Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Bulgarien
    .  Jugoslavien
    .  Tyskland
    .  Ungarn
    .  Tjekkiet
    .  Kroatien
    .  Slovakiet
    .  Slovenien
    .  Estland
    .  Letland
    .  Lithaun
    .  Polen
    .  Rumænien
    .  Albanien
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 63.541
: :
Østeuropa

Østeuropa er som betegnelse blevet brugt i perioden fra 1948 og frem til murens fald i 1989 om de lande i Central- og Østeuropa, der efter 2. verdenskrig fik kommunistiske étpartistyrer, indlemmet i COMECON og Warszawapagten og i det hele taget underlagt sovjetisk hegemoni eller «overlay». I dag bruges udtrykket «Østeuropa» sjældent. I hvert fald er der stærk modtand mod udtrykket i de central- og østeuropæiske lande, da udtrykket er forbundet med de 40 år kommunistisk styre. I stedet tales der alternativt om eksempelvis Central- og Østeuropa, Central- og Østeuropa og Sydøsteuropa, Baltikum.

Mellem de enkelte lande var der (og er fortsat) betragtelige historiske, politiske, økonomiske og etniske forskelle. Med undtagelse af Bulgarien, Rumænien og Albanien opstod de som selvstændige stater efter første verdenskrig. I stort set alle landene, med Tjekkoslovakiet som enestående undtagelse, blev der i mellemkrigsperioden skabt ikke-demokratiske regimer, i flere tilfælde med voksende fascistiske og pro-nazistiske elementer og aggressiv nationalisme, der normalt blev rettet mod nabostater og etniske mindretal inden for egne grænser. De østeuropæiske lande led hårdt under den nazistiske besættelse og krigen frem til 1945. Mod slutningen af anden verdenskrig var det for alle landene - med undtagelse af Tjekkoslovakiet - indlysende at en genopretning af mellemkrigstidens styreformer var en utænkelighed, da flere havde været nært allierede med det nazistiske Tyskland.

Lige efter krigen stod kommunistpartiet særlig stærkt i Tjekkoslovakiet. I Jugoslavien og Albanien var kommunisterne kommet til magten takket være kampen mod de fascistiske og nazistiske besættelsesmagter. De kommunistiske partier stod til gengæld særlig svagt i Polen, Rumænien og Ungarn. De kommunistiske partier havde nydt godt af de sovjetiske styrkers indtrængen i landene under krigen mod Tyskland og Italien. Lige efter krigen var situationen usikker, men meget snart stod det klart, at Europa ville blive delt og et «jerntæppe» derefter ville sænke sig ned gennem Europa. Frem til 1947-48 blev de østeuropæiske lande styret af koalitionsregeringer mellem på den ene side de kommunistiske partier og på den anden de borgerlige partier, der efter kommunisternes opfattelse ikke havde samarbejdet med besættelsesmagten. Efterhånden tiltog kommunisterne sig mere og mere magt og de andre koalitionspartner fik reduceret deres indflydelse - eventuelt helt ekskluderet fra regeringen. Den endelige magtovertagelse fandt sted i 1947-48. I Tjekkoslovakiet skete magtovertagelsen i februar 1948 ved et kup, hvorefter kommunisterne tiltog sig de regeringsposter, som de ikke-kommunistiske medlemmer af regeringen havde forladt i protest.

I de fleste af de østeuropæiske lande fortsatte en række ikke-kommunistiske partier deres eksistens, men inden for rammerne af særlige nationale fronter og underlagt de kommunistiske partier. Opposition overfor de regerende kommunistiske partier var ikke tilladt, men de enkelte partier - f.eks. bondepartier - kunne inden for visse rammer godt drive lobbyvirksomhed for bestemte befolkningsgruppers, f.eks. bøndernes interesser. Disse muligheder blev forbedret efter Stalins død i marts 1953 og efter den 20. partikongres i Sovjetunionen i 1956, hvor centralismen og undertrykkelsen af anderledes tænkende blev lempet noget.

