Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet «offentlighed» anvendes i flere betydninger - i alt fald hvis man går ud fra formen «offentlig». Nogle af disse betydninger er desuden meget sammensatte, da de har at gøre med institutioner, som er offentlige i flere betydninger.

Offentligheden

Den mest iøjnefaldende betydning er den som ofte udtrykkes ved bestemt form - «offentligheden» - og som desuden forbindes med udtryk som «publikum» - jfr. det engelske og franske adjektiv «public»: offentlig - «den offentlige mening» og «den offentlige ». I forbindelse med det første udtryk opfattes offentligheden gerne som et teater eller en koncertsal, men omfatter også læsere samt radiolyttere og TV seere. I forbindelse med de to sidstnævnte udtryk opfattes offentligheden gerne som et forsamlingslokale med talerstol, som et forum - latin torv: handels-, forsamlings- og tingplads - men omfatter også aviser, tidsskrifter, bøger, radio og fjernsyn.

I begge tilfælde omfatter offentligheden altså flere institutioner og mere flygtige ting, som f.eks. en gademusikants koncert eller en tilfældigt opstået diskussion. Betingelsen for at tilhøre offentligheden er i alle tilfælde offentlighed i betydningen åbenhed, almen tilgængelighed - jfr det tyske adjektiv «offen»: åben. Adgang til offentligheden er altså en ret, der tilkommer alle personer i et samfund, uanset hvem den enkelte måtte være. Den tilkommer «alle og enhver». Retten kan dels være garanteret af de offentlige myndigheder. Hvor den ikke er tilstede, ophører tilknytningen til offentligheden, når retten ikke længere praktiseres. I forbindelse med offentligheden som forum gælder denne ret ikke blot det at overvære eller læse om det der foregår i offentligheden - altså til rollen som «tilskuer» - men også det at deltage i diskussionerne, udtrykke og argumentere for ens meninger.

Eftersom offentligheden i det 20. århundrede er kommet til at omfatte massemedier som aviser, radio og fjernsyn, vil den faktiske mulighed for aktiv deltagelse variere kraftigt alt efter hvor i offentligheden man befinder sig, og den vil være dårligst på de mest fremtrædende steder. Alligevel er ingen af princip afskåret fra deltagelse, og der vil altid findes steder, hvor ret og faktisk chance er sammenfaldende. Til denne ret hører for øvrigt også det at kunne fastholde en mening overfor modstand - selv i det tilfælde hvor alle andre finder argumenterne mod ens standpunkt for overbevisende.

På den anden side har det traditionelt været en udbredt opfattelse, at en diskussion i offentligheden skal være offentlig i kun én forstand: Den skal være orienteret mod det emne, som diskuteres, og det uden hensyn til hvem de enkelte deltagere er, såfremt dette da ikke skader sagligheden. Det der skal tages hensyn til er først og fremmest de argumenter deltagerne fremfører for deres holdninger samt argumenternes mulige almengyldighed for enhver som prøver dem - herunder deres relevans for emnet.

Nu forholder det sig imidlertid ofte sådan, at enkelte mennesker sidder inde med mere erfaring og viden om et emne end andre. Sådanne personer kan det være naturligt at tage specielle hensyn til i en diskussion. Dels kan de ofte forventes at bidrage til en udvikling i argumentationen på en måde, som alle eller mange uden videre kan forstå. Dels kan den indsigt de sidder inde med være så tilpas vanskelig tilgængelig, at flertallet af deltagerne ikke har tid til andet end at vise dem tillid - dvs. uden videre overtage deres argumenter som præmisser for den videre diskussion.

Dette betyder imidlertid ikke, at disse argumenter principielt skal være unddraget diskussion. Principielt skal alle personer kunne stille spørgsmålstegn ved dem, og i praksis vil der næsten også altid findes personer, som kan gøre det på kompetent måde (se Ekspertise). Desuden vil denne specialviden ofte blot gælde visse sider af det emne som diskuteres. I alt fald hvis emnet har en sådan karakter, at det vækker offentlig genklang - dvs. ikke kun i princippet er tilgængelig for alle, men faktisk også interesserer mange mennesker.

Endelig er adgang til offentligheden en ret - ikke en pligt. Dette gælder såvel for rollen som tilskuer som for deltagerrollen. Offentligheden er åben begge veje. Man kan læse og overvære, men også lade være. Man kan diskutere sine meninger, men også holde dem for sig selv, eller lade være med at danne sig meninger.

