 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
 |
| Karl Kautsky |
Kautsky (1854-1938), tysk socialist af tjekkisk oprindelse, central skikkelse i det tyske socialdemokratiske parti (SPD) og i 2. Internationale. Kautsky er kendt for sin dobbelte rolle i udviklingen af revolutionær teori og praktisk reformisme. Da begivenhederne tvang ham til at vælge side, endte han klart på det revisionistiske standpunkt.
Karl Kautsky blev født i Prag og arbejdede indenfor det østrigske socialdemokrati. I Zürich, hvor han var i eksil, blev han marxist under påvirkning af Eduard Bernstein. I 1882-83 var han i London sekretær for Engels og rejste så til Stuttgart, hvor han grundlagde «Die Neue Zeit», som frem til 1917 var det ledende tidsskrift for marxistisk teori. Gennem sine bøger om SPDs program (Erfurt-programmet), om marxistisk økonomi og strategiske spørgsmål, udøvede han en enorm indflydelse, som gennem forskellige formidlingsled stadig er virksom i den socialistiske bevægelses rødder. I 1914-1917 indtog han først en venstreposition, da han gik mod de tyske krigsbevillinger og derefter en højreposition, da han kritiserede bolsjevikkerne. Efter krigen havde han først forskellige regeringsopgaver i Tyskland. I 1924 rejste han tilbage til Wien for at vie sit liv til teoretiske studier, som han bl.a. nedfældede i et stort værk om den historiske materialisme. I 1934 drog han i eksil til Amsterdam.
I SPD og 2. Internationale var Kautsky indblandet i tre store stridsspørgsmål. Han allierede sig med Rosa Luxemburg for at slå Bernsteins revisionistiske kritik af Marx tilbage, men hans argumenter var mere dogmatiske og skematiske end hendes. Rosa Luxemburg blev derpå hans hovedmodstander i debatten om socialisternes vej til magten. Kautsky formulerede her en teori, som blev kaldt «revolutionær ventepolitik»: socialisterne skulle ikke tage magten gennem voldelig revolution eller generalstrejke, men udvide deres magtbase gennem praktiske reformer, valgsejre og socialisering af produktivkræfterne, som ville komme i en stadig skarpere modsætning til de privatkapitalistiske ejendomsforhold. Imod denne «udmattelsesstrategi» indvendte Rosa Luxemburg, at kapitalismen måtte overvindes gennem kamp - ikke gennem belejring. Kautsky og Luxemburg stod atter sammen i debatten om oktoberrevolutionen, hvor de begge kritiserede bolsjevikkernes diktatoriske styre. Kautsky begrundede alligevel sit syn på en anden måde end Luxemburg. Han mente, at Rusland endnu ikke var modent for andet end en borgerlig revolution, og at socialismen ikke kunne indføres før den store befolkningsmasse havde nået et politisk og kulturelt niveau, som gav den flertallet i folket. Lenin og Trotskij skrev begge svar på Kautskys kritik; Trotskijs svar (ofte kaldet «Anti-Kautsky») er et ekstremt forsvar for terror som virkemiddel i en revolutionær situation.
I tilbageblik fremstår Kautsky - kaldet «socialismens pave» - omkring århundredeskiftet, da han var på højden af sin indflydelse, som en tragikomisk skikkelse. Selv de bedste tanker - som hans antimilitaristiske og demokratiske synspunkter - blev i hans udformning til pedantiske og dogmatiske skolemesterideer. Under begivenhedernes pres viste det sig, at hans synteser og kompromisser var uden bærekraft.