men de allerfleste kvinder ved udmærket godt, at mænd ikke lader sig påvirke til hvad som helst. At bruge sin kvindelige tiltrækningskraft til at opnå bedre arbejdsbetingelser eller udvidede politiske rettigheder anses som meget umoralsk og forkasteligt. Kvinder får altså kun en slags magt som skjuler, at den relative magt egentlig går den modsatte vej.

I det hele taget er det effektivt at skjule kvinders afmagt ved at fremhæve noget, som de har tvunget sig til at bestemme. Tilsvarende koketterer mænd med, at de ikke har noget at skulle have sagt. Det fremhæves ofte, hvordan mænd må «opgive» deres liv, når de gifter sig. For kvinder derimod betragtes ægteskabet som opnåelsen af det, de har indrettet sit liv på. Derfor er skyldsfølelse meget udbredt hos kvinder, der kræver at ægtemændene skal deltage mere i familielivet. Det betyder ikke, at mændene ikke også har skyldsfølelse, men at kvinder skaffer sig af med deres ved at lade være med at kræve noget, mens mænd skaffer sig af med deres ved at bede om trøst, tilgivelse og forståelse.

Kvindelighed som identitet

Kvindelighed er noget mere end manerer, som man påtager sig for at tækkes andre. Selv om ens opførsel i forhold til mænd er bestemt af ens egen personlige historie, opleves denne opførsel ikke nødvendigvis som påført gennem social tvang. Egen kvindelighed er en del af identiteten. Det er derfor noget, man selv stræber efter at virkeliggøre.

Identiteten, d.v.s. den stærke personlige oplevelse af at være kvinde, er ikke noget, som er der fra starten. Børn fødes ind i en social sammenhæng, hvor kun det selv er uvidende om sit køn. Gennem samvær med og reaktioner fra andre og gennem det, man betyder for andre, får man at vide, hvad man er. Piger lærer, hvad det vil sige at være pige, ved at alle deres handlinger fortolkes ud fra, at det er en pige, som udfører dem. Derfor lærer pigebarnet ikke kun, at hun har et køn, men at hun er et køn. Hun forstår sig selv ved at vide, hvad det er at være pige. Forventningerne til piger er slet ikke ens alle steder. Desuden stilles helt andre krav til kvinder i de senere perioder. Alligevel bevares kønsidentiteten, fordi alle krav og forventninger fra andre og alle ønsker og forhåbninger til en selv, begrundes med, at det er en ... kvinde.

Udformningen af underordningen som udtryk for personlig identitet er en vigtig måde at skjule selve underordningen på. Som kvinde stræber man efter at få virkeliggjort og bekræftet sin kvindelighed som noget specielt og enestående ved en selv. Der findes store variationsmuligheder mellem sociale grupper, aldersgrupper og mellem individuelle kvinder, når det gælder om at udtrykke kvindelighed. Men alle disse variationer er over det samme tema: jo mere usynlig underordningen er, jo mere positivt bliver kvinden vurderet.

Den personlig udtryksform må findes indenfor rammerne af væremåde, som samtidig er forståelig for andre kulturmedlemmer. At være personlig betyder slet ikke at være, som man selv vil. Personlig bliver man kun, ved at andre bekræfter, at man er det. Følgelig er man afhængig af, at personer i omgivelserne har muligheder for at genkende og forså ens opførsel. På en måde kan man sige, at der eksisterer visse almengyldige forudsætninger, som bruges til at forstå kvinder, uanset hvordan de opfører sig. Noget forenklet kan man sige, at variationsmulighederne består i, om man bliver opfattet som positivt kvindelig eller negativt kvindelig. Det betyder, at underordningen kan gå fra at opfattes som klar og tydelig, via ligeværdighed, til åben oprør og protest. Selv om dette ikke er den eneste form for positiv social anerkendelse en kvindelig person efterstræber, er det umuligt at se helt bort fra den og at gøre sig helt uafhængig af den.