På denne måde bliver ordet «offentlighed» først og fremmest anvendt i to sammenhænge: Dels i forbindelse med skønlitteratur, sagprosa og anden kunst og underholdning; Dels i forbindelse med politik. Når det handler om at virkeliggøre offentligheden i denne forstand, er de moderne vestlige kapitalistiske samfund kommet længst.

Det offentlige

Der eksisterer i alle moderne samfund en adskilt sfære for offentlige beslutninger, eller rettere sagt for institutioner med myndighed til at foretage sådanne beslutninger, dvs. lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder. Dette er staten eller «det offentlige». I denne betydning af «offentlighed» sigtes der for det første til, at beslutninger fattet af statslige myndigheder har bindende gyldighed for alle personer i et samfund uanset hvem den enkelte måtte være. For det andet sigtes der til den opgave, som staten traditionelt har til opgave at skulle klare - nemlig varetagelsen af det fælles bedste for alle disse personer. Dvs. almeninteressen uden hensyn til særinteresser.

Specielt i de vestlige lande er staten også på forskellige måder offentlig i betydningen alment tilgængelig. For det første foretages det offentliges beslutninger i vid udstrækning af repræsentanter udpeget gennem valg baseret på almindelig valgbarhed. Alle personer kan i et demokratisk samfund i princippet blive valgt som repræsentant i det offentlige - om end ikke samtidig. For det andet har staten pligt til at gøre offentlige beslutninger alment tilgængelige ved kundgørelse. For det tredje består de offentlige myndigheder ikke kun af de beslutningstagende institutioner, men er også i høj grad af de beslutningsforberedende.

Til de processer som forbereder beslutninger hører sagsbehandling, udredningsarbejde og diskussioner i forskellige fora. Efterhånden er disse processer blevet alment tilgængelige i den forstand, at enhver har ret til at overvære eller læse om dem. Denne form for offentlighed er slået fast i tre såkaldte offentlighedsprincipper, som går ud på at parlamentsforhandlinger og rettergange normalt skal være alment tilgængelige for tilhørere og journalister, og at sagsdokumenter som befinder sig hos en offentlig myndighed i princippet skal være frit tilgængelige for enhver, som ønsker at gøre sig bekendt med dem.

I modsætning til den almindelige valgbarhed gælder sidstnævnte adgangsret til det offentlige ikke blot for alle personer, men også for alle personer samtidig. Men den gælder altså kun adgang til rollen som tilskuer - ikke rollen til at ytre sig. Vil den enkelte diskutere det han/hun har læst eller overværet, er han/hun henvist til offentligheden.

Offentligheden som forum for kritik

Blandt formålene med offentlighedsprincipperne er, at de skal gøre den offentlige beslutningsproces tilgængelig for diskussion i offentligheden. Den teoretiske baggrund for disse principper har traditionelt taget udgangspunkt i teorien om offentlighedens kritiske opgave i forhold til det offentlige.

Ifølge denne teori er det ikke kun staten, men også offentlighedens opgave at varetage det fælles bedste for alle personer i et samfund. Det fælles bedste skal med andre ord ikke kun varetages gennem alment bindende beslutninger, men også gennem diskussioner om disse beslutninger, hvor alle har lejlighed til at deltage. På denne måde skal alle og enhver kunne være med til at kontrollere, at de offentlige beslutninger stemmer overens med det fælles bedste eller almeninteressen.

Teorien hævder desuden, at denne almene adgang til kontrol med visse forbehold - hensynet til landets sikkerhed m.v. - udgør en nødvendig betingelse for at en beslutning kan siges at være i alles interesse. Der er her tale om kontrol gennem kritik i to betydninger af dette ord. Man vurderer hvorvidt beslutningerne er i overensstemmelse med det fælles bedste. Er man så kommet frem til en begrundet kritik, påtaler man den eventuelt manglende overensstemmelse offentlig. Som nævnt er der tale om kritik gennem diskussion - dvs. gennem afprøvning af argumenters mulige almengyldighed. I denne kritiske kontrol indgår derfor en diskussion af de argumenter, som det offentlige begrunder sine meninger med, og som offentlighedsprincipperne giver adgang til. Kritikken vil desuden omfatte offentlighedens egen politiske indsats - med andre ord kritikkens egne argumenter, forslag osv.

