Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Bulgarien
    .  Jugoslavien
    .  Tyskland
    .  Ungarn
    .  Tjekkiet
    .  Kroatien
    .  Slovakiet
    .  Slovenien
    .  Estland
    .  Letland
    .  Lithaun
    .  Polen
    .  Rumænien
    .  Albanien
Begreber
DatoOpdatering
2018.07.02Ajourføring
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/7 2018
Læst af: 66.174
: :
Østeuropa

Begrebet «Østeuropa» har været forbundet med perioden fra 1948 og frem til Berlinmurens fald i 1989. I den periode var landene i øst kommunistiske étparti stater, de fleste var medlemmer af Comecon og fra 1955 i Warszawapagten og blev ad den vej underlagt sovjetisk hegemoni. Siden 1989 er i højere grad brugt betegnelserne «Central- og Østeuropa», «Sydøsteuropa» og «Baltikum».

Uanset den fælles kommunistiske fortid er der betragtelige forskelle landene imellem. Med undtagelse af Bulgarien, Rumænien og Albanien opstod de som selvstændige stater efter 1. verdenskrig. Med Tjekkoslovakiet som undtagelse, blev landene i mellemkrigsperioden ikke-demokratiske, ofte kendetegnet ved en aggressiv nationalisme over for nabostater og mindretal inden for egne grænser. Polen og Tjekkoslovakiet led uhyggelig hårdt under den nazistiske besættelse, mens Ungarn reelt var allieret med Nazi-Tyskland. Efter 2. verdenskrig var der naturligt nok et udbredt ønske om at finde alternativer til de styreformer, der havde rådet i mellemkrigsperioden. Det gav kommunisterne en chance. 

Lige efter 2. verdenskrig stod kommunistpartiet (KSC) særlig stærkt i Tjekkiet. I Jugoslavien og Albanien kom kommunisterne til magten takket være partisankampen mod de fascistiske og nazistiske besættelsesmagter. De kommunistiske partier stod derimod svagt i Polen, Rumænien og Ungarn. Lige efter krigen var den politiske situation usikker, men snart stod det klart, at et «jerntæppe» ville sænke sig ned over Europa. Der blev dannet koalitionsregeringer, og her fik de kommunistiske partier stadig større magt - fra 1947-48 reelt et magtmonopol. I Tjekkoslovakiet fandt den kommunistiske magtovertagelse sted gennem et regulært kup, også kaldet «februarkuppet».  

I de fleste østeuropæiske lande eksisterede der fortsat ikke-kommunistiske partier, men de måtte arbejde inden for rammerne af såkaldte «nationale fronter», som var underlagt de kommunistiske partier. Reel opposition var ikke tilladt. Mulighederne for at øve indflydelse blev dog bedre efter Josef Stalins død i 1953 og efter den 20. partikongres i Sovjetunionen i februar 1956.

Efter de kommunistiske magtovertagelser blev de østeuropæiske økonomier omlagt til planøkonomier efter sovjetisk forbillede. Graden af politisk undertrykkelse varierede fra land til land. Den var særlig hård i Tjekkoslovakiet og Ungarn, hvor der efter stalinistisk mønster blev iværksat regulære politiske skueprocesser over for modstandere - også inden for de kommunistiske partiers egne rækker. De anklagede blev typisk beskyldt for at være titoister, trotskister eller national-borgerlige. Undertiden havde skueprocesserne antisemitiske undertoner. Begyndelsen af 1950'erne var kendetegnet ved en foreløbig kulminationen af den kolde krig i kølvandet på omvæltningerne i øst og udbruddet af Koreakrigen. Titos Jugoslavien nægtede at bøje sig for Stalins pres og kom derefter til at fremstå som et førende land inden for bevægelsen af alliancefri lande og fortaler for en alternativ selvforvaltende form for socialisme.

Efter Stalins død blev censuren og undertrykkelsen lempet, men det indebar ikke, at landene i Østeuropa kunne indføre vestligt demokrati eller stille spørgsmålstegn ved medlemskabet i Warszawapagten. Det blev tydeligt manifesteret i 1956 med nedkæmpelsen af det folkelige oprør i Ungarn. Samtidig blev det sovjetiske hegemoni udfordret af Maos Kina, der ønskede en hårdere kurs over for Vesten og således ikke accepterede Nikita Krustjovs tese om «fredelig sameksistens» med Vesten og afvisning af brug af atomvåben. Atomvåbnene kaldte Mao en «papirtiger». I perioder var forholdet mellem Sovjetunionen og Kina tæt på regulær krig. Det skyldtes ikke blot forskellige ideologier. Kina accepterede ikke de eksisterende grænser mod Sovjetunionen.

