Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Finn Gustavsen

Gustavsen (1926-), norsk politiker, boede i Drammen til 1936, i Horten til 1942, og så i Botne ved Holmestrand. Efter realskolen arbejdede Finn Gustavsen som industriarbejder, det meste af tiden ved Valseværket i Nordisk Aluminiumindustri i Holmestrand. Han tog studentereksamen som privatist på et år i foråret 1945, og begyndte derefter atter at arbejde på Valseværket. Gustavsen meldte sig ind i AUF i efteråret 1945, begyndte med sportsjournalistik i fritiden, og blev ansat som journalist på Vestfold Arbejderblad i 1947. Han gik over til Telemark Arbejderblad året efter, og arbejdede derefter på Frit Slag (AUF's avis) frem til 1953.

Da den udenrigspolitiske opposition i det norske Arbejderpartiet (DNA) samlede sig om at udgive bladet Orientering fra januar 1953, blev Gustavsen helt fra starten knyttet til redaktionen som fast medarbejder. Efteråret 1953 blev han sagt op på Frit Slag på grund af sit engagement i Orientering. Fra 1. januar 54 blev Gustavsen ansat som redaktionssekretær på Orientering - som eneste ansatte. I 1955 var han formand for Oslo AUF, men blev væltet på det efterfølgende årsmøde efter at højrefløjen havde mobiliseret.

Finn Gustavsen blev ikke bare den effektive redaktionssekretær. Han blev efterhånden også den politiske journalist. Gennem 50'erne blev Gustavsens pågående journalistik et stadig klarere varemærke ved Orientering til fortrydelse for den akademiske omstændelighed og forsigtighed, der prægede meget af artiklernes form de første årgange. Fra 1. januar 1959 var Gustavsen også formelt redaktør af avisen.

Det var udenrigspolitikken der prægede Orientering i 50'erne, kampen mod NATO-medlemskabet og blokpolitikken i Øst og Vest, kampen mod oprustningen i Vesttyskland, og mod atomoprustningen. Men gradvis fik Orientering også en indenrigspolitisk profil med kritik af DNA's tilbageholdenhed i den økonomiske politik. 1. maj-nummeret i 1959 blev den endelige markering af, at Orientering havde udviklet sig fra at være et udenrigspolitisk oppositionsorgan til at blive organet for den socialistiske opposition indenfor DNA.

DNA-ledelsen svarede med eksklusionstrusler og eksklusioner. Efter at DNA-landsmødet i april 1961 åbnede døren på klem for atomvåben på norsk jord, blev det norske SF stiftet. I september 1961 blev Gustavsen valgt ind i Stortinget med over 18.000 Oslovælgere bag sig.

Det har været Gustavsens styrke som politiker - og i visse sammenhænge hans svaghed - at han ikke har villet ty til overfladiske, ideologiske formuleringer for at dække over saglig uklarhed eller uvidenhed. Gustavsen krævede af sig selv og sine rådgivere, at det saglige grundlag kunne bære, men så veg han heller ikke tilbage for at køre aggressivt ud om nødvendig. Gennem 60'erne fik Gustavsen monopol på at udtrykke SF's politik overfor massemedierne - i alle spørgsmål som stod centralt for partiet, både udenrigs- og indenrigspolitisk. SF blev opfattet som «Gustavsens parti», og Gustavsen blev sindbilledet på det SF, som sprængte roen og selvgladheden i norsk politik, og som åbnede nye perspektiver og muligheder for den politiske udvikling i Norge.

Klar tale, skarp form og intenst engagement var ualmindelige egenskaber blandt norske politikere, og Gustavsen gjorde indtryk langt ud over SF og SF's vælgergrupper. Han blev den mest forhadte - og den mest populære: En Mefistofeles som forførte norsk ungdom - og en frygtløs David i kamp mod Goliatterne i norsk politik.

Alligevel var økonomi og faglig politik en pligtopgave for Gustavsen. Både for Gustavsen og for SF lå engagementet lå på det globale plan. Det var NATO-modstand og atommarcherne der skabte SF, og det var udenrigspolitikken der rekrutterede ungdommen til SF i 60'erne: Først kampen mod atomoprustningen og NATO-medlemskabet, dernæst kampen mod EF-medlemskabet og fra 1965 Vietnamkrigen og den nordamerikanske imperialisme.

På ét vigtig felt gik Gustavsen imidlertid ikke i brechen for SF: Det gjaldt udviklingen af den nye distriktspolitik, der blev lanceret af Ottager Brox i 1964/65. Den blev kæmpet igennem mod Gustavsens vilje, og det tog flere år før han kunne gøre SF's distriktspolitik til sin politik.

