Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Max Adler

Adler (1873-1940), ledende filosof og samfundsteoretiker indenfor austromarxismen. Adler var i en årrække professor i filosofi i Wien. Han var aktiv i det socialdemokratiske parti i Østrig. Ved en række lejligheder markerede Adler sig som talsmand for partiets venstrefløj. I 1914 kritiserede han som krigsmodstander meget skarpt bl.a. de tyske socialister, der i nationalistisk begejstring allierede sig med landets borgerlige regering. Max Adler må ikke forveksles med Viktor Adler (1852-1918) eller Friedrich Adler (1879-1960), far og søn. Begge fremtrædende politikere i det Østrigske socialdemokrati.

Adlers vigtigste filosofiske værker er: «Kausalität und Teleologie im Streite um die Wirklichkeit» (1904) og «Lehrbuch der materialistischen Geschichtsauffassung» (1930 & 1932). I disse bøger fremlagde Adler sit centrale filosofiske projekt: At forene Kants analyse af bevidstheden med Marx' kritiske samfundsteori. I denne forbindelse kom Adler i opposition til særligt de toneangivende retninger indenfor den ortodokse marxisme (bl.a. Kautsky og Lenin) og opfattelsen af den menneskelige bevidsthed som en passiv genspejling af den ydre, objektive materie (natur og samfund).

Adlers politisk-teoretiske synspunkter er bl.a. formuleret i «Die Staatsauffassung des Marxismus» (1922) og «Politische und soziale Demokratie» (1926). Med førstnævnte bog ville Adler præsentere og forny den marxistiske statsteori. Staten er ifølge Adler en tvangsforordning, men ikke en hvilken som helst tvangsforordning. Adler mener, at alene den tvangsforordning der har klasseundertrykkelsen og ikke blot klasseudbytningen som formål er en stat. Også efter at kapitalismens udbytning er afskaffet, hvor resterne af borgerskabet stadig findes, er det derfor nødvendigt med en proletarisk stat, der undertrykker borgerskabet. Undertrykkelsen som samfundsmæssigt træk fortsætter efter den økonomiske udbytnings afskaffelse ind i det nye samfund. Det er ud fra dette synspunkt, at Adler anser staten som et onde, der må afskaffes. Hans holdning er, at der ikke eksisterer nogen modsætning mellem marxismen og anarkismen på dette punkt. Målet er det samme: Det statsløse samfund. Men de adskiller sig i valget af midler. For marxisterne kan den individuelle terror aldrig være hensigtsmæssig. Marxisternes redskab vil altid være masseorganisationerne.

Forholdet mellem det politiske og det sociale demokrati var centralt for Adler. Mens det sociale demokrati er det fuldt udviklede demokrati, der først er mulig i det klasseløse samfund, kalder han «alle andre former der ellers betegnes som demokrati, for det politiske demokrati». Det politiske demokrati vil altid være en form for diktatur. Det være sig et borgerligt diktatur i form af et vestlig parlamentarisk, formelt demokrati, eller et proletariatets diktatur i overgangssamfundet fra kapitalisme til socialisme. På den østrigske socialdemokratiske partikongress i 1926 gik Adler ind for at indføje proletariatets diktatur i partiets program. Adler mente, at partiet ikke burde undgå betegnelsen diktatur pga. bolsjevikkernes falske opfattelse af diktatur, der var i strid med Marx' synspunkt i «Det kommunistiske Manifest». Kongressens flertal, anført af Otto Bauer, afviste imidlertid Adlers linie. Bauer der politisk stod Adler nær pointerede, at det ikke var et partis opgave at fastslå videnskabelige positioner, men at opstille et mål for den politiske bevægelse. Derfor var det nødvendig at distancere sig fra diktatur i enhver forstand.

På sine ældre dage var Adler optaget af ændringerne i klassestrukturen i de kapitalistiske samfund. I «Wandlung der Arbeiterklasse» (Der Kampf, 1933) stillede Adler spørgsmålet, hvorfor et revolutionært udbrud var udeblevet i Europa, trods fire års kontinuert økonomisk krise. Noget af svaret mente han at finde i den øgede sociale opsplitning af arbejderklassen, og i udviklingen af et arbejderaristokrati indenfor arbejderbevægelsens bureaukratiserede organisationer.

R.S.