Særlig som hjemmel - men også som fordring - er denne teori om offentlighedens kritiske opgave siden det 18. århundrede blevet en grundlæggende bestanddel i vestlig politisk tænkning. Efterhånden er den også kommet til at øve stærk indflydelse på resten af verden. Der eksisterer i dag en slags kritisk offentlighed i verdensmålestok, som udøver betydelig indflydelse - selv på meget lukkede regimer.

På denne baggrund kan formålet med offentlighedsprincipperne karakteriseres som følger: Ved at gøre information om den offentlige beslutningsproces alment tilgængelig skal den bidrage til at gøre offentlighedens kritiske kontrol med det offentlige så kompetent som mulig.

Offentlige valg

Ved siden af offentligheden findes der i demokratiske samfund også en anden institution for kontrol med det offentliges virksomhed, nemlig offentlige valg. At denne institution er offentlig, betyder for det første at den er alment tilgængelig for deltagelse. Det betyder, at den er baseret på almindelig stemmeret og valgbarhed, men normalt ikke på stemmepligt. Endvidere betyder det, at valgresultaterne udgør alment bindende beslutninger, og desuden at valgene er valg af repræsentanter til det offentlige, dvs. af personer som på vegne af vælgerne og til det fælles bedste skal træffe alment bindende beslutninger for en vis valgperiode. For det fjerde er det traditionelt opfattelsen, at ikke kun offentligheden og det offentlige, men også valgene skal varetage det fælles bedste. Dvs. at også vælgerne skal stemme ud fra det de mener er det fælles bedste - uden hensyn til særinteresser.

Forskellen mellem denne kontrolinstitution og offentligheden ligger dels i sanktionsmidlet: Hvor offentligheden må nøjes med offentlig påtale, kan vælgere beslutte at nægte repræsentanter genvalg. Alligevel har man traditionelt også ment, at sanktioner skal fremgå af kritiske vurderinger ud fra tanken om det fælles bedste - dvs. af mulige bidrag til offentlige diskussioner. Et andet specielt forhold ved valgene er imidlertid, at deltagelse i offentlige diskussioner i længden er vanskelig, uden at man på en eller anden måde indtager og tilkendegiver eller røber både begrundelse og standpunkt. Valghandlingen er samtidig et øjebliksfænomen, som vælgerne ikke blot har ret til, men som de også let kan skjule for offentlighedens blik.

I offentligheden har man i praksis valget mellem at holde sine mulige diskussionsindlæg for sig selv eller at deltage og dermed bekende kulør. I valgene kan man derimod deltage uden at hverken standpunkter eller begrundelser bliver kendt. Trods alle teorier om hvad vælgerne skal eller bør gøre, kan man derfor under et valg uden videre lade sit standpunkt afgøre af hensynet til særinteresser - uden at måtte foregive at disse særinteresser er almeninteresser. På den anden side findes der i dag en langt mere effektiv måde at kanalisere særinteresser direkte ind i det offentlige på, nemlig gennem den såkaldte «korporative kanal» (se Demokrati, Korporativisme). Man kan uden videre indtage et standpunkt uden at skulle begrunde dette ved almengyldige argumenter, ja uden engang at påstå at en eller anden kan eller vil begrunde dem.

Hensigten med hemmelige valg er imidlertid den stik modsatte: Den skal beskytte vælgerne imod, at der i offentligheden udøves et meningspres gennem trusler mod dem som ikke underordner sig. Hensigten er med andre ord at sikre, at vælgerne skal kunne stemme ud fra begrundede holdninger om hvad der er i alles interesse, selv når offentligheden i nogen grad svigter sin opgave som kritisk kontrolforum for alle. Dvs. når forholdene ikke tillader den enkelte at videregive disse begrundelser offentligt.

Offentligheden som medium for politisk dannelse

Samtidig er det klart, at uden valgkamp og en nogenlunde kontinuerlig politisk diskussion vil valgene i det hele taget ikke kunne udgøre nogen kritisk kontrolinstans. Dette indebærer, at den enkelte vælger ikke kan holde sig fuldstændig udenfor offentligheden og samtidig være en kritisk vælger. Han/hun er afhængig af rollen som tilskuer i offentligheden - og det offentlige - for at kunne vide hvad de forskellige partier og kandidater står og har stået for, og hvilke typer af argumenter som er og har været inddraget i valgkampen.