Den stærke identifikation mellem partiet SF og personen Finn Gustavsen var klart uheldig for partiets udvikling på længere sigt. Gustavsen trak sig efter to perioder i Stortinget, og gik selv aktivt ind for, at der blev indført en rotationsparagraf i vedtægterne i forbindelse med ledende tillidshverv.

I 1969 gik SF til valg uden Gustavsen - og blev ikke repræsenteret i Stortinget. Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968 og alt påstyret omkring bruddet med SUF på det dramatiske landsmøde i februar 1969 havde fået store vælgergrupper til at tvivle på partiet. I denne situation blev det for mange vælgere et yderligere moment, at SF ikke længere var det samme som Finn Gustavsen.

SF-organisationen arbejdede tungt det første år efter valgnederlaget, men blandt de aktive var viljen stor til at udvikle et parti, som kunne træde ind i klassekampen på en anden måde end før. Da EF-spørgsmålet atter blev aktuelt fra sommeren 1970, kom der et nyt opsving i partiarbejdet. På landsmødet i 1971 blev Gustavsen valgt til formand for SF efter langvarige og intense overtalelser.

SF var på ny i aktiv kamp med Gustavsen i en lederstilling - men han fandt sig ikke lige så godt til rette i lederstillingen som i 60'erne. Årsagerne er flere: Ungdommen og studenterne var i stadig konfrontation med «marxist-leninisterne» i SUF (senere AKP(m-l)) og stillede krav om marxistisk skoling indenfor SF og rejste debatter, som for Gustavsen var abstrakte og ufrugtbare. De nye kvindeaktivister stillede krav til form og indhold i politikken, som Gustavsen ikke var i stand til at identificere sig med. Og aller vigtigst: Det stadig stærkere ønske om partisamling med NKP og EF-modstandere i DNA som en følge af det tætte samarbejde under EF-kampen.

Gustavsen var for første gang formel leder af SF - men ønskede ikke at lede SF i disse retninger. Samtidig så han klart, at det var i disse retninger, at udviklingen gik. Gustavsen troede aldrig på en partisamling, som omfattede NKP. En sådan samling ville før eller senere føre til et brud, og i mellemtiden skabe tvivl om samlingspartiets udenrigspolitiske orientering. Gustavsen formåede derfor ikke - og ønskede vel heller ikke - at fremstå som den samlende lederskikkelse i den samlingsproces som fulgte.

Gustavsens styrke var den udadvendte kamp i situationer, hvor politikken var klar, og partiet samlet bag politikken. I de situationer hvor det at lede partiet bestod i at mægle mellem stridende fløje og koordinere stridende synspunkter omkring midlertidige og måske halvdårlige kompromiser, var Gustavsen sårbar for angreb og ikke særlig villig til at gå på akkord med egne holdninger for kompromissets skyld.

Efter valget i 1973 kom det nystiftede Socialistisk Valgforbund i Stortinget med 16 repræsentanter, og Finn Gustavsen blev valgt til SV's parlamentariske leder. Alligevel definerede Gustavsen sig stadig som en «outsider» i forhold til samlingsprocessen i Valgforbundet. Hans stilling indenfor SV blev stærkt svækket efter «Alcansagen» i december 1974. Da stemte Gustavsen som eneste SV'er subsidiært for regeringens aftale om hjemkøb af ÅSV-aktier fra Alcan. Flertallet i SV-gruppen var nået frem til, at aftalen var ufordelagtig for Norge, og besluttede at stemme mod aftalen trods det at regeringen havde gjort sagen til et kabinetsspørgsmål.

Gustavsen trak sig som parlamentarisk leder af SV i august 1975, efter at hovedbestyrelsen overraskende havde vedtaget, at Berit Ås - som da var partileder - og ikke Gustavsen skulle stille for SV i den afsluttende TV-debat før kommunalvalget.

Gustavsen markerede tidligt, at han ikke stillede op til genvalg ved stortingsvalget i 1977. Han blev alligevel en forgrundsfigur i denne valgkamp, da han sammen med Berge Furre på et stormøde i Oslo brød sit tavshedsløfte som stortingsrepræsentant ved at referere fra en hemmeligstemplet rapport, (Scheirapporten) som viste hvordan regeringen og Forsvarsdepartementet i slutningen af 50'erne førte Stortinget bag lyset ved oprettelsen af Loran C-anlæggene, der var et led i USA's atomubådstrategi.

Furre og Gustavsen blev under valgkampen truet med rigsret, men efter valget blev truslerne ikke fulgt op. I efteråret 1977 blev Gustavsen ansat som NORAD's (det norske DANIDA) stedlige repræsentant i Mozambique.

D.Se.