I årene efter magtovertagelsen (i 1947-48) blev de østeuropæiske økonomier omdannet til centrale planøkonomier efter sovjetisk forbillede. I de fleste af landene, f.eks. Tjekkoslovakiet og Ungarn, blev der gennemført hårde udrensninger og skueprocesser inden for de kommunistiske partier. I flere af landene var der tale om opgør mellem såkaldt hjemmekommunister, der havde befundet sig i hjemlandene under krigen, og Moskva-kommunister, der havde været i eksil under krigen. «Afvigerne» blev typisk beskyldt for at være titoister, trotskister eller national-borgerlige, og ofte havde forfølgelserne antisemitiske undertoner. Det var i de år, den kolde krig og Koreakrigen kulminerede, og hvor det sovjetiske system blev udfordret af Titos Jugoslavien, der i 1948 var blevet ekskluderet fra den kommunistiske samarbejdsorganisation, Kominform. Jugoslavien kom til at fremstå som et af de førende lande inden for den alliancefri bevægelse og fortaler for en mere selvforvaltende form for socialisme. Efter Stalins død blev forholdet til Sovjetunionen forbedret, men det blev kølnet igen efter den politiske opstramning, der fandt sted inden for den verdenskommunistiske bevægelse efter invasionen af Ungarn i 1956 og forværringen af forholdet mellem Sovjetunionen og Kina.

I Ungarn var der i 1956 tale om et spontant politisk og socialt oprør mod de stalinistiske magthavere, som i sidste ende blev slået brutalt ned gennem en sovjetisk militær invasion. Et arbejderoprør i Polen i oktober 1956 endte med indsættelse af Wladislaw Gomulka som ny partileder. Med hensyn til Kina var der tale om et forskelligt syn på forholdet til den kapitalistiske verden. Hvor Sovjetunionen ønskede en «fredelig sameksistens», iflg. hvilken socialismen skulle sejre gennem en økonomisk-politisk kappestrid og derfor afviste krig på grund af de ødelæggelser en atomkrig ville medføre, ønskede Kina en hård kurs og afviste i princippet ikke brugen af atomvåben, som Mao betegnede som en «papirtiger».

Med opgøret med Kina og det anstrengte forhold til Jugoslavien havde Sovjetunionen sværere ved at skabe sammenhold inden for den kommunistiske lejr. Albanien forlod helt «østblokken» og sluttede sig i en del år til den kinesiske linie. I DDR blev situationen mere og mere uholdbar på grund af flygtningestrømmen til Vesttyskland, hvilket i 1961 førte til at bygningen af Berlinmuren og de-facto delingen af Tyskland. Samtidig blev Sovjetunionen og Østeuropa i begyndelsen af 1960'erne ramt af økonomiske stagnation, der dels gav stødet til en voksende utilfredshed i befolkningerne, dels til økonomiske reformer. Bedst kendt var DDR's økonomiske reform i 1963, Sovjetunionens i 1965 («Kosygin-reformen») og den økonomiske reform i Ungarn i 1968 («NEM-reformen»). Af disse reformer havde den ungarske reform elementer af markedsøkonomi med bl.a. overgang til delvis fri prisdannelse. I de fleste tilfælde var der dog kun tale om «omstruktureringer» og «forbedringer» af de centrale planøkonomier.

