Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Anton Makarenko

Anton Semjonowitch Makarenko (1888-1939), russisk pædagog, født i Charkow provinsen i en arbejderfamilie. Familien flyttede til Kremencug, hvor faderen arbejdede som maler ved jernbanen. Her sluttede Anton Semjonowitch sin skolegang, hvorefter han gennemførte et et-årigt pædagogisk kursus, der kvalificerede ham til en lærerstilling på en mindre skole i Krjukov, hvor han virkede indtil 1911. Sammen med sin skoleleder studerede han marxistisk teori og pædagogik, der resulterede i et skoleprogram «en kollektiv skoleordning», der blev afprøvet i skolens internatafdelig, hvor han oprettede arbejdsgrupper, skoleorkester mv.

I 1914-1917 gennemførte han sine pædagogiske studier på lærerinstuttet i Poltawa, der førte til en viceinspektørstilling og senere inspektørstilling på den «højere elementærskole» i Krjukov, hvor han, stærkt kritiseret af de skolepolitiske myndighederne, eksperimenterede med «arbejdet som pædagogisk metode», bl.a. med indførelse af skolehaver. Han fik dog støtte i 1919, hvor Lenin fik vedtaget sit kultur- og skolepolitiske oplæg om bl.a. gratis videreuddannelse af arbejdere og bønder, gratis og polyteknisk uddannelse af børn op til det 16. år.

Efter endnu en inspektørstilling fik Makarenko den opgave, som har skrevet ham ind i pædagogikkens historie, nemlig at oprette en koloni for kriminelle og forældreløse børn, «Gorkij-kolonien» efter den store russiske forfatter. Opbygningen af Gorkij-kolonien blev påbegyndt i 1920 og blev afsluttet i 1929, hvor Makarenko, på grund af pædagogiske stridigheder med myndighederne, blev tvunget til at forlade lederstillingen.

Både før og efter revolutionen var der heftige pædagogiske debatter mellem på den ene side en vesteuropæisk reformpædagogisk forståelse, der bl.a. blev udtrykt i den såkaldte pædologi, og på den anden side en socialistisk pædagogik. Makarenkos socialistiske kollektivpædagogik blev kritiseret af pædologerne, bl.a. Lenins kone Krupskaja, der i 1909 i tidsskriftet Den frie opdragelse argumenterede i overensstemmelse med Tolstojs og Blonskijs reformpædagogiske linie. Pædologien blev dog officielt afskaffet ved en centralkomitebeslutning i 1936. Men selv om Makarenko både stod for en markant leninistisk linie og også havde et samarbejde med det hemmelige politi, hvis principper i et vist omfang blev omsat i kollektivpædagogikkens praksis, var han løbende i konflikt med myndighederne, hvilket da også i sidste ende førte til en afskedigelse.

Makarenkos pædagogiske bidrag udtrykkes gennem opbygning af Gorkij-kolonien, og senere overtagelse af den forfaldne Kurjaz-koloni, der er historien om, hvordan en gruppe asociale og egoistiske børn fuld af fjendtlighed lidt efter lidt omdannede et forfaldent gods til et mønsterlandbrug, og dermed samtidig forandrede sig selv til en gruppe velfungerende unge mennesker, der gennemførte en skoleuddannelse, der for manges vedkommende førte dem til optagelse på arbejderfakultetet. Makarenko beretter om dette i bøgerne Vejen til Livet og Første Maj kolonien, hvor det enkelte barns samspil med kammerater udgør omdrejningspunktet for pædagogikken. Makarenko afviste forestillingen om «problembarnet» eller det «adfærdsvanskelige barn». Der er ikke tale om en defekt personlighed, siger Makarenko, men derimod en defekt forbindelse mellem barnet og andre mennesker, mellem barnet og samfundet (Makarenko, 1969, Bind 5, s. 526). Derfor handler det pædagogiske arbejde om at skabe omstændigheder, der giver barnet mulighed for at få positive kontakt og aktivitet med kammeraterne og de voksne. Gennem samspil udvikles individet. Og hos Makarenko udfoldede dette samspil sig i kollektivet.

Selv om man kan genfinde en Vygotsky-forståelse i det syn, at individet udvikles via interaktion, er Makarenko ikke inspireret af udviklingspsykologien, men først og fremmest af et socialistisk og marxistisk syn: Marx' forståelse, at mennesket udvikles gennem arbejdet, og Lenins tese, at arbejderstaten kun kan opbygges, hvis alle arbejder for fællesskabets bedste, kan ses som tydelige inspirationskilder.

Makarenkos kollektivpædagogik, der er båret af fordringer, aktiv disciplin, klare normer samt straf og belønning, fik ikke bare stor indflydelse på den sovjetiske pædagogik i perioden 1931-58 men også på dansk social- og daginstitutionspædagogik i form af en gruppeorienterede opdragelse i 1970'erne. En praksis der blev kritiseret for at underkende subjektet og med fare for at havne i en kollektivisme. I øvrigt en «vildfarelse» som Makarenko selv advarede imod, men som måske alligevel kom til udtryk. Når Makarenkos kollektivopdragelse alligevel var succesfuld må det i høj grad tilskrives mennesket og personen Makarenko, der om hovedkravet til opdrageren siger: «Der er kun én ting, opdrageren skal undgå; han må ikke blot være til stede blandt børnene uden at deltage og uden at interessere sig for, hvad de laver».

Anton Makarenko døde af hjertestop i 1939, 51 år gammel.

S.Br.