Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fagarbejder eller faglært arbejder er betegnelse for arbejdere, som har gennemgået en faguddannelse indenfor et fagområde og aflagt fag- eller svendeprøve indenfor dette. Der findes en mængde fagområder med fagarbejdere. De fleste har oprindelse i og arbejder i dag indenfor de traditionelle håndværkserhverv, som snedkere, malere, murere, smede, typografer, osv. Senere er også nye fagområder kommet til: elektrikere, mekanikere o.l. Tidligere var det ofte kun langvarig, underbetalt og slidsom læretid hos «mester» i faget, som var indgangstegnet til de faglærtes rækker (se Håndværker).

I dag er to hovedmåder at blive fagarbejder på:

1. At gå i lære som lærling hos en arbejdsgiver indenfor faget kombineret med teoriindlæring på EFG (Erhvervs Faglig Grunduddannelse) og prøveaflæggelse i virksomheden (se Lærling). Denne ordning er den oprindelige uddannelsesform. Den grundlæggende fagskole giver som regel fradrag i læretiden. Desuden er EFG ligestillet med fuld fagoplæring. Læretiden er i de fleste fag tre år indbefattet skole. Lærlingeforholdet er reguleret i Lærlingeloven. Det faglige indhold i oplæringen er som regel aftalebestemt mellem arbejder- og arbejdsgiversammenslutningerne indenfor faget og godkendt af Undervisningsministeriet. Kontrollen med at lærlingen får korrekt oplæring og ikke bruges som f.eks. hjælpearbejder sker formelt af det stedlige Lærlingenævn. Men i praksis er det ofte således, at den lokale klub eller fagforening fører dette tilsyn.

2. Mens hovedform 1 tager udgangspunkt i lærlingepladsen, tager hovedform 2 udgangspunkt i EFG. Eleven starter her på EFG uddannelsen, og skal senere i praktik på en praktikplads. Arbejdsgiverne var oprindelig imod indførelsen af EFG, og det tog derfor en del år, før den virkeligt slog igennem. I dag får langt de fleste en faguddannelse ved at starte på EFG.

Faguddannelse og status som fagarbejder er af stor betydning - både for den enkelte arbejder og for faggruppens styrke og selvtillid. I arbejderbevægelsens historie dannede fagarbejdersammenslutningerne kernen i opbygningen af en levedygtig og slagkraftig fagbevægelse. (Se Fagbevægelsen i Danmark). Fagarbejdernes kollegialitet var og er vigtig - bl.a. for at kunne tvinge arbejdsgiverne til kollektive aftaler for alle indenfor faget. I enkelte fag - f.eks. grafisk - har man gennem stærk organisation og høj organisationsgrad i en vis grad kunnet kontrollere arbejdsmarkedet og dermed også løn- og arbejdsbetingelser. De ufaglærte indenfor branchen har ikke altid nyt godt af dette. Men den stærke stilling har også været anvendt til fordel for dem.

Kapitalens valg og anvendelse af ny teknologi i produktionen har ført til store angreb på og til dels udraderet flere fag. Flere fagarbejdergrupper er blevet splittet op og er på denne måde kommet til at stå svagere. Det gælder bl.a. typograferne, der i 1960- og 70'erne var i stand til at tvinge arbejdsgiverne til ganske udmærkede løn- og arbejdsforhold. Arbejdsgiverne svarede fra slutningen af 70'erne igen med indførelsen af ny teknologi på dagbladene, hvilket drastisk har reduceret faggruppens styrke.

Angrebene på fagarbejdet har også omdannet forholdsvis sammenhængende arbejdsopgaver til opdelte enkeltoperationer, hvilket svækker overblikket over arbejdssituationen. Flere fagforbund har nedlagt meget arbejde i at sikre fagområder og faguddannelse. Enkelte erhverv har også i den senere tid opnået at blive godkendt som selvstændige fag.

P.L.H.