Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Diktatur er en styreform, hvor al magt er samlet hos en hersker eller en styrende klike. Magten udøves uden nogen form for forfatningsmæssig kontrol, eller indenfor forfatningsmæssige rammer skabt udfra herskerens egne formål. Diktaturer har i en række forskellige former eksisteret til alle tider og i alle civilisationer. En række beslægtede ord anvendes til at karakterisere denne form for uindskrænket statsmagt: Tyranni, autokrati, førerstat, orientalsk despoti, autoritarianisme, totalitarianisme. Etpartiregimer er ikke nødvendigvis diktaturer (se Etpartisystem). Fælles for alle kendte diktaturformer er følgende kendetegn:

1. Magten udøves vilkårligt og udelukkende af lederskabet. Der eksisterer ingen magtdeling mellem statsorganerne. Konkurrerende organisationer i samfundet er enten undertrykte eller underordnet den øverste herskers mål.
2. Den politiske magt er enten totalt løsrevet eller i høj grad selvstændiggjort fra juridisk forankring. Diktaturer tolker retsprincipper som det passer i den aktuelle sammenhæng og gør lovene til herskertekniske hjælpemidler. Den dømmende magts uafhængighed fra den udøvende begrænses stærkt eller ophører fuldstændig. Der findes sjældent klare regler for politisk arvefølge.
3. Politiske og civile rettigheder, herunder alle former for personbeskyttelse, svækkes bevidst eller ophører fuldstændig. Befolkningen passiviseres eller mobiliseres udelukkende til herskerens formål. Individet underordnes kollektivet - staten, bevægelsen, folket eller nationen.
4. Både beslutningsformen og indholdet i beslutningerne er i diktaturer gennemgående aggressive og impulsive og er ofte baseret på politiske storhedsforestillinger og ønsket om at beherske andre stater eller folkeslag.
5. Tvangsformer af alle slags, fra terror til manipulation og angiveri, indgår som accepterede midler til at skabe lydighed. Angst skabt af absolut eller tilnærmet uforudsigelighed er et vigtigt træk ved diktaturets hersketeknik.

Disse fem grundelementer findes i forskellige kombinationer op gennem historien. Forskelle i socialt grundlag, ideologisk orientering, organisation og hersketeknik har dannet grundlag for mere præcise typologier (inddelinger). Det er almindeligt at operere med tre undergrupper af diktaturer. Der er det enkle diktatur eller det despotiske enmandsstyre, det cæsaristiske diktatur eller elitediktaturet og det totalitære diktatur.

I det enkle diktatur er magten baseret på absolut kontrol med de vigtigste statsorganer: Hær, politi, embedsværket og retsapparatet. Denne type diktatur opstår i lande med lav politisk deltagelse. Magten gribes enten ved et statskup eller en paladsrevolution og udøves uden moralske skrupler gerne for kortere tid. Diktaturer af denne type er ofte yderst ustabile, fordi deres magtgrundlag er så snævert. De er gerne baseret på militære kliker, små partifraktioner eller aristokratiske konspiratorer. Formålet med at tage magten er oftest personligt magtbegær og til tider også ønsket om ekspansion udad. De almindeligste historiske eksempler på denne type diktatur er antikkens tyranner, enkelte renæssancefyrster i Italien og orientalske despoter. I moderne tid vil en del militærdiktaturer indgå i denne kategori - f.eks. Idi Amins terrorregime i Uganda i 1970'erne.

