Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 15.410
Verden  .  Europa  .  Norge
: :
Trondheim
Left
Rocks
2019-10-30 22:06

By i Sør-Trøndelag med 134.553 indb. (1979). Arealet er 340 km2, hvoraf 50 km2 er bymæssigt bebygget. Kommunen blev dannet 1. januar 1964 ved en sammenlægning af kommunerne Byneset, Leinstrand, Strinda, Tiller og Trondheim.

Historie og byudvikling

Trondheim er en af Norges ældste byer. Ifølge sagatraditionen blev byen grundlagt af Olav Tryggvason i 997. Men det var først under og efter Olav Haraldsson den Hellige, at byen fik nogen større betydning som by. Han gjorde den til kongssæde og byggede St. Klemenskirken. Efter Olavs død blev byen kendt som pilgrimsby. St. Olav i Nidaros blev Nordeuropas mest berømte helgen.

Oprindelig hed byen Kaupangen i Trondheim. Trondheim var navnet på landskabet omkring byen. Først i senmiddelalderen blev Trondheim - eller Trondhjem - det mest anvendte bynavn. Striden om bynavnet fik et ny opblusning i 1930, da man som en kompromisløsning vedtog Trondheim.

I 1152 blev biskoppen i Trondheim ærkebiskop med 10 biskopper under sig. Byen blev nu et kirkeligt centrum, og der blev bygget flere kirker i byen. Ærkebispesædet indkasserede store skatter i form af smør, korn, mel og fisk fra hele det nordenfjeldske Norge. Dette dannede grundlaget for byggevirksomhed og handel. Størst vækst og velstand fik byen i århundredet 1250-1350. Byen havde da ca. 3.000 indbyggere.

200 år senere var byen imidlertid reduceret til en fattig provinsby. Krisen i senmiddelalderen svækkede det økonomiske grundlag for byen ved at jordskatterne gik drastisk tilbage, og Bergen blev center for handelen med tørfisk. Yderligere svækkelse skete ved reformationen i 1537. Ærkebispeværdigheden blev afskaffet - både gejstligt og verdsligt. Ærkebispens godser blev underlagt kronen, og danske lensherrer overtog styringen. Næsten alle kirker i byen var forfaldet eller forsvundet. Kun Vor Frue Kirke og Domkirken stod tilbage. Folketallet var samtidig halveret i løbet af de 200 år.

I 1600-tallet oplevede byen atter vækst. Nye erhverv blev etableret. Trælasthandelen med Holland steg kraftigt. Samtidig søgte store stimer af sild ind i Trondheimsfjorden, og kom til at danne grundlag for tilvirkning og salg. Byen havde her kontrol gennem sit saltmonopol. Tørfiskhandelen blev nu også et vigtigt erhverv i konkurrence med Bergen.

Men lige så vigtig for byens vækst var minedriften i Røros, Kvikne og Løkken som medførte udskibning af kobbermalm og handel. Dette afspejlede sig tydeligt i folketallet. Mens folketallet i 1640 var 2.000 indbyggere, var det 40 år senere steget til næsten 5.000. I spidsen for byens velstående borgerstand stod en række handelsmænd fra Flensburg, som i 1600- og 1700-tallet etablerede sig i byen.

I 1681 oplevede byen - som flere gange tidligere - en storbrand. Efter branden fik byen imidlertid en helt ny udformning. Luxembourgeren, general J. C. von Cicignon udarbejdede en helhedsplan med lige, brede, åbne gader, som siden har præget bybilledet. Men en del af middelalderens gadenet er fortsat bevaret.

Væksten i 1600-tallet fortsatte ind i 1700-tallet. Ved folketællingen i 1801 havde byen 8.832 indbyggere. Men indenfor bymurene herskede der en streng klassedeling. Den øverste klasse var repræsenteret af et handelspatriarkat - ofte med udenlandske aner. Det samme gjaldt embedsmændene i Trondheim. Arbejderne og håndværkerne var derimod indfødte trøndere. Fysisk gav klassedelingen sig udslag i bosætningen. Handelspatriarkatet boede i Sjøgaden - den nuværende Kjøpmannsgata - borgere og embedsmænd ved Munkegaden og småborgerskabet i veitene. Vestpå i byen, Sanden, boede håndværkere, mindre borgere, skippere og arbejdere. Længst mod vest, udenfor byporten, i Ila, boede arbejds- og fattigfolket.

Gennem industrialiseringen fra midten af 1800-tallet indtraf en ny epoke i Trondheims historie. De gamle erhverv var stærkt på retur. Især eksporterhvervet gik tilbage, og Trondheim blev reduceret som søfartsby. Dette blev imidlertid kompenceret ved at Trondheim blev en handels- og industriby og efterhånden et kommunikationscentrum for det nordenfjeldske Norge. Gennem vejbygning, jernbane- og dampskibsruter blev byen knyttet sammen med omlandet, resten af landsdelen og landet iøvrigt. I 1880 var jernbaneforbindelsen med Kristiania (Oslo) oprettet, og i 1882 åbnede Meråkerbanen for forbindelsen med Sverige.

