Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Otto Bauer

Bauer, (1881-1938), førende marxistisk teoretiker og politiker fra den østrigske arbejderbevægelse. I tiden efter 1. verdenskrig og frem til den mislykkede arbejderopstand i Wien 1934, var Bauer den toneangivende socialistiske politiker i Østrig. Han døde i eksil i Paris i 1938.

Bauer hører til den austro-marxistiske retning, der på en række punkter udfordrede den dogmatiske marxisme. Bauers mest omfattende teoretiske værk, «Die Nationalitätenfrage und die Sozialdemokratie» fra 1907, behandler det nationale problem, hvilket i den marxistiske tradition er et forsømt tema, som var særligt påtrængende i det multinationale Habsburgermonarki, Østrig-Ungarn.

I flere skrifter beskrev Bauer socialismens forhold til religionen og kristendommen . Der er ikke automatisk en sammenhæng mellem en naturvidenskabelig, ateistisk materialisme og socialisme, hævder Bauer; den materialistiske historieopfattelse er ikke en metafysisk teori, men en videnskabelig metode til analyse af samfundet. Et socialistisk parti har ikke en verdensanskuelse, og Bauer, der ikke selv var kristen, advarede mod en sammenblanding af socialistisk og antireligiøs propaganda: «Som parti behøver vi ikke den antireligiøse propaganda, for vi kæmper ikke om læresætninger om Gud og verden, men for sociale og politiske institutioner».

Bauer afviste den leninistiske statssocialisme. Han frygtede allerede tidligt for, at bolsjevikkerne efter oktoberrevolutionen hellere ville realisere den prøjsiske statsform end socialismens idealer: «Vi er ikke frigjorte fra prøjservældets ideologi, så længe vi bare oversætter den til et nyt sprog, bare udsmykker den med andre farver, blot gør den anvendelig for en anden klasse. Vi må konfrontere prøjservældet med en anden, radikalt forskellig statsform: en socialisme, hvis rødder er individets frihedstrang, hvis kilde er massernes egne aktiviteter, hvis mål er alle arbejderes selfgovernment». Bauers socialisme med stor vægt på decentralisering af den politiske og sociale magt, var inspireret af rådssocialismen, men især af den britiske «laugssocialisme» og dens tanker om arbejderklassens industrielle autonomi. (Se: G.D.H. Cole.)

Bauer understregede forskellen mellem den politiske og den sociale revolution. Den politiske revolution kan gennemføres i løbet af en dag, en time. I stedet for monarkiet: Republikken. I stedet for militærdiktaturet: Folkerepublikken. Den sociale revolution derimod, er år og årtiers værk. Kun en overfladisk opfattelse af socialismen reducerer dens mål til socialiseringen af ejendom og til juridiske handlinger som ekspropriering og konfiskering. Socialiseringens vigtigst indhold er ifølge Bauer socialiseringen af produktion og arbejdsliv: «Socialisering af ejendom kan gennemføres med et slag. Socialiseringen af produktionen kan kun være resultatet af metodisk arbejde gennem årtier. For at socialisere ejendom er det tilstrækkeligt med diktatoriske dekreter, men dette leder ikke menneskene til højere livsformer. Først med socialiseringen af produktionen får menneskeheden fuldstændigt herredømme over naturen. Men den kan ikke være et resultat af vold. Den kan kun være frugten af alle arbejdendes demokratiske selvaktivitet.»

R.S.