 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
I én betydning refererer «nation» til en befolkningsgruppe. der bindes sammen af fælles solidaritet. Denne solidaritet er overordnet eventuelle sproglige, religiøse, etniske eller sociale skel, og forklares gerne ved at disse skillelinier ikke er specielt dramatiske, eller ved at skillelinierne ikke bryder sammen og forstærker hinanden, sådan at forudsætningerne for nationalt fællesskab nedbrydes.
En anden og lige så almindelig betydning af «nation», er staten eller statens indbyggere - «statsborgerne» - indenfor de geografiske grænser for øvrighedsmagten. I denne betydning er nationen et juridisk fænomen, hvor nationalfølelsen eventuelt bidrager til at forklare fænomenet, men ikke falder indenfor definitionen af det.
Spændingen mellem disse to forskellige betydninger kommer til udtryk i begrebet «nationalstat»: Der findes stater, som ikke udgør en nation, og nationer uden en stat. Nationalstaten er en anden form for statsdannelse, der i historisk sammenhæng er forholdsvis ny.
Begrebsudvikling
Ordet «nation» (af det latinske verbum nascire: at fødes) har haft andre betydninger, end det har i dag. Oprindelig blev det anvendt om befolkningsgrupper, som var knyttet sammen ved fælles fødested. Grupper som var større end en familie, men mindre end en klan eller et folk.
I middelalderens universitetsliv betegnede «nationer» studentergrupper fra samme område, hvor områderne overskred de moderne geografiske nationalgrænser. Eksempelvis omfattede den franske nation på Universitetet i Paris alle romansktalende grupper, mens den germanske nation omfattede så vel tyskere som englændere.
Ordet fik snart en mere generel brugsmåde som fællesbetegnelse for grupper af individer med bestemte fællestræk - som når Montesquieu omtaler munkene som en «pietistisk nation» - men der blev efterhånden også brugt mere præcist i en politisk og en juridisk betydning.
I de gamle regimers stænder- og rådsforsamlinger betegnede en «nation» en befolkningsgruppe med valg- eller repræsentationsret. I denne betydning udgjorde nationen ikke selve befolkningen indenfor et bestemt territorium, men var begrænset til de politiske rettighedshavere - ofte bare en lille overklasse af adelsmænd og præsteskab. Det var denne politiske betydning, de radikale franske encyklopædister udvidede til at omfatte «alle der levede under fælles lov og som var repræsenteret af den samme lovgivende forsamling».
Med den franske revolution blev nationen et revolutionært begreb vendt mod aristokratiets politiske privilegier. Et symbol for borgerlighed, sekularisering og konstitutionelle rettigheder. Begrebet smeltede sammen med forestillingen om folkesuverænitet, og genopstod i revolutionær form i de nationale befrielsesbevægelsers kamp mod europæisk kolonivælde.
I tidlig moderne tid blev «nation» også anvendt som betegnelse for fremmede folkeslag, og efterhånden om enhver uafhængig statsdannelse uanset styreform. Der var tale om en juridisk og diplomatisk anvendelse af begrebet, som forekom parallelt med de radikale forfatningsteoriers politiske nationsbegreb.
I det borgerlige Europas glansperiode fra 1789 til første verdenskrig gled disse to betydninger over i hinanden: Forfatningsreformer og national uafhængighed var gerne to sider af samme sag. Tesen om nationen som kilde til politisk legitimitet blev et kampprogram på to fronter: Dels mod det monarkistiske enevælde som styreform, og dels imod territoriale statsdannelser, der forulempede det nationale kulturfællesskab.
Grænserevisionerne tog enten sigte på at udviske små fyrstestater, som virkede splittende ifht. dette fællesskab - som i Tyskland eller Italien - eller på at bryde imperiedannelser op, der var bundet sammen på tværs af dem - som det habsburgske eller osmanniske rige. I praksis flød den konstitutionelle og territoriale kamp ofte sammen til én, og dannede grundlaget for det tvetydige nationalitetsbegreb, som vi fortsat kender.