Med opgøret med Kina og det anstrengte forhold til Jugoslavien fik Sovjetunionen sværere ved at skabe sammenhold inden for den kommunistiske lejr. Albanien forlod «østblokken» helt og sluttede sig til den kinesiske linje. I DDR blev situationen helt uholdbar pga. flygtningestrømmen til Vesttyskland. Det førte i 1961 til opførelsen af Berlinmuren. Samtidig blev Sovjetunionen og dermed Østeuropa ramt af økonomisk stagnation. Der blev igangsat reformer eller snarere justeringer af de eksisterende planøkonomiske systemer, i DDR i 1963, i Sovjetunionen i 1965 («Kosygin-reformen») og i Ungarn i 1968 («NEM-reformen»). De ungarske reformer var de mest vidtrækkende. 

Fra 1960'erne var vi vidner til en større forskelligartethed inden for «østblokken». I Ungarn praktiserede János Kádár et ret liberalt regime, der blev betegnet som «gulashkommunisme», styret efter princippet om at «dem der ikke er imod os er med os». I Tjekkoslovakiet oplevede vi i 1968 Prag-foråret - et forsøg på at skabe en «socialisme med et menneskeligt ansigt». Pragforåret blev knust gennem en militær invasion fra andre Warszawapagtlande i august 1968, og Aleksander Dubcek, den reformvenlige leder, blev afsat nogle måneder senere. Derefter blev der gennemført en hård såkaldt «normalisering» med tilbagevenden til hårdt étpartistyre og omfattende udrensninger. I 1970 kom det til et oprør i Polen, der førte til partilederen Wladyslaw Gumulkas fald. Kort sagt blev det stadig vanskeligere for Sovjetunionen at opretholde «ro og orden» i den kommunistiske lejr.

Mens Vesten i 1970'erne var hårdt ramt af oliekrisen, oplevede Østeuropa en noget større stabilitet. Forholdet mellem øst og vest blev også mere stabilt takket være aftalerne mellem stormagterne og ikke mindst takket være den tyske forbundskansler Willy Brandts øst-politik, der satsede på forandringer gennem mere samhandel og dialog. Vesttyskland forbeholdt sig dog retten til fredeligt at arbejde for en tysk genforening. Fra 1970'erne blev der via Helsinki-aftalerne skabt nye muligheder for forandring. I flere østlande blev der oprettet nationale Helsinki-komiteer, der kæmpede for beskyttelse af menneskerettighederne. Den tjekkiske menneskeretsgruppe Charta 77 blev oprettet i 1977. Den havde Tjekkoslovakiets senere præsident Václav Havel som talsmand og var stærkt inspireret af Helsinki-aftalerne. 

I 1979-1980 kom det atter til oprør i Polen. Det kulminerede i 1979 med oprettelsen af den uafhængige fagforening Solidaritet ledet af Lech Walesa. Det kommunistiske parti mistede dermd sin «ledende rolle» i arbejderklassen. Efter pres fra Sovjetunionen indførte myndighederne i december 1981 undtagelsestilstand og forbød Solidaritet. Lech Walesa og andre blev fængslet eller kom i husarrest. 

Med valget af Michail Gorbatjov til ny sovjetisk leder i 1985 blev situationen i Østeuropa – og i verden generelt – ændret. Den kolde krig der fulgte efter den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 og indførelsen af undtagelsestilstand i Polen blev afløst af afspænding. Gorbatjov indså, at de kommunistiske systemer kun kunne opretholdes gennem dybe reformer (kaldet «Perestroika« og «Glasnost»), Han opgav den gamle «Bresjnevdoktrin», men havde ikke forestillet sig, at systemerne skulle bryde sammen. Men det skete. Kulminationen var Berlinmurens fald i 1989.

