Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 24.357
: :
Kirunastrejken
Left
Rocks
2024-02-29 06:02

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Arbejdskamp i Nordsverige i tidsrummet fra 10. december 1969 til 4. februar 1970. Kirunastrejken var den første store ulovlige arbejdskonflikt i Skandinavien i den senere efterkrigstid. Omkring 4.800 minearbejdere i Luossavaara Kiirunavaara Aktiebolag (LKAB) nedlagde i december arbejdet. Strejken startede i Svaapaavara og blev øjeblikkelig fulgt op i Kiruna og Malmberget.

Baggrunden for strejken var en lønreduktion som følge af en aftale om arbejderbeskyttelse. I minerne gjorde dårlig ventilation, gas og høj støj arbejdsforholdene vanskelige. Hårde akkorder og tungt arbejde skabte stress og fysisk slitage (Se Arbejdsforhold). Ældre arbejdere blev gerne overflyttet til dårligere betalt arbejde med lavere social status, når de ikke længere kunne følge med. Sociale forskelle, dårlige boliger og kommunikation gjorde ikke livet lettere. Lønninger var de senere år faldet betragteligt i forhold til gennemsnitslønnen for industriarbejdere og lå nu kun ubetydeligt over denne.

Arbejderne krævede bedre løn og forbedring af de sundhedsfarlige arbejdsforhold. Forbundsbestyrelsen i Mineindustriarbejderforbundet blev først tvunget til at støtte de strejkende, men skiftede senere mening, og hævdede at strejken var ulovlig og at arbejderne skulle gå tilbage til arbejdet. Forbundet optog selv forhandlinger med LKAB i Stockholm. En aftale som gav fordele til arbejderne i Svaapaavara blev foreslået, men arbejderne lod sig ikke splitte. De sluttede massivt op om strejken og strejkeledelsen. Store strejkemøder og demonstrationer blev arrangeret. Moralen blandt de strejkende var høj. Det tætte miljø omkring minerne gav arbejderne en solidaritet, som det ellers er vanskelig at opnå. Arbejderne forlangte direkte forhandlinger i Kiruna mellem repræsentanter for de strejkende og LKAB. De tvang forbundet til at acceptere en forhandlingsdelegation, som bestod af 6 repræsentanter fra den lokale fagforening og 21 repræsentanter fra de strejkendes egne rækker. Forhandlingerne skulle formelt ske i fagforeningens navn. Striden om forhandlingslederen blev hård, men de strejkendes repræsentant vandt overfor forbundets krav, selv om der på et tidspunkt skete brud på denne aftale.

LKAB satte som ultimatum for forhandlinger, at de strejkende skulle gå tilbage til arbejdet. Arbejderne vedtog på store strejkemøder at fortsætte strejken. En hemmelig liste med krav blev udarbejdet, og man holdte uformelle møder med repræsentanter fra LKAB. LKAB åbnede for visse indrømmelser. Nye strejkemøder blev afholdt, og med 1620 mod 1552 stemmer vedtog arbejderne at fortsætte strejken. Forhandlingsudvalget delte sig og gik med 13 mod 12 stemmer ind for at genoptage arbejdet. Strejken var inde i en krise. Splittelsen var et faktum, og arbejderne samlede sig og gik tilbage til arbejdet den 4. februar 1970.

Forhandlingerne gav ingen resultater. Parterne stod langt fra hinanden, og forhandlingerne blev afbrudt i slutningen af februar. Arbejderne gik i mindre omfang til sitdown-aktion alle 3 steder. Efter nye strejkemøder samlede man sig om en punktstrejke i flaskehalsen - transporten. Lagrene i Narvik var små og kunderne ude i verden utålmodige. LKAB foreslog separate forhandlinger i et nyt forsøg på at splitte arbejderne, men nye fællesforhandlinger kom i stand. LKABs første løntilbud var totalt på 6 mio. kroner - resultatet blev 16 mio. kroner. Arbejderne havde forlangt 22 mio. kroner. I tillæg kom den vigtige aftale om månedsløn. Forhandlingsudvalget stillede sig negativt til tilbudet, men arbejderne vedtog det med stort flertal. Forhandlinger skulle fortsætte om miljø-, helbreds- og pensionsspørgsmål.

Sverige havde i 1969 omkring 50 ulovlige arbejdskonflikter af mindre format. Kirunakonflikten fik bred støtte i fagbevægelserne i Skandinavien og gav støtte til en række større ulovlige strejker - også i Danmark og Norge. I Sverige strejkede arbejderne ulovligt for sine krav ved de store eksportkoncerner Volvo, Saab-Scania og Electrolux; i Danmark ved Burmeister et Wain i København, og i Norge udløstes Saudastrejken, Norgas-konflikten og Sporvejsstrejken. Ved disse strejker afviste arbejderne i høj grad de indskrænkninger aftalesystemet og arbejdsretten sætter for strejkeretten. De vigtigste ulovlige arbejdskonflikter i 1970'erne blev inspireret af Kirunastrejken, som viste nødvendigheden og nytten af at gå ud over de rammer, som den kapitalistiske stat sætter for arbejdernes politiske og økonomiske kamp.

A.M.