Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik  .  Undervisning
   .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
    .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
     .  Folkesocialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 14.126
: :
Solheim, Torolv
Torolv Solheim
Torolv Solheim

Solheim (1907-) norsk lektor, forfatter og formand for Socialistisk Folkeparti 1969-71. Torolv Solheim er født i Sæbø i Nord-Hordaland. Han voksede op i et vestlandsk landbrugsmiljø - faderen var lærer og husmand. Solheim blev student fra Firda gymnasium i 1929, tog statsøkonomisk eksamen i 1933 og aktuareksamen i 1939. Han var i studietiden aktiv i Kommunistisk Studentergruppe, som han havde taget initiativet til i 1932 sammen med Viggo Hansteen og Jacob Friis, og var fra 1938 til 1939 redaktør af gruppens tidsskrift Kringsjå.

Solheim deltog i illegalt arbejde under besættelsen 1940-45. Han var da bestyrelsesmedlem i Osloafdelingen af NKP, men arbejdede mest på Vestlandet. Hans baggrund som kommunist og hans nære forhold til Peder Furubotn og den øvrige ledelse i Kommunistpartiet bragte ham i store modsætninger til den centrale Hjemmefrontsledelse og Londonregeringens politik. Efterhånden kom Solheim også i modsætningsforhold til Furubotn og hans partiledelse.

Solheim gik ud af Kommunistpartiet i 1945, og blev medlem af Arbejderpartiet (DNA). Efter stortingsvalget samme år fik han stillingen som sekretær i Stortingets finanskomite og senere som konsulent i Fiskeridirektoratet. I 1949 blev han direktør for Fiskarlagets Verft AS Stongfjordanlegget, men i 1952 tog han afsked med både Stongfjordanlegget og Askvold Arbejderparti: Vi er i McCarthyismens og den kolde krigs koldeste år. I 1959 gik Torolv Solheim ind i skolen. Først som lektor ved Brevik, og senere ved Porsgrunn gymnasium hvor han fortsatte frem til 1974.

I 1961 spillede Torolv Solheim en central rolle ved stiftelsen af Socialistisk Folkeparti - sammen med blandt andre Sigbjørn Hølmebakk, Per Maurseth og Ingeborg Wilberg. Partidannelsen foregik delvist i opposition til den del af kredsen omkring tidsskriftet Orientering, som han mente var mere optaget af at ændre Arbejderpartiets egen politik - særlig i atomvåbensagen - end af at danne et nyt socialistisk parti. Efter partidannelsen blev han valgt til formand i Telemarksafdelingen, og repræsenterede SF i Porsgrunn byråd fra 1963 til 1971. På splittelseslandsmødet efter Stortingsvalget i 1969 blev han valgt til landsformand for partiet. Han sad som formand, til han i 1971 blev afløst af Finn Gustavsen. Han fortsatte som medlem af SF og fulgte partiet ind i Socialistisk Venstreparti efter samlingskongressen i Trondheim i 1974.

I 1954 startede Torolv Solheim tidsskriftet Fossegrimen, som han stod som redaktør og udgiver af frem til det gik ned i 1968. Fossegrimen var et tidsskrift på et målpolitisk, socialistisk og nationalt grundlag. Det blev samtidig «en måde at overleve på» for Torolv Solheim selv og kredsen omkring ham. Denne «kreds» talte navne som Berge Furre, Georg Johannesen, Dag Seierstad, Per Maurseth, Kell Cordtsen, Dag Halvorsen og Sigbjørn Hølmebakk, samt en lang række litterære bidragsydere til tidsskriftet, som Olav H. Hauge, Axel Jensen, Einar Økland, Tor Obrestad osv. Fossegrimen blev udgivet i Søndeled ved Risør, hvor Solheim efter Aksel Sandemoses invitation havde bosat sig i 1953, senere i Brevik. Fossegrimen og dets bidragsydere stod ikke blot i opposition til DNA's uden- og indenrigspolitik og stemningen af meningstvang og politisk disciplinering i 50'erne, men også til enkelte toneangivende kredse blandt venstresocialister i hovedstaden.

Et udvalg af Solheims egne artikler fra Fossegrimen findes i «Samtidsprofilar» (1964) og «Vestavær» (1967). I 1976 udkom erindringsbogen «I solnedgangstider», en stærkt personlig præget fremstilling af besættelsestiden og kommunisternes modstandskamp, med kradse opgør med Hjemmefrontens rolle under krigen og dens planer for efterkrigstiden. Bogen er samtidig et opgør med norsk politik i årene før krigen brød ud. «En strilekrønike» (1978) er en fremstilling af strilelandets og strilefolkets historie, et alternativ til «byskrivernes» kredsning om byerne og deres borgere - i dette tilfælde Bergen.

T.B.L.


Litteratur:
T. B. Larsen (red.): Fossegrimen, Oslo 1977.
H. Vold: Om Veien frem og Fossegrimen, i Basar nr. 2 1978.