De industrigrene der i første række satte sit præg på byens industriliv, var værkstedsindustrien og nærings- og nydelsesmiddelindustrien. Samtidig blev byen et handelscenter for hele landsdelen og til dels ud over denne. Importgrossister, forretningsfolk og fabrikanter overtog efter det gamle handelspatriarkat som den nye overklasse. Det sociale og politiske tyngdepunkt blev samtidig flyttet fra Sjøgaden til Fjord- og Strandgaden.

Industriudviklingen medførte både en stærk vækst i folketallet og en geografisk ekspansion af byen. I 1885 havde byen ca. 15.000 indbyggere, i 1875 næsten 23.000 og i 1914 var der ca. 50.000. Byen voksede i udstrækning - først og fremmest østover. Rosenborg-Møllenberg-området blev bygget i 1890'erne og bestod af en tæt træbebyggelse for folk fra småborgerskabet og arbejderklassen. Længere østpå, ved Lademoen, blev der bygget større lejekaserner i mursten - hovedsageligt til arbejderklassen.

En ny tendens i bosætningen var, at folk fra de øvre klasser slog sig ned udenfor bycentret. Større trævillaer blev bygget på Singsaker og i vest ved Byåsveien og Steinberget.

Den økonomiske højkonjunktur omkring århundredeskiftet førte også til, at det blev rejst flere monumentale byggerier midt i byen - både i privat og offentlig regi. Banker, hoteller, post- og toldkontor flyttede ind i store nybyggede bygninger.

Fra ca. 1923 satte den økonomiske krise efter 1. verdenskrig ind og førte til stagnation i erhvervslivet. I det følgende årti var både handelsvirksomheden og bygge- og anlægsvirksomheden på tilbagegang.

Først fra midten af 1930'erne kan man atter spore væksttendenser. Bygningen af forstadsbanen til Byåsen (Lian) åbnet nye muligheder for byggeri. Men samtidig skete der en ekspansion i nabokommunen Strinda. Den gamle Trondheim kommune havde stort set bebygget hele sit areal efter 1. verdenskrig. Folketallet var således stabilt fra 1920 til kommunesammenlægningen i 1964. Samtidig øgedes folketallet i Strinda fra ca. 12.000 i 1920 til ca. 45.000 i 1964. Denne befolkningsøgning skete ved, at der i første række blev bygget nye boliger tæt ved det gamle bycenter. Bebyggelsen var derfor stort set en fortsættelse af bebyggelsen indenfor bygrænsen.

Manglen på ekspansionsarealer i Trondheim førte til, at der i mellemkrigsårene blev fremsat flere forslag til byudvidelser fra Trondheims side. Men Strinda kommune gik hårdnakket imod afståelse af arealer.

Først ved de omfattende kommunegrænserevisioner i 1960'erne blev tanken om et Stor-Trondheim realiseret. Fra 1. januar 1964 gik kommunerne Trondheim, Strinda, Tiller, Leinstrand og Byneset sammen i én kommune.

Mens det gamle Trondheim fortsat bar præg af ekspansion i erhvervslivet efter krigen og bar præg af at være et center for handel, industri og administration i det nordenfjeldske Norge, var de øvrige fire kommuner udprægede landbrugskommuner - til trods for befolkningstilvæksten i Strinda.

Efter kommunesammenlægningen ændrede byen atter karakter. Nye boligområder skød op, og i 1970'erne opstod de første større satellitbyområder. I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne gik en hel del jordbrugsarealer tabt pga. boligbygning og erhvervsudflytning fra centrale byområder. Boligbygningen skete i denne periode først og fremmest syd for bycentret, med udbygning af satellitbyerne i Heimdalsområdet og i Risvollanområdet i 1970'erne. Erhvervsvirksomheden er derimod lagt øst for bycentret, koncentreret omkring Lade og Tunga. Dette har naturligvis ført til store byplanmæssige problemer, specielt trafikmæssigt.

Befolkningen øgedes indtil midten af 1970'erne. Siden 1977 er folketallet imidlertid gået noget tilbage. I kommuneplanen 1979-90 er målsætningen en befolkning på 138.000 personer i 1990. For at skabe bedre balance mellem arbejdsplads og bolig, planlægger myndighederne, at den videre boligudbygning skal ske østover, mens erhvervsvirksomheden skal ekspandere i Heimdalsområdet.

