Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 31.916
: :
Sygdom

Ordet sygdom som det anvendes både i dagligtalen og i medicinske fagkredse, dækker et bredt spekter af fænomener fra kræft og hjerneblødning til kriser og depression. Ved sygdom forstår de fleste en individuel lidelse, med årsager af udvendig mekanisk art, så som arv, skade, forgiftning, smitte, slitage osv. Dette afspejler et sygdomsbegreb som har fæstnet sig, efter at naturvidenskaberne gennem de seneste 200 år gradvist har trukket den ene sygdomskategori efter den anden ud af religionens, fantasiens og magiens verden.

I en vis forstand havde man før naturvidenskabernes æra et mere socialt sygdomsbegreb, fordi sygdom var uløseligt forbundet med skyld, skam, straf og soning. Fra midten af det 19. århundrede blev sygdom mere og mere opfattet som resultatet af at den ydre verden. Bakterier, virus, gasser, støv og skadelige fødevarer påvirkede kroppens indre: Celler og væv. Denne isolering og rendyrkning af de enkeltstående sygdomsfremkaldende faktorer gjorde det muligt bl.a. at bekæmpe de fleste epidemier, som havde hærget Europa i århundreder. Det skabte grundlaget for den moderne medicin, som på en effektiv måde har kunnet behandle og lindre mange af tidligere tiders uhelbredelige sygdomme.

På den anden side indebar denne udvikling, at sygdom og sygdomsårsager blev løsrevet fra deres sociale sammenhæng. Overfor denne snævre naturvidenskabelige tænkning stod arbejderklassens umiddelbare erfaringer, og arbejderbevægelsens politiske kamp bragte en række sociale betingelser for sygdom frem i lyset. Tuberkulosens hærgen demonstrerede klart betydningen af forhold som manglende plads i boligerne, fysisk udmattelse som følge af arbejdsforholdene, dårlig ernæring og mangelfulde sanitære forhold.

Det er efterhånden blevet klart, at faktorer som bakterier, virus, arvelige defekter, tobak, alkohol og miljøforurening er nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser for en række sygdomme. Alle mennesker bombarderes til dagligt af sygdomsfremkaldende enkeltfaktorer. Hvorvidt man bringes over tærsklen til et sygdomsudbrud, afhænger også af en række andre forhold: Alder, ernæringstilstand, psykisk tilstand, konditionsniveau, fysisk styrke, biokemisk forsvarsberedskab (antistoffer i blodet), døgnvariationer i kroppens indre miljø etc. På denne måde vil den moderne medicin hævde, at der er sammensatte (multifaktorielle) årsagssammenhænge til de allerfleste sygdomme.

I løbet af efterkrigstiden har indsigten fra den moderne psykiatri og psykologi i en vis forstand givet arven fra middelalderen oprejsning. Både for psykiske og en række kropslige lidelser hævdes det, at sygdommen tjener et specielt formål. Dette gælder både for sygdommen i sig selv, og den forståelse som de berørte har af sygdommen. I følge denne opfattelse af sygdom vil det lidende enkeltmenneske være bærer af et kollektivt ubehag. Kollektivet kan bestå af et par, en familie, vennekreds, arbejdsfællesskab, faggruppe, samfundsklasse, racefællesskab eller nationalt fællesskab.

Følelser og konflikter som er så stærke, at de kan komme til at sprænge kollektivets grænser, kommer i stedet ofte til udtryk gennem individualiserede lidelser. På denne måde standses kollektivet i sin udforskning af sig selv og sin forestillingsverden. Psykiske og fysiske symptomer hindrer indsyn i forhold, som forbliver tabubelagte. Udfra dette perspektiv kan man f.eks. finde en mening i den gennemgående oversygelighed blandt kvinder. Den kan tolkes som et værn om den traditionelle familiestruktur og en omgåelse af konfrontationen af ægtemanden med hans delagtighed i den kollektive kønsundertrykkelse.

De hyppigst forekommende sygdomme i befolkningen er sygdomme i muskel- og skeletsystemet, hjerte-/karsygdomme og nervøse lidelser og plager. Til sammen udgjorde disse i 1970'erne omkring 45% af antallet af sygdomstilfælde på et givet tidspunkt. De fleste vil opfatte disse lidelser som typiske «stresssygdomme» og at de i høj grad er afhængige af samfundsforhold og levevaner. Forekomsten vil derfor også svinge ifht. dybtgående samfundsmæssige ændringer, hvilket blev klart demonstreret under sidste verdenskrig. Det traditionelle sundhedsvæsen er dårligt rustet til at forebygge og behandle disse sygdomskategorier på en tilfredsstillende måde.

Anderledes forholder det sig med sygdomme, som har overvejende mekaniske årsagssammenhænge - f.eks. kræft og en række immunologiske lidelser. På disse områder forventes det, at den medicinske udvikling vil resultere i tidligere diagnoser og stadig mere effektive behandlingsformer. Dette vil alligevel være en mager trøst, dersom forpestningen af vort miljø med støv, gas, sod og tobaksrøg fortsætter med at øges.

S.Ka.