Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Reformationen anvendes almindeligvis som betegnelse for de kirkeligt-teologiske og politisk-sociale omvæltninger, som fandt sted i store dele af Europa - men først og fremmest i det tyske rige - i løbet af 1500 tallets første halvdel.

Kirkehistorisk perspektiv

Det er lettere at tale om reformationen som en fuldstændig og afgrænset omvæltning, når man anlægger et (protestantisk) kirkehistorisk og traditionelt teologisk perspektiv, end ud fra en mere samfundshistorisk synsvinkel. Fra et protestantisk teologisk synspunkt er reformationen først og fremmest et radikalt brud med traditionelle og ideologisk falske autoritetsstrukturer: Pavens og pavehierarkiets påberåbelse af eneret til at tolke Bibelen blev afvist, og bibelfortolkningen blev betragtet som en opgave, hvor enhver kristen havde lige stor autoritet og myndighed. Med Bibelen i egne hænder kunne den tidlige reformationsbevægelse tage afstand fra og efterhånden også bryde med forskellige elementer og ytringsformer i det romerske magthierarki. Bl.a. med pavekirkens prætentioner om overhøjhed over det verdslige liv. Den tog endvidere afstand fra anvendelsen af sakramenterne - særlig bodssakramentet - som undertrykkelses- og afpresningsmiddel overfor lægfolk, og i forlængelsen af dette med hele skellet mellem den gejstlige og den verdslige stand. Det gejstlige hierarki blev saneret, og munkeordnerne som bestod af stedfortrædende «bedre» mennesker, blev ophævet som institutioner, der stod i dyb modstrid til den reformatoriske teologis ideologi om, at alle mennesker er lige - nemlig lige syndige - overfor Gud.

I løbet af årene 1517-1520/21 samlede der sig en ret bred reformbevægelse omkring denne type af kritik. Den vigtigste leder i denne periode var teologiprofessoren Martin Luther (1483-1546) i Wittenberg. Allerede fra 1520 var der tilløb til splittelse indenfor reformationsbevægelsen, men billedet af en fælles ekspanderende front må alligevel siges at have været det dominerende frem til 1524-25. Ved siden af Wittenberg udvikledes fra 1523 også Zürich som et relativt selvstændigt reformationscentrum. Zürich var handelsøkonomisk højere udviklet og mere urbant præget. Den vigtigste reformationsleder der var præsten Ulrich Zwingli (1484-1531). Kritikpunkterne overfor den romerske kirke var i store træk de samme som indenfor den lutherske fløj.

Fra midten af  1520'erne blev splittelse og strid indenfor reformationsbevægelsen imidlertid en stadig mere iøjnefaldende faktor. Der blev markeret en klar afstand mellem på den ene side bønderne og den fattige bybefolknings socialpolitiske protestbevægelser og på den anden den lutherske reformation, da Luther under bondekrigen i Tyskland (1524-25) meget kraftigt afviste bøndernes sammenkobling af den nye evangeliske kristendomsforståelse og politisk kamp. Også mere generelt var der spor af en spaltning i en politisk set mere passiv luthersk retning, med betoning af frelsen som en gave som kom udefra, og forskellige mere aktivistiske retninger der lagde større vægt på kristendommens moralske aspekter og understregede frelsens synlige konsekvenser i privatliv og politik.

Til denne anden hovedretning kan man foruden store dele af bondeoppositionen og den schweiziske reformationsbevægelse, også regne de såkaldte gendøberbevægelser. Mellem disse tre mere aktivistiske grene eksisterede der komplicerede påvirknings- og modsætningsforhold. Med bondebevægelsen som en form for undtagelse - den var i virkeligheden ikke en ren bondebevægelse hvad angår social rekruttering - kan man sige, at den aktivistiske reformationsside i overvejende grad var knyttet til byerne - og specielt til den økonomisk højest udviklede sydlige del af det tyske rige.