Erhvervs- og arbejdsliv

Den stærke vækst i arbejds- og næringslivet efter krigen skete i første omgang indenfor de gamle specialområder: Handel, værkstedsindustri samt nærings- og nydelsesmiddelproduktion. Men endnu stærkere var væksten i serviceerhvervene, især indenfor den offentlige sektor. I årtiet fra 1960 til 1970 øgedes antallet af beskæftigede med 24%. I 1970'erne har væksten derimod været betydelig lavere med en årlig vækst på ca. 1%. Dette afspejler sig da også i folketalsudviklingen de senere år.

Erhvervssudviklingen i 1970'erne har i første række været præget af væksten indenfor den offentlige sektor. Hele to tredjedele af den samlede vækst i beskæftigelse i perioden 1970-76 kan føres tilbage til denne sektor. Dette har dannet grundlag for væksten i de øvrige serviceerhverv. Beskæftigelsen indenfor primær- og sekundærerhvervene har derimod haft en svag nedgang i denne periode.

I de kommende år forventer man at industribeskæftigelsen fortsat vil falde noget. Dette har skabt en del bekymring for, at Trondheim mere og mere vil blive en by for flipproletarer. Der satses derfor meget på at man får det største mulige varierede jobudbud.

Tertiærerhvervet står i dag for ca. to tredjedele af beskæftigelsen. Denne andel forventes at stige yderligere i de nærmeste år. Specielt vil stigningen ske indenfor sektorerne undervisning, forskning og sundhed.

  1960 1970 1976 1985
Jord- og skovbrug 1.180 890 710 700
Industri 10.110 12.600 12.190 10.400
Byggeri, anlæg, kraft 4.720 5.810 5.900 5.850
Varehandel 9.340 12.390 12.800 13.000
Samfærdsel 5.730 5.730 6.750 8.000
Tjenesteydelser 12.240 16.370 19.660 22.300
  43.320 53.790 58.010 60.250
Arbejdspladsudviklingen i Trondheim kommune fordelt efter erhverv i perioden 1960-76, og forventet arbejdspladsfordeling i 1985.

Kulturelle og politiske forhold

Trondheims historie som et kirkeligt og verdsligt landscenter afspejler sig i nutidens Midtby. Nidarosdomkirken som blev påbegyndt omkring 1150, er Nordens største middelalderbygningsværk. Med sin størrelse og arkitektur er kirken forsat et mål for dagens turister. Nær domkirken ligger den gamle Ærkebispegård, som var ærkebispens residens frem til 1537.

Gennem arkæologiske udgravninger i områderne hvor den gamle by lå, har man afdækket den gamle middelalderby. De fund som er gjort, er der blevet taget vare på og de er delvis bevaret under de nye bygninger.

Også i dag finder vi et rigt og varieret kulturliv i Trondheim. Trøndelag Teater, som blev grundlagt i 1816, er en kulturinstitution for hele landsdelen. Symfoniorkestret, kunstforeningen og kunstindustrimuseet udgør andre vigtige kulturinstitutioner i kommunen.

Efterhånden har Trondheim fået et stadig stærkere præg af at være skole- og universitetsby. Universitetet i Trondheim, som blev oprettet i 1969, bygger på Det Kongelige Norske Videnskabernes Selskab (stiftet i 1760), Norges Tekniske Højskole (åbnet 191.0) og Norges Lærerhøjskole (oprettet i 1922). Udformningen af den nye universitetsstruktur er endnu ikke klarlagt.

Valgresultaterne fra Trondheim viser, at den partimæssige fordeling ligger nær landsgennemsnittet. I hele efterkrigsperioden frem til kommunevalget i 1975 havde Arbejderpartiet borgmesterposten. Ved valget i 1975 gik posten til Højre, som sammen med andre borgerlige partier havde fået et flertal på én stemme. Ved valget i 1979 opnåede de borgerlige partier nok en gang et flertal på et mandat. Dette blev opnået da Fremskridtspartiet fik en repræsentant og dermed blev tungen på vægtskålen.

Kommunevalget i 1979 gav følgende stemmefordeling (mandater i parentes): A 39,3 % (36), H 33,5 % (30), SP 4,1 % (3), KrF 6,2 % (5), V 4,9 % (4), SV 5,9 % (5), RV 1,9 % (1), FrP 1,7 % (1), DNF 1,0 % (0), NKP 0,7 % (0) og andre 0,8 % (0). Den største fremgang, som også landsresultatet viser, havde Højre med en fremgang på 6,2 % i forhold til valget i 1975. Senterpartiet og Kristelig Folkeparti gik derimod klart tilbage med 2,7 % hver. Arbejderpartiet havde, set i forhold til resten af landet, et forholdsvis godt valg med en vis fremgang.

I den nye kommunalbestyrelse er 46% af repræsentanterne kvinder. Ikke siden kuppet ved valget i 1971 har kvindernes andel været større.

H.-F. D.


Litteratur

A. Kirkhusmo (red.): Trondheim i 1000 år, Trondheim 1972.
Og bygda blev by, Trondheim 1971.
Kommuneplan 1979, Trondheim 1979.