1989 Berlinmuren falder. Overgang til kapitalisme

De østeuropæiske lande var blevet frie. Det store spørgsmål var, hvad friheden skulle bruges til og - ikke mindst - hvordan den skulle indføres. Økonomisk blev overgangen meget vanskeligere end antaget. Historien havde aldrig før oplevet overgange fra planøkonomi til markedsøkonomi, så der var ingen erfaringer at bygge på. Få blev rige, alt for mange fattige. Med andre ord, transitionerne fik kun få vindere socialt. Desværre var Vesten på det tidspunkt ikke opmærksom på det. «Reaganisme» og «Thatcherisme» var den altdominerende diskurs, så den hårde chokkur blev valgt frem for en gradualisme: den mere gradvise overgang fra plan til marked. Kursen blev fastlagt af institutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og i stigende grad EU. Den blev døbt «Washingtonkonsensus», og var karakteriseret ved en hurtig frigivelse af priser og udenrigshandel og omfattende privatiseringer

Privatiseringerne skete ofte gennem oprettelse af særlige institutioner som Treuhandanstalt i Tyskland, der så skulle stå for overgangen fra statseje til privateje. En del lande valgte «voucherfremgangsmåden»: privatisering gennem udstedelse af folkeaktier stort set gratis til hele den voksne befolkning. Der blev også skelnet mellem «stor» og «lille» privatisering. Den store var privatiseringer af store ofte underskudsgivende statsvirksomheder. Den lille var privatiseringer af de små, f.eks. detailhandel og service. Nogle virksomheder, ofte de mest givtige, blev solgt til udlandet til højstbydende. Privatiseringerne var i høj grad forbundet med «insiderhandler» og udbredt korruption. Korruptionen er stadig et stort problem. I Transparancy Internationals rangordning af korruption i alle verdens lande fra 2017 rangerer Polen forholdsvis lavt (30. pladsen); Tjekkiets og Ungarns placering var dårligere end før; allerværst var (og er) situationen i Bulgarien. Rumænien blev placeret bedre end tidligere pga. den forstærkede indsats mod korruption, men problemerne er langt fra løst. I SNG-landene, dvs. staterne i det gamle Sovjetunionen, blev det økonomiske system overvejende domineret af rige oligarker, der købte virksomheder langt under markedsprisen. 

2004-13 Optagelse i NATO og EU

Landene i øst fik ikke samme omfattende Marshall-hjælp som Europa efter 2. verdenskrig. I begyndelsen af 1990'erne ansøgte mange lande i øst om medlemskab af EU og flere også af NATO. NATO-udvidelsen sidst i 1990'erne fandt sted til trods for, at Gorbatjov lige omkring murens fald havde fået håndfaste mundtlige løfter om, at NATO ikke ville udvide mod øst. EU's udvidelsesforhandlingerne skete omtrent samtidig med de blodige krige på Balkan og den lykkeligvis fredelige deling af Tjekkoslovakiet i 1993, der meget rammende er kaldt ”fløjlsskilsmissen”. Forhandlingerne om EU's udvidelse blev formelt indledt i 1998 og afsluttet i 2002. I 2004 fandt den store EU-udvidelse mod øst sted. Den omfattede de baltiske lande, de fire centraleuropæiske lande samt Slovenien. I 2007 blev Rumænien og Bulgarien medlemmer og i 2013 Kroatien. Som i 1989 herskede der stor optimisme omkring optagelsen i EU, ja nærmest eufori. Det var ventet, at udvidelsen af EU ville skabe stabilitet og fremgang både politisk og økonomisk. Landene i øst kunne med EU-medlemskabet blive rigtig «europæiske», ligne det «gamle Europa». Men det skulle vise sig meget sværere end antaget. Landene i øst har jo en meget anderledes historie og politisk kultur. De har gennem historien været underlagt imperier, har ret svage demokratiske traditioner og har, bort set fra Tjekkiet, også haft et stort økonomisk efterslæb i forhold til Vesten. Der blev talt om et «moderniseringsefterslæb», ja ligefrem om «tilbageståenhed».

Årene efter optagelsen i EU blev turbulente. Mange lande i øst oplevede hurtigt «postmedlemskabsfrustrationer», da forventningerne oversteg realiteterne. Medlemskabet af EU gav landene i øst rettigheder, men samtidig også mange forpligtelser, nedfældet i EU's regelsæt («aquis communitaire»). Landene i øst hvar ikke meget for at indordne sig og modtage «diktater» ude fra - heller ikke fra Bruxelles, og i særdeleshed ikke, når de indebar omkostninger og havde negative sociale følger. F.eks. lukning af virksomheder og øget arbejdsløshed. Men landene i øst har gennem årene modtaget omfattende støtte fra EU's fonde, og det har betydet meget. 

