Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Tradition - ordet betyder at overlevere, videregive - forbinder man gerne med noget gammelt, som stadig holdes i hævd - som f.eks. fejringen af julen. Traditioner kan være sejlivede og vanskelige at forandre. De kan også være sårbare, men alligevel opleves som ukrænkelige. De kan ægge til brud eller til bevarelse. Hvis de angribes eller forfalder, kan de bliver hjertesager for konservativ pleje eller genstand for reaktionære restaurationsforsøg, som f.eks. genoplivningen af Islams herredømme i Iran.

Det findes også progressive traditioner: Solidaritet i arbejderklassen og mellem kvinder: I børnekulturen og i dialekterne: I de demokratiske og revolutionære, videnskabelige og kritiske traditioner i samfundet.

Hvad er tradition?

I et samfund er traditionerne de livsformer, aktiviteter og meninger, som med selvfølgelighed er fælles, som mere eller mindre uforandret gives videre fra en generation til den næste. De sikrer individernes samfundsmæssige koordinering, deres kontinuitet overfor fortid og fremtid og deres umiddelbare spontanitet i handling og tænkning.

Traditioner er ikke det samme som tabuer og dogmatisme og må ikke forveksles med traditionalisme, som tillægger bestemte traditioner en overindividuel visdom, hvis autoritet individerne bare må bøje sig for. Vi kan pege på fire kendetegn ved traditioner.

1. Samtidsdimensionen: En forud etableret enighed blandt individerne i et samfund. En tradition er et sæt af meninger og handlemåder i et «samfund» som er «fælles» på den måde, at enhver tager dem for givet hos sig selv og de andre. Samfundet kan f.eks. være familien, arbejderkollektivet, landbruget, kvindekulturen, nationen eller verdenssamfundet. En tradition gælder så selvfølgelig, at man ikke behøver at blive sig den bevidst før den brydes - når man mærker at andre har stillet sig udenfor eller man selv har fejlet. Ud over skrevne love og vedtagne aftaler er traditioner en stiltiende samordning af individerne til et samfund. Kollektiv enighed i en givet tradition udelukker ikke konflikter og fjendskab. Tvært imod vil konflikter ofte udspilles på baggrund af en fælles tradition.

Når bærere af forskellige traditioner skal leve sammen, opstår der nye muligheder for stejle konflikter og nedbrydelse af traditionerne - fordi man ikke ved hvorfor det som selvfølgelig er rigtig, er rigtig. Et eksempel er forældre af forskellig familiebaggrund, som sammen skal opdrage deres børn.

2. Historiedimensionen: Bevaret erfaring over skiftende generationer. Traditionelle handlemåder og meninger overleveres fra de der allerede er del af samfundsordningen til de nyankomne, som overtager og dermed indlemmes i ordningen. Overleveringen af traditioner er ikke en uforandret gentagelse: I vor omgang med andre og med naturen stilles vore traditioner stadig på prøve. Selvfølgeligheder bliver til spørgsmål som åbner for alternativer og nyskabelse. Resultatet over tid er uvægerligt en mere eller mindre bevidst tilpasning, berigtigelse og ændring af vore traditioner.

Alligevel er en tradition konstant i forhold til de skiftende generationer, der overleverer den, uanset om der er tale om familien, arbejdspladsen, militærtjenesten, forskningsmiljøet eller partiet, Første Maj eller juleaften, og uanset om traditionen gælder hele ens livsførsel, specielle livsområder, situationer som stadig vender tilbage eller kun sjældent indtræffer i ens liv. Den levende tradition er en bevaret og foregrebet samstemmighed på tværs af de skiftende generationer: De traditioner den enkelte overtager består ikke blot i: «Som man gør det og hvad man mener» men også «som man har gjort og ment» og «sådan vil man fortsat gøre og mene» selv om traditioners pålidelighed i historiedimensionen normalt er svagere end i samtidsdimensionen. Alligevel har et samfunds traditioner en stabilitet der ligesom naturlovene er en forudsætning for fri og rationel handling (se Determinisme, Frihed).

3. Traditionstilegnelse: En alternativfri erkendelse af alternativer. Elementerne i en tradition kan være vilkårlige, utilgængelige for rationel kritik, eller de kan lade sig begrunde, bevises og modbevises. Men uanset formen foregår tilegnelsen af traditioner på samme måde: For at komme ind i en social praksis som er ny for en selv, må man næsten altid sætte sig ind i et sæt af handlemåder og meninger, som overtages uden anden begrundelse, end at de er de faktisk gældende. De som den enkelte må gøre til sine, hvis individet skal tage del i denne aktivitet.

Uanset om man skal lære at tale eller lære anstændig opførsel, skal sætte sig ind i brugen af en maskine eller i sammenholdet på en arbejdsplads, skal lære sig brugen af nyt forskningsudstyr eller kritisere accepterede teorier og finde bedre alternativer, så vil alternativerne til den tradition man sættes ind i, ikke fremtræde for en selv. Rigtigheden af den tradition man tilegner sig kan end ikke begrundes, før man har sat sig ind i den, og da er det i en vis forstand for sent.

Traditionstilegnelsen indebærer ikke i sig selv autoritære forhold, men at man anerkender andre personer som autoriteter: De som er eller fremtræder som eksempler og giver korrektiver til ens egen handlemåde og mening under indøvelsen. Denne anerkendelse kan være rationelt begrundet, eftersom ens autoriteter er de personer, man kan vide er bedre inde i sagen end en selv - forældre, fagfolk og andre «indviede».

