Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arbejdskamp i Nordsverige i tidsrummet fra 10. december 1969 til 4. februar 1970. Kirunastrejken var den første store ulovlige arbejdskonflikt i Skandinavien i den senere efterkrigstid. Omkring 4.800 minearbejdere i Luossavaara Kiirunavaara Aktiebolag (LKAB) nedlagde i december arbejdet. Strejken startede i Svaapaavara og blev øjeblikkelig fulgt op i Kiruna og Malmberget.

Baggrunden for strejken var en lønreduktion som følge af en aftale om arbejderbeskyttelse. I minerne gjorde dårlig ventilation, gas og høj støj arbejdsforholdene vanskelige. Hårde akkorder og tungt arbejde skabte stress og fysisk slitage (Se Arbejdsforhold). Ældre arbejdere blev gerne overflyttet til dårligere betalt arbejde med lavere social status, når de ikke længere kunne følge med. Sociale forskelle, dårlige boliger og kommunikation gjorde ikke livet lettere. Lønninger var de senere år faldet betragteligt i forhold til gennemsnitslønnen for industriarbejdere og lå nu kun ubetydeligt over denne.

Arbejderne krævede bedre løn og forbedring af de sundhedsfarlige arbejdsforhold. Forbundsbestyrelsen i Mineindustriarbejderforbundet blev først tvunget til at støtte de strejkende, men skiftede senere mening, og hævdede at strejken var ulovlig og at arbejderne skulle gå tilbage til arbejdet. Forbundet optog selv forhandlinger med LKAB i Stockholm. En aftale som gav fordele til arbejderne i Svaapaavara blev foreslået, men arbejderne lod sig ikke splitte. De sluttede massivt op om strejken og strejkeledelsen. Store strejkemøder og demonstrationer blev arrangeret. Moralen blandt de strejkende var høj. Det tætte miljø omkring minerne gav arbejderne en solidaritet, som det ellers er vanskelig at opnå. Arbejderne forlangte direkte forhandlinger i Kiruna mellem repræsentanter for de strejkende og LKAB. De tvang forbundet til at acceptere en forhandlingsdelegation, som bestod af 6 repræsentanter fra den lokale fagforening og 21 repræsentanter fra de strejkendes egne rækker. Forhandlingerne skulle formelt ske i fagforeningens navn. Striden om forhandlingslederen blev hård, men de strejkendes repræsentant vandt overfor forbundets krav, selv om der på et tidspunkt skete brud på denne aftale.

LKAB satte som ultimatum for forhandlinger, at de strejkende skulle gå tilbage til arbejdet. Arbejderne vedtog på store strejkemøder at fortsætte strejken. En hemmelig liste med krav blev udarbejdet, og man holdte uformelle møder med repræsentanter fra LKAB. LKAB åbnede for visse indrømmelser. Nye strejkemøder blev afholdt, og med 1620 mod 1552 stemmer vedtog arbejderne at fortsætte strejken. Forhandlingsudvalget delte sig og gik med 13 mod 12 stemmer ind for at genoptage arbejdet. Strejken var inde i en krise. Splittelsen var et faktum, og arbejderne samlede sig og gik tilbage til arbejdet den 4. februar 1970.

Forhandlingerne gav ingen resultater. Parterne stod langt fra hinanden, og forhandlingerne blev afbrudt i slutningen af februar. Arbejderne gik i mindre omfang til sitdown-aktion alle 3 steder. Efter nye strejkemøder samlede man sig om en punktstrejke i flaskehalsen - transporten. Lagrene i Narvik var små og kunderne ude i verden utålmodige. LKAB foreslog separate forhandlinger i et nyt forsøg på at splitte arbejderne, men nye fællesforhandlinger kom i stand. LKABs første løntilbud var totalt på 6 mio. kroner - resultatet blev 16 mio. kroner. Arbejderne havde forlangt 22 mio. kroner. I tillæg kom den vigtige aftale om månedsløn. Forhandlingsudvalget stillede sig negativt til tilbudet, men arbejderne vedtog det med stort flertal. Forhandlinger skulle fortsætte om miljø-, helbreds- og pensionsspørgsmål.

Sverige havde i 1969 omkring 50 ulovlige arbejdskonflikter af mindre format. Kirunakonflikten fik bred støtte i fagbevægelserne i Skandinavien og gav støtte til en række større ulovlige strejker - også i Danmark og Norge. I Sverige strejkede arbejderne ulovligt for sine krav ved de store eksportkoncerner Volvo, Saab-Scania og Electrolux; i Danmark ved Burmeister et Wain i København, og i Norge udløstes Saudastrejken, Norgas-konflikten og Sporvejsstrejken. Ved disse strejker afviste arbejderne i høj grad de indskrænkninger aftalesystemet og arbejdsretten sætter for strejkeretten. De vigtigste ulovlige arbejdskonflikter i 1970'erne blev inspireret af Kirunastrejken, som viste nødvendigheden og nytten af at gå ud over de rammer, som den kapitalistiske stat sætter for arbejdernes politiske og økonomiske kamp.

A.M.