Op til finanskrisen i 2008 var der pæn økonomisk vækst i de fleste lande i øst, men finanskrisen ramte landene hårdt. Især lande som Ungarn, Rumænien og de baltiske lande, der forinden havde indført sårbare banksystemer og optaget store lån i hårde udenlandske valutaer: Scweizer franc og Euro. Den økonomiske vækst faldt markant - dog med Polen som en undtagelse. Finanskrisen gav som i andre europæiske lande stødet til oprettelse nye protestpartier og populistiske partier. Med flygtningekrisen i 2015 og EU's forsøg på at indføre tvungne flygtningekvoter steg tilslutningen til disse partier yderligere. 

2015- Strukturel krise i EU, udløst i Øst og Syd

Flere lande som Ungarn under Viktor Orbán og Polen efter valget i 2015, indførte illiberale styreformer, kendetegnet ved indgreb fra regeringerne over for retssystemet og mediefriheden. Flere lande i Sydøsteuropa var præget af politisk kaos, bl.a. kendt som «politics of mass demonstrations», hvor valgdeltagelsen er lav og valgene ikke respekteres, hverken af regering eller opposition.

Regimeformer
Liberale demokratier med frie og fair valg og en adskillelse mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt, også kaldt magtens tredeling.  Undertiden stærke forfatningsdomstole. Frie medier.
Illiberale demokratier, der bryder med magtens tredeling. Retssystemet og medierne er et godt stykke under regeringens kontrol. Valgene er frie, men ikke fair. De fleste er nationalkonservative.

«Politics af mass demonstrations», også kaldet «democracy by default». Her gennemføres der valg, men de respekteres ikke, hverken af valgenes vindere eller tabere. Oftest lav valgdeltagelse. Valgene skaber ikke stabilitet, tværtimod går de utilfredse på gaden og kræver regeringernes afgang næsten dag ét efter valgene. Nærmest en permanent valgkamp. Mistillid til de politiske institutioner. Høj korruption.

Autoritære regimer, valgene er her hverken frie eller fair. Magtens tredeling respekteres ikke. Autoritære regimer kan være mere eller mindre hårde, i det sidste tilfælde ofte elektorale med elementer af reelle valg. Men systemet er styret («managed»), så resultatet er stort set givet på forhånd.

Den «europæisering» mange oprindeligt håbede på, lod sig ikke realisere, men forholdene havde trods alt nok været værre, hvis vi slet ikke havde haft den store EU-udvidelse mod øst. Men vi ved det af gode grunde ikke. Udviklingen kastede EU ud i en en strukturel krise. Det var svært at skabe sammenhold, fælles identitet og homogenitet. Problemerne med det illiberale demokrati blev en alvorlig udfordring. EU igangsatte procedurer for at straffe de lande, der brød med EU's værdier på f.eks. retsområdet. Det havde man slet ikke forestillet sig i 2002 og 2004. Lande der ikke ville indføre EU-kvoter for flygtninge blev indklaget for EU Domstolen og risikerede bøder. Viktor Orbán, Ungarns leder, manøvrerede fleksibel og politisk klogt. Hans parti, Fidesz, var med i samme gruppe som den tyske kansler Merkels CDU i Europaparlamentet. Og over for EU-kommissionen gav Orbán visse indrømmelser for at undgå straf. Orbán opnåede genvalg ved valget i april 2018. Polens reelle leder Jaroslaw Kaczynski og hans parti, Lov og Retfærdighedspartiet havde ikke det samme politiske instinkt. Men efter en regeringsrokade i januar 2018 blev der slået ind på en linje, der minder en del om den ungarske.  EU kom til at stå over for flere vanskelige udfordringer på samme tid, eurokrise, flygtningekrise, forholdet til Rusland samt Brexit, den britiske udmeldelse af EU. Euro-krisen var meget et græsk problem, men også andre lande i Sydeuropa var ramt af store gældsproblemer og økonomiske ubalancer. Flere lande i øst, de baltiske lande, Slovakiet og Slovenien fik euroen som valuta. De var stærke modstandere af at skulle betale for at redde kriseramte euro-lande i Sydeuropa, men de var tvunget til det. I Slovakiet førte uenigheder herom til regeringens fald. I forhandlingerne med Storbritannien om vilkårene for EU-udmeldelse («Brexit») har alle lande i EU i store træk accepteret Kommissionens linje. Landene i øst er naturligvis stærkt optaget af vilkårene for de borgere fra øst, der har arbejdet og måske bosat sig varigt i Storbritannien. En del EU-lande fra øst, f.eks. Polen, ser gerne at de vender tilbage til deres hjemlande, da de i stigende grad mangler arbejdskraft. 

