Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ferdinand Lassalle

Lassalle (1825-1864), tysk socialist. Lassalle stiftede det første tyske socialistparti. Senere blev dette overskygget af den marxistiske strømning i den tyske socialisme, men på længere sigt var det Lassalles ideer der havde størst betydning for det tyske socialdemokratiske parti (SPD).

Lassalles baggrund og udvikling ligner Marx'. De havde begge jødisk baggrund, blev præget af Hegels filosofi og endte som revolutionære socialister. De havde begge nær kontakt med Heinrich Heine, Moses Hess og andre radikale tyske tænkere. I 1848-49 arbejdede han sammen med Marx og Engels, og skrev bl.a. i «Neue Rheinische Zeitung», som disse udgav i Köln. Også senere havde Marx og Lassalle kontakt med hinanden, men der fandtes betydelig skepsis på begge sider. Marx mente alligevel, at Lassalle dybest set var på hans side: «Han er vore fjenders fjende», skrev han til Engels.

Lassalle havde som Marx læst Hegel, men i modsætning til Marx magtede han aldrig at frigøre sig fra Hegel. Dette træder frem i hans filosofiske arbejde om Heraklit fra 1858, men endnu tydeligere i hans teori om staten. Ligesom Hegel mente Lassalle, at staten var et redskab for menneskehedens udvikling, en betingelse for frihed og ikke en hindring for frihed. I konkret politik betød dette, at Lassalle gik ind for at bruge det eksisterende statsapparat til at indføre socialismen. Det er ikke helt korrekt at karakterisere Lassalle som statssocialist, som det ellers ofte gøres. Modsætningen mellem Marx og Lassalle ligger ikke i deres opfattelse af socialismen, men i analysen af midlerne. Marx mente, at man måtte knuse den kapitalistiske stat for at opbygge socialismen, Lassalle at man måtte bruge den for senere at ophæve den.

En anden modsætning angik synet på den socialistiske bevægelses opbygning. Lassalle stod her for en kynisk realisme; Han hævdede, at masserne måtte ledes og ikke lede; At man måtte spille på massernes følelser, ikke på deres fornuft. Endvidere havde Lassalles politiske syn stærke elementer af nationalisme. Endelig stod han for en alliance med den prøjsiske reaktion (Bismarck) mod de tyske liberale, i modsætning til Marx der altid hævdede, at den progressive alliance bestod i, at arbejdere og borgerskab slog sig sammen mod reaktionen. På grund af sin modstand mod samarbejde med det liberale borgerskab blev Lassalle en isoleret skikkelse blandt tyske socialister, men situationen forbedredes, da Leipzigarbejderne i 1862 bad ham organisere en tysk arbejderkongres. I 1863 stiftede han Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein, men døde året efter «i en tåbelig duel» (Marx).

Efter hans død udviklede partiet sig meget flakkende, og et «marxistisk» udbryderparti blev derfor oprettet i 1869. De to partier blev atter samlet på kongressen i Gotha i 1875, der der blev vedtaget et program med stærk forankring i Lassalles ideer. Disse ideer kom alligevel ikke til at præge partiets videre udvikling, der blev domineret af marxister som Wilhelm Liebknecht, August Bebel og Karl Kautsky. Efterhånden blev det imidlertid klart, at disse i vid udstrækning var får i ulveklæder, og at Lassalles indflydelse fortsat var levende i partiet.

Som agitator og realistisk politisk analytiker bidrog Lassalle afgørende til at dreje tysk socialisme ind i en pragmatisk retning, til trods for et kortvarigt marxistisk mellemspil.

J. E.