Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Adfærdsterapi er en samlebetegnelse for en række forskellige forsøg på at forstå og behandle menneskelige problemer. Fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i en såkaldt indlæringsteoretisk måde at se psykiske forhold på (se Indlæring). Metoden er ca. 40 år gammel. Den blev til at begynde med benyttet overfor voksne mennesker med angst, tvangsneuroser og seksuelt afvigende, men også overfor børn, særligt psykisk udviklingshæmmede og børn med alvorlige sindslidelser. Situationen i dag er, at viden fra andre psykologiske områder end indlæringspsykologien er kommet mere i centrum. Dette har ført til en udvidelse, både af metoder og klientgrupper. Takket være traditionens vægt på forskning og efterprøvning af dens praksis, er mange «børnesygdomme», som overforenkling af teoretiske og praktiske problemer og urealistisk behandlingsoptimisme, et overstået kapitel. Tilbage er en sikkerhed for at have fundet et frugtbart udgangspunkt for at forstå og hjælpe mennesker med problemer. Et udgangspunkt der gør det mulig at indsamle viden om metodens resultater.

Hovedpunkter i en adfærdsterapeutisk tilnærmelse

1. Afgrænsning af adfærd. Her lægges der vægt på at beskrive adfærden konkret. Klages der f.eks. over, at et barn er aggressivt, bliver det vigtig at forstå, hvad det gør, når det er aggressivt. Om det slår, sparker, kæfter op osv., og hvor hyppigt dette sker.

2. Analyse af den sammenhæng adfærden forekommer i. I mange psykologiske teorier, f.eks. i psykoanalysen, bliver det antaget, at dybereliggende faktorer hos mennesker (som behov, konflikter etc.) med stærke rødder i barndomsoplevelser, er centrale for det vi gør og føler i dag. I adfærdsterapien lægges der større vægt på at forstå og analysere adfærd ud fra den livssituationen, mennesker står i. For det første er det vigtigt at analysere hvad slags situationer adfærden forekommer i, for at forstå om det er noget ved disse, der er med til at fremkalde den. For det andet er det nødvendigt at analysere de konsekvenser, som adfærden møder. Det drejer sig ikke blot om ydre betingelser ved situationen - som hvad andre mennesker gør før og efter at adfærden forekommer - men også om tanker, som individet selv gør sig, om det der sker. Hvilke forventninger det har, hvad det ønsker at opnå, hvordan det selv vurderer en efterfølgende handling. Dette skyldes en skepsis overfor formuleringen af hypoteser om underliggende psykiske strukturer, som det er vanskeligt at be- eller afkræfte. Desuden har adfærdsterapeuter en hypotese om, at nutidige forhold er centrale for adfærdens opretholdelse. Hvis det f.eks. viser sig, at Per begynder at slå og sparke en yngre bror - hyppigst når hans mor plejer et spædbarn - og dette fører til, at moderen retter sin opmærksomhed mod Per, da registreres denne sammenhæng uden at der laves hypoteser om, at Per har indre problemer med jalousi, skuffelse i hans forhold til moderen, o.lign.

Andre forhold som adfærdsterapeuter har været optaget af at trække ind i analysen er følgende:

- Organiske forhold: Det kan være vigtigt at vide, om problemerne har en organisk årsag. Problemer blandt nogle børn kan f.eks. skyldes manglende evne til at organisere sanseindtryk, og det kan være nødvendigt at anvende specielle metoder for at hjælpe dem.

- Indlæringshistorie: Viden om hvad barnet tidligere har lært er ofte nyttig. Det kan f.eks. være, at Per udelukkende udtrykker sig fysisk, fordi han ikke har lært at sige fra, når noget er galt.

- Rammebetingelser: Disse drejer sig om forhold udover den umiddelbare situation, som samtidig påvirker denne situationen. Eksempler på dette er boligforhold, økonomisk situation, forholdet mellem forældre etc.

