Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Patriarkat er det samme som mandsherredømme. Mere specielt indebærer det, at samfundet er præget af ældre mænds magt over kvinder og børn i familielivet og i samfundet i øvrigt. Det centrale er faderrollen eller den faderlige autoritet - ikke mænd som sådan; Et socialt system baseret på faderautoritet.

Patriarkatet er dermed heller ingen økonomisk sfære, en bestemt produktionsmåde, som kapitalismen er det. Det patriarkalske organisationsprincip er snarere noget der præger samfundets måde at fungere på i almindelighed - i alt fald de fleste eksisterende samfund. Det gennemsyrer en række samfundsområder - ikke blot økonomien.

Patriarkat og slægtskabssystemer

Der hersker uenighed om, hvad der er grundlaget for disse magtforholdet - både hvordan de er opstået, hvornår de er opstået og hvordan de videreføres. Antropologien er den samfundsvidenskab som mest direkte tager patriarkatet op som samfundssystem. Bl.a. fordi de samfund som antropologien studerer, er samfund hvor slægtskabsforholdene ser ud til at have større betydning som organisationsprincip, end tilfældet er i f.eks. Danmark i dag.

Slægtskabsforholdene er kernen i det sociale liv i disse førstatslige samfund. Slægtskabssystemerne - og dermed kvinder og mænds placering i dem - virker strukturerende. De organiserer økonomisk, politisk og religiøs aktivitet så vel som seksualitet og familieliv, som vi kender det. En persons rettigheder, pligter og privilegier er bestemt af gensidige slægtskabsforbindelser eller mangel på samme. Slægtskabssystemerne er ikke identiske med det vi kalder slægt - dvs. personer som har bestemte genetiske forbindelser med hinanden. F.eks. en kernefamilie. Pointen med slægtskabssystemerne er snarere, at de overskrider disse genetiske forbindelser. Hos nuerfolket i Sudan er situationen f.eks. den, at faderstatus opnås af den, der betaler brudeprisen. Dermed kan en kvinde godt være gift med en anden kvinde, og i samfundet stå som børnenes far.

Et andet vigtigt træk med disse samfund er, hvordan givning og modtagelse af gaver dominerer det sociale samkvem. I en typisk gavetransaktion øger ingen af parterne deres økonomiske værdier, og antropologerne har derfor ment, at betydningen af disse overføringer først og fremmest ligger i, at de skaber forbindelser mellem folk - dvs. holder samfundet sammen.

Patriarkalske teorier om patriarkatet

Overordnet findes der to versioner af patriarkalske teorier om patriarkatet. Den ene forsøger at vise, at mænds dominans er baseret på biologiske og dermed på uforanderlige forhold. Den anden tager patriarkatets historiske forrang for givet og afleder historiens udvikling herfra.

Den biologisk orienterede variant opfatter det at mænd oftere konkurrerer, er aggressive og vil bestemme, som et resultat af den specielle hormonbalance, som mænd har til forskel fra kvinder. Denne tendens til at reducere sociale forhold til biologi er fortsat udbredt - også indenfor samfundsvidenskaberne. Den anvendes især når man skal forklare og legitimere eksisterende forskelle mellem kønnene. Som et eksempel på dette kunne man fremdrage Freuds teorier om pigers og drenges psykiske og seksuelle forankring - en teori med stærke biologisk-deterministiske træk.

Den sociologiske variant tager patriarkatet som et evigt og nødvendigt system. I denne teori hævdes det, at alle samfund har været patriarkalske, og at dette var nødvendigt for at menneskesamfundet overhovedet skulle kunne opstå. Et eksempel på denne holdning finder vi hos strukturalisten Claude Levi-Strauss. Indenfor denne tradition er det blevet hævdet, at det centrale ved slægtskabssystemerne er kvindebyttet. Den vigtigste gave er kvinden, og det er mænd der indbyrdes bytter kvinder. Kvinder bliver altså bytteobjekter i transaktioner mellem mænd. Reglerne for indgåelse af ægteskab bliver dermed centrale i dette system. De gensidige bånd oprettes her. Ikke mellem kvinde og mand, men mellem mænd, ved hjælp af kvinder. Det vigtigste element i disse regler er incestforbudet - forbudet mod at gifte sig med en person indenfor egen gruppe. Hensigten med forbudet er at sørge for, at der skabes forbindelse mellem grupper, at der skabes et større netværk - et samfund. Tanken er, at den biologiske familie nødvendigvis må overskrides for at samfundet skal kunne skabes. Samfundet består ikke af enkeltfamilier, men af forbindelser mellem dem. Ifølge denne teori er incesttabuet universelt. Dette indikerer det universelle i denne nødvendighed.

