Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 51.829
: :
Myte

En myte er i religiøs sammenhæng en traditionel fortælling om guder og guddommelige væsners oplevelser og handlinger. Myterne udtrykker forestillinger om hvilke kræfter, der styrer verden og hvordan menneskene skal forholde sig til disse kræfter og til hinanden.

Form og indhold

Gudernes oplevelser og handlinger er ordnet i et specielt tidsperspektiv. De tilhører en tid «før al anden tid», en «urtid». Den fortællende form medfører, at myterne har en dramatisk pointe. Det vil sige, at de fortæller om forandringer. Hvordan noget blev, som det er i dag, eller hvordan noget forandrede sig fra en tilstand til en anden. Myterne kan for eksempel fortælle om, hvordan guderne lærte menneskene de religiøse hemmeligheder, hvordan guderne i urtiden var de første til at så kornet, eller hvordan samfundet blev organiseret for første gang. Fortællingerne får derved en betydning som model for lignende situationer. De forbinder den konkrete virkelighed med en forbilledlig guddommelig verden.

Virkemåde, funktion

Myterne fortælles og fremstilles dramatisk gennem ritualer, og på denne måde gøres urtiden aktuel og levende. Samtidig virker dette som en påmindelse om de værdier myterne udtrykker, og at disse er bestemt fra evig tid. Myterne er derved med til at skabe sammenhold og fællesskab indadtil i gruppen. De er også særligt egnet til at forklare problemer, som det ellers er vanskeligt at få svar på, som uretfærdighed, lidelse og død, og de kan derfor give mening til den enkeltes livssituation og forhold til fællesskabet.

Da myterne forankrer de eksisterende samfundsforhold i den guddommelige verden og den mytiske tid, er de meget hensigtsmæssige for det ideologiske magtapparat i et samfund. Myterne kan anvendes til legitimering og retfærdiggørelse af de herskende forhold. De dæmper konflikter og skjuler modsigelser ved at understrege, at de eksisterende forhold er bestemt allerede fra skabelsen. De jødiske skabelses- og syndefaldsmyter er blevet brugt til at retfærdiggøre kvindeundertrykkelse i den kristne (og jødiske) verden. Kastesystemet i Indien fremstår i myterne som skabt af guderne samtidig med skabelsen af jorden. På denne måde bliver disse forhold utilgængelige for kritik.

På grund af myternes ideologiske rolle, er det også vigtigt at kontrollere kundskaben om myterne. Retten til at fortælle og tolke myter og hemmeligholdelse af nogle myter, udtrykker derfor sociale og politiske skillelinier. Det er f.eks. almindeligt, at kvinder bliver afskåret fra mytekundskaben, ved at de vigtigste myter formidles til de unge drenge, når de indvies til mænd. I den europæiske middelalder var det ikke tilladt for almindelige lægfolk at læse bibelen, og præsternes privilegium blev holdt i hævd ved at myterne var affattet på et fremmed sprog - latin - og ved at læsekunsten blev holdt indenfor snævre sociale grupper. Eksklusiv mytisk kundskab giver magt.

Men myterne er ikke altid stabiliserende og tilbageskuende. Mange myter, specielt paradismyter og sammenbrudsmyter, kan gennem deres indhold formidle visioner om en bedre tilværelse og derved understrege svaghederne og uretfærdighederne i nutiden. I de kristne myter om tusindårsriget finder vi drømmen om det klasseløse samfund på jorden med økonomisk fællesskab og fred. Disse myter er blevet aktualiseret i handling - de har inspireret til socialt oprør.

Denne tradition er altid blevet videreført af undergrundskirker og kætterske bevægelser i udkanten af de store kirkers magtområde. De etablerede kirker har gennem hele kirkehistorien anvendt en tolkning af denne vision, der placerer tusindårsriget i evigheden og himmeriget for at ufarliggøre det politiske sprængstof i myten. Idehistorisk har denne myte været levende helt frem til vore dage, og den spillede en væsentlig rolle i socialismens første tid. De utopiske socialister i det 19. århundrede var tydeligt inspireret af denne tradition - Saint-Simon, Fourier. Vi finder også tusindårsmyten genspejlet hos den unge Marx.

I de sidste hundrede år har tusindårsmyten også blomstret udenfor Europa. I samfund under stærkt pres fra kolonialisme og imperialisme er der opstået religiøse bevægelser, som delvis har taget disse kristne myter i brug - og delvis egne gamle myter - som et middel til at øge den kulturelle selvfølelse og det indre sammenhold, og også som socialt oprør. Sådanne bevægelser finder vi i hele den tredje verden. De blandt disse bevægelser der griber tilbage til den gamle lokale mytetradition, lægger vægt på myterne som kulturens «hukommelse», hvor gammel visdom er nedfældet. Myterne kan derfor tjene forskellige interesser, afhængig af den konkrete situation og hvordan de tolkes.

Myterne og historien

Myterne indeholder stof overleveret gennem generationer. Dette betyder alligevel ikke, at myterne er uforanderlige. De er resultatet af en historisk proces. Indenfor den mundtlige tradition vil de over tid kunne optage nye elementer og tilpasse sig forandringer i samfundet. Det er vanskeligere, hvis myterne er fæstnet i en skriftlig tradition. I sådanne formfæstede myter kan indholdet efterhånden komme til at stå meget fjernt fra de aktuelle forhold og derved blive uforståelig. Der vil da kunne opstå kritik af myternes indhold og mod en mytisk verdensforståelse i det hele taget.

De græske filosoffer kunne ikke acceptere, at menneskene var afhængige af en gudeverden, sådan som den var skildret i de gamle myter. Menneskene var i færd med at mestre verden, og accepterede ingen gud udenfor menneskenes kontrol. Den samme optimistiske rationalisme finder vi i oplysningstidens religionskritik. Den anvendelse som mytebegrebet har i dag - som usandsynlige historier - er et resultat af denne kritik af myten.

I den verdslige verden spiller de religiøse gudehistorier ikke længere den samme rolle som udtryk for menneskenes plads og opgave i en større sammenhæng. Men der er kommet nye typer ideologiske udsagn til med mange af de samme egenskaber som de egentlige myter. Det typiske for disse er, at de har et skin af selvfølgelige, objektive, ikke-ideologiske sandheder. Derfor er disse «myter» også traditionelle forklaringer og begrundelser for, hvilke kræfter menneskene er underlagt eller symbolske udtryk for menneskenes livsvilkår, selv om de repræsenterer «usand bevidsthed» i marxistisk forstand.

Specielt myterne om kvinden har den samme overbevisningskraft, der er typisk for de egentlige myter. De har en forankring i det evige, ukontrollerbare: «Sådan har det altid været» (urtiden), og «det ligger i kvindens natur at ... ». Udsagn af denne type ligger de religiøse myter meget nær. Når mytebetegnelsen anvendes om sådanne udsagn, er det en måde at afdække det ideologiske indhold, at afsløre det tilslørede.

S.Gr.


Litteratur

M. Eliade: Myth and Reality, New York 1963.
E. Adolfsson m.fl: Kvinnomyter, Lund 1976.
P. Worsley: The trumpet shal sound. A study of Cargo Cults in Melanesia, London 1970.