Det juridiske - folkeretslige - begreb nation er af nærliggende realpolitiske årsager i dag fremherskende i det internationale samfund. Men princippet om national suverænitet begrundes gerne med, at nationen er et kulturfællesskab.
Nationen og nationalstaten
I meget grove træk kan man skelne mellem tre faser i udviklingen af nationale fællesskab.
1. I enevældens Europa, før 1789, var «nationen» begrænset til fyrsten og adelen. Samtidig var politisk og kulturel nationalisme fremmed for enevoldsmagten. Det aristokratiske dannelsesideal var kosmopolitisk, og fransk var overklassens fornemste sprog i både Berlin og Skt. Petersborg. Blandt undersåtterne var der heller ingen, der forsøgte udvikle patriotiske stemninger. En sådan mobilisering ville have været en trussel mod de politiske autoritetsforhold, da statsmagten blev begrundet og legitimeret gennem det herskende dynasti og ikke gennem et territorialt fællesskab.
Staten var en stat baseret på dynastiet og ikke en nationalstat. Derfor var ægteskab også det ypperste diplomatiske virkemiddel. Statens vigtigste rolle var at beskytte regimets undersåtter - uanset undersåtternes «nationalitet»: Statsmagten var en juridisk institution, uafhængig af nationalitet og national bevidsthed.
2. Den moderne nationalstat, som den udviklede sig i Europa efter den franske revolution, var en kombination af to faktorer: Nationalitet og stat der tidligere havde været splittet. Nationalstaten byggede på nye krav om folkerepræsentation og national suverænitet: I Frankrig udråbte tredjestanden sig selv til nationalforsamling og gjorde patriotismen til politisk doktrin.
Fællesskabet var ikke længere udtrykt i den enevældige monark, og dermed opstod der et tomrum, hvor den sociale orden var truet af stadig konflikt mellem klasseinteresser og kamp om kontrol over statsapparatet. Det var dette tomrum, den nye forestilling om nationalitet udfyldte.
Nationen blev båndet mellem borgere uden monark - det nye symbol på fællesskab hvor nationalstaten hævede sig i en forfatningsmæssig struktur over stridighederne i det civile samfund. Staten var ikke længere en rent legal institution baseret på enevoldsmagtens autoritet. Nationalstatens regeringsmagt var derimod baseret på aktivt samtykke fra en homogen befolkning med fælles oprindelse og lige borgerrettigheder.
Parallelt med denne nye legitimering af statsmagt, trak staten sig tilbage til en afgrænset offentlig sfære adskilt fra det civile samfund. Enevoldsmagtens merkantilistiske doktriner blev fortrængt af den liberale statsopfattelse. Det var forudsætningen for økonomisk bevægelighed for det fremvoksende borgerskab. Statsmagten begrænsede sig til at garantere kapitalismens rammebetingelser - kontraktfrihed og orden.
Fremvæksten af nationalstaten er derfor intimt forbundet med udviklingen af borgerskabet i det 19. århundrede - «tredjestandens århundrede» fra 1789 til 1914. Nationalstaten blev født med de borgerlige revolutioner, der nedbrød enevoldsmagten.
Så længe nationalstaten gav tilstrækkeligt vide rammer for kapitalistisk ekspansion, kunne borgerskabet koncentrere sig om sin økonomiske aktivitet og overlade de politiske afgørelser til en statsmagt udenfor umiddelbar kontrol. I det øjeblik rammen blev for trang, vendte borgerskabet sig af økonomisk nødvendighed mod politikken: Den klassiske imperialisme var et forsøg på at udvide det politiske system i takt med udvidelsen af det økonomiske system. Forsøget var spændingsfyldt og i sin klassiske form mislykket. Det samme nationalitetsprincip der gav borgerskabets regeringsform politisk legitimitet, var uforeneligt med det samme borgerskabs økonomiske behov for oversøisk ekspansion og erobring.
