Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Müntzer (ca. 1490-1525), radikal teolog og folkefører under bondekrigen i Tyskland. Thomas Müntzer blev født i Stolberg i Harzen som søn af en håndværksmester. Fra 1512 arbejdede han som præst. Fra 1517-18 begyndte Martin Luthers kritik af Romerkirken at vække offentlig opsigt i Tyskland, og Müntzer sluttede sig hurtigt til denne kritik og optrådte som «martinianer». Han lærte også personlig Luther at kende. Efter en ny intensiv fordybning i teologiske studier - ikke mindst i middelalderens mystikere - blev Müntzer i 1520 på Luthers anbefaling indsat som præst i Zwickau, og i 1523 flyttede Müntzer til Allstedt.

Befolkningen bestod overvejende af småhåndværkere, og de sociale modsætninger var langt mindre end i Zwickau. Müntzer vandt hurtigt bred opbakning i byen. Ved begyndelsen af sit virke i Allstedt anså han sig fortsat for Luthers forbundsfælde med udbredelsen af reformationen som fælles opgave, men fra 1523 tilspidsede forholdet sig mellem de to sig og førte til et radikalt brud. Fra da af bekæmpede de aktivt hinanden. Luther reagerede på Müntzers aktivistiske «sværmeri», Müntzer på Luthers sterile og blødagtige «ordteologi». Selv om senere historikere kan fastslå, at de to gensidigt misforstod hinanden, er det alligevel klart, at der forelå vigtige reelle meningsforskelle.

Med sine nærmeste tilhængere i Allstedt stiftede Müntzer et forbund - et «Bund». Hans forbundstanke var først og fremmest religiøst motiveret med forbilleder i Det gamle Testamente, og forbundets mål var at udrydde al gudløshed. Gudløsheden var i første omgang at finde i den romerske kirkes magtmisbrug overfor kristne, men dernæst også i anden social magtudøvelse fra fyrster og øvrighed, og i sidste instans i al magtanvendelse og egeninteresse mennesker imellem: Ugudelighed råder blandt alle mennesker der ikke har begivet sig ind under korsets og lidelsens efterfølgelse. Müntzers «Bund» var tænkt som kimen til en ny og renset social begyndelse.

Selv om Müntzers forbund i Allstedt kun havde gennemført få og afgrænsede aktioner mod de ugudelige magtforhold, var fyrsternes skepsis i løbet af sommeren 1524 allerede blevet så stor, at Müntzer i august måtte flygte. Denne gang stoppede han i Mühlhausen - en af Thüringens to «frie rigsbyer», med et mere uafhængigt forhold til den feudale fyrstemagt end tilfældet var med Allstedt. Håndværk og landbrug var Mühlhausens vigtigste næringsveje, og næsten halvdelen af befolkningen blev regnet som fattige. Alligevel var det ikke først og fremmest disse, men i højere grad byens nye, politisk magtesløse middelstand der udgjorde det vigtigste oprørspotentiale.

Müntzer gjorde sig snart gældende i de sociale stridigheder, der var i gang, da han kom, og var atter med til at danne et forbund: «Der Ewige Bund Gottes» - «Guds evige forbund». Den religiøse motivering var for Müntzer fortsat det primære, men forbundet lagde mere vægt på det socialt revolutionære og aktivistisk-voldelige, som øgede i takt med den øgede spænding i forholdet til de feudale magthavere. En vigtig faktor var her de omfattende bondeoprør, som fra sommeren 1524 hurtigt bredte sig i Tyskland, og som også nåede Sachsen og Thüringen.

Müntzer anså bøndernes kamp for at sikre hævdvundne rettigheder som en kamp på linie med sine egne bestræbelser, og drog derfor med en del af sine tilhængere til byen Frankenhausen for at komme bønderne til undsætning før den afgørende konfrontation med fyrstestanden i maj 1525. Som profetisk folketaler opfordrede Müntzer til kamp og fordømte al tanke om kompromis og overgivelse. Trods talmæssig overlegenhed blev bondehæren imidlertid hugget ned, før det kom til noget egentlig slag. Bl.a. på grund af mangelfuld taktisk og strategisk ledelse. Müntzer betragtede nederlaget som Guds straf og et resultat af manglende kristen og uegennyttig holdning blandt bønderne. Müntzer selv blev efter nederlaget taget til fange, forhørt under tortur og senere halshugget.

Det almindelige Müntzerbillede i den senere protestantiske tradition er i stort grad blevet præget af fordømmende polemiske fremstillinger - bl.a. fra Luthers og Melanchtons hånd. Det modsatte Müntzerbillede med Müntzer som revolutionær helt i den «tidlige borgerlige revolution», har haft en vigtig funktion i tysk - og sovjetisk - marxistisk historieskrivning efter Engels' «Der deutsche Bauernkrieg» - «Den tyske bondekrig», 1850. Specielt i DDR er Müntzer blevet hyldet som nationalhelt. En svaghed ved en betydelig del af den marxistiske Müntzertolkning har været en tendens til at underkende eller bortforklare det religiøse grundlag for Müntzers selvopfattelse og virke.

T.Ra.