Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Industrisamfundet er et produktionssystem, som er organiseret omkring store industrielle enheder med henblik på masseproduktion af varer. Det er reguleret gennem princippet om økonomisk vækst: Produktionsoverskuddet går først og fremmest til reinvestering, til ny produktion og vækst, og ikke til luksus eller forbrug. Industrisamfundets konsekvenser er: Koncentration af arbejdskraften i store fabriksanlæg; adskillelse af arbejdsplads og hjem; teknologisk arbejdsdeling indenfor den enkelte virksomhed; øget anvendelse af teknologi og videnskab i produktionen. Industrisamfundet er et økonomiserende samfund; Det gælder om at få «mere for mindre», at nå et mål på den billigste og mest effektive måde.

Saint-Simon, industrialismens store entusiast, sammenlignede industrisamfundet med det førindustrielle, militære samfund. Det militære samfund, skrev Saint-Simon i tidsskriftet «L'Industrie» som han begyndte at udgive i 1816, var et samfund baseret på udplyndring og rov og med rigdommens parasitter - feudalherrer, præster og krigere - i hovedrollerne. Det nye industrisamfund var derimod grundlagt på den teknologiske og økonomiske fornuft og styret af den nye tids mænd - ingeniørerne, kapitalisterne og planlæggerne. Den militære ånd skulle erstattes af den industrielle ånd: Ikke parade, sløseri eller heroisme, men arbejde, produktion og fornuft.

Selv om industrisamfundet historisk voksede frem indenfor en kapitalistisk institutionel ramme, må man ikke forveksle industrisamfund med kapitalisme. Også et ikke-kapitalistisk land som Sovjetunionen var et industrisamfund. Termerne «industrisamfund» og «kapitalisme» berører to forskellige problemstillinger. Mens feudalisme/kapitalisme/socialisme er en samling af begreber, der beskriver forskellige samfundstyper ud fra ejendoms- og produktionsforhold, handler begrebssættet førindustrielt/industrielt/postindustrielt samfund sig om en analyse ud fra produktivkræfterne - dvs. ud fra hvilken type teknologisk viden der er fremherskende indenfor et samfund.

Den industrielle revolution: Teknologi og energi

Den industrielle revolution er ikke en bestemt historisk hændelse, men igangsættelsen af en vedvarende teknologisk ændring, der med accelererende tempo er foregået de sidste to hundrede år. Den industrielle revolution kan bedst karakteriseres som den verdenshistoriske nyhed, at den teknologiske forandring og ekspansion institutionaliseres, indbygges i systemet, og bliver permanent. Ud fra den teknologiske udvikling er det rimeligt at skelne mellem fire faser i den industrielle revolution: Første fase markeres af nyt maskinelt udstyr i tekstilproduktionen, forbedrede metoder i kul- og jernindustrien, opfindelsen af dampmaskinen og ny landbrugsteknologi. Den anden fase - fra midten af 1800 tallet - drejer sig i hovedsagen om forbedrede metoder i kul- og jernindustrien: Jernbaner, dampskibe og udviklingen af kemisk industri. Det tredje trin i begyndelsen af det 20. århundrede er karakteriseret ved bilen (forbrændingsmotoren) og omfattende anvendelse af elektricitet. Endelig tog den fjerde fase sit udgangspunkt med anden verdenskrig og udviklingen af atomkraft, elektronisk industri og automation - arbejdsprocesser der foregår uden særligt indgreb fra menneskelig side.

Industrisamfundet adskiller sig fra det førindustrielle bondesamfund ved bl.a. dets evne til at mobilisere energi. Folk, dyr, vind og vand - bondesamfundets vigtigste energikilder - tegnede sig i 1850 for 87 % af al energi anvendt til at udføre arbejde i USA. I dag udgør disse energikilder mindre end 1 %. Industrisamfundets energikilder er i stedet kul, vandkraft, olie, naturgas og atomkraft. Med undtagelse af kul var alle disse energikilder uudnyttede i 1850. Det nordamerikanske samfunds «drivkræfter» - menneskekraft, trækdyr, dampmaskiner, sejlskibe osv. - havde i 1850 en kapacitet på mindre end 10 millioner hestekræfter. I dag er det tilsvarende tal mere end 25 milliarder hestekræfter. Pr. indbygger er dette mere end en 2500 dobling i løbet af omkring hundrede år.

Et andet mål for industrisamfundets øgede produktivitet er produktionen og forbruget af råvarer. Britisk produktion af jern og stål øgede f.eks. med en faktor 7.000 i perioden 1750-1970, mens den tilsvarende nordamerikanske produktion blev forøget med en faktor 12.000 i perioden 1820-1974.