Det cæsaristiske diktatur (efter Julius Cæsars diktatur) opstår, når det er nødvendigt at befæste kontrollen med statsapparatet ved at appellere til masserne. Det cæsaristiske diktatur er ofte svar på en national krise eller et reformbehov og søger at befæste sin legitimitet, retmæssighed, gennem reformer. Cæsaristiske diktaturer er alligevel ikke entydige i deres ideologiske orientering og kan også tjene samfundsmæssigt reaktionære formål. Det afgørende kendetegn ved denne type diktaturer er, at de er personlige og forsøger at opbygge en folkelig basis. Når denne type diktatur også kaldes for elitediktatur, skyldes det diktatorens stilling som balancepunkt mellem modstridende interesser indenfor nationens herskende lag. Hans magt kan tilbageføres til den strategiske position han besidder i forhold til forskellige magtcentre: Hær, politi, embedsværk, aristokrati, andre ejendomsbesiddere og parlamentsgrupper. Diktatoren søger at tilfredsstille disse grupper, eller hvis der opstår konflikter, at spille dem ud mod hinanden. I mange tilfælde har herskerne forsøgt at befæste deres magt ved at etablere konstitutionelle konstruktioner omkring deres diktatur (f.eks. Oliver Cromwel og Jakobinerne under den franske revolution). Cæsars eget diktatur havde sin magtbasis i Cæsars egen popularitet blandt Roms folkemasser og blandt legionærene. Når gnidningen mellem de forskellige fraktioner bliver for stærk, står cæsaristiske diktaturer i konstant fare for at udarte til rene terrorregimer. Trusler udefra kan lede i samme retning. En vigtig forskel mellem cæsaristiske diktaturer og det enkle despotiske enmandsstyre er, at det første altid vil forsøge at retfærdiggøre sig under henvisning til et alment princip (se Elite). Historiske eksempler på cæsaristiske diktaturer er: Sulla, Cæsar og Augustus' diktaturer i Romerriget baseret på dets senatskliker, hærfraktioner og provinsbureaukratiet; Cosimos og Lorenzo de Medicis bystatsdiktaturer i renæssancen, hvor organiseringen af fattige var et vigtigt element i konsolideringen af magten; Oliver Cromwells opstigning fra radikal folketaler i Parlamentet til Englands Lord Protector; Terrorregimet under den franske revolution; Napoleon Bonapartes kejserdømme; Louis Bonapartes diktatur med rod i de franske bondemasser i 1850'erne; De ældre latinamerikanske diktaturer (fra slutningen af 1800 tallet) der blev etableret af militæret og videreført ved hjælp af korruption, og endelig nogle af diktaturerne i den tredje verden efter anden verdenskrig (f.eks. Juan Perons regime i Argentina og Ferdinand Marcos' regime i Philippinene).

Den mest moderne form for diktatur er det totalitære. Det kendetegnes først og fremmest ved, at samfundet forandres til en politistat. En enorm magt koncentreres i statsapparatet og understøttes af et monopolistisk, statsbærende parti. Totalitære regimer vil ydermere gøre brug af politiske symboler hentet fra demokratier: De vil ofte præsentere sig som en «mere sand» form for demokrati. Desuden sigter de mod at udviske skellet mellem stat og samfund: Alt er til for staten, intet må eksistere udenfor. Denne form for totalitær kontrol opnås gennem følgende teknikker: Uindskrænket hævdelse af førerprincippet; ensretning af alle sociale organisationer; Bevidst opbygning af nye masseorganisationer der kan gribe direkte ind i folks privatsfære (f.eks. ungdomsorganisationer der kan anvendes til at kontrollere forældrenes holdninger); Isolation af individet fra almindelige traditioner og sociale bånd (politiske partier, kirker, familie, etc.); Anvendelse af kunst og kultur som midler til at udbrede en altomfattende livsanskuelse og streng kontrol med det økonomiske liv. De klareste eksempler på totalitære diktaturer i moderne tid er Stalins regime fra begyndelsen af 1930'erne og Hitlers Tredje Rige. Det er almindeligt at hævde, at selv om det var Mussolini der indførte betegnelsen «totalitær», lykkedes det aldrig hans fascistiske regime at indføre den samme grad af kontrol i Italien som i Sovjetunionen og Tyskland. Af samme årsag henregnes Francostyret i Spanien til klassen af autoritære regimer, fordi det snarere baserede sig på en konsolidering af traditionelle elitelag (kirke, militær, bureaukrati) og ikke sigtede mod at omforme samfundet fra bunden af.

B.Ha.