Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Parlamentarisme er det tekniske udtryk for folkesuveræniteten i det borgerlige demokrati: At regeringen skal have parlamentets tillid og lede den udøvende magt i overensstemmelse med vælgernes ønsker gennem deres repræsentative organer.

I sin klassiske form som den blev udviklet i Storbritannien i løbet af 1700- og begyndelsen af 1800 tallet, hviler parlamentarismen på fire enkle regler for forholdet mellem regering og parlament: At en regering skal gå af:

1. hvis den søger og ikke opnår tillidsvotum,
2. hvis den får et mistillidsvotum,
3. hvis den lider nederlag på et spørgsmål, den har gjort til et kabinetsspørgsmål og
4. hvis den lider nederlag ved valg til parlamentet.

Parlamentarisme som forfatningssystem er altså bestemt gennem begrebet mistillid. En rent negativ bestemmelse af forholdet mellem regering og parlament. Det er en praktisk ordning udfra behovet for den mest stabile regering, for selv om den klassiske parlamentarisme er udformet indenfor det engelske topartisystem og oprindelig var tænkt som en flertalsparlamentarisme - dvs. at regeringen skulle være forankret i et parlamentsflertal - opstod der i lande med flere partier snart behov for regler, som kunne sikre også mindretalsregeringerne et vist liv og regulere deres forhold til parlamentet. Mindretalsparlamentarismen er en form, der gør truslen om regeringskrise mindst mulig, fordi forholdet til parlamentet er negativt bestemt - dvs. gennem mistillid.

Parlamentarismen forudsætter partier

Kun gennem langsigtede og bindende kontrakter og aftaler imellem repræsentanterne kan tillids/mistillidsforholdet få et praktisk udtryk. Partisystemet er den enkleste form af sådanne kontrakter. Repræsentanter fra samme parti kan optræde samlet. Og optræder de samlet i parlamentet, er det naturligt, at de sammen søger deres vælgere. Historisk går parlamentarisme og partisystemet derfor hånd i hånd.

Parlamentarisme kan i udvidet betydning forstås som parlamentarisk adfærd, og i en endnu bredere betydning: Sans for parlamentarisk styreform. Parlamentarisme i denne forstand kendetegnes af aftaler, der binder partierne til et sæt af regler, som på kort sigt kan synes hæmmende, men som i det lange løb er til gavn for alle i deres kamp mod hinanden. I klassisk forstand er parlamentarismens regler en sådan aftale, der indgår i den større konstitutionelle ramme om den politiske kamp. Konstitutionen - grundloven i sin helhed - er da undtaget de almindelige afstemningsregler, som en understregning af at netop den giver langsigtede fordele til alle.

Alternativet til den parlamentariske løsning på folkesuverænitetsprincippet er i det 20. århundrede bl.a. blevet lanceret i form af den såkaldte rådsforfatning. Tanken med rådene er, at folkerepræsentationen ikke sker gennem repræsentanter via partier til et parlament, men fra folk direkte til en repræsentantforsamling via den enkelte virksomhed, arbejdsplads eller andre typer af lokale enheder. Indenfor rådsforfatningen spiller partierne ikke længere nogen rolle. Hver enkelt erhvervs- eller arbejdspladsrepræsentant står til ansvar overfor sine vælgere hjemme, og kan når som helst trækkes tilbage. Derfor er der ikke brug for partierne.

I den socialistiske variant af rådsforfatningen - der findes også en fascistisk - er dens grundlag historisk afprøvet. Petrogradsovjetten under den russiske revolutionen i 1917 er levende beskrevet af Trotskij i selvbiografien «Mit Liv». Den var en demokratisk institution af en unik og revolutionær type. Arbejder- og soldaterrådene over hele den vestlige verden i revolutionsårerne 1917-18 gav nogle af de samme erfaringer. Ifht. den udøvende magt har rådsforfatningen historisk ikke bidraget med andet end negative resultater: Kontrollen med regeringen var minimal i de stater - Sovjetunionen og Østeuropa - som i princippet skulle bygge på rådssystemet, og der eksisterede ikke nogen regler, som i praksis kunne give basis i hvert fald en vis form for indflydelse. Det kan dels skyldes, at disse regimer udviklede sig til etpartistater, men også at etpartisystemerne blev udviklet, fordi der ikke fandtes regler for parlamentarisk adfærd i mødet mellem eksekutiv- og repræsentationsmagten.

H.F.D.