Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 8.691
: :
Samlingsregeringen i 1945
Samlingsregeringen var et udtryk for samarbejdsklimaet efter krigen, og gav plads til både kommunister og kvinder.

Et af de mange uløste spørgsmål i Norge under 2. verdenskrig var hvilken slags regering landet skulle have efter befrielsen. Der fandtes nok enkelte modstandsfolk, som i begyndelsen af krigen tænkte på et styre uden om Storting og partier, men ved befrielsen var der almindelig enighed om, at det parlamentariske system fortsat skulle danne grundlaget i norsk politik, med partier, et storting og en regering.

Derimod var der helt frem til 1945 strid om, hvorvidt Stortinget af 1936 skulle genindkaldes - på grund af dets eftergivenhedspolitik overfor tyskerne i forbindelse med rigsrådsforhandlingerne i sommeren 1940. Stortingets præsidie og et flertal blandt stortingsrepræsentanterne gik da med til at suspendere kongen og afsætte Nygaardsvoldregeringen. Resultatet af den forfatningsmæssige konflikt blev et kompromis. Stortingets præside blev skiftet ud, men Stortinget af 1936 blev indkaldt for en kort periode.

I befrielsesdagene skabte regeringsdannelsen faktisk større problemer end det gamle Stortings skæbne. Konflikten gjaldt sammensætningen af regeringen. Der var imidlertid enighed om, at Norge frem til næste stortingsvalg i oktober 1945 skulle have en samlingsregering. Højesteretsjustitiarius Paal Berg - der var medlem af venstre og tidligere leder af Hjemmefronten - fik først af Kongen til opgave at danne regering. Men Berg måtte opgive forsøget. Bl.a. fordi han og hans regeringsliste fik en kølig modtagelse, både i kommunistpartiet og i de ikke-socialistiske partier - især i Høyre. Berg og flere af hans ministre betragtet som repræsentanter for en udenomsparlamentarisk gruppe - Hjemmefrontens ledelse - og nogle frygtede, at de ville skubbe Stortinget og partierne i baggrunden.

Derefter fik Arbejderpartiet til opgave at danne en samlingsregering. Mange i Arbejderpartiets stortingsgruppe og i de borgerlige partier ønskede, at Johan Nygaardsvold skulle fortsætte som statsminister, men han sagde nej. Han følte nok, at ledende politikere i hans eget parti foretrak en anden. De mente nok, at Nygaardsvold mere end nogen anden ville blive tillagt ansvaret for, at det tyske overfald i 1940 var lykkedes. I stedet blev Einar Gerhardsen statsminister, og Arbejderpartiet og NKP havde et snævert flertal i regeringen - hvor Kirsten Hansteen fra NKP for øvrigt blev landets første kvindelige minister.

Overgangen fra krig til fred gik mere smertefrit i Norge end i de fleste andre lande. Det var ingen revolution indbygget i modstanden. Modstandsbevægelsen hjemme var relativ enhedsorienteret, selv om kommunisterne ønskede en mere aktiv modstandspolitik, og forholdet mellem Hjemmefronten og regeringen i London var stort set gnidningsløst. Samlingsregeringen i 1945 var i sig selv et udtryk for det samarbejdsklima, som herskede ved befrielsen.

Selv efter stortingsvalget i oktober 1945 - der gav Arbejderpartiet flertal i Stortinget - ønskede Einar Gerhardsen og mange i LO-ledelsen en fortsat samlingsregering med kun Høyre i opposition. Et stort flertal i partiets landsledelse afviste imidlertid tanken. Valget indledte således en periode, hvor Arbejderpartiet frem til 1961 dannede flertalsregeringer alene.

K.E.E.