Det specialiserede og tætte samfund

Den industrielle teknologi har i radikal grad ændret arbejdets karakter. Bondesamfundets arbejde indebar alsidig fysisk aktivitet, udført alene udendørs eller i mindre grupper. Det forudsatte, at alle beherskede en række forskellige arbejdsoperationer, samtidig med at resultatet af arbejdet var let genkendeligt. Industriarbejderen er derimod normalt kun trænet til at udføre en lille deloperation indenfor en uoverskuelig samlet proces. Uanset hvor udmattende det måtte være, så beslaglægger industriarbejdet kun en lille del af menneskets muskelkraft i form af gentagne rutinebevægelser, og i slutproduktet kan den enkelte arbejder hverken genfinde eller vurdere sit eget bidrag.

Industrisamfundet medfører en specialisering indenfor arbejdslivet. Men specialiseringen er ikke begrænset til den enkelte virksomhed - den gennemsyrer hele samfundsøkonomien: Indenfor en nationalstat specialiserer bestemte regioner sig f.eks. i stålindustri, andre i bilindustri og andre igen i turisme, mens nogle nationer specialiserer sig i produktionen af maskinelt udstyr, andre i olie og atter andre i andre typer af råvarer (se International arbejdsdeling).

Industrisamfundet er et tæt samfund. Stadig flere arbejder, bor og lever stadig tættere sammen. En stadig større del af befolkningen lever i stadig større byer. I bondesamfundet boede ca. 90 % af befolkningen i landsbyerne og ca. 10 % i større byer. I de fleste højt industrialiserede samfund er tallene omtrent omvendt. I 1800 fandtes der i alt 9 byer med en befolkning på mere end 500.000, og 1 (London) med mere end 1 million. I dag findes der ca. 125 byer med mere end 1 million indbyggere og 17 med mere end 5 millioner.

Et slående træk ved industrisamfundet er, at det i enorm grad uddyber forskellen mellem antallet af personer man kender og som man kender til. Gennem arbejde, skole, naboer, organisationsliv o.l. kender den enkelte til hundredevis af personer, og føjer man hertil de personer der lanceres gennem massemedierne, underholdningsindustrien osv., kommer tallet op på tusinder. Men antallet af personer som den enkelte har et dybt og varigt forhold til, er givet blevet langt mindre end tidligere. Ikke mindst som følge af, at folk flytter langt mere i det moderne industrisamfund. Sammenlignet med traditionelle folkerige samfund som f.eks. Zar-Rusland og Kina, er det moderne massesamfund præget af omfattende koordination og kommunikation. De traditionelle, folkerige samfund var opsplittede og isolerede i landsbyer og regioner med en ringe eller slet ingen gensidig udveksling. Industrisamfundet er derimod karakteriseret ved et massivt samarbejdsmønster: Fysisk samarbejde bl.a. i form af moderne massekommunikation. I løbet af en typisk dag i USA foretages der mere end 600 millioner telefonsamtaler og 250 millioner forsendelser pr. brev.

Politik og statsmagt

Politisk set er industrisamfundet republikansk, demokratisk, bureaukratisk og militaristisk. Kongedømmet som politisk styreform med omfattende politiske og økonomiske rettigheder er fjernet. Selv om kongedømmet i nogle tilfælde fortsat eksisterer som en magtesløs politisk efterbyrde - bl.a. i Skandinavien - har industrisamfundet under en eller anden form indstiftet republikken som den moderne statsform. Ifølge den nye demokratiske ideologi er statsapparatet ikke længere de herskende gruppers ejendom, men folkets redskab, underlagt parlamentets styrende kontrol. På en helt anden måde end i bondesamfundet er masserne deltagere i det politiske system. Massemobiliseringens politik hører til den industrielle tidsalder. De politiske massepartier er enestående historiske fænomener, som uløseligt er knyttet til industrisamfundet eller til samfund i færd med at blive industrialiseret. Massemobiliseringen har gennem tiden etableret sig som omfattende bureaukratiske organisationer - parti, fagbevægelse o.l. Kombinationen af stadig udvidede folkelige krav og monopoliseret økonomi har i særlig grad fremtvunget et omfattende statsbureaukrati. Væksten i ansatte indenfor statsbureaukratiet i USA illustrerer denne udvikling: I 1821 7.000 ansatte, i 1901 239.000, i 1974 2.866.000. I det samme tidsrum hvor befolkningen øgedes 20 gange, øgedes antallet af statsansatte 400 gange.