Der er selvfølgelig ikke noget i vejen for, at det kunne være kvinder der byttede mænd, men ifølge teorien har det altid været omvendt. Dette gør mænds magt over kvinder til noget der altid har eksisteret. Som historisk teori siger den, at menneskets overgang fra naturtilstanden til civilisationen er skabt af mænd. De har været nødt til indbyrdes at bytte kvinder, for at vi alle skulle kunne hæve os op over dyrestadiet.

Feministiske teorier om patriarkatet

Det er imidlertid ganske vanskeligt at påvise, at patriarkatet altid har eksisteret. Jo længere tilbage vi kommer i historien, jo færre data er der at underbygge påstanden med. Eksemplet ovenfor fra nuerfolket skulle samtidig tyde på, at det ikke altid er mænd der bytter kvinder, med mindre den ene af de to kvinder socialt defineres som mand.

Teorien er da også blevet stærkt kritiseret fra feministisk hold, bl.a. af antropologen Evelyn Reed og psykoanalytikeren Luce Irigaray. Det er særlig påstanden om patriarkatets historiske forrang og universelle eksistens som er blevet imødegået. Dette er ikke så meget en konsekvens af Levi-Strauss' historiske perspektiv, som manglen på et sådant. Påstanden om at essensen i slægtskabssystemerne er kvindebytte medfører, at man overser historiske forskelle mellem forskellige slægtskabsystemer. Det betyder, at man samtidig overser, hvordan de forskellige slægtskabsystemer har udviklet sig af hinanden, og at essensen slet ikke altid har været, at kvinder byttes - f.eks. mod kvæg - selv om de bliver det nogle steder i dag.

Den teori tager udgangspunkt i, at den patriarkalske kernefamilie altid har eksisteret, og fortolker ældre slægtskabssystemer ud fra dagens situation. Ifølge Reed opstod de matriarkalske klansystemer først. Her fandtes der ingen biologisk kernefamilie at overskride. Udgangspunktet for den første organisering af menneskesamfundet var tværtimod fællesskabet mor-barn. De første mennesker havde det til fælles med andre højerestående dyr, at dette var den eneste kim til socialt fællesskab. De havde også det til fælles med dem at der generelt herskede økonomisk og seksuel rivalisering - sidstnævnte især mellem mænd.

Gennem kimene til social organisering via forholdet til børnene var kvinderne i en bedre udgangsposition for udviklingen af et samfund. Den første samfundsorganisering var det matriarkalske klansystem. Det såkaldte incest-tabu var egentlig et tabu mod seksuelle forbindelser indadtil i klanen - for at hindre rivalisering mellem mænd. Deraf kom også kravet om at «gifte» sig udenfor klanen. Forbudet var ikke som hos os begrænset til nære biologiske slægtninge af frygt for at udvikle dårlige arveegenskaber. Det omfattede større grupper af mennesker, der ikke biologisk var i slægt med hinanden. Hensigten med incest-tabuet var at hindre konflikt.

Indenfor klanen var de ældre kvinder mødre og ældre søstre til kvinderne i den næste generation. De ældre mænd var mødrenes brødre og ældre brødre til mændene i næste generation. Fædre - også biologiske - var et ukendt fænomen, og det var mødrenes brødre der varetog faderrollen overfor søsterens børn. Da faderskab efterhånden blev anerkendt, boede forældrene stadig ikke i samme klan, men hver for sig - i deres egen moderklan.

Slægtskab og efterkommere blev regnet gennem mødrene. Dertil og underordnet denne linie gik der en mandlig linie fra mødrenes brødre til søstrenes sønner. Den mandlige linie gik aldrig via kvinder. Nogen «arvelinie» fra far til søn eller datter i vor forstand fandtes ikke. Klanen havde også forbindelser til andre klaner, og der fandtes regler som forbød giftermål ind i nogle klaner og tillod det i andre. Det er i denne forbindelse, at byttet af kvinder skulle foregå. Ifølge Reed var det snarere kvinderne der tog initiativet til disse ægteskabelige forbindelser. Hensigten var at skabe fredelige forbindelser mellem rivaliserende mænd i forskellige klaner, og mændene blev derfor gjort til «partnere» i forbindelsen.