Hvad der indgår i analysen, vil være afhængigt af problemets karakter, og hvad den enkelte adfærdsterapeut er optaget af. Men uanset omstændighederne foretages analysen med her-og-nu situationen som udgangspunkt. Og målet med den er, at få så megen information, at det er muligt at udforme en hypotese om problemets kerne, som det er muligt at be- eller afkræfte.

3. Målsætning. Adfærdsterapeuter lægger stor vægt på, at konkretisere målsætningen. Så vidt dette er muligt, sker det i samarbejde med individ/familie/institution.

4. Ændringstiltag. Disse er i hvert tilfælde baseret på de hypoteser, der er formuleret ud fra analysen af, hvad det er, der opretholder adfærden. Hovedprincippet er, enten at ændre noget i de typiske situationer, hvor problemet forekommer, eller at ændre de konsekvenser adfærden får, gennem egne eller andres reaktioner. Der vil næsten altid være tale om en række mulige tiltag. En adfærdsterapeut vil informere den/de, der er berørte. Både om adfærdsanalysen og om de mulige tiltag, sådan at klienten i størst mulig udstrækning selv kan vælge. Terapeutens opgave bliver at gøre det klart, hvad de forskellige tiltag kan føre til, at vurdere hvorvidt målsætningen nås, og at sørge for at klienten ikke taber noget ved at ændre sig. Det sidste indebærer, at man aldrig igangsætter tiltag for at ændre adfærd, uden at sikre at alternativ adfærd styrkes.

De hyppigste indvendinger mod adfærdsterapi

1. Menneskesynet er forenklet. Dette er rigtigt i den udstrækning, adfærdsterapeuter mener at adfærdsteorien rummer et fuldstændigt menneskesyn. De fleste er imidlertid langt mere beskedne. De vil ikke gå længere end til at sige, at man ved hjælp af systematisk analyse og tiltag har fundet frem til metoder, der kan hjælpe mennesker ud af onde cirkler og lære dem nye færdigheder.

2. Metoderne indebærer muligheder for at kontrollere andre - til dels ved anvendelse af straf. Adfærdsterapeutens syn på dette er, at mennesker uvægerligt kontrollerer hinanden ved negative og positive sanktioner på adfærd. Indenfor andre terapiformer og i et liberalistisk samfund er der kun ringe bevidsthed om dette forhold. Alligevel er det klart, at systematisk anvendelse af sanktioner (i den udstrækning sådanne vælges som strategi for ændring) indebærer øgede muligheder for kontrol. Hvad der tidligere er nævnt om vægten på klientens selvbestemmelse, repræsenterer et forsøg på at undgå dette problem. Imidlertid står man overfor særligt store problemer, når det gælder mennesker, som ikke kan give udtryk for, hvad de vil, og som endvidere kan have alvorlige afvigelser i deres adfærdsmønstre, som destruktivitet eller selvødelæggelse. Det burde være en selvfølge, at man længst muligt undgår at indføre straffende foranstaltninger. Endvidere er det nødvendigt, at sådanne situationer grundigt vurderes af terapeuten og dennes medarbejdere, før der sættes tiltag ind. Det ville nok være en fordel at kunne drøfte tiltag med andre, som står udenfor institutionen, men med et godt kendskab til den.

3. Adfærdsterapi drejer sig om at tilpasse mennesker til det bestående system. Selvsagt kan den anvendes på denne måde, såvel som til det modsatte. Det afgørende bliver, hvilken slags målsætning der vælges. Men også analysen af adfærd og typen af tiltag der tages i anvendelse for ændring af denne, bliver påvirket af andre forhold end rent faglige vurderinger. På den ene side, af terapeutens individuelle værdier og politiske orientering, på den anden af de institutioner/systemer som klient og terapeut befinder sig indenfor. Faren for at man ubevidst er med til at opretholde et system som burde ændres, er stor. Det er vigtigt, at adfærdsterapeuter - så vel som andre terapeuter - hele tiden stræber mod at være bevidste om deres forhold til systemet og erkender deres funktion i det.

S.R.