Flygtningekrisen skabte i særlig grad problemer for sammenholdet i EU. Alle landene i øst var fra starten modstandere af tvungne EU-kvoter for flygtninge, og flere lande som Tjekkiet, Ungarn og Rumænien nægtede også at acceptere de afgørelser, et flertal i EU nåede frem til. Ungarn var bannerfører og et ikon for de lande og befolkninger i Europa, der var imod Angela Merkels «bløde» emigrationspolitik. Ungarn opførte et langt hegn langs grænserne mod Balkan for at standse flygtningestrømmen via den såkaldte Balkanrute. Andre EU-lande har fulgt i Ungarns fodspor og på den ene eller anden måde lukket deres grænser. Det er meget rigtigt konstateret, at der er et «Orban-gén» - også i de traditionelle partier. Godt nok aftog flygtningestrømmen i 2016-18, men flygtningespørgsmålet kom nærmest højere op på den politiske dagsorden, og blev bestemmende for udfaldene af valg. Valgene i Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Ungarn, Italien og Sverige i 2017-18 var symptomatiske for denne udvikling.

Rusland skiller også vandene. Flere lande med Slovakiet, Ungarn, Bulgarien og Slovenien i spidsen ser ikke den store trussel fra Rusland og var i princippet imod EU-sanktionerne i 2013-14, mens andre - kaldet «høgene» - havde den stik modsatte opfattelse og betragtede Rusland som den største sikkerhedsrisiko. Efter annektering af Krim blev der indført økonomiske sanktioner over for Rusland. De sanktionsskeptiske lande bøjede sig for presset fra Tyskland og Frankrig, men forsøgte bedst muligt at begrænse sanktionernes rækkevidde. Til «høgene» i øst hører de baltiske lande og Polen. At nogle lande i øst frygter Rusland mere end andre skal forklares ud fra geografi og historie. De baltiske lande blev efter Hitler-Stalin pagten i 1939 indlemmet i Sovjetunionen. Polen er et større land og har særlige geopolitiske interesser i Ukraine i modstrid med Ruslands. Rumænien mistede efter 2. verdenskrig store områder, Moldova, Besarabien og Bukovina til Sovjetunionen. Dem drømmer mange i Rumænien om et vinde tilbage, for drømmen om et ”et «Storrumænien» lever stadig. Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien har valgt et mere dialog-præget forhold til Rusland og har en tradition for at være brobygger mellem øst og vest. Det svarer meget godt til holdningerne i Østrig og det uanset partifarven på regeringen. Bulgarien har historisk haft et langt mindre konfliktpræget forhold til Sovjetunionen og Rusland, og det sætter sig også spor i dag. I 2018 slog Bulgarien efter præsidentvalget og dannelsen af en ny regering ind på en mere pragmatisk linke i forhold til Rusland

Også lande i det «gamle Europa» som Tyskland, og Italien, blev ramt af den populistiske bølge og de dermed følgende problemer med at få etableret holdbare regeringer. Under disse forhold har der bredt sig en udvidelsestræthed i det «gamle Europa». Sporene fra udvidelserne i 2004 og 2007 skræmmer. De nye lande i øst blev ikke som antaget mere «europæiske» og mindre korrupte. Flere blev endda illiberale. EU-Kommissionen har lagt op til at nedsætte omfanget af de beløb, der skal ydes til EU-landene i Central-og Østeuropa i det langsigtede budget fra 2021 til 2027 og i stedet give flere penge til Sydeuropa og bruge mere på forsvaret af EU's ydre grænser. Tyskland er heller ikke så villig som omkring 1989 og 2004 til at yde så meget til EU's budget. Flere lande på Balkan ønsker EU-medlemskab, men det har lange udsigter. USA er under Trump ikke en pålidelig allieret. Det har i sig selv styrket interessen i at forstærke det europæiske forsvarssamarbejde, men ikke alle lande er begejstrede. Polen og Ungarn hilste ligefrem valget af Trump som præsident velkommen. Det skyldtes Demokraternes og Hillary Clintons kritik af forholdene for demokratiet i de to lande. 

S.R.