Men variationsmulighederne i udtryksformer er større end stereotypierne om kvindelig opførsel giver indtryk af. Stereotypiernes vigtigste sociale funktion er nemlig, at de giver en kvinde muligheder for at føle sig personlig og selvstændig. Underdanighed kan skjules, og positiv kvindelighed bekræftes ved, at man tør at lave ting, som efter stereotypierne tilhører det modsatte køn. Man må bare gøre det på en sådan måde og i en sådan sammenhæng, som passer sig for kvinder, sådan at man får udtrykt overfor sig selv og andre, at man «egentligt» er kvindelig.

Muligheder for overskridelse

Kvindelighed og mandlighed gøres ikke ligeværdig, ved at man bare siger, at sådan er det. Når den sociale situation for kvinder og mænd er ulige i samfundet, kan to af forskellig køn ikke slå sig sammen og ophæve dette forhold ved at sige, at de ikke bryder sig om det. Det vil kun tjene til at skjule dominansforholdet.

At sige, at kvinder må stoppe med at være kvindelige og i stedet blive mandlige, er efter definitionen af kvindelighed helt meningsløst. Det er heller ikke nogen løsning, at velvillige mænd siger, at de bare kan stoppe med at være kvindelige, fordi de alligevel foretrækker selvstændige og initiativrige kvinder. For det første bliver det opfattet som kvindernes egen skyld, hvis de ikke opnår dette. For det andet vil initiativ og aktivitet hos kvinder kun opfattes som positivt, hvis der findes mænd, som kan bekræfte dette ved at være endnu mere aktive. Dette viser sig f.eks. ved, at kvinder med høj uddannelse gifter sig med mænd med endnu højere uddannelse. Det viser sig også ved, at seksuelt aktive kvinder kræver seksuel aktivitet fra mænd som gensvar.

Selv om kærlighed er privatlivets middel til at skjule over- og underordning, er det ikke nogen løsning at undgå kærlighedsforhold til mænd. Selv om kvinder stopper med at være omsorgsfulde, vil det ikke ændre de samfundsmæssige forhold, som gør kvindelige kvinder nødvendige. Så længe man overlader det til den enkelte mand og kvinde at overskride det skjulte dominansforhold, som samfundsforholdene lægger op til, vil resultatet blive utopi og en håbløs praksis. Det er jo ikke identitetsudviklingen og udformningen af to-personsforholdet, som er årsagen til kvindeundertrykkelse. Det er også vigtigt at fremhæve, at heller ikke de miljøer, som har kvindefrigørelse som ideal, lever upåvirket af, hvad kvindelighed og mandlighed betyder i vor kultur.

En diskussion om strategier for at overskride det kønsmæssige dominansforhold bliver i princippet ikke anderledes end en diskussion af strategier for kvindekamp generelt. Bevidstgørelsen om, hvad kvindelighed indebærer, må nødvendigvis føre til modsætninger. Det er slet ikke sikkert, at dette gør parforholdet og kærligheden mellem mænd og kvinder mere konfliktfyldt. Det er også vigtigt at få frem, at kvindekampen kræver noget mere af mænd end tilladelse til, at kvinder skal have lov at komme til. En omdefinering af kvinders forhold til mænd, kan kun ske ved, at kvinders forhold til hinanden forandres. Kvinder kan kun magte at påvirke betingelserne for omsorg og kærlighed ved at solidarisere sig med hinanden og arbejde kollektivt for samfundsmæssige ændringer.

H.H.


Litteratur

H. Holter: Om kvinneundertrykkelse, mannsundertrykkelse og hersketeknikker, i T. Støren og T. S. Wetlesen (red.): Kvinnekunnskap, Oslo 1976.
H. Haavind: Det kvinner har felles er kjønnsmessig undertrykking, i H. D. Bratrein m.fl: Drivandes kvinnfolk, Tromsø 1976.
N. M. Henley: Body politics. Power, sex and nonverbal communication, New Jersey 1977.
A. G. Kaplan og J. P. Bean (red.): Beyond sex-role stereotypes, Boston 1976.