Siden  1960'erne har en række organisationer og studiegrupper - særligt i USA og Vesteuropa - været optaget af at udvikle «alternativ» eller «blød» teknologi - dvs. en teknologi uden de negative virkninger som meget af den avancerede industriproduktion har for samfund og natur. Der findes ikke nogen entydig definition på begrebet, og alternativ teknologi diskuteres oftere ud fra de ønskede sociale konsekvenser end ud fra tekniske egenskaber. Beslægtede betegnelser er: Småskalateknologi, intermediær teknologi og tilpasset teknologi.

Ideelt set har alternativ teknologi følgende kendetegn: Den kræver ringe kapital og energi, megen ufaglært og ringe højtuddannet arbejdskraft og lokal snarere end importeret ekspertise. Produktionen er baseret på lokale, eller i hvert fald nationale råvarer, og er organiseret i små eller mellemstore enheder. Selv om produktionsudstyret kan være importeret, er teknikkerne tilpasset lokale forhold og lader sig let opfange og udvikle af lokale entreprenører. Der produceres hovedsageligt varer og tjenester til lokale og regionale markeder. I u-landssammenhæng anses alternativ teknologi som et middel til at mindske den nedslidning, sygdom og sult, der er de flestes vilkår, og til at give folk muligheder for at vælge og skabe deres egen udvikling.

Koblingen mellem alternativ teknologi og u-landsbistand blev først og fremmest udviklet af Intermediate Technology Development Group (ITDG, dannet i London i 1965). Dette er en sammenslutning af ingeniører, økonomer, forskere og industrifolk med erfaringer fra arbejde i u-lande. Deres udgangspunkt var, at det teknisk avancerede, kapitalkrævende og arbejdsbesparende udstyr som de rige lande eksporterede til u-landene som hjælp til industrialisering, ikke opfyldte disse landes behov. Tværtimod betød dette udstyr en belastning på betalingsbalancen, samt sløseri med kapital og velstand for nogle få.

Alternativet skulle være enkle, billige teknikker der var tilpasset lokale forhold, skaffede arbejde til mange flere og var en form for hjælp til selvhjælp. ITDG har arbejdet både med at udvikle og iværksætte tekniske løsninger for konkrete projekter i u-lande og med at sprede information. Deres virksomhed har specielt været koncentreret om husbygning, vandforsyning, bearbejdning og markedsføring af landbrugsprodukter, sundhedsvæsen og energi.

Alternativ teknologi er ofte knyttet til forestillinger om egalitær organisation og udjævning. Det er imidlertid vigtigt at være klar over, at hverken valg af teknik eller decentraliserede anlæg i sig selv kan sikre dette. At en vandpumpe der skal give en landsby rent drikkevand, er soldrevet, enkel og billig at installere og praktisk talt vedligeholdelsesfri, kan ikke hindre, at den evt. erobres af de mest velhavende, som dernæst sælger vandet. Når nye teknikker tages i brug af lokale entreprenører, vil resultatet ofte blive økonomisk ulighed. Det afhænger af den sociale organisation - ikke af teknologien.

Både u-landsmyndigheder og vestlig økonomisk ekspertise af forskellige politisk observans har stort set stillet sig afvisende overfor alternativ teknologi. Argumenterne har varieret fra anklager om paternalisme til økonomisk og politisk naivitet. I slutningen af 1970'erne begyndte imidlertid så centrale organer i bistandssammenhæng som Verdensbanken, OECD og USAID (USA's bistandsorganisation) at tale om alternativ teknologi. Dette skyldes, at de fleste u-lande mangler kapital, infrastruktur og markeder til at opbygge en moderne industrisektor, samtidig med at de har desperat behov for arbejdspladser. De mere reelle begrundelser er nok, at en alternativ teknologistrategi - uden politiske omvæltninger - vil sikre u-landene som markeder for produktionsudstyr fra i-landene og styrke den småkapitalistiske sektor i det enkelte u-land.

M.V.