Statens rolle i selve industrialiseringen varierede fra land til land, med England og Sovjetunionen som to yderpunkter. Mens industrialiseringen i England for første gang i historien skabte et statsfrit økonomisk felt, kun reguleret af markedet, var staten selve drivkraften i den sovjetiske industrialisering, der sigtede mod en statsdirigeret planøkonomi. Andre lande som f.eks. Frankrig og Tyskland kan placeres mellem disse to ekstreme varianter. (Se Stat.) Men uanset statens deltagelse i selve industrialiseringen, er statens opgaver blevet radikalt mangedoblet i den senindustrielle økonomi. Statsbureaukratiet ekspanderer uanset om det enkelte land har været gennemsyret af en militant antistatslig ideologi - som i USA - af en statsvenlig socialdemokratisme - som i Skandinavien - eller af statskollektivisme - som i Sovjetunionen.

Den enorme udvikling af produktiv teknologi i industrisamfundet er blevet fulgt af en tilsvarende udvikling af destruktiv teknologi. Mens atombomben over Hiroshima havde en kraft svarende til 13.000 tons TNT, svarer én enkelt brintbombe i dag til ca. 59 millioner tons. Da den industrielle produktion på en række områder dikteres ud fra rent militære behov, bliver de destruktive kræfter lige så vigtige for samfundsudviklingen som produktivkræfterne. Krigen gennemsyrer det moderne industrisamfund - i øst som i vest - på en helt anden måde end det traditionelle, førindustrielle samfund. Mens krig tidligere overvejende var overladt til professionelle krigere og normalt kun i ringe grad berørte befolkningen, har industrisamfundet siden første verdenskrig udviklet sig til en krigsstat: Skellet mellem soldat og samfundsborger viskes mere og mere ud til fordel for en mobilisering af hele befolkningen i kold og varm krig.

Det sekulariserede samfund

Industrisamfundet har - med få undtagelse som bl.a. Danmark, Norge og Sverige - ført til adskillelse mellem stat og kirke. Dette er et institutionelt udtryk for religionens ændrede rolle i industrisamfundet. Det moderne teknisk-videnskabelige verdensbillede har fortrængt det traditionelle religiøse verdensbillede. Det har mistet sin position som offentlig religion, som urokkelig tradition og som legitimering for sociale og politiske magtforhold. Industrisamfundet er i denne forstand et sekulariseret, verdsliggjort, samfund. Den industrielle tidsalders ideologier er ved siden af troen på industrialismen selv - dyrkningen af teknik og videnskab - i første række liberalismen og socialismen. Selv om de i mange henseender er politiske modpoler, har de i det mindste ét træk tilfælles: De er begge forankrede i den grundtanke, at menneskets sociale og politiske skæbne beror på menneskets egne handlinger. I modsætning til det traditionelle samfunds religiøse ideologi der hævdede at samfundsudviklingen afhang af kræfter udenfor menneskets kontrol, skitserer liberalismen og socialismen det aktive samfund - samfundet som menneskets eget værk.

Postindustrielt samfund?

Samfundsteoretikere fra både den konservative fløj (bl.a. D. Bell) og den socialistiske fløj (bl.a. A. Touraine) har hævdet, at de avancerede industrisamfund egentlig befinder sig i en overgangsfase til et postindustrielt samfund. Et argument for dette standpunkt er, at den dominerende økonomiske sektor ikke længere er den såkaldte «sekundære» industrisektor - industri, bygge- og anlægsvirksomhed o.l. - men derimod den såkaldte «tertiære» servicesektor - offentlige og private tjenester af forskellig slags. Statistik over udviklingen i samfundsklasserne i industrilandene afslører, at antallet af personer knyttet til serviceerhvervene er øget enormt i løbet af det 20. århundrede; I de fleste industrilande er der i dag mindst lige så mange ansatte i service- som i industrisektoren. Der er derimod ikke - som det ellers ofte hævdes - foregået en tilsvarende udradering af industriarbejdet i disse lande: Antallet af industriarbejdere i forhold til det samlede antal arbejdstagere har gennem årtier holdt sig forholdsvis konstant. Den vigtigste forskydning er sket mellem primærerhvervene - landbrug og fiskeri - der er skrumpet radikalt ind, og serviceerhvervene. En del af tilvæksten skyldes, at tidligere ubetalt husarbejde er blevet underlagt pengeøkonomien. Alligevel kommer serviceerhvervene uden tvivl til at spille en stadig vigtigere rolle i de økonomisk højt udviklede samfund - uanset om de er kapitalistiske eller socialistiske. Arbejderbevægelsen har traditionelt givet arbejdstagere indenfor disse erhverv en andenrangs position i forhold til det «egentlige» proletariat. Denne holdning svarer imidlertid ikke til den samfundsøkonomiske betydning af deres arbejde. I virkeligheden gør væksten i serviceerhvervene samfundsøkonomien mere sårbar overfor strejke. Man kan ikke hamstre serviceydelser, som man kan med industriprodukter.

