Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin
    .  Samfundsvidenskab  .  Politik
     .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 24.620
: :
Prognose

En prognose er i snæver forstand et udsagn der forudskikker en forventet eller sandsynlig udvikling. Ordet stammer fra det græske gnosis: kundskab eller erkendelse. Med forstavelsen pro- bliver den ordrette betydning: «på forhånd-erkendelse». Oprindelig blev udtrykket især anvendt indenfor medicin, hvor diagnosen består i at fastslå et sygdomsbillede og sygdomsårsag, mens prognosen bygger på diagnosen, og forudsiger udviklingen og udgangen på sygdommen. I dag indgår udtrykket prognose i mange andre sammenhænge, og der udarbejdes prognoser indenfor en lang række samfundsområder. De har især fået en fremtrædende plads i sammenhæng med samfundsstyring og offentlig planlægning.

Grundideen med alle prognoser er, at man ud fra systematiske observationer af tilstande eller hændelser i fortiden, kan forudsige tilstande eller hændelser i fremtiden. Udarbejdelsen af en prognose hviler på en model, som indfanger de forskellige faktorer og sammenhængene, som man mener påvirker udviklingen. Modellen baseres på det vidensgrundlag, som systematisk observation og analyse har skabt. Den usikkerhed alle prognoser indeholder, hviler både på ukendskab til de sammenhænge, som påvirker udviklingen - modelproblemet - og uvished om den faktiske tilstand - data- eller informationsproblemet.

Når en betegnelse anvendes meget, vil det ikke altid være entydigt, hvad det står for i forskellige sammenhænge. Udover den mere præcise betydning hvor en prognose er en forudsigelse om en forventet eller sandsynlig udvikling, kan der peges på mindst to andre vigtige betydninger. For det første bruges udtrykket prognose gerne, hvor der er tale om en fremskrivning af en udvikling, uanset om dette er en ren forlængelse af en historisk udvikling eller baseret på en mere sammensat model. En fremskrivning siger ikke noget om, hvad der er den mest sandsynlige udvikling; Den fortæller, hvad der er en mulig udvikling. Ret mange af de såkaldte prognoser, er snarere fremskrivninger end forudsigelser, og hvor dette er erkendt, anvendes snarere betegnelser som fremskrivning eller projektion.

For det andet bliver prognose også brugt meget som betegnelse, når der snarere er tale om programmæssige kombinationer af prognoser og formål. Denne anvendelse er almindelig for prognoser for udviklingen indenfor økonomi og erhvervsliv - prognoser som elementer i den nationaløkonomiske styring. Med udgangspunkt i de fastlagde målsætninger skelner man i den forbindelse mellem faktorer man ikke har kontrol over, og som der må laves prognoser for, og faktorer som man kan påvirke gennem forskellige styringsredskaber. Sidstnævnte vil man også udarbejde prognoser for, men der er da tale om prognoser, hvor der er indbygget et programelement.

Nytten af prognosticering - det at lave prognoser - kan der i dag ikke stilles alvorlige spørgsmålstegn ved. Prognoser er blevet vigtige hjælpemidler i samfundsplanlægningen. De er redskaber der hjælper os til at tegne et fremtidsbillede af samfundet. På grundlag af prognoser kan man bedre forberede sig på opfyldelsen af de behov, samfundet må opfylde i fremtiden. Som fremskrivninger kan de også påvise, i hvilken retning udviklingen vil gå, hvis samfundet ikke i tide tager sine forholdsregler. Men samtidig rejser brugen af prognoser mange problemer, og de åbner desuden op for misbrug - både bevidst og ubevidst.

Et generelt problem ved al prognosticering af menneskelig handling og samfundsmæssige udvikling er den «publikationseffekt» selve prognosen har. Prognosemageren indtager aldrig rollen som isoleret tilskuer. Prognosen bliver derfor en faktor, som i sig selv er med til at påvirke udviklingen. Publikationseffekten kan anvendes bevidst i en styringssammenhæng. Når myndighederne f.eks. udsender en prognose om lave prisstigninger, kan dette påvirke lønforhandlinger på den måde at lønstigningerne - og dermed prisstigningerne - bliver mindre. Sådanne prognoser kan også påvirke efterspørgslen på måder, der gør prisstigningerne mindre.

På denne måde kan prognoser anvendes som en slags selvopfyldende profeti. Forventninger om fremtiden kan realiseres, hvis alle tilpasser sig den forudsagte tilstand. Men på samme måde kan fremskrivninger - hvis de opfattes som gode forudsigelser - få utilsigtede og uheldige virkninger, hvis de ikke tager hensyn til publikationseffekten. Når en befolkningsfremskrivning for en kommune f.eks. viser, at folketallet går ned, kan dette i sig selv være med til at forstærke nedgangen.

Det mest iøjnefaldende misbrug finder sted, hvis man anvender en ren fremskrivning af en udvikling som argument for at forberede sig netop på denne udvikling. Dette er tilfældet hvis man f.eks. anvender fremskrivninger af anvendelsen af biler som en indiskutabel præmis for vejbyggeri. Hvis man tager for givet, at prognosen bliver til virkelighed, bliver udviklingen i fortid og nutid gjort til argument for fremtiden; Den igangværende udvikling bliver opfattet som uafvendelig og udenfor politisk styring. På denne måde tilpasser man sig de kræfter, som er stærke nok til at dominere udviklingen. Dermed kan en sådan prognose virke som et selvopfyldende profeti; Hvis planlæggerne forbereder sig på en vis trafikmængde, er der meget der taler for, at trafikken virkelig bliver så stor.

Debatten om prognosemageriet har et godt stykke hen ad vejen skabt bevidsthed om denne anvendelse af fremskrivninger. I dag vil man derfor lettere opfatte netop sådanne prognoser som fremskrivninger, og dermed som en mulig udvikling hvis man ikke ændrer de forudsætninger den hviler på. Et mere bevidst politisk misbrug af prognoser er muligt, hvis selve prognosemodellen og forudsætningerne for beregningerne tilpasses de målsætninger, som er stillet op på forhånd. Dermed bliver politiske holdninger omdannet til faglige argumenter, som det straks er vanskeligere at angribe. Særinteresserne skjules bag en tilsyneladende neutral prognose. Det er en god rettesnor, aldrig at opfatte det faglige udgangspunkt som rent faglig, men også undersøge det for politiske undertoner.

Faren for mere bevidste tilpasninger er stor, når der er tale om faglige organer med forvaltningsansvar, der udvikler særinteresser og alliancer indenfor deres felt. Men i de tilfælde hvor prognosemageriet udsættes for offentlig debat, kan denne bidrage til at øge bevidstheden om den skjulte politiske dagsorden - både i forvaltningen og i offentligheden.

A.Ha.


Litteratur

L. Johansen: Prinsipielle betraktninger om prognoser og langtidsplanlegging. Memorandum fra socialøkonomisk institutt, Oslo 1970.