Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Kunst
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 11.518
: :
Tendenskunst

Ordet tendenskunst er en kritikeretikete fra 1930, møntet på arbejder af norske billedkunstnere som tog samfundsmæssige misforhold og sociale modsætninger op. Oprindelig blev det brugt om en mere alment rettet samfundskritik - ofte med stærke pacifistiske elementer.

De toneangivende kunstner var Erik Werenskiold, Per Krohg og Henrik Sørensen. Sidstnævnte øvede også stærk indflydelse på unge malere som Reidar Aulie og Willi Middelfart, som efterhånden markerede en mere målrettet socialistisk holdning i deres billeder. Denne drejning skyldtes i første række indtrykkene fra samtidens politiske stridsspørgsmål, den økonomiske verdenskrise og fascismens fremmarch.

For både Aulie og Middelfart - som for deres svenske kollega Albin Amelin - var det mødet med den skærpede og åbne klassekamp ude i Europa, som førte til, at de orienterede sig mod socialismen, og i Norge blev Mot Dag kredsen et vigtigt kontaktpunkt. Flere af deres vigtigste arbejder vidner om disse udenlandske impulser, «Essen» og «Glædens gade» af Aulie, «Alexanderplatz, Berlin», «Generalstrejkedagen, Paris» og «Den røde plads» af Middelfart. Billeder som Aulies «Tendens» og Middelfarts «Internationalen» markerede en målsætning ud over den engagerede samtidsskildring, men de stillede sig alligevel klart kritiske overfor den dogmatiske udformning af begrebet om socialistisk realisme i Sovjetunionen.

Nogen partipolitisk platform var der heller ikke tale om indenfor den norske tendenskunst, og de mødte ofte stærk modstand fra såvel Arbejderparti- som NKP-talsmænd - bl.a. fra kunstkritikere i Arbejderbladet og Arbejderen. Denne rettede sig mod den ekspressionistiske form og den emotionelt ladede kolorit, men også mod det indholdsmæssige, hvor bl.a. et stærkere agitatorisk element blev efterlyst. Det agitatoriske eksisterede i rigt omfang i den noget yngre Arne Ekelands malerier, i en form som brød med alle dogmatiske regler - med impulser fra så vel renæssancetraditionen som den samtidige surrealisme. Ekeland var kommunist og stod udenfor det miljø, man forbinder med tendenskunsten, men der findes også en kontinuitet i hans kunstneriske arbejde, som bryder med det mere eller mindre konjunkturbestemte samfundsengagement hos mange andre.

Størstedelen af de kunstnere der identificerede sig med venstrefløjen i 1930'erne, gik ind i socialistisk kulturfront og senere over i det arbejderpartikontrollerede Sosialistisk Kulturlag. Foruden Aulie og Middelfart finder vi navne som Harald Dal, Finn Faaborg, Doro von Hanno og Carl von Hanno, Bjarne Engebret, Søren Steen-Johnsen, Henrik Finne, Erling Merton, Alexander Schultz, Thorbjørn Lie-Jørgensen, Karen Holtsmark, Harald Kihle, Per Teigen, Hetty Gleditsch, Ragnhild Langmyr, Gert Jynge, Sigurd Winge (malere) og Ørnulf Bast, Odd Hilt, Gunnar Jansson, Emil Lie, Anne Raknes og Arne Vigeland (skulptører). De fleste af disse tog del i arrangementer som Østkantutstillingen og lignende kollektive manifestationer, og gjorde en indsats som illustratorer og plakatmalere i forbindelse med førstemajdemonstrationer o.l.

Efter at Arbejderpartiet kom i en regeringsposition, kan man spore en udvikling i retning af mindre «tendens» og mere skildring af et samfund i vækst. Særlig tydelig afspejles dette på forsiden af «Lørdagskvelden», hvor netop mange af de her nævnte kunstnere var engageret. Indholdsmæssigt knytter disse billeder an til 20'ernes freskomaleri, til samarbejde og fællesskab i stedet for klassekamp. I den sidste del af 30'erne fik også formalismen, personificeret gennem den danske malerprofessor Georg Jacobsens undervisning og teorier, stærk gennemslagskraft blandt de yngre, og flere forkastede «tendens» til fordel for «form». Aulie blev mere og mere en skildrer af enkeltskæbner, men uden helt at tabe det typiske og den sociale sammenhæng af syne.

Efter en serie stærke billeder baseret på indtryk fra den spanske borgerkrig og sejr i konkurrencen om udsmykningen af Rådhuset i Oslo, gik den teoretisk skolede Middelfart over til at koncentrere sig om den Sørensen-inspirerede ide om en norsk farveopfattelse. Landskabet som altid havde haft en fremtrædende plads i hans produktion, blev næsten enerådende. Dette er ikke så overraskende, eftersom både Aulie og Middelfart opfattede sig som videreførere af en specifik norsk tradition fra J. C. Dahl over Christian Krohg, Theodor Kittelsen og Werenskiold - som alle var repræsenteret på udstillingen «Tendens» i 1934 - og videre gennem Edvard Munch, Nikolai Astrup, Halvdan Egedius og Henrik Sørensen.

Aulie var fra 1935 til 1940 kritiker i Tidens Tegn og Arbejderbladet, beskrev denne linie som folkelig i modsætning til den klassisk-æstetiske - Harriet Backer, Oluf Wold-Thorne, Thorvald Erichssen, Rudolf Thygesen og Jean Heiberg. Han pegede endvidere på Arne Ekeland og Kai Fjell som videreførere af den folkelige tradition. Det er en inddeling, som både er skematisk og idealistisk, selv om det ikke er vanskeligt at pege på kontinuitetstræk i norsk kunsthistorie - bl.a. den romantiske naturfølelse.

Socialt engagement og samfundskritiske holdninger har nået højdepunkter i politisk skærpede situationer og er ofte blevet knyttet til bestemte sager: Mod prostitutionen i 1880'erne, mod krig og fascisme i 1930'erne og mod Vietnamkrig og EF kampen i 1970'erne. I dag ser man en række forskellige billedudtryk, som ofte samles under en vidtfavnende karakteristik som «kritisk realisme», mens der også er tendenser til at genoplive den dogmatiske model om en socialistisk realisme fra Stalintiden. Bl.a. med en tilsætning af «revolutionær romantik» af maoistisk tilsnit.

H.Fl.