Systemet af klaner med venligtsindede forbindelser blev på denne måde potentielt udvidet. Praksis med at give gaver var også en del af det matriarkalske klansystem, og udviklede også sådanne forbindelser mellem enkeltklanerne. Samtidig indebar denne praksis, at økonomisk ulighed ikke fandtes. Ophobningen af værdier og privatejendom hører ifølge Reed til den patriarkalske periode. Rester af de matriarkalske klansystemer finder vi i dag i form af matriliniære samfund. Her følger arverækken moderens linie - fra en mand til søsterens børn.

Reed mener, at matriarkalske klansystemer har været almindelige i den meste af menneskehedens historie. Patriarkalske småfamilier er en forholdsvis ny opfindelse. Patriarkatet udviklede sig som et resultat af indre konflikter, som opstod i klansystemet, og havde at gøre med konflikter der opstod mellem på den ene side mødrenes brødre, som hørte til indenfor klanen, og de mænd, dvs. fædrene, som giftede sig ind i klanen, men som ikke hørte til der. Moderretten konkretiseret til moderens brors ansvarsforhold overfor sin søsters børn, kom efterhånden i konflikt med de nye fædres rettigheder. Det patriarkalske oprør indledtes for ca. 8.000 år siden og blev fuldført for ca. 3.000 år siden. Med dette blev også kvindebyttet almindeligt. Det er en praksis, som hører til den patriarkalske epoke, og hænger sammen med de individuelle familiefædres mulighed for at opsamle økonomiske værdier - dvs. privatejendom.

Den patriarkalske form for autoritet er knyttet til familien som husholdningsenhed og forsørgerenhed, men også som arbejdssenhed - afhængig af hvilken økonomisk rolle familien har spillet i forskellige samfund.

Absolut og standsmæssig patriarkat

Vi kan skelne mellem et absolut og et standsmæssig patriarkat. Det absolutte patriarkat indebærer en ordning, hvor familieoverhovedet får sikret sin magtstilling i familien. Patriarken har fuld råderet over familiemedlemmerne. Nomadestammerne vi møder i det gamle testamente kan tjene som eksempel. Abraham var en patriark. Denne type patriarkalsk herredømme beror normalt på, at hjemmet også er en arbejdsenhed, Traditioner som går ud på at kvinder er underordnet mænd, og yngre mænd er underordnet ældre, spiller en stor rolle.

Det standsmæssige patriarkat er karakteriseret ved, at det mandlige familieoverhovedes magtstilling er baseret på forhold, som ligger udenfor familien. Normalt vil familierne under et standsmæssigt patriarkat ikke være en arbejdsenhed, eller også vil arbejdsenheden ikke være det eneste eller det vigtigste næringsgrundlag for alle medlemmerne. Vort samfunds patriarkat må nærmest beskrives som standsmæssig. Familiens vigtigste indtægtskilde er mandens lønarbejde og samtidig grundlaget for hans magtstilling i familien.

Europæisk historie opviser forskellige overgangsformer mellem disse patriarkatformer. Isoleret set kan f.eks. den romerske familiefars hånds- og halsret over kone og børn ses som eksempel på et absolut patriarkat. Det havde bl.a. den konsekvens, at der ikke fandtes nogen straffebestemmelser for abort udført af faderen eller moderen med farens samtykke i den romerske ret. Derimod var abort forbudt, dersom faderens samtykke ikke forelå, og blev efterhånden også belagt med straf i disse tilfælde. Familieoverhovedets autoritet var dermed også sikret af et retssystem som lå udenfor familien. Senere i europæisk historie er kontrollen med abortindgrebet blevet flyttet til det statslige plan og har ligget i hænderne på dem, der har kontrolleret statsapparatet. Først kirken gennem dens kontrol over lovgivningen, dernæst juristerne gennem retsvæsenet og endelig hos den mandsdominerede lægeprofession.

Statsdannelse og patriarkat

Udviklingen af patriarkatet er sket med forskellig hastighed på forskellige steder. Der har også eksisteret mange mellemformer mellem matriarkater og patriarkater. Patriarkatet ser ud til allerede omkring Kristi fødsel at have været velfunderet i det gamle Rom og Grækenland. I de engelske og walisiske ættesamfund skete det mange århundreder senere - fra 700- til 1400 tallet - og havde samtidig at gøre med fremvæksten af staten. I disse samfund var retten til individuelt underhold sikret gennem, at hver enkelt modtog en del af ættens fælleskvæg. Dette kollektive ansvar hindrede, at individerne blev afhængige af hinanden. Kvinder havde dermed en selvstændig økonomisk stilling overfor ægtemanden, samtidig med at efterkommere og arv blev regnet langs mandlige linier. Dette var antagelig en mellemform, selv om de patriarkalske træk var fremtrædende. Disse skikke forsvandt med statens udvikling.