Denne spænding forhindrede ikke, at der blev dannet stabile imperier, ved at idealerne stillede sig i vejen for erhvervsinteresserne, men fordi kolonisystemet blev modarbejdet af en «national» moderation i de erobrede områder. Udvidelsen af nationalstaten var paradoksal på dens egne præmisser, og blev bekæmpet efter de samme principper, den selv var grundlagt på.
3. «Massepolitikkens tidsalder» - som stort set betyder arbejderklassens ret til politisk deltagelse og organisering - markerer en tredje fase i udviklingen af det «nationale» fællesskab. Også her blev formelle borgerrettigheder en vigtig forudsætning for national bevidsthed.
Arbejderbevægelsens nationale orientering var samtidig omstridt og famlende - splittet mellem sympati for folkelig-national selvstændighedskamp og afsky for borgerlig-nationalt klassesamarbejde.
I vore dage er nationalstaten truet fra to kanter. På den ene side er modsætningen mellem den nationale politiske autoritet og den overnationale kapitalistiske struktur mere akut end under den liberale markedsøkonomiske periode. Den organiserede kapitalisme bygger på planmæssig statsintervention, og kræver derfor overnationale politiske strukturer, som er nærmere tilpasset det økonomiske system. Dette er noget af baggrunden for den politiske udbygning af markederne i Europa og andre steder i verden. Dominerende dele af det kapitalistiske borgerskab er vokset ud af den nationale ramme, som borgerskabet oprindeligt udviklede sig indenfor. Mens staten blev erobret af nationen efter enevoldsmagtens fald, er nationen nu blevet en spændetrøje for statsmagtens funktioner.
Fra en anden side udfordres de etablerede stater i stigende grad af regionale nationalistbevægelser med historisk forankring: Quebec i Canada, Bretagne, Korsika og Occitania i Frankrig, Catalunia og Euskadi provinserne i Spanien, Nordirland, Wales og Skotland i Storbritannien. Den ujævne udvikling - ofte rammende betegnet «indre kolonialisme» - der har stimuleret disse separatistkrav, er en anden facet ved de økonomiske strukturændringer og koncentration, der samtidig sprænger nationalstatens grænser.
National identitet
Eksistensen af regionale separatistbevægelser indenfor moderne stater antyder, at «nationalitet» ofte vokser frem på et ret tilfældigt historisk grundlag, og ikke sikrer et stabilt politisk fællesskab. Den «engelske» nation var en syntese af briter, anglikanere og saksere, der havde held til at opsuge sine danske og senere normanniske erobrere, men hvor den keltiske randbefolkning i dag vågner til egen «national» bevidsthed.
På tilsvarende vis blev «fransk» nationalitet skabt af bretoner, normannere, burgundere, baskere og andre befolkningselementer. Som i England blev denne nationale syntese dannet ved politisk magt - ud fra en lille territorial base i Parisområdet - og gennem fælles modstand mod andre «nationale» monarkier i Europa.
De fleste europæiske nationalstater blev på tilsvarende måde dannet som magtpolitiske synteser over indre spændinger - sproglige, etniske eller religiøse: Tjekkere og slovakker, serbere og kroater, katolikker og protestanter. Disse befolkningselementer var ofte selv kulturelle «opfindelser» i en tidligere historisk fase - som den «slovakiske nationalitet» der blev skabt gennem sproglig-litterær standardisering i det 19. århundrede. De nye nationalstaters sproglige og kulturelle fællesskab blev ofte etableret og tilkæmpet af nationalistiske intellektuelle.
Pointen er her følgende: Enhver nation mener, at visse grundlæggende fællestræk binder den sammen, mens skillelinierne er mindre væsentlige. Begrebet folkesuverænitet og nationalt selvstyre kræver først en bestemmelse af, hvem «folket» er. Kun et lille antal europæiske statsdannelser kunne tage et etableret nationalt fællesskab for givet under overgangen til repræsentativt styre. I mange andre tilfælde passede de politiske enheders grænser dårligt med de sproglige, sociale og kulturelle grænser.