Efter at bondebevægelsen i 1525 og døberbevægelsen fra 1535 af var blevet slået ned med vold, var det den politisk set mere selvstændige, men mindre radikale schweiziske gren, der førte denne side af reformationsbevægelsen videre. Den dominerende leder var i 1540- og 1550'erne Johan Calvin (1509-1564) i Genève. Med byrådets støtte satsede han på at gøre Genève til en «kristen» by ved hjælp af almindelig politisk magtanvendelse. Calvin drev i disse år samtidig et aktivt udenrigspolitisk arbejde, og den schweizisk-calvinske reformationsgrene fik gennem dette arbejde stor betydning for reformationsarbejdet i f.eks. Frankrig, Holland og England.

Den lutherske reformation forsøgte til gengæld på en mere bastant måde at afgrænse sig fra alt, som kunne opfattes som gerningsretfærdighed, og markerede sig i politisk henseende gennem den såkaldte «to-regime-læren». Her blev åndelig magtanvendelse gennem ordet og verdslig magtanvendelse gennem sværdet skilt fra hinanden som to klart forskellige styreformer. Men det beror på senere tiders - interessebestemte - misforståelse at tro, at det også drejer sig om at dele selve virkeligheden i to uafhængige dele med hver deres type «egen lovmæssighed», således at politisk magtanvendelse bliver en selvstændig suveræn virkelighedssfære i forhold til forkyndelsen. Tværtimod har ordets magtudøvelse også et politisk aspekt og en politisk kompetence, lige som den politiske magt på sin side kan være med til at organisere og styre kirken. Fra Luthers tid er dette i Nordeuropa blevet praktiseret i form af det såkaldte «landesherrliche Kirchenregiment», hvor det blev betragtet som fyrstens opgave at sørge for sin kirke på det verdslige og politiske område. At det drejede sig om en fyrste som selv var kristen, har man regnet som en selvfølge. Den lutherske reformation vandt især frem i de økonomisk mere tilbagestående fyrstedømmer i de nordlige og centrale dele af det tyske rige. Det var denne retning som i 1530'erne slog igennem i Danmark og Norge.

Spændingerne og modsætningerne indenfor reformationsbevægelsen rokker alligevel ikke ved den indledende påstand om reformationen som udtryk for en radikal ændring i autoritetsstrukturen: Tværtimod kan man betragte bruddet med den feudalt pavelige struktur som en betingelse for de nye åbne teologiske og kirkelige modsætninger, samtidig med at de kraftige modsætninger netop kan ses som udtryk for den nye struktur. Det faktum at de forskellige reformatoriske retninger ret hurtigt gled tilbage i en form for autoritetstænkning, efter at de var blevet etableret som konfessionskirker i et enevældigt statssystem, er heller ikke noget argument mod, at den omvæltning der fandt sted under reformationen var radikal.

Samfundshistorisk perspektiv

Ser man derimod reformationen mere fra et økonomisk-politisk synspunkt, bliver det vanskeligt på en tilsvarende måde at tale om brud og radikale ændringer. Godt nok har dele af den marxistiske reformationsforskning - traditionen fra Engels og hans værk «Der deutsche Bauernkrieg» - forsøgt at underbygge en tolkning af reformationen i Tyskland som en «tidligt borgerlig revolution». De har betragtet den som den første store kollision mellem en feudal og en kapitalistisk samfundsform, med bondekrigen i 1524-25 som højdepunktet og med Thomas Müntzer som den store reformationsleder. Men en nøjere økonomisk-historisk argumentation for denne opfattelse har været ret vanskelig. Derfor lægges der i nyere samfundshistorisk orienteret forskning større vægt på et perspektiv, hvor overgangen fra en samfundsformation til en anden er en langvarig og trinvis proces, og hvor forskellige bevægelser på forskellige stadier kan have meget forskellige og ikke altid direkte «revolutionære» opgaver. En væsentlig opgave for den tyske reformationsbevægelse var udfra denne opfattelse at fjerne eller modificere hæmmende feudale kræfter og bidrage til en tilrettelægge af forholdene for den senere kapitalistiske udvikling. En central hindring for denne udvikling var netop pavekirken med dens institutioner og ideologi: Sammenvævningen mellem kirkelig og feudalt hierarki var i mange henseender udviklet meget langt.

Et sådan udviklingshistorisk og mindre bastant revolutionshistorisk orienteret perspektiv på reformationen fører samtidig til en opvurdering af Luthers kirkekritik og af den politisk set mere moderate, «realistiske» del af reformationsbevægelsen som historisk progressive faktorer.

T.Ra.