Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Norgas strejken i Norge i 1970 er den første i rækken af de større «ulovlige» arbejdskonflikter, der fulgte i kølvandet på Kirunastrejken i Sverige. Ved oxygen- og acetylenfabrikken Norgas AS i Oslo gik 54 arbejdere i strejke den 6. april 1970.

Den gældende overenskomst var en fællesoverenskomst for kemisk og teknisk industri, der omfattede 125 virksomheder i 5 brancher. Konflikten udsprang af lokale lønkrav, der ikke blev indfriet. Arbejderne på Norgas krævede særtillæg på kr 2,30 pr. time. Endvidere var utilfredsheden med LO ledelsen stor, idet LO samme forår var gået med på koordinerede overenskomstforhandlinger.

Virksomhedens specielle karakter gav strejken særlig stor effekt. Norgas er eneproducent af acetylengas og oxygen i Østlandet. Bortset fra sygehuse der fik dispensation, skabte produktionsstoppet efterhånden store problemer for forbrugerne. Disse befandt sig særligt i værkstedsindustrien og blandt rørlæggervirksomheder i Osloområdet.

Formanden i Norsk Kemisk Industriarbejderforbund, Leif Andresen, karakteriserede straks strejken som overenskomststridig og ulovlig. Allerede den 14. april kom den for i Arbejdsretten, hvor den blev dømt ulovlig. Alligevel gik Norgasarbejderne ikke tilbage til arbejdet. Dette medførte voldsomme reaktioner i Arbejderpartiaviserne og i borgerpressen. Men Norgasarbejdernes afvisning af arbejdsrettens dom banede vejen for sporvejsstrejken få måneder senere.

På en række arbejdspladser frygtede man fyringer, fordi de vigtige produkterne fra Norgas blev brugt op. Dette var hovedårsagen til, at tillidsmænd fra ti metalvirksomheder i Oslo mødtes den 14. april, hvor de blev enige om at gribe ind i konflikten. Kravene som de strejkende førte frem, havde stor støtte blandt disse tillidsmænd, men det politiske indhold i strejken tog de klart afstand fra. De ønskede at få forhandlinger i gang mellem parterne, efter at arbejdet var genoptaget. Her opstod der en stor konflikt mellem strejkekomiteen og de ti tillidsmænd med Ragnar Kalheim i spidsen.

Samtidig fik de strejkende støtte fra en række virksomhedsklubber, bl.a. Standard Telefon og Kabel, Aas & Wahl og Nyland Vest, alle i Oslo. Mange ledende tillidsmænd gav deres støtte til kravene, samtidig med at de udtalte deres skepsis overfor mulige manipulationer fra venstrefløjen. I pressen blev strejken karakteriseret som et ekstremistnummer.

Virksomheden afviste hele tiden enhver form for forhandlinger med de strejkende. Den 17. april meddelte virksomheden, at de arbejderne der ikke havde genoptaget arbejdet efter 5 dage, ville blive sagt op. Trods truslen besluttede strejkemødet den 19. april at fortsætte strejken. Kun 7 af de strejkende gik tilbage til arbejdet. For at forhindre strejkebryderi barrikaderede arbejderne indgangen til fabrikken. De blev hele tiden holdt under opsyn af politiet. Den 20. april gik politiet til den første omfattende aktion mod strejkende arbejdere i sen efterkrigstid. Tredive til fyrre arbejdere blev arresteret og barrikaden fjernet.

To dage senere blev arbejdet genoptaget. Tillidsmændene på Norgas blev tvunget til at underskrive en erklæring om, at de for eftertiden ville overholde hovedaftalen og den gældende overenskomst. Konflikten blev endelig løst den 27. april ved et løntillæg på 80 øre pr. time. Virksomhedens forhold til fagforeninger blev efter dette betydeligt bedre.

Ved at trodse arbejdsretten og hovedaftalens indskrænkninger af strejkeretten indledte Norgasarbejderne en «ny» type arbejdskonflikter i 1970'erne.

A.M.