Her førte princippet om folkesuverænitet enten til nye national-politiske grænsedragninger - som ved opløsningen af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn - eller til autoritær undertrykkelse af selve suverænitetsprincippet - som i Rusland før og efter revolutionen. Eller det krævede en mere målbevidst opbygning af en ny national identitet gennem kulturpolitik og samlende symboler på tværs af gamle sammenknytningsformer.
Problemet er i sagens natur meget omfattende, når man skal forsøge at opbygge selvstændige nationalstater indenfor de tilfældige grænser draget af den europæiske kolonialisme, på tværs af alle sproglige, etniske, geografiske og stammehensyn.
Der er store variationer mellem de kendetegn og fælleserfaringer, som et folk definerer sin «nationalitet» udfra. Dette er specielt tydeligt, når national identitet omdefineres som følge af udviklingskriser indenfor etablerede statsdannelser: Separatistbevægelser der vækker ældre folkefællesskaber til nyt liv. Det er derfor nationalisme, der skaber nationer, ikke omvendt.
Udfra denne synsvinkel er det også åbenbart, at nationalitet ikke er noget absolut kendetegn, som en given befolkning har eller ikke har. Derimod udgør et folk en «nation» i større eller mindre grad. Her er variationsmulighederne mange. En kulturelt ensartet befolkning kan være splittet pga. geografisk isolation, dårlig kommunikation, mangelfuldt markedsnetværk eller uudviklet statsmagt. Eller en nationalstat kan rumme etniske og sociokulturelle minoriteter i større eller mindre opposition til dominerende befolkningsgrupper.
Den nationale elites behandling af disse konfliktlinier - ved forfatnings- og repræsentationsregler, kulturpolitik og assimileringsprogrammer - er afgørende for graden af nationalt fællesskab. Eksempelvis har forbundsstatsprincippet, som vi kender det fra USA, Schweiz og Tyskland, ofte garanteret tilstrækkelig regional autonomi til at nationalstaten har kunnet bevare sin enhed.
Hvad betyder den fælles historie for den nationale identitet? Dens betydning er ikke stor nok til at afsvække tesen om, at nationer er skabt af nationalisme. Historien er aldrig entydig. Territoriale grænser har været skiftende og underlagt forskellig politisk kontrol. Historisk begrundede krav om hjemstavnsret til samme område er ofte rivaliserende. Historien er samtidig et reservoir af symboler, der kan udnyttes til forskellige nationalistiske formål. Historieskrivning har ofte bestået i at producere nationalitetsskabende ideologi. Heroisering af fortiden har været et fremtrædende træk i kampen mod udenlandsk dominans eller nutidens opsplittende elendighed. Den historiske romantisisme voksede frem i Europa parallelt med nationalstaten fra de sidste årtier af det 18. århundrede. National identitet er langt hen ad vejen et produkt af patriotisk historieskrivning.
Nationsopbygning
Mange af de nationalitetsskabende mekanismer og udviklingstræk der her er antydet, kan opmuntres og forstærkes gennem bevidste politiske tiltag. Det er summen af sådanne tiltag, der gerne kaldes for nationsopbygning (eng. Nationbuilding). Dette har været et centralt tema i den statsvidenskabelige moderniseringsteori - med udgangspunkt i flommen af «nye nationer» på den internationale scene fra 1950'erne. Nationsopbygning blev for statsvidenskaben hvad industrialisering var for økonomerne: Kernen i et begreb om politisk udvikling, ligesom industrialisering udtrykte økonomisk vækst.
Nationsopbygning indebærer gerne - i statsvidenskabens sprog - en dobbelt form for samfundsændring: På den ene side en udvidelse af offentlig autoritet, hvor statsmagten kontrollerer større samfundsområder gennem kommunikationslinier, skatteopkrævning, ordensapparat og administrativ fordeling af goder. På den anden side en udvidelse af de politiske borgerrettigheder, hvor nye befolkningsgrupper aktiveres. Den politiske orden bekræftes i samme udstrækning, som deltagelsen finder sted indenfor accepterede regler og institutioner.