I 1960'erne blev vi vidner til en voksende differentiering mellem de enkelte østeuropæiske lande. Længst i retning af reformer gik Ungarn, hvor partilederen Janos Kadar liberaliserede det politiske system efter princippet om at «dem der ikke er imod os, er med os» og indførte det mest forbrugervenlige økonomiske system («goulash-kommunisme»). Fra midten af 1960'erne indtraf der et politisk tøbrud i Tjekkoslovakiet, som i 1968 kulminerede med det såkaldte «Prag-forår», et forsøg på ad fredelig vej at indføre en «socialisme med et menneskeligt ansigt». Eksperimentet blev i august 1968 standset med rå militær magt, partilederen Aleksander Dubcek blev afsat få måneder efter, og under den ny leder Gustav Husak blev der derefter gennemført en politisk og økonomisk «normalisering» med tilbagevenden til central planøkonomi og med udrensning inden for partiet af flere hundredetusinder reformkommunister fra Prag-foråret. I Polen kom det i 1970 til oprør rettet mod partilederen Wladislaw Gomulka og imod regeringens beslutning om prisforhøjelser på en lang række basale forbrugsvarer. Nedkæmpelsen af Prag-foråret havde - sagt med andre ord - ikke skabt den, set fra Sovjetunionen, tilstrækkelige ro inden for den «socialistiske lejr».

Den politiske stabilitet i 1970'erne blev for en stor del opretholdt gennem en øget økonomisk vækst, der ikke så meget blev sikret gennem reformer, men mere gennem øget samhandel med og lån i vestlige banker. De østeuropæiske lande nød godt af opblødningen af den tyske øst-politik under Willy Brandt.

Samtidig med at Vesten blev ramt af olieprisforhøjelserne fra 1973 («oliekrisen») kunne Østeuropa nyde godt af langt lavere priser på olie fra Sovjetunionen. Tyskland opgav den gamle Hallstein-doktrin, hvorefter Vesttyskland ikke ville samarbejde med stater der anerkendte DDR. DDR blev anerkendt som selvstændig stat. Dog forbeholdt Vesttyskland sig retten for at arbejde for en genforening ad fredelig vej.

Den økonomiske vækst og den sociale fred kunne imidlertid ikke opretholdes i længden. De mange lån i vestlige banker førte ikke til økonomisk effektivisering, men indebar en stærkt stigende gæld for alle de østeuropæiske lande med undtagelse af Tjekkoslovakiet og på sigt også Rumænien, der i 1980'erne skar voldsomt ned på importen og tilbagebetalte alt udlandsgæld.

I Polen førte de voksende økonomiske problemer til et regulært oprør, der kulminerede i 1980 med oprettelsen af den uafhængige fagbevægelse Solidarnosz. Oprøret var inspireret af den katolske kirkes voksende indflydelse efter valget af en polak til ny pave. Det polske kommunistiske parti mistede slet og ret sin klassiske «ledende rolle» og konfrontationen endte i december 1981 med indførelsen af undtagelsestilstand. Solidarnosz og andre uafhængige sammenslutninger blev forbudt, ledende systemkritikere blev fængslet og det polske militær fik en central rolle. Undtagelsestilstanden førte imidlertid ikke til en «normalisering» af det økonomiske og politiske liv sådan som i Ungarn efter 1956 og Tjekkoslovakiet i 1970'erne. Med Gorbatjov ved roret i Sovjetunionen kunne myndighederne ikke i samme grad som før støtte sig til Sovjetunionen i deres kamp mod oppositionen. Samtidig forstærkedes de sociale og økonomiske problemer i hele Østeuropa. Alt dette skulle ende med de store omvæltninger i 1989 og med murens og de gamle realsocialistiske systemers fald. Først mistede Sovjetunionen totalt grebet om Østeuropa, og i december 1991 blev den tidligere supermagt selv formelt opløst.

De første 10 år efter 1989 har været begivenhedsrige. Alt er ikke gået som forventet. I begyndelsen var der en udbredt og naiv tro på markedsøkonomiens velsignelser efter princippet om at «markedet klarer alt» og på at det rige Vesten ville træde til og yde de nye demokratier en omfattende ny Marshall-hjælp. Overgangen til demokrati og markedsøkonomi viste sig kort og godt at være langt vanskeligere end først antaget. De første år var der tale om økonomisk tilbagegang svarende til 30-40 % af landenes nationalprodukt (i det økonomiske sprog kaldt «J-kurven»). Dog skal det nævnes, at de økonomiske statistikker har været yderst mangelfulde. Økonomisk havde overgangen fra plan til marked sine vindere og tabere - men taberne var langt i overtal. Desværre har de førende vestlige lande og organisationer ikke været særlig optaget af overgangsprocessens sociale dimensioner.

