Den klassiske opfattelse af borgerskabet skelner mellem stor- og småborgerskab. Storborgerskabet defineres ved, at det lever af arbejdsfrie indtægter fra kapitalejendom. Afkastningen af småborgernes kapital er derimod så ringe, at de også må deltage direkte i produktionen og ikke kan investere i andre foretagender i større omfang. Håndværk, småhandel og småindustri i byerne danner efter denne opfattelse det økonomiske grundlag for småborgerskabet.

Marx antog, at småborgerskabet ville synke ned i arbejderklassen efterhånden som kapitalkoncentrationen rev tæppet væk under småvirksomhederne. Rosa Luxemburg nuancerede Marx' opfattelse ved at hævde, at selv om mange virksomheder bukker under, vokser der stadig nye frem på grund af ændrede brancheforhold, og efterspørgsel efter nye produkter. Småborgerskabet har dermed et ret konstant omfang, men er præget af stærk gennemtræk, mente hun.

Småborgerskabet udgør imidlertid ikke nogen klasse i streng forstand. Dertil er deres økonomiske interesser for varieret og tilknytningen til arbejdsmarkedet for perifer. Derimod har de livsstil og politisk tilknytning tilfælles med grupper, som strækker sig langt ud over de der ejer småkapital: De fleste af disse findes blandt de højere funktionærer i det private erhvervsliv. Dermed kan man opfatte småborgerskabet som en standsmæssig gruppering, som holdes sammen - mere i kraft af fælles værdier end af fælles interesser i produktionslivet (se Stand). Politisk set er de selvstændige udenfor de primære erhverv alt for få til at danne basis for en slagkraftig moderne konservatisme.

Småborgerlige værdier

I den småborgerlige kultur bliver familien det eneste grundlag for samfundsmæssig solidaritet, og det private gøres til den højeste værdi. Begrebet om det private har imidlertid to meget forskellige betydninger, alt efter om det indgår i modsætningsparet «privat initiativ versus bureaukratisk regulering» eller «privatlivet versus arbejdslivet». Ud fra denne tvetydighed kan man skelne mellem to hovedstrømninger i den småborgerlige kultur. Den ene understreger individernes ret til at skaffe sig maksimal profit. Den anden lægger hovedvægten på at leve op til og videreformidle social konformisme. Psykologisk set henter den første næring fra aggressionen, den anden fra skyldfølelsen.

Disse strømninger forekommer så godt som aldrig i ren form, men kombineres på ret paradoksale måder. Meget ofte går modsætningen mellem dem igen i kønsrollemønstret: Manden tager sig af det private initiativ, mens kvinden repræsenterer normtvangen indenfor familien. Et propert hjem, en skinnende blank bil og rene og velopdragne børn bliver idealer, hvor de repræsentative sider ikke har nogen offentlige funktioner, men blot tjener som personlig bekræftelse.

Tvetydigheden i begrebet om det private leder også frem til to typer stiltiende accept af afvigelse mellem norm og handling. For det første forestillingen om at normer egentlig bare gælder for det private område - som man møder det hos forretningsmanden som fremhæver sit ulastelige antræk og korrekte sprog, men ikke nøler med at foretage omfattende skatteunddragelser. For det andet en opfattelse af at den største forbrydelse ikke ligger i handlingen, men i det at blive opdaget. «Skandalen» skal dysses passende ned, således at der kun viskes om den.

En svagere men mere udbredt variant af dette består i, at alle fejer deres personlige og samlivsmæssige problemer under dække af rædsel for, hvad «de andre» vil sige. Dette mønster låser sig fast, fordi ingenting bidrager så stærkt til at vogte på andres moral som ønsket om at skjule egen utilstrækkelighed.

F.E.