4. Traditionsformidling: En samfundsmæssig formidling af umiddelbare svar - og spørgsmål. Uden at tilhøre levende traditioner kunne vi ikke tage situationer for givet: Hverken hvad en konkret situation «med selvfølgelighed» går ud på, eller det repertoire af handlemåder og meninger, vi «uden videre» stiller op med. Traditionen er uproblematisk, giver baggrunden og horisonten for alt det, der kan blive et bestemt problem for os i situationen. Men denne umiddelbare situationsorientering er hverken et naturgivet instinkt eller gudsgiven åbenbaring, men derimod en samfundshistorisk formidling. Traditioner er opbevarede forråd af social erfaring, som bevares - ikke ved at blive konserveret på et lager - men kun gennem praksis: Ved at de tages i brug, prøves, holdes i hævd.

Ifølge den filosofiske hermeneutik består traditioner af «fordomme», som ikke er berettiget ved en kritisk prøvelse, men ved at de gør bestemte problemsituationer mulige. Den hermeneutiske begrundelse for traditionsformidlede fordomme henviser til de ufravigelige vilkår for socialt liv: For individuel spontanitet, samfundsmæssig koordinering og historisk kontinuitet. Ingen tradition er dermed immun overfor kritisk prøvning, men det følger, at helheden af et samfunds traditioner umuligt kan underkastes fornuftig subjektiv kritik eller begrundelse.

Traditioner i moderne samfund

Traditioner kan sammenlignes med repertoirer på et - meget stort - teater, med den afgørende forskel at de er principielt åbne og ufuldstændige «rollehæfter». De fastlægger vore begreber mere end vore udsagn, de afgrænser alternativer, men bestemmer ikke nødvendigvis hvilke vi vælger. Og «slutscenen» er ikke fastlagt på forhånd, selv i stærkt traditionsbundet praksis - som retsforhandlinger og partikongresser - hvis det da ikke drejer sig om rene ritualer eller juks - forhandlinger som bare er skuespil. En anden forskel er, at selv for et moderne samfund er dets traditioner aldrig frit disponible - hverken for en «teaterchefs» diktatoriske beslutninger eller for nogen suveræn beslutning på et «fællesmøde» - for i samfundslivet findes der ingen «tid mellem forestillingerne», hvor man kan have et distanceret forhold til hele repertoiret.

Som i såkaldte traditionelle samfund er de fælles traditioner også i moderne samfund en uundværlig normalbetingelse for socialt liv. Men forholdet til traditionerne er mere elastisk. De er ofte mere abstrakte og tvetydige i indhold, og er afhængige af et større og langt vanskeligere repertoire. Grunden er, at man må færdes skiftevis på mange forskellige samkvemsområder - økonomi, familie, politik, ret, uddannelse, videnskab osv. Samkvemmet mellem forskellige kulturer øges, og ændringstakten øges i den forstand, at man bliver indstillet på at samfundsproducerede forandringer og overraskelser er noget selvfølgeligt.

Traditioner for kritisk omgang med det bestående har opnået selvfølgelig hævd. Kritiske traditioner som videnskab, demokrati, positiv ret, individualitet og samvittighedsfrihed kræver at man ikke accepterer det faktisk foreliggende, fordi det nu engang eksisterer, men forholder sig afprøvende og skabende med personligt ansvar for det alternativ der vælges.

En ægte moderne samfundstradition er fremskridtet, hvis første og endnu vitale bærer er de moderne samfundsvidenskaber. Senere har kampen for nationernes enhed og selvstændighed, for kapitalistisk økonomisk udvikling, for indførelse og uddybelse af demokratiet og for socialisme eller socialdemokratisk velfærd båret den frem. Ifølge fremskridtstraditionen kan den enkelte forstå meningen med sin indsats som et bidrag til en solidarisk historisk bevægelse, hvor man ved, at frugterne skal nydes og fremskridtet videreføres af efterkommerne. 1800-tallet var det borgerlige fremskridts århundrede. Det fandt som bekendt sin afslutning i 1914. Kan det moderne fremskridt føres videre på et andet grundlag end arbejderklassens objektive og subjektive interesse for et rigt og solidarisk socialistisk samfund?

Tradition og socialistisk solidaritet

Tradition er et princip for samfundsmæssig solidaritet. Ifølge alle socialismens traditioner er et socialistisk samfund solidarisk på en mere udfoldet måde, end det der karakteriserer ethvert andet samfund. Det har samtidig en indholdsbestemt solidaritet: Én for alle, alle for én. Dette gælder først og fremmest den enkeltes arbejde og forbrug.

Marx antog, at verdensproletariatet en gang ville skabe - sammen og bevidst - en gennemsigtig og enkel samkvemsform: Kommunismen. Denne illusion bygger på en fejlslutning fra det rigtige udgangspunkt, at samfundsforhold selv bliver samfundsmæssig produceret og reproduceret. Under et kapitalistisk samfunds forvrængede samfundsforhold foregår dette bag ryggen på producenterne. Kapitalismen kan nok ophæves, men indsigt i samfundstraditioners nødvendighed kan lære os, at det deraf ikke følger, at et samfunds hele reproduktion kan foregå udfra enkeltproducenternes bevidste intentioner. Den afgørende forskel er snarere, hvilke samfundsforhold den enkelte kan forudsætte bag sin egen ryg.

T. L.