Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Sundhedsvæsen
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin
    .  Humaniora  .  Psykologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 22.419
: :
Nervetabletter
Left
Rocks
2020-02-29 16:33

Flere kemiske stoffer indvirker på centralnervesystemet, således at individets sindstilstand bliver påvirket. Nogle af dem er taget i brug indenfor medicinen i behandlingen af psykiske problemer. Disse kaldes psykofarmaka eller nervemedicin.

De fleste tænker på medicin, som noget der helbreder. Patienten tager sin medicin og bliver rask, hvis medicinen ellers virker. I virkeligheden findes der imidlertid to typer medicin: de kurative eller helbredende og de symptomatiske eller lindrende. Psykofarmaka er af den sidste type. Lægen benytter sig af det kemiske stofs virkning for at påvirke patientens tilstand i en bestemt retning. I gunstige fald kan dette bringe patienten ud af en ond cirkel. Patienten formår da at forholde sig til sine problemer. På den måde kan patienten tage sine egne ressourcer i brug, og det bliver muligt for patientens omgivelser at mestre vanskelighederne, sammen med patienten selv.

Vore dages psykiatri er i høj grad præget af psykofarmakologiske virkemidler - nervemedicin. Dette er en forholdsvis ny situation, idet lægerne indtil slutningen af 1930'erne stort set måtte klare sig med sovemidler, selv om alkohol, morfinstoffer, hormoner - til og med cannabis - havde været forsøgt.

Det som forandrede situationen var først de såkaldte somatiske (kropslige) behandlingsmetoder. Lægerne fremkaldte krampetilstande ved elektriske chok, ved at sænke blodsukkerniveauet gennem tilførsel af insulin og ved brug af kemiske stoffer som cardiazol. Noget senere begyndte psykiaterne med hjernekirurgiske indgreb. Formålet med disse metoder var at bringe patienterne ud af forskellige svære sindsforstyrrelser. I dag anvendes disse metoder sjældent, selv om elektrochok af og til benyttes ved specielle tilstande. Derimod bruges der «piller» af mange slags - nervemedicin eller psykofarmaka.

Den såkaldte psykofarmakologiske revolution begyndte tidligt i 1950'erne. En fransk kirurg opdagede tilfældigt, at et kemisk stof som blev afprøvet som hjælpemiddel ved narkose, havde specielle virkninger på psykotiske patienter. Dette var chlorpromazin - det første af de såkaldte neuroleptica. Siden da har en omfattende psykofarmakologisk forskning frembragt et stort antal psykofarmaka.

Groft sagt kan psykofarmaka i dag inddeles i følgende grupper:

  1. Neuroleptica, som bruges til patienter med psykoser præget af bevidsthedsforstyrrelser. Oftest vil de psykotiske symptomer forsvinde, men mange patienter kan præges af bivirkninger i form af sløvhed. Det er almindeligt at inddele neuroleptica i «høj»- og «lavdose»-præparater. Sidstnævnte påvirker personligheden mindre, men giver til gengæld oftere uheldige bivirkninger som rystelser og ufrivillige bevægelser.
  2. Antidepressiva, som bruges til depressive patienter. Disse midler har også bivirkninger, og de har ringere effekt, hvis patientens depression skyldes aktuelle livsproblemer.
  3. Milde ataraxica, beroligende midler eller «nervepiller», som er en stor gruppe midler. De mest kendte er benzodiazepinene (f.eks. valium og librium). Alle disse midler dæmper angst og uro, uanset om denne er forårsaget af aktuelle ydre problemer og farer eller hænger sammen med psykiske problemer. Alle midler i denne gruppe giver en rusvirkning, hvis de anvendes i større doser, end dem der foreskrives af lægen. Alle midlerne kan udløse afhængighed.
  4. Som sovemidler, hypnotica, bruges overvejende stoffer fra gruppe 3 eller kemisk nært beslægtede stoffer. Mange af stofferne fra de andre grupper kan også bruges.
  5. Andre midler. Nogle stoffer bruges for at stabilisere stemningslejet hos patienter med stemningssvingninger (lithium). Andre benyttes for at forhindre alkoholmisbrug gennem voldsomme bivirkninger ved alkoholindtagelse (antabus). Hallucinogene stoffer (LSD) og centralstimulerende stoffer (amfetamin osv.) anvendes ikke længere. Grunden er, at faren for misbrug er stor, samtidig med at den praktiske nytte er begrænset.

Psykofarmaka holder utvivlsomt en række mennesker udenfor sygehusene, og gør det muligt at indvirke på vanskelige tilstande på kortere tid. Enkelte læger har derfor har sat psykofarmaka op overfor psykoterapi, og ment at dette er en mere hensigtsmæssig behandling. Men holdningen er i dag, at psykofarmaka øger muligheden for psykoterapi ved psykoser, mens patienter med neuroser får dæmpet angsten, hvilket mindsker mulighederne for psykoterapi. Midlerne gør det muligt at skabe sygehusafdelinger, hvor behovet for overvågning og kontrol er mindre. De kan imidlertid også bruges til at skabe sløve patientmiljøer for at tilpasse behandlingsapparatet til en ressourcesvag hverdag.

Psykofarmaka er hverken nogen universalløsning eller et ødelæggende middel, som forhindrer psykoterapi. Psykofarmaka bliver brugt både negativt og positivt. Jo mere ressourcesvagt et behandlingsmiljø er, desto mere vil behandlerne være afhængige af at bruge psykofarmaka. I psykosebehandling og i behandling af alvorligere stemningsforstyrrelser vil psykofarmaka imidlertid også være en central del af ressourcestærke behandlingstilbud.

H.W.