Den traditionelle holdning er imidlertid, at heller ikke dette er nok for at kunne udfylde rollen som kritisk vælger. Også deltagelse i offentlige diskussioner er nødvendig, fordi det først er gennem diskussioner med andre, at man kan få afprøvet sine egne synspunkter ordentligt overfor målet om det fælles bedste. Kort sagt: man har ment at deltagelse er nødvendig for at lære at tænke fornuftigt ud fra det fælles bedste, og dermed for kritisk at kunne vurdere offentlige beslutninger, forslag osv. med en vis kompetence. Endvidere har man ment, at denne deltagelse også er nødvendig for at kunne blive ordentlig motiveret til at handle ansvarligt ud fra det fælles bedste.

Påstanden om, at deltagelse er nødvendig, kan kaldes teorien om offentligheden som medium for politisk dannelse. Den angår ikke bare forudsætningerne for at vælgerne på en kompetent måde skal kunne fungere som kritisk kontrolinstans overfor det offentlige, men også for at offentligheden selv skal kunne gøre dette: I begge tilfælde hævder teorien, at høj deltagelse er nødvendig for alle, som på en kompetent måde skal kunne repræsentere vælgerne i offentligheden.

Ifølge teorien skal offentligheden altså udgøre en slags skole, hvor menneskene dannes til fornuftige og ansvarlige medlemmer af et samfundsmæssig fællesskab, uanset om de optræder som repræsentanter, vælgere eller i offentligheden. Det som foregår i offentligheden, skal kunne sammenlignes med en proces i juridisk forstand, en retssag hvor det offentlige kontinuerligt sidder tiltalt for mulige forbrydelser. Endvidere skal det kunne sammenlignes med en proces i pædagogisk forstand, hvor selve diskussionen om argumenters mulige almengyldighed er det centrale, hvor eleverne er deltagerne og hvor indsigten i og motivationen for det fælles bedste er processens mål eller opgave.

Dette betyder selvsagt ikke, at rollen som tilskuer er uden betydning for politisk dannelse. Det at følge med gennem møder, blade, aviser, radio eller TV bliver anset for en lige så nødvendig del af den politiske dannelse som selve deltagelsen. Pointen er blot, at det er afprøvningen af argumenter der først og fremmest skal være læremesteren i dannelsesprocessen - ikke eksperter, forfattere, journalister eller forføreriske talere. Af samme grund indebærer teorien heller ikke, at en vælger altid er dømt til at deltage i offentlige diskussioner om hvorvidt han/hun vil bevare sin status som kritisk vælger. Har man først lært at afprøve argumenter, kan man jo fortsætte diskussionen med sig selv som modpart, selv om kontakten med andre kan være vigtig som en garanti mod at modargumenterne stivner i høflighed og uopfindsomhed.

Det teorien sætter spørgsmålstegn ved, er altså strengt taget kun forestillingen om en vælger, som er uden erfaring fra offentlige diskussioner, men som alligevel er informeret, fornuftig og motiveret ud fra hensynet til det fælles bedste. Disse diskussioner behøver ikke at foregå på noget fremtrædende sted i offentligheden. At hævde at teorien allerede i udgangspunktet udelukker det store flertal af vælgere fra at kunne være fornuftige og motiverede, er derfor forkert.

Den offentlige mening og offentlig diskussion

Ud fra begrebet om offentligheden og teorierne om offentlighedens opgave som er nævnt, eksisterer der en meget tæt sammenhæng mellem begrebet om den offentlige diskussion og begrebet om den offentlige mening. Det at deltage i offentlighedens diskussioner eller holde sig orienteret gennem tilskuerrollen en godt nok en frivillig sag - ikke bare ud fra begrebet, men også ud fra teorien. Under alle omstændigheder har man forstået den således i vestlig politisk tænkning.

Men netop når offentligheden begge veje gælder som åben, synes det naturligt at hævde, at den person som frivilligt holder sig udenfor offentligheden, heller ikke kan have ret til at betragte sig som bidragsyder til den offentlige mening. Ud fra det ovenstående kan denne opfattelse også formuleres således: I den udstrækning en persons mening er opstået gennem social kommunikation som ikke samtidig tilfredsstiller kravene om almen tilgængelighed, orientering mod argumenters almengyldighed og mod almeninteressen, i samme udstrækning kan disse meninger hævdes, ikke at tilhøre den offentlige mening.

Meningsmålingernes begreb om den offentlige mening

Nu er det åbenbart ikke dette begreb om den offentlige mening, som i de senere årtier har vundet udbredelse gennem fremkomsten af samfundsvidenskabelige interview-undersøgelser - såkaldte meningsmålinger. I disse undersøgelser bliver begrebet «mening» anvendt om forhåndsklassificerede svar på de spørgsmål, som undersøgelserne stiller, uden hensyn til hvem den enkelte er eller til hans/hendes eventuelle erfaring fra og viden om offentlige diskussioner. Dette betyder dog ikke, at alle svar automatisk regnes som del af den offentlige mening.

Det meningsforskerne spørger om er jo ikke altid temaer, som kan siges at have offentlig betydning eller interesse - i alt fald ikke i politisk sammenhæng. Man har derfor set sig nødt til at indføre sine egne kendetegn for offentlighed i begrebet om den offentlige mening.

Pointen er imidlertid, at det netop er egne, separate kendetegn det drejer sig om, som f.eks. tilhørsforhold til klassen af meninger «som regeringer finder det fornuftigt at skænke opmærksomhed», for at citere den amerikanske meningsforsker V. O. Key. Derved bliver det muligt, at regne en mening som en del af den offentlige mening, trods det at den er opstået uden anden kontakt med offentlige diskussioner end den som interview-undersøgelse eventuelt indirekte udtrykker. Det traditionelle begreb om den offentlige mening udelukker denne mulighed.

Årsagen til at begrebet om den offentlige mening på denne måde er blevet udvidet, er overvejende at udvidelsen er hensigtsmæssig for den praktiske forskning: Den aflaster forskeren fra opgaven med at afgøre, om de personer han undersøger så at sige er værdige til at regnes blandt bidragsyderne til den offentlige mening. Dette betyder ikke, at meningsforskerne har ladet være med at spørge folk om deres interesser og viden i forbindelse med politik, deres engagement for demokratiske værdier osv. Tvært imod har dette stået centralt i deres forskning. Der var været en del konflikter om tolkningen af resultaterne fra disse undersøgelser. Trods Keys advarsel mod at betragte vælgerne som idioter har hovedvurderingen alligevel været, at traditionelle forventninger om folks informationsniveau, fornuft og ansvarlighed i forbindelse med politik, viser sig som stærkt overdrevne for ret mange vælgere. Hvorfor har man så alligevel brudt med den traditionelle teori om den offentlige mening?

Der findes mindst to hovedsvar på dette spørgsmål. For det første har man ment, at det ville være urimeligt at forvente sig andre tilstande i moderne samfund med almen stemmeret. En pointe ved almen stemmeret er jo netop, at den gælder uanset hvem den enkelte er og hans/hendes eventuelle kontakt med offentlige diskussioner. Forlanger man af vælgerne, at de skal opfylde de traditionelle forventninger, da vil man efter enkeltes mening være dømt til kynisme med hensyn til demokratiets muligheder som styreform. For det andet har man ment, at den apati (ligegyldighed) overfor politik som meningsforskerne beretter om, for en stor del også kan opfattes som en slags demokratisk ressource: Folk bryder sig ikke så meget om politik, fordi de stort set er tilfredse med tingenes tilstand, men vil hurtigt kunne blive mere aktive, dersom dette viser sig nødvendigt. For at dette synspunkt skal kunne have en vis berettigelse, synes det at måtte forudsætte, at folk trods alt har tilegnet sig en vis grad af politisk dannelse. Spørgsmålet er altså, i hvilken grad dette synspunkt i realiteten strider mod den traditionelle teori om offentligheden som forum for politisk dannelse. Mod dette andet synspunkt har det for øvrigt været indvendt, at apatien lige så godt kan tolkes som en slags tilbagetrækning efter dårlige erfaringer - dvs. som et udtryk for at visse befolkningslag mener at have erfaret, at visse interesser forfordeles i politikken, uanset hvor meget de end deltager.

H.Hø.