Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Renæssance anvendes gerne som navn på den tidsperiode i Europa, da middelalderens enhedskultur gik i opløsning og nationalkulturerne selvstændiggjorde sig. Ordet betyder genfødelse. Det er antikkens skønhedsidealer der genfødes - et led i italienernes begejstring for deres nationale historie.

Begrebet dukker desuden op i en række andre varianter. Maleren og kunstnerbiografen Vasari anvender rinascità (1560) om det kunsthistoriske omslag, der finder sted i de toscanske handelsbyer i 1300- og 1400-tallet. Oprindelig betegnede ordet alene ændringer indenfor et meget snævert område, nemlig indenfor kunsten og arkitekturen. Det er faktisk først med Jacob Burckhardts berømte bog om renæssancekulturen i Italien (1860), at begrebet udvides til at gælde hele den kulturelle forvandling, der indleder Europas moderne historie. Burckhardt knytter renæssancen til individualismens, demokratiets og liberalismens begyndelse, og gør det til et værdibegreb.

Historikerne har ikke kunnet blive enige om, hvornår renæssancen begynder eller slutter, eller hvilke lande den omfatter. Den mest radikale løsning står Arnold Toynbee for. Han anvender «renæssancen» som et kulturmorfologisk begreb, og hævder at renæssancer er noget der gang på gang har fundet sted i historien, nemlig hver gang kunst og videnskab har blomstret, som følge af at man har taget en fjern fortid op og kopieret den. I denne betydning giver det f.eks. mening at tale om den karolingiske renæssance omkring Karl den Stores hof (ca. 800). Alligevel er det normale at afgrænse begrebet, som Burckhardt gjorde det.

Sociale og kulturelle ændringer

Renæssancen har som forudsætning bykulturen, der kredser om handlen og håndværket. I byerne opstod der tidligt en kompliceret pengeøkonomi, som skabte ny social bevægelse og et muligt fællesskab med alle dem, man kunne handle med - uanset race, religion og sprog. Mens landbruger- og krigerkulturen havde fulgt årstidernes og døgnets kredsløb uden større evne til fornyelse, favoriserede bykulturen konkurrence, eksperimenter og opfindsomhed. Individet frigjorde sig fra de feudale institutioner; Det konkrete blev lige så vigtigt som det almene; Det jordiske blev i nogen grad løsrevet fra religionens censur. Dette er dog et forenklet billede af en ret kompliceret proces.

I maleriet viste man ny interesse for naturens former og anvendte centralperspektivet (Masaccio). I skulpturen blev de anatomiske detaljer i menneskekroppen genopdaget, og efter 1000 år blev man atter i stand til at støbe rytterstatuer (Donatello). Kunstneren virkeliggjorde det nye ideal om det virksomme, skabende menneske i modsætning til middelalderens kontemplative ideal. I arkitekturen efterlignede man de romerske bygninger i en ren, snusfornuftig stil, og blev atter teknisk i stand til at hvælve store kupler (Brunelleschi). Politikken blev verdsliggjort og blev et selvstændig livsområde, hvor den almægtige blev sat i skyggen af menneskers indbyrdes magtkamp (Machiavelli). Indenfor videnskaben spillede teologien en stadig mere beskeden rolle, selv om astrologiske og alkymistiske spekulationer fik et opsving (Paracelsus).

Mens «renæssancen» i kunsthistorien tidligt i 1500-tallet blev afløst af manierismen og barokken, var grænserne noget mere flydende for videnskabens vedkommende. Ofte lader man også renæssancens naturvidenskab omfatte Kopernikus, Kepler og Galilei. De hævdede, at de samme mekaniske love gjaldt for himmellegemernes bevægelser, som for bevægelserne på jorden. På den måde opløste de den middelalderlige etageverden og fratog den kristne himmel- og helvedesforestillinger deres håndgribelighed.

Verden var ikke længere en skabelse, der bredte sig for skaberens fødder, men derimod natur som den udfoldede sig for den menneskelige betragtning og initiativ. Jorden var godt nok ikke længere midtpunkt i et gådefuldt univers, men mennesket blev stillet i centrum for et væld af problemer, som forstanden kunne løse. Moderne historikere vil lægge større vægt på den naturvidenskabelige revolution i renæssancen end på stilændringer i kunst og arkitektur.

Bogtrykkerkunsten konsoliderede de nationale sprogområder og opløste de kirkelige institutioners vidensmonopol. Den kendte verden og de geografiske kundskaber blev voldsomt udvidet. Marco Polo nåede til Kina, Colombus «opdagede» Amerika. Den nye verden blev kortlagt, og der blev knyttet et net af handelsforbindelser med Europa som centrum.

Handelsbyerne i Italien var først ude: Firenze, Siena, Venezia, Genova og Pisa. Men der var lignende udviklinger i gang i Spanien og Portugal, Flandern, Hansabyerne og i Sydtyskland. Økonomisk og politisk var andre folk nok lige så dygtige, men det vi kalder renæssancekulturen er alligevel et italiensk fænomen. Omkring rige købmandsfamilier og en række gavmilde paver udviklede der sig en ny personlighedstype blandt kunstnere og lærde: Tusindkunstnere og egensindige «genier» som Leonardo da Vinci og Michelangelo.

For liberalismens historieskrivere var det netop billedet af det selvstændige individ, der gjorde at epoken fortjente sit eget navn. Moderne historikere ser gerne de sociale og kulturelle ændringer i et større perspektiv og understreger de kulturelle faktorers nationale betingelser og de økonomiske faktorers internationale betingelser. De er desuden mindre optaget af at genfinde idealer og forbilleder.

T.B.E.