Et andet argument for det postindustrielle samfund er, at viden bliver et stadig vigtigere organiserende element i det nye samfund. Dette synspunkt har sin oprindelse i de sidste årtiers uddannelseseksplosion, hvor stadig større dele af befolkningen tilbringer stadig større dele af deres liv i uddannelsesinstitutioner. Samtidig medfører den øgede vægt på uddannelse og viden, at arbejdet ændrer karakter. Arbejdet ligner mere og mere klasseværelsets opgaver: Snakke, skrive, regne, tegne etc. Fremtidens arbejdsplads vil udfra dette synspunkt have mere tilfælles med forskningsinstituttet end med fabrikken.

Pga. den centrale rolle som videnskabelig og teknologisk viden spiller - bl.a. i form af nye metoder til styring, organisering og behandling af infomationer - bliver det postindustrielle samfund et samfund karakteriseret af planlægning og programmering. Det postindustrielle samfund vil være: «et samfund hvor produktionen af viden, styringssystemerne i produktionen, distributionen, informationen og netværket af politiske og økonomiske beslutninger vil forme en social og økonomisk organisation, der er grundlæggende forskellig fra det 19. århundredes samfund» (Touraine).

Enkelte samfundsteoretikere (bl.a. R. Dahrendorf og J. K. Galbraith) har ment, at de vestlige industrilande gradvis er blevet forvandlet fra kapitalistiske til postkapitalistiske samfund. Disse teoretikerne har gerne forsvaret den såkaldte «konvergenstese», der hævdede, at den traditionelle skelnen mellem kapitalisme og socialisme ikke længere var anvendelig, og at industrilande som USA og Sovjetunionen mere og mere blev stillet overfor den samme type konflikter. Sammenbruddet i Sovjet og resten af Østeuropa trak tæppet væk under konvergensteoretikerne, og har skabt helt andre betingelser for tilnærmelsen mellem de to typer samfund.

Den postindustrielle socialisme

En hovedkonflikt i det postindustrielle samfund vil gå mellem på den ene side et omfattende politisk-administrativt og økonomisk bureaukrati og på den anden samfundsborgernes behov for politisk deltagelse og demokratisk selvstyre. Dette vil ikke mindst afføde en konflikt mellem centraliseret overfor decentraliseret kontrol over samfundslivets vigtigste beslutninger. Det socialistiske perspektiv vil indebære en gennemgribende og systematisk decentralisering af det politisk-administrative og økonomiske apparat. En sådan politik vil kræve både fantasi og vilje til eksperimenter, for under postindustrialismen kan man ikke uden videre kopiere industrialismens institutionelle og organisatoriske løsninger.

Mens industrialismen skabte en række nye organisationer til formidling mellem individ og samfund - bl.a. partier, fagforeninger og kooperativer - må der under postindustrielle forudsætninger udvikles nye organisationer og institutioner - ikke nødvendigvis på bekostning af de traditionelle - som udtrykker og bestyrker den solidariske og kollektive handling. Et vigtigt problem der endnu mangler afklaring er, hvilke beslutninger der bedst kan tages i centraliserede organisationer, og hvilke der bør foretages i mindre, decentraliserede organisationer, grupper eller enheder.

Venstrefløjen har traditionelt været delt i to fraktioner i synet på industrisamfundet: På den ene side kommunisterne og socialdemokraterne som ofte har stået for en kritikløs industrisocialisme. På den anden siden anarkisterne, populisterne og de utopiske socialister, der ofte har hyldet en romantisk, antiindustriel socialisme. Det stimulerende perspektiv vil i dag være et tredje standpunkt: Foreningen af postindustrialismen med den anarko-populistiske tanke om en kvalitativ ny politisk og social udviklingsmodel. En vigtig problemstilling i den forbindelse vil f.eks. være, om en mindre energikrævende «blød teknologi» - eller «folketeknologi» - kan forenes med et postindustrielt samfund.

Det industrielle vækstsamfund er blevet drevet af en grænseløs ekspansionisme. Nu kan man imidlertid se, at denne form for vækst i det lange løb vil være selvødelæggende, og at den rokker ved selve samfundets naturgrundlag. Var ekspansion nøgleordet i industrisamfundet, så vil grænse være et nøgleord i det postindustrielle samfund. Naturen udgør ikke et uudtømmeligt reservoir af ressourcer som hæmningsløst kan tappes. Vækstens grænser medfører, at samfundet ikke ustraffet kan bryde med naturens egen rytme. Det postindustrielle samfund må derfor bygge på erkendelsen af, at også samfundet har sine grænser.

R.S.