Tidsstudier er forskellige metoder - ur-, frekvens- og MTM-studier - til målingen af den tid en arbejder anvender på givne arbejdsopgaver og -operationer. Tidsstudier anvendes til at fastsætte «normaltiden», som «gennemsnitsarbejderen» bruger på arbejdsopgaverne. Lønsystemer - f.eks. akkord - og forudberegning af produktionstider bygger på tidsstudier. Kombineres tidsstudier med arbejdsstudier, er målet at udvikle metoder til mere effektiv udnyttelse af produktionsfaktorerne råvarer, maskiner og arbejdskraft.

Tids- og arbejdsstudier blev først systematisk udviklet og taget i brug af Frederick Winslow Taylor i 1880'erne. De var vigtige hjælpemidler til at udforme den kapitalistiske arbejdsorganisation i overensstemmelse med hans principper om «videnskabelig ledelse», der endnu er meget udbredte principper i organisationsteorien i de industrialiserede lande. Formålet var at øge arbejdstempoet gennem strengere disciplinering, styring og kontrol af arbejderne. Taylor peger på mindst tre måder at gøre dette på. Den ideelle arbejdsorganisation er en kombination af de tre måder.

1. Udforme tekniske arbejdsprocesser således at arbejdstempoet og disciplinen bliver fastsat af «maskinenes uafbrudte og ensartede bevægelser».
2. Virksomheden omdannes til et bureaukrati med regelstyring, klare arbejdsrutiner, arbejdsdeling og centraliseret beslutningsstruktur. Den bureaukratiske arbejdsorganisation er vigtigst der hvor arbejderne ikke direkte er underlagt maskinenes disciplinerende arbejdsrytme.
3. Fuld udnyttelse af arbejdskraftens mekaniske egenskaber. Dette kunne gøres ved at opdele arbejdsopgaverne i enkle arbejdsoperationer og underkaste disse tidsmålinger. Derved nåede man ikke blot frem til en «normaltid» for hver arbejdsoperation, men også til en beregning af de optimale grænser for arbejdernes mekaniske ydeevne.

I Taylors system er den ideelle arbejder en menneskerobot, hvis intelligens og fysiologiske fortrin kun skal understøtte de mekaniske præstationer. Men disse tidsstudier blev for upræcise til at måle arbejdernes mekaniske ydeevne. Til dette formål blev der udviklet mere avancerede tidsstudier som bevægelsesstudier («Motion Studies») og MTM-systemet (Metode-, Tid-, Mål-systemet).

Bevægelsesstudierne blev udviklet af F. B. Gilbreth i USA omkring århundredeskiftet. MTM-systemet blev udviklet af H. B. Maynard i 1940, og bygger i hovedsagen på principperne bag bevægelsesstudierne. Ved at overvåge en arbejder som udfører en given arbejdsoperation, forsøger forskeren at finde frem til hvilke bevægelser, der er nødvendige for at få udført operationen. Tørre sved af panden vil f.eks. blive regnet for en unødvendig bevægelse. Til overvågningen benytter forskeren avancerede filmkameraer, og eksperimenterne foregår i laboratoriet.

Bevægelsesforskningen er nået frem til, at der er fem hovedbevægelser, som er nødvendige. Disse kaldes elementarbevægelser: Strække, bevæge, vride, gribe og løsne. Arbejderen må endvidere kunne kombinere visse bevægelser - f.eks. ben- og fodbevægelser - samt tage hjælpebevægelser i brug som at bevæge øjnene og fokusere. I MTM-systemet undersøges det først, hvilke bevægelser der er nødvendige til en given arbejdsopgave. Derefter bliver der målt, hvor lang tid hver nødvendig bevægelse tager. Disse tider bliver så lagt sammen og forskeren kommer frem til en MTM-standardtid for hver arbejdsopgave. En vis modificering af denne tid sker gennem fratræk af en registrerbar tendens hos forsøgspersonerne til at blive trætte.

Standardtiden - som altså bliver lig den forventede «normalydelse» af arbejderen - gives et skin af videnskabelig objektivitet, eftersom tidsmålingerne er udført i et videnskabeligt miljø og med avancerede hjælpemidler. MTM-målingerne ser imidlertid helt bort fra f.eks. psyko-sociale forhold i arbejdsprocessen. Standardtiderne bliver derfor ofte helt urealistiske. Dette giver sig udslag i en enorm stigning i antallet af arbejdsulykker, slitageskader og sygefravær på de arbejdspladser hvor MTM-systemet systematisk er taget i brug.

MTM-systemet er et godt eksempel på brugen af videnskaben i forsøget på at underkaste arbejderne kapitalens behov. Denne videnskabelige objektivitet sættes på de alvorligste prøver gennem erkendelsen af, at laboratoriets syntetiske realisme er lige så langt fra fabrikkens støj, stress og sociale ulighed, som arbejdsgiverens drøm er det fra arbejdernes virkelighed.

T. Bjaa.