Nationsopbygningen er samtidig et strategisk program for centrale politiske eliter, med sigte på at skabe direkte bånd mellem statsmagt og enkeltindivid: Statsborgerlige rettigheder og forpligtelser styrker det nationale fællesskab på tværs af mere lokale former for solidaritet.
Opbygningen af et nationalt fællesskab bliver ofte beskrevet som et udviklingsforløb i flere faser. Den første statsdannende fase indebærer, at offentlig myndighed bliver gjort effektiv over hele det nationale territorie. Næste fase indebærer en kulturel standardisering af religiøse og sproglige former. Dernæst følger en konstitutionel organisering af de politiske borgerrettigheder og massedeltagelse gennem partiudvikling og repræsentativt styre. Politisk medborgerskab udvides derefter med socio-økonomiske rettigheder gennem offentlige velfærdsforanstaltninger og økonomisk omfordeling - «socialstaten» vokser frem.
Gennem disse faser bliver det etablerede samfundssystem styrket og begrundet ved tilslutning og identifikation nedefra - nationen udbygges. Nogle forskere har lagt vægt på, at nationsopbygningen i Europa foregik langsomt og gradvist, med god mulighed for at løse de vigtigste problemer som hver enkelt udviklingsfase skabte, før den næste udfordring pressede sig på.
Efter afviklingen af koloniherredømmet møder den tredje verden derimod alle problemerne på en gang. Nationsopbygningens udfordringer hober sig dermed op til en krise, der ikke kan løses efter europæisk mønster. Tvært imod vil den forcerede nationsopbygning forstærke de indre spændinger og nedbryde det nationale sammenhold.
Disse spændinger er under alle omstændigheder stærkest, der hvor forskellige konfliktlinier er sammenfaldende og adskiller befolkningsgrupper fra hinanden efter mange samtidige konfliktlinier: Sprog, religion, klasse og race. Det er klart, at nationsopbyggernes opgave forenkles, når disse konfliktlinier krydser og udjævner hinanden. Når en flerfarvet overklasse dyrker mange guder på forskellige sprog, kan den tillade sig hårdere økonomisk udbytning, før den nationalt samlende kraft brister.
Nationen som politisk princip
I historisk sammenhæng hører «nationen» hjemme i perioden fra sidste del af det 18. århundrede. To forestillinger smeltede da sammen. For det første at national loyalitet var overordnet og måske også erstattede alle andre politiske forpligtelser. For det andet at «nationen» som kollektiv blev organiseret i en suveræn nationalstat som politisk udtryk for en kulturelt ensartet befolkning.
En «nation» kombinerer derfor elementer, der ikke nødvendigvis hænger sammen: På den ene side territorialstatens fremvækst og de sociale og politiske ændringer dette forudsætter; På den anden side den ideologiske appel om overordnet solidaritet på et nationalt grundlag. Det moderne nationale princip fortolker således solidaritet som forpligtelse overfor statsdannelsen.
Nationalitetsprincippets politiske farve er tvetydigt som begrebet selv. På den ene side indeholder det et stærkt demokratisk element - som front mod politisk ulighed, afhængighedsbånd og traditionelle hierarkier. I historiens lys har dette været et progressivt og revolutionært princip. På den anden side har appellen til det nationale fællesskab mystificerende overtoner - et kvasislægtskab symboliseret i udtryk som «fædreland», «modersmål» og «hjemland», hvor biologiske bånd - «blodet» og «racen» i ekstreme varianter - knytter fællesskabet sammen i front mod indre minoriteter og ydre fjender.
Det nationale princip har en progressiv og et reaktionær side; Et liberalt og et aggressivt udtryk. Altså et dilemma hvor det er vigtigt at vide, hvornår det ene har overtaget over det andet.