Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Perovskaja (1853-81), russisk populist (narodnik) og tilhænger af individuel terror. Sofja Lvovna Perovskaja var den første kvinde, som blev henrettet for en politisk forbrydelse i Rusland. Gennem sin skæbne inspirerede hun senere generationer af radikale russiske kvinder.

1870'ernes brede og mangeartede populistiske bevægelse i Rusland rekrutterede overvejende kvinder fra to steder; Fra den russiske studenterkoloni i Zürich (se Figner) og fra agitationsgrupper i selve Rusland. Den vigtigste af disse var Tsjajkovskij-kredsen i St. Petersborg, som Perovskaja sluttede sig til i 1870.

Hun var af adelig herkomst - datter af en meget højtstående embedsmand i zarens administration - og kom til hovedstaden i 1869 for at begynde på Alartsjinkurset - den første universitetsforberedende skole for kvinder, som blev åbnet samme år. Den sekstenårige Perovskajas stærke interesse for «kvindespørgsmålet» og hendes almindelige skepsis overfor mænd synes at have været betinget af faderens strenge familieregime. I den kreds af unge kvinder som hun hurtigt samlede omkring sig i St. Petersborg, talte hun varmt for princippet om særskilte kvindegrupper.

Det vakte derfor forbavselse, da hun allerede året efter sluttede sig til Tsjajkovskij-kredsen. Denne kreds adskilte sig imidlertid på en radikal måde fra 1860'ernes hierarkisk opbyggede grupper af nihilister, hvor kvinderne ikke kunne spille nogen selvstændig rolle og i mange tilfælde blev groft udnyttet. Tsjajkovskierne forsøgte at hæve arbejdernes politiske bevidsthed i hovedstaden gennem et grundigt forberedt program. De drev aftenundervisning og propaganda på fabrikkerne og tilbød medlemmerne studier af Marx, Lassalle, Lavrov og Bervi-Flerovskij. Kredsen var demokratisk organiseret med vægt på lighed og kammeratskab, og kvinderne som udgjorde ca. en fjerdedel af medlemmerne, fik spillerum og støtte i arbejdet for kvindens frigørelse.

Perovskaja forlod i 1872 St. Petersborg og vandrede til fods omkring i det centrale landbrugsområde som sygeplejerske og vaccinerede bønderne, samtidig med at hun spredte socialistisk propaganda. Dette blev hendes eneste «vandring til folket», og tilbage i St. Petersborg blev hun arresteret sammen med de fleste af sine kammerater. Hun blev løsladt mod kaution indtil retssagen skulle finde sted og arbejdede i mellemtiden som sygeplejerske på Krim. For ikke at gøre stillingen værre for sine fængslede venner, lagde hun det politiske arbejde på is.

Under processen mod «de 193» i 1877-78 var Perovskaja blandt dem, der blev frikendt, men nu startede hun et intenst arbejde for at befri de dømte. Under disse operationer kom hendes egenskaber som revolutionær for alvor til syne; En nådesløs og uforsonlig holdning overfor myndigheder og politiske fjender, en selvopofrende hengivenhed overfor kammeraterne, men også foragt for svaghed og ubeslutsomhed hos dem. «I virkeligheden» - skriver en af dem - «kunne hun drive en mand til selvmord for den mindste svaghed.»

Perovskajas befrielsesaktioner fik myndighederne til at udstede arrestordre på dem der var blevet frikendt under processen, og hun faldt i politiets kløer. Under en transport flygtede hun fra sine fangevogtere, og nu startede hendes «underjordiske» tilværelse. Hun genoptog befrielsesaktionerne, men efter en bølge af arrestationer i 1878, måtte de atter opgives.

Den stærke politiforfølgelse havde skabt splittelse i narodnikkernes rækker - mellem grupper som ville fortsætte det fredelige agitatoriske arbejde, hvor vanskelig det end var blevet, og tilhængerne af en terroristisk strategi, som gennem attentater mod fremtrædende embedsmænd ville gennemtvinge en forfatningsændring, som kunne legalisere det revolutionære arbejde. Perovskaja forsøgte at mægle mellem de to lejre, idet hun hævdede nødvendigheden af både agitation og terror. Men efter at have konstateret, at der faktisk ikke længere foregik noget arbejde i landsbyerne, sluttede hun sig i 1879 til terrororganisationen Folkets Vilje (Narodnaja Volja).

Perovskajas dybeste loyalitet var reserveret hendes forfulgte venner: «Jeg tager ganske enkelt hævn for mine kære og nære venner, som er døde.» Sammen med Andrej Zjeljabov ledede Perovskaja den hektiske jagt på zar Aleksander II, efter at Folkets Vilje havde afsagt sin dødsdom over ham. Da Zjeljabov - som var blevet Perovskajas mand - blev arresteret i februar 1881, overtog hun også hans pligter og iværksatte det planlagte attentat 1. marts. Zaren valgte imidlertid en anden rute for sin formiddagstur denne dag end den terroristerne havde forudset, men Perovskaja fik omdirigeret sine tropper, og på hjemturen blev zaren dødelig såret af en bombe. Perovskajas første tanke var at befri Zjeljabov, men hun tog ingen forholdsregler for at beskytte sig selv og blev hurtigt arresteret. Den 3. april 1881 blev hun hængt sammen med fire mandlige medsammensvorne, Zjeljabov, arbejderen Mikhajlov, sprængstofeksperten Kibaltsjitsj og forræderen Rysakov.

Med Perovskaja opnåede den russiske kvinde ret til at bestige skafottet. Under kampen for stemmeret og valgbarhed for kvinder efter revolutionen i 1905, blev Perovskajas martyrium brugt som argument: «Da er hun også værdig til at bestige parlamentets talerstol».

M.B.N. / J.P.N.