Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

De lavere lag indenfor arbejderklassen står stort set uden specielle faglige kvalifikationer - ud over den almene skolegang. Det gjaldt arbejdsmændene i forrige århundrede. Det gjaldt massearbejderne, som opstod med den moderne storindustri i Europa fra slutningen af 1800 tallet. Og det gælder indenfor industri, og ikke mindst indenfor serviceerhvervene i vore dage.

Gennem det 20. århundrede er der sket en tilbagegang i det faglige indhold i industrijobbene i den vestlige industrikapitalisme. Der er en tendens til, at de ansatte spaltes - i en mindre, højere kvalificeret gruppe og en større gruppe af ufaglærte. Mest ekstremt er dette indenfor den automatiserede produktion, hvor kundskaben og dygtigheden tages fra arbejderen og bygges ind i maskinerne. Som det er blevet formuleret af en af profeterne for den såkaldte videnskabelige arbejdsledelse, Frank Gilbreth: «At træne en arbejder indebærer kun at sætte ham i stand til at udføre de instrukser, han får på sit arbejdskort. Når han en gang kan dette, er hans træning ovre, uanset hvilken alder han har».

Den ufaglærte kan lettere skiftes ud. Han eller hun udfører arbejde, som alle kan mestre. Og det konkrete arbejde kan for den ufaglærte også skiftes ud. I alt fald i højere grad end for den specialiserede fagarbejder. For den ufaglærte massearbejder er arbejdet renset for sine særlige lokale eller faglige indslag.

Når arbejdet i den forstand bliver nøgent, bliver også arbejde-kapital-forholdet blotlagt, hævdes det indenfor marxistisk teori. De ansatte opdager, at de ikke står overfor pølsemester Hansen, men overfor Kapitalen. Dette har givet anledning til følgende opfattelse af de ufaglærte: De er de illusionsløse arbejdere, uden særinteresser, privilegier eller individuelle forhåbninger. Derfor udgør de en radikal, militant del af klassen. De er blevet kaldt den «anden» arbejderbevægelse, en kæmpende understrøm i modsætning til de faglærtes velordnede, stabile og satte organisationer, og til håndværkernes gartnersocialisme.

I 1920'erne udgjorde de ufaglærte en meget militant del af arbejderklassen, der i 1925-29 gik så langt som til at bryde ud af LO, da landsorganisationen ikke ville støtte dem i deres konflikter (se Fagbevægelsen i Danmark). Efter 2. verdenskrig har massearbejderne været involveret i tilspidsede og politisk avancerede arbejdskampe - f.eks. indenfor bilindustrien i Italien.

Overfor denne opfattelse står en anden, der opfatter de ufaglærte som arbejderklassens mest undertrykte, afmægtige og passive del. Når arbejdet mister ethvert intellektuelt og faglig indhold og reduceres til rutinemæssige, enkle, ensidige og gentagne deloperationer (se EGA), bliver jobbet kun en nødvendig plage. Kilden til en indtægt som bruges i frihedens rige - fritiden.

Disse to opfattelser udelukker ikke hinanden. Militans og tilbagetrækning kan være forskellige svar på ens situationer. Væksten i EDB-teknologien truer i disse år med at presse en stigende del af de ufaglærte ud af arbejdsmarkedet eller over i andet ufaglært arbejde. Kravene til kvalitet, motivation, den mere kostbare produktionsudrustning og den mindskede forskel mellem faglærte og ufaglærte lønninger gør, at mange arbejdsgivere i disse år føler sig fristet til at ansætte faglærte indenfor områder, hvor ufaglærte tidligere var enerådende. De ufaglærtes svar på denne udvikling vil være vigtig for kursen i arbejderbevægelsen som helhed i årene fremover.

K.K.