Forudsætningerne for statslig magt var, at ættesamfundene og deres økonomiske basis - land og arbejdskraft - blev undermineret. Det skete ved, at kongemagten etablerede administrative enheder uden hensyn til ættens traditionelle retsområde. Kongen udnævnte egne administrative ledere og gik dermed udenom autoriteten hos ættens overhoveder. Ættens kollektive økonomiske ansvar for sine medlemmer blev overført til familieoverhovederne - dvs. individuelle mænd. Den strammere familie blev brugt mod ætten for at nedbryde denne. Dette førte ikke blot til, at feudalsystemet med feudalherrer og livegne blev skabt, men også til at kvinder blev mere direkte økonomisk afhængige af individuelle mænd. Udviklingen af den patriarkalske familie var her et led i den engelske statsdannelse. Forudsætningerne for at den blev en mandsdomineret stat og ikke en kvindedomineret lå allerede i ættesamfundets opbygning. Bl.a. ved at det var mænd der ejede jord, og ved at de i større grad deltog i militærvæsenet.

Patriarkalske strukturer

Forestillingen om kvinder som bytteobjekt må siges at være udtryk for patriarkalsk ideologi, når det bliver hævdet, at denne form for bytte er universelt. Men forestillingen siger måske også noget om patriarkatet selv.

Luce Irigaray gør kvindebyttet til det der kendetegner de patriarkalske samfundsforhold: «De bytteakter der organiserer de partiarkalske samfund finder udelukkende sted mellem mænd. Kvinder, tegn, varer og penge cirkulerer fra mand til mand.»

Mandssamfundet handler dermed ikke kun om forholdet mellem kvinder og mænd, men også om forholdet mellem mænd.

I den nye kvindebevægelses kølvand er vi efterhånden blevet mere opmærksomme på forskellene mellem kønnene. De kan registreres statistisk i form af bl.a. lønforskelle og uligheder i uddannelsesniveau. Men for at forstå patriarkatet som socialt system, er vi antagelig også nødt til at se nærmere på forholdet mellem mænd.

Til forskel fra kapitalismen, hvor det er varer der byttes, indebærer patriarkatet altså, at det er kvinder der byttes, og at det er mænd der udgør subjekterne i transaktionen. Et specialtilfælde af dette er, når mænd dominerer hinanden eller beundrer hinanden efter graden af maskulinitet. En patriarkalsk struktur regulerer konkurrencen om magt mellem mænd, og i denne konkurrencen indgår det at beherske kvinder. Det gør selvfølgelig kvinder vigtige og interessante, men ikke nødvendigvis lige med mænd. Det betyder også, at mænd kun er interesseret i visse sider ved kvinder - ikke hele kvinden som person. Seksualitet er kun det mest oplagte eksempel.

Dette kommer tydeligt til udtryk i pornografien - et af patriarkatets vigtigste propagandaapparater - godt understøttet af kapitalistiske profitinteresser. Her fremstilles kvinder ikke blot som nydelsesgenstande, som mænd hersker over - det pornografien hovedsagelig fremstiller er voldtægt. Pornografien henvender sig også til den mandlige læser som en påmindelse om, hvad det indebærer at være mand.

Patriarkatet er ingen bestemt produktionsmåde. Den er snarere et træk ved selve samfundsorganiseringen i sin almindelighed. Patriarkatet er et samfund, hvor mænds udbytning af kvinder gør forskellige byttehandlinger mellem mænd mulige - også indenfor det vi traditionelt betragter som økonomi. Som når kvinders ulønnede arbejde i hjemmet gør det muligt for mænd at deltage i det økonomiske felt, som marxistisk teori traditionelt og specielt beskæftiger sig med, og også at gå ind i klassekonflikter i den lønnede produktion. Dette betyder ikke, at kvinder ikke også er medlemmer af klasser, som mænd er det. Men for at se det specifikke i kvindeundertrykkelsen - den undertrykkelse kvinder udsættes for som kvinder, og ikke som medlem af en klasse - er et begreb om patriarkatet nødvendig.

Ved at sætte børn i verden, ved at opdrage dem, ved at forny arbejdskraften og sikre mænds behov økonomisk, psykisk og seksuelt, sikrer kvinden de reproduktive kræfter i samfundet. Kvinders arbejde udgør dermed en overset basis for samfundet..

Patriarkatet og de konflikter dette systemet giver anledning til, er hverken identiske med klassekonflikter eller underordnet klassekampen. Patriarkatet har historisk forrang for kapitalismen og stor evne til at overleve gennem forskellige klassesamfund.

B.M.G.