Politisk har der i de fleste lande (bort set fra ex-Jugoslavien) rådet forbløffende høj stabilitet, de sociale og økonomiske problemer taget i betragtning. De post-kommunistiske regeringer, der overtog magten i bl.a. Litauen, Polen og Ungarn, førte en særdeles moderat politik. De tabte dog efterfølgende valgene, først og fremmest fordi de socialistisk ledede regeringer ikke tog tilstrækkeligt fat om de store uløste sociale problemer. Det skal nævnes at regeringernes handlemuligheder har været yderst begrænsede, dels på grund af manglen på ressourcer, dels på grund af kravene ude fra: fra de vestlige regeringer og økonomiske institutioner, som IMF, Verdensbanken og Den europæiske Udviklingsbank (EBRD), og ikke mindst EU, der i forbindelse med forhandlingerne om associeringsaftaler med de østeuropæiske lande og senere under selve optagelsesforhandlingerne har fulgt en hård forhandlingslinie.

Mønstret har været meget uensartet fra land til land. Østeuropa er under alle omstændigheder ophørt med at udgøre en økonomisk, politisk og social blok. Sagt med andre ord, består Østeuropa (hvis vi stadig skal bruge den betegnelse om regionen) her omkring årtusindeskiftet af et A-hold, dvs. den gruppe lande der har klaret sig bedst eller mindst ringe og derfor inden for en overskuelig fremtid har udsigt til EU-medlemskab; et B-hold, der har ansøgt om medlemskab, men næppe får det indenfor overskuelig fremtid; og et C-hold, som reelt ikke har et medlemskabsperspektiv. Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien blev i første omgang udset til A-hold, men det kan ikke udelukkes, at de bliver overhalet af andre lande. I 1998 og 1999 gik det således skidt med den tjekkiske økonomi, der var i direkte tilbagegang. Polen har også svært med at opfylde EU's krav med hensyn til eksempelvis landbruget og miljøet. Polen, Ungarn og Tjekkiet blev i marts 1999 formelt optaget i NATO, men NATO-medlemskabet betyder flere militærudgifter. Hele Østeuropa har naturligvis været stærkt påvirket politisk og økonomisk af krigene på Balkan, herunder ikke mindst NATO's bombeaktion mod Jugoslavien i foråret 1999, der ikke blev mødt med den store begejstring i de tidligere kommunistiske lande, for at sige det mildt. Den tjekkiske regering og den liberale opposition - især partiet ODS - tillod sig til NATO's store vrede at kritisere bombekrigen og NATO's strategi.

10 år efter 1989 blev der talt om behovet for en ny Marshallhjælp til Østeuropa - frem for alt til staterne på Balkan. Om planen kan realiseres er et åbent spørgsmål, men læren af krigene på Balkan er, at social og økonomisk fremgang - ikke bomber og militærdoktriner - er betingelsen for at vi undgår nye Balkankrige og Balkansituationer. Uden økonomisk og social stabilisering vil større dele af den tidligere kommunistiske verden bliver en politisk og social krudttønde og blive en direkte trussel mod stabiliteten i Europa.

EU-medlemskabet og -perspektivet kan bidrage til løsning af regionens problemer, men forudsat at landene i Østeuropa optages i EU på gunstige betingelser. Der taltes i 1999 om, at de første østeuropæiske lande kunne optages i EU i år 2002 eller 2003, men mere nøgterne vurderinger lød på 2006 for de mere «besværlige» ansøgerlande, eksempelvis det største af dem alle: Polen.

S.R.