Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I forbindelse med international handel anvendes begrebet protektionisme til at betegne en situation, hvor et land beskytter nogle af sine erhvervsgrene ved at bremse eller regulere importen af varer fra udlandet, som konkurrerer med landets egen produktion. De mest almindelige metoder i denne beskyttelse er brugen af told eller direkte reguleringer af importerede varekvanta, men mange andre metoder kan også benyttes under mere tildækkede former for protektionisme - f.eks. opstillingen af standardkrav, kvalitetskrav, tidskrævende bureaukratiske ordninger i forbindelse med import osv.

Baggrunden for protektionistiske tiltag kan ligge i politiske mål om at bevare en forholdsvis uafhængig økonomi, eller i mere specielle erhvervspolitiske mål, som f.eks. det at opretholde et vist minimum af fødevareproduktion i et land, en vis selvforsyning med andre varer som kan være nødvendige under en situation med handelsblokade, opretholdelse af visse erhvervsgrene af hensyn til bosætning og regional udvikling, begrænsning af importen af hensyn til balancen mellem valutaindtægter og valutaudgifter, eller slet og ret at visse grupper med økonomisk-politisk indflydelse ser deres muligheder for fortjeneste bedst sikret gennem en protektionistisk ordning. Ser man bort fra fødevareproduktion, er det almindeligt at protektionismen anvendes overfor færdigvarer eller højt forarbejdede varer, mens råvarer kan importeres frit. En speciel form for beskyttelse er den beskyttelsestold, der anvendes til beskyttelse af en ny industrigren. Denne form for toldbeskyttelse afvikles hyppigt igen, når industrigrenen er tilstrækkelig udviklet til at klare sig i konkurrencen med udenlandsk industri.

Modstykket til protektionisme er frihandel. Frihandelen var i fremgang gennem det meste af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. Mellemkrigstiden opviste forskellige tendenser, men de økonomiske kriser førte i mange lande til en forstærket protektionisme. Efter anden verdenskrig har frihandelen vundet frem gennem forskellige internationale aftaler og organisationer, men med de større økonomiske vanskeligheder og krisetendenser siden 1970'erne, blev protektionismen atter tiltagende - delvis under fordækte former som ligger på kanten af det tilladte iflg. de aftaler, som de forskellige lande har indgået. I de industrialiserede lande træffes de protektionistiske tiltag især overfor relativt billige industriprodukter fra udviklingslandene, men krisen har også udløst stigende protektionisme mellem de kapitalistisk udviklede centre - Japan, USA og EU. Dette var i starten af 1990'erne drivkræften bag videreudviklingen af frihandelsaftalesystemet GATT, der mundede ud i dannelsen af Verdenshandelsorganisationen WTO.

Frihandelssystemet hindrer dog ikke, at protektionismen fortsat er vidt udbredt. F.eks. begrænser den såkaldte Multifiberaftale importen af natur- og kunstfibre fra u-landene til i-landene, EU belægger importen af bananer fra Latinamerika med en særtold på over 100%, hvilket atter udløser protektionistiske tiltag fra USA's side. Det er karakteristisk, at sådanne modsvar på protektionisme kommer fra andre imperialistiske centre, der vejer langt tungere i verdenshandelen, end hvis f.eks. det banaproducerende land Equador tog protektionistiske modforholdsregler overfor EU. U-landene er derfor næsten altid taberne, når i-landene gennemfører protektionistiske forholdsregler. En del u-lande har derfor i 90'erne provokerende forslået, at i-landene kunne fjerne al u-landsbistand, hvis de blot samtidig indførte frihandel overfor den tredje verdens varer. Det er sket under parolen: «Trade not aid».

I mange historiske faser kan protektionisme indenfor et land være et hensigtsmæssig middel. Faren ved protektionisme er først og fremmest, at den griber om sig fra land til land, ved at hvert land som træffer protektionistiske forholdsregler påfører erhvervslivet i andre lande vanskeligheder, således at disse svarer igen med øget protektionisme osv. Resultatet kan da blive ustabile forhold og tab i form af reduceret international arbejdsdeling.

Både fuld frihandel og et system med udbredt nationalt bestemt protektionisme er dårlige løsninger på de spørgsmål, der har med international handel at gøre.

L.J.