Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Monopolkapitalisme er betegnelsen for en økonomi, der er kendetegnet ved, at den er domineret af et lille antal store koncerner eller selskaber med afgørende indflydelse på markederne. Istedet for «fri konkurrence» - den kapitalistiske ideologis ideal - har man et system, hvor den enkelte koncern regulerer priser og deler markedet på egen hånd eller ved forhandlinger, aftaler eller stiltiende overenskomster med andre storkoncerner.

Monopolkapitalisme indebærer dermed ikke nødvendigvis, at markedet er fuldstændig domineret af et enkelt selskab. Ofte vil et mindre antal større koncerner kunne sameksistere med det formål at opretholde en magtbalance og at dele profitten. Sprogligt ville betegnelsen «oligopolkapitalisme» derfor måske være mere korrekt. Men uanset om vi har at gøre med ét enkelt monopol eller tre-fire oligopoler, så vil disse under et kunne tilegne sig en monopolprofit.

Historisk kan monopolkapitalismens udvikling dateres tilbage til 1880'erne. Gennem 1860- og 1870'erne fik en række selskaber i den industrialiserede del af verden deres profit reduceret gennem kapitalakkumulation og konkurrencepres. Løsningen på dette problem blev for mange at indgå markedsregulerende aftaler. Særligt i USA var der fra 1880'erne en betydelig aktivitet med det formål på at regulere markederne og konkurrencen gennem monopolisering i såkaldte «pools», truster og holdingselskaber. En række brancher blev på denne måde domineret af en håndfuld selskaber. I enkelte tilfælde, som f.eks. når det gjaldt olieraffinering, fik et enkelt selskab næsten 100 % kontrol.

Myndighedernes svar på denne udvikling varierede noget fra land til land. I Tyskland hvor frikonkurrenceideologien aldrig havde stået stærkt, opmuntrede statsmagten til sammenslutning af selskaber til store enheder for at de skulle stå stærkere i den internationale konkurrence. I USA dermed svarede myndighederne ved at vedtage love, der forbød monopolistiske sammenslutninger. Enkelte selskaber blev af domstolene dømt til at blive opløst. Men utallige smuthuller i lovene gjorde, at de samme selskaber snart efter kunne genopstå i noget andre former og under andet navn. Endvidere er det meget vanskeligt for offentligheden at få overblik over, hvilke markedsregulerende aftaler der indgåes i erhvervslivet. Det hersker enighed om, at USA's forsøg på at fjerne monopolkapitalismen gennem lovregler, ikke har været særlig vellykket.

Monopolistiske prisreguleringer indebærer, at forbrugeren betaler en højere pris på varen. Enkelte har hævdet, at på lang sigt er dette noget som forbrugeren tjener på, ud fra den begrundelse at markedsregulering, sammenslutninger og stordrift åbner flere muligheder for teknologiske forbedringer. Overfor dette kan man hævde, at når storselskaberne kan høste ekstraprofitter i ly af markedsreguleringer, bliver opmuntringen til at forbedre teknologien mindre, end hvis man havde haft en række hårdt konkurrerende mindre enheder. Desuden vil en økonomi domineret af et lille antal store selskaber let føre til, at selskaberne istedet for at konkurrere på pris vil konkurrere indirekte i form af reklame.

Det forhold at koncernerne høster en monopolprofit indebærer også en omfordeling af indtægter. Projekter der ellers ville være lønsomme, vil i en monopoliseret økonomi alligevel kunne blive profitable. Men samtidig fører denne omfordeling af indtægt i storkoncernernes favør til, at man får problemer med at opretholde efterspørgslen. Mere profit til koncernerne indebærer mindre købekraft til forbrugerne. Dermed bliver det ofte statens opgave